thumb|Typisk leret moræne med blanding af mange kornstørrelser (Angermünde i Tyskland). thumb|Typisk blokmoræne (vestkysten af Wales). thumb|Gletsjer i Alaska med sidemoræner og midtmoræner, der ses som mørke striber i den lyse gletsjeris. Midtmoræner dannes, når to isstrømme flyder sammen, så deres sidemoræner mødes, som det ses to steder lige til højre for billedets midtpunkt. En moræne, også kaldet en tillHoumark-Nielsen m.fl. (2006), s. 262 (på ældre dansk: brævold, på engelsk: till; oprindeligt fra sydfransk dialekt moraine: "rullesten, løse sten"), er en jordart bestående af mineralkorn, bjergartsfragmenter og klippestykker af forskellig kornstørrelse, der er blevet efterladt af en gletsjer. Moræners sammensætning vil altid afspejle de jord- og bjergarter, som gletsjeren er gledet hen over på sin vej til det sted, hvor morænen er aflejret. Moræner inddeles ud fra deres kornstørrelsessammensætning i moræneler, morænesilt, morænesand, morænegrus og blokmoræne.Larsen m.fl. (1995), s. 23Moræne, artikel i Salmonsens Konversationsleksikon Kvartærformationen, artikel i Salmonsens Konversationsleksikon I områder, hvor overfladen er præget af grundfjeld eller bjerge, som Nord- og MellemskandinavienRudolf Karlsson og Sven Hansbo (1992): Jordarternas indelning och benämning. SGFs laboratoriekommitté, Byggforskningsrådet, 48 sider og Alperne, vil moræner overvejende være af typen morænesand, -grus eller blokmoræne, mens de i områder med en overflade bestående af finkornede løsjordsaflejringer, som Danmark, Skåne og det meste af Mellemeuropa, overvejende vil være af typerne moræneler, -silt eller -sand.
Moræneaflejringer opbygger ofte karakteristiske landskaber, præget af bølgede former, mange små søer eller markante bakkedrag. Pga. mange moræners indhold af finstof som ler og silt, samt fint fordelt kalk, er jordbunden i moræneområder ofte frugtbar, og danner i store dele af Europa grundlag for intensivt agerbrug.
Dannelse Når en gletsjer glider hen over sit underlag, vil den samle løse sedimentkorn op fra underlaget og føre dem med sig. Derved bliver gletsjerens nederste del efterhånden omdannet til en blanding af iskrystaller og sedimentkorn, kaldet gletsjersålen. Større korn, som er frosset fast nederst i sålen, vil kunne fræse eller skure sig ned i et hårdt underlag (hvorved der kan dannes skurestriber) og sønderdele det, hvor efter gletsjeren kan samle de sønderdelte korn op. En gletsjer kan opfattes som en meget tyktflydende væske, der kan opsamle og flytte sedimentkorn af alle størrelser med sig, lige fra ler, silt og sand til grus, sten og vandreblokke, som godt kan være meget store. Danmarks største sten, Damestenen ved Hesselager på Fyn, er kommet dertil fra Sverige med en gletsjer.
På sin nedre del begynder gletsjeren gradvist at smelte på grund af det mildere klima hér, og gletsjerens afslutning, isranden, kan opfattes som den linje, hvor tilførsel af kulde, i form af glidende is, netop opvejes af tilførsel af varme, i form af solskin, milde vinde og regn, som smelter gletsjeren ovenfra, og jordvarme, som smelter gletsjeren nedefra.
Når gletsjeren på sin vej hen mod randen smeltes nedefra af jordvarme, vil de opsamlede sedimentkorn blive frigivet fra gletsjersålen, for at blive aflejret neden under den glidende is. Sådanne aflejringer kaldes bundmoræne, og de er de mest udbredte moræner. Topmoræne dannes, når sedimentkorn smelter fri på gletsjerens overside, og flydemoræne er topmoræne som tyngdekraften sætter i bevægelse nedad skrå isflader. Herudover opererer man inden for glacialgeologien med flere andre typer moræne, fx ablationsmoræne (dannet ved nedsmeltning af stillestående is) og deformationsmoræne (dannet ved deformation og sammenblanding af lagene lige under isen). Moræners klassifikation og dannelse har i årtier været genstand for ihærdig forskning,Dreimanis, A., 1988. Tills: Their genetic terminology and classification, p. 17-83. In R. P. Goldthwait and C. L. Matsch, eds., Genetic classification of glacigenic deposits. A. A. Balkema, RotterdamG.S. Boulton (1996): Theory of glacial erosion, transport and deposition as a consequence of subglacial sediment deformation. Journal of Glaciologi, no. 42, p. 43-62 men der råder stadig hverken fuld forståelse af mekanismerne bag eller enighed blandt forskerne.Meer, J.J.M. van der, Menzies, J. and Rose, J. 2003. Subglacial till: The deforming glacier bed. Quaternary Science Reviews 22, p. 1659-1685Ib Marcussen & Troels V. Østergaard (2003): Danmarks geologiske seværdigheder, 252 sider, Politikens ForlagMichael Houmark-Nielsen (2003): Geologiske mærkværdigheder: Kritik af en model for det danske istidslandskabs dannelse. Geologisk Tidsskrift, hæfte 1, pp. 1–20, København
Det tætte samspil mellem gletsjer og oparbejdet sediment er baggrunden bag betegnelserne endemoræne, sidemoræne, midtmoræne, foruden randmoræne, som alle betegner ophobninger af morænemateriale på eller ved siden eller enden af en gletsjer. For disse glaciale landskabselementer bruges på engelsk og tysk betegnelsen moraine, hhv Moräne, som altså ikke er synonyme med den danske betegnelse moræne, som svarer til det engelske till og det tyske Geschiebemergel.
Moræner regnes som skoleeksemplet på usorterede aflejringer, dvs. aflejringer bestående af mange forskellige kornstørrelser. Om en sådan aflejring benyttes også den rent deskriptive betegnelse diamikt, som ikke, i modsætning til moræne, siger noget om dannelsesmåden, men blot betegner et usorteret sediment. Over for de usorterede aflejringer står de sorterede aflejringer, aflejret i vand (fx smeltevandssand eller marint sand) eller i vind (fx klitsand eller løss), som ikke er nær så tyktflydende og som derfor kun kan flytte sedimentkorn i et ret snævert kornstørrelsesinterval, sammenlignet med en gletsher.
Dansk moræneforskning Ikke længe efter, at istidsteorien, forestillingen om at sammenhængende ismasser engang havde dækket store dele af Europa, vandt indpas i Danmark omkring 1870, begyndte geologerne at beskrive de danske moræner. Disse jordarter tilhørte det, man benævnte Rullestensformationen, som man indtil istidsteoriens fremkomst formodede var dannet ved en art syndflodsagtig oversvømmelse. I lyset af den ny teori var man især interesseret i at afdække, hvor mange isfremstød der havde været, og hvor de var kommet fra. I 1888 oprettedes Danmarks geologiske Undersøgelse, og hér gik man straks i gang med en kortlægning af jordarterne, herunder morænerne, i Danmarks overflade, til brug ved fremstilling af geologiske kortKortbladsbeskrivelser med tilhørende geologisk kort i 1:200.000, publiceret under DGU's første række, begyndende i 1893, som det var kendt fra andre lande.
På samme tid gennemførte Generalstabens topografiske Afdeling, det senere Geodætisk Institut, en detaljeret kortlægning af hele Danmarks overflade, som resulterede i de såkaldte målebordsblade i målestok 1:20.000. Disse kort var i første omgang tiltænkt militæret som en hjælp ved forsvaret af Danmark mod indtrængende fjender, men fik senere stor betydning inden for bl.a. fysisk planlægning og geomorfologi. Kortene gjorde det muligt for kvartærgeologerne, ved siden af opmålinger af lagene i råstofgrave og kystklinter og petrografiske undersøgelser af morænernes sammensætning, at udføre detaljerede studier af det danske istidslandskab,Vilhelm Milthers (1948): Det danske Istidslandskabs Terrrænformer og deres Opstaaen. DGU III Rk. Nr. 28, 233 sider samt plancher og inddele landoverfladen i glaciale landskabstyper, såsom hedesletter, randmoræner, dødisområder o.l.Per Smed (1979, 1981, 1982): Landskabskort over Danmark, 4 kortblade, Geografforlaget På denne måde kunne landskabets topografi bl.a. bruges til at forudsige, hvor moræner kunne tænkes at forekomme.
Efter en forholdsvis stille periode i midten af det 20. århundrede, hvor den sedimentologiske geologiske forskning mere var rettet mod Danmarks undergrund, bl.a. foranlediget af de dybe olieefterforskningsboringer, som med amerikansk hjælp blev iværksat efter 2. verdenskrig,Wienberg Rasmussen, H. (1979): De dybe boringer. I: A. Nørrevang og J. Lundø (redaktion): Danmarks Natur, Bind 1, s. 103-130, Politikens Forlag bød 1970-erne på fornyet fokus på kvartærgeologi og undersøgelser af moræner. Flere nye metoder var medvirkende til, at man opnåede nye, interessante resultater, som beskrevet nedenfor.
Ledeblokke og fingrus thumb|Rhombeporfyr. Visse af stenene i moræner, kaldet ledeblokke, stammer fra faststående bjergarter med begrænset geografisk udbredelse, fx den let genkendelige hvidspættede, rødviolette rhombeporfyr,Erik Schou Jensen (2005): Sten i farver. Politikens forlag, 6. udgave, 222 sider, Per Smed (2015): Sten i det danske landskab. Gyldendal, 192 sider, som kun forekommer i et område nær Oslo. En dansk moræne med indhold af rhombeporfyr må derfor være aflejret af en gletsjer som er kommet hertil nord fra, mens en moræne med kvartsporfyrer, der kun findes i Stockholm-området, må være kommet til Danmark ned gennem Østersøen, det vil sige ind over Danmark fra sydøst. Dette var den oprindelige argumentation bag ledeblokmetoden, som optog danske kvartærgeologer i første halvdel af det 20. århundrede.Milthers, V. (1909): Scandinavian Indicator-Boulders in Quaternary Deposits. DGU II Rk., No. 23, 153ppMilthers, K. (1942): Ledeblokke og Landskabsformer i Danmark. DGU II Rk., No. 69, 137 ppS.A. Andersen: "Kritiske Bemærkninger til K. Milthers: Ledeblokke og Landskabsformer i Danmark", D.G.U. II Rk. Nr. 69. 1942 i "Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening 1945", bind 10, hæfte 5, s. 594-615
Metoden viste sig dog at være problematisk, og den blev i 1970-erne erstattet af fingrustællinger efter hollandsk forbillede.Ehlers, J. (1979): Fine Gravel Analyses after the Dutch Method as Tested out on Ristinge Klint, Denmark. Bull. geol. Soc. Denmark, vol. 27, pp. 157-165, Copenhagen Her kiggede man ikke på sten og blokke af ganske bestemte typer, men på alle små gruskorn i et bestemt størrelsesinterval, og man behøvede derfor ikke nær så store prøver. Fingrusfraktionen blev inddelt i mineraler og bjergartstyper med hver sit udseende og deraf følgende geologiske oprindelse, fx kvartskorn (fra neogene flodaflejringer), krystalline korn (mest granit og gnejs, fra Skandinaviens prækambriske grundfjeldsområder), sedimentære (sandsten og lersten fra Palæogen og Mesozoikum), foruden kalksten (fra Kridt og Danien).
Glaciale deformationer, kinetostratigrafi og stenorientering Man blev i slutningen i 1800-tallet klar over, at de forstyrrede lagserier, man fra gammel tid kendte fra mange kystklinter, skyldtes gletsjere, som havde skubbet rundt med deres underlag, herunder også deres egne moræneaflejringer. Glacialt forstyrrede lagserier, som de fx ses i klinterne ved Lønstrup,Jessen, A. (1931): Lønstrup Klint. DGU, II Rk., Nr. 49, RøjleMadsen, V. & Nordmann, V. (1940): Kvartæret i Røgle Klint ved Lillebælt. DGU, II Rk., Nr. 58, 142 sider og på Møn,Pedersen, S.A.S. & Gravesen, P. (2009): Structural development of Maglevandsfald: a key to understanding the glaciotectonic architecture of Møns Klint, SE Denmark. Geological Survey of Denmark and Greenland Bulletin 17, 29–32 fremviser mange strukturer kendt fra bjergområder, såsom forkastninger, overskydninger og folder, og dette var en medvirkende inspiration, da den kinetostratigrafiske metode blev udviklet i 1970-erne.Berthelsen, A. (1978): The methodology of kineto-stratigraphy as applied to glacial geology. Bull. geol. Soc. Denmark, vol. 27, Special Issue, pp. 25-38, Copenhagen Hér fokuseres på en gletsjers bevægelse (kinetik) og deformation, dels af sine egne moræner og smeltevandsaflejringer, dels af ældre, underliggende aflejringer.