Atlanta-kampagnen er den samlede betegnelse for en række slag, som blev udkæmpet i det vestlige operationsområde under den amerikanske borgerkrig. Slagene foregik nordvest for og omkring Atlanta i delstaten Georgia under sommeren 1864, og afsluttedes med Atlantas fald, som igen var et vigtigt skridt på vejen til borgerkrigens afslutning det følgende år.
Baggrund Atlanta-kampagnen fulgte efter Unionens sejr i slaget ved Chattanooga i november 1863. Chattanooga var kendt som "indgangsporten til Syden", da der her er et "hul" i bjergkæden Appalacherne, som ellers fungerer som en stor barriere mellem kystområderne og det indre USA langs hele østkysten. Denne "port" blev åbnet med erobringen af Chattanooga.
Efter at Ulysses S. Grant var blevet forfremmet til øverstkommanderende for alle Unionens hære, overlod han det til sin foretrukne underordnede, generalmajor William T. Sherman, at føre de vestlige hære. Det var Grants overordnede strategi at lægge pres på Sydstaterne ved at angribe mange steder på samme tid. Mens han selv, George G. Meade, Benjamin F. Butler, Franz Sigel, George Crook og William W. Averell, rykkede frem mod Robert E. Lee i Virginia, og Nathaniel P. Banks forsøgte at erobre Mobile i Alabama, fik Sherman til opgave at besejre general Joseph E. Johnstons hær og erobre Atlanta.
Ved starten af kampagnen bestod Shermans styrke af tre hære: Generalmajor James B. McPhersons Army of the Tennessee (Shermans gamle hær under Grant) Generalmajor John M. Schofields Army of the Ohio Generalmajor George H. Thomas' Army of the Cumberland.
Da førstnævnte blev dræbt i Slaget ved Atlanta, blev han erstattet af generalmajor Oliver O. Howard. Over for Sherman stod Army of Tennessee, som først var under ledelse af Johnston, og da han blev afløst midt i kampagnen, overgik ledelsen til generalløjtnant John Bell Hood. Ved kampagnens begyndelse var Shermans hær på 98.500 mand, mens Johnston kun havde 50.000,Eicher, s. 696 men dette tal var usædvanligt lavt, da mange soldater var på orlov, og Johnston fik også 15.000 tropper i forstærkning fra Alabama. I juni bragte en stadig strøm af forstærkninger Shermans styrke op på 112.000.McKay, s. 129.
Johnston var en forsigtig general med ry for at trække sin hær tilbage, inden den for alvor kom i kamp. Det havde helt klart været tilfældet over for George B. McClellan i Peninsula-kampagnen i 1862. Men i Georgia stod han over for den langt mere aggressive Sherman. Johnstons hær placerede sig gentagne gange i stærkt befæstede forsvarspositioner. Sherman undgik fornuftigt at angribe disse i direkte frontalangreb, som nærmest ville være selvmorderiske, og i stedet manøvrerede han rundt om stillingerne – typisk rundt om sydstatshærens venstre flanke – og nærmede sig således til stadighed Atlanta. Når Sherman omgik Johnstons position, trak Johnston sig tilbage til en ny forberedt position. Begge hære udnyttede jernbanen som forsyningslinje. Johnstons forsyningslinje blev stadig kortere, efterhånden som han nærmede sig Atlanta, Shermans blev stadig længere.
Slagene thumb|400px|Kort over Atlanta-kampagnen De følgende slag udgør Atlanta-kampagnen:
Slaget ved Rocky Face Ridge (7. maj – 13. maj 1864) Johnston havde placeret sin hær i skyttegrave langs det lange, høje bjerg Rocky Face Ridge, og østpå over Crow Valley. Da Sherman nærmede sig, besluttede han at gøre et udfald mod stillingen med to kolonner, mens han sendte en tredje gennem Snake Creek Gap på sin højrefløj for at ramme Western & Atlantic Railroad ved Resaca, Georgia. De to kolonner kæmpede med fjenden ved Buzzard Roost (Mill Creek Gap) og ved Dug Gap. I mellemtiden passerede den tredje kolonne under McPherson igennem Snake Creek Gap, og den 9. maj fortsatte den til udkanten af Resaca, hvor den stødte på konfødererede tropper i skyttegrave. Af frygt for nederlag, trak han sin kolonne tilbage til Snake Creek Gap. Den 10. maj besluttede Sherman at tage de fleste af sine mænd med sig og tilslutte sig McPherson for at erobre Resaca. Den næste morgen, da Johnston opdagede, at Shermans hær trak sig bort fra sine positioner foran Rocky Face Ridge, trak han sig tilbage mod syd i retning af Resaca.
Slaget ved Resaca (13. maj – 15. maj) Unionstropper afprøvede de konfødererede linjer omkring Resaca for at finde ud af præcis, hvor de gik. Den 14. maj kom det til kamp i fuldt omfang, og unionshæren blev generelt slået tilbage, undtagen på Johnstons højre flanke, hvor Sherman dog ikke udnyttede sin fordel fuldt ud. Den 15. maj fortsatte kampen, uden at nogen af siderne opnåede en fordel, indtil Sherman sendte en styrke over Oostanulafloden ved Lay's Ferry mod Johnstons jernbaneforsyningslinje. Ude af stand til at bremse denne bevægelse fra Unionen var Johnston tvunget til at trække sig tilbage.
Slaget ved Adairsville (17. maj) Johnstons hær trak sig tilbage sydpå mens Sherman forfulgte ham. Da Johnston ikke kunne finde en god forsvarsstilling syd for Calhoum, fortsatte han til Adairsville, mens hans kavaleri udkæmpede en bagtropfægtning. Den 17. maj stødte generalmajor Oliver O. Howards IV. Korps på forskanset infanteri fra generalløjtnant William J. Hardees Korps, da man var nået til omkring 3 km nord for Adairsville. Tre af Unionens divisioner forberedte sig på kamp, men blev standset af generalmajor George H. Thomas, fordi det var ved at blive mørkt. Sherman samlede derefter sine tropper i Adairsville området for at angribe Johnston den følgende dag. Johnston havde oprindelig ventet at finde en dal ved Adairsville, som var tilstrækkelig bred til, at han kunne placere sine mænd og forankre sin linje med flankerne på bakker, men denne dal var for bred, så Johnston trak sig tilbage.
Slaget ved New Hope Church (25. maj – 26. maj) Efter at Johnston havde trukket sig tilbage til Allatoona-passet den 19.-20. maj, besluttede Sherman sig for, at det ville blive for dyrt at angribe Johnston, så han besluttede at omgå Johnstons venstre flanke og få et forspring til Dallas i Georgia. Johnston forudså Shermans manøvre, og mødte Unionens styrker ved New Hope Church. Sherman troede fejlagtigt, at Johnston blot rådede over en lille styrke og beordrede generalmajor Joseph Hookers korps til at angribe. Korpset blev alvorligt maltrakteret. Den 26. maj byggede begge sider skyttegrave.
Slaget ved Dallas (26. maj – 1. juni) Shermans hær afprøvede den konfødererede linje. Den 28. maj testede Hardees korps den del af Unionens linje, som blev forsvaret af generalmajor John A. Logans korps, for at udnytte eventuelle svagheder eller tilbagetrækning. Der fulgte kampe på to steder, men de konfødererede blev slået tilbage med store tab. Sherman fortsatte med at lede efter en vej rundt om Johnstons linje, og den 1. juni besatte hans kavaleri Allatoona Pass, som havde en jernbanelinje og ville tillade mænd og forsyninger at nå ham med tog. Sherman opgav sine linjer ved Dallas den 5. juni, rykkede til jernbanehovedet ved Allatoona Pass, og tvang Johnston til at følge efter kort tid efter.
Slaget ved Pickett's Mill (27. maj) Efter Unionens nederlag ved New Hope Church, beordrede Sherman Howard til at angribe Johnstons tilsyneladende udsatte højre flanke. De konfødererede var forberedt på angrebet, som ikke forløb som planlagt, fordi de understøttende tropper aldrig nåede frem. De konfødererede slog angrebet tilbage og forårsagede store tab.
Slaget ved Marietta (9. juni – 3. juli) Da Sherman fandt Johnston placeret i stillinger i området ved Marietta den 9. juni, begyndte han at forlænge sine egne linjer forbi de konfødereredes linjer, hvilket afstedkom, at de konfødererede trak sig tilbage til nye stillinger. Den 18. – 19. juni flyttede Johnston, som var bange for, at hæren ville blive omgået, sin hær til nye tidligere udvalgte positioner langs Kennesaw Mountain, og forskansede en bueformet linje vest for Marietta for at beskytte sin forsyningslinje, Western & Atlantic Railroad. Sherman foretog nogle resultatløse angreb på denne stilling, men forlængede derefter sin linje mod højre, og tvang Johnston til at trække sig tilbage fra området ved Marietta den 2.–3. juli.
Slaget ved Kolb's Farm (22. juni) Efter at være stødt på forskansede, konfødererede soldater hen over Kennesaw Mountain i retning mod syd, fastholdt Sherman dem foran sig og forlængede sin højre fløj, for at omgå deres flanke og genere jernbanen. Johnston reagerede ved at flytte John Bell Hoods korps fra venstre til højre fløj den 22. juni. Da han ankom til sin nye stilling ved Mount Zion Church, besluttede Hood af egen vilje at angribe. Advaret om Hoods planer forskansede unionsgeneralerne John Schofield og Joseph Hooker sig. Unionsartilleri og sumpet terræn ødelagde Hoods angreb, og tvang ham til at trække sig tilbage med store tab. Selv om han havde sejret, var Shermans forsøg på en omgåelse af Johnston indtil videre slået fejl.
Slaget ved Kennesaw Mountain (27. juni) Dette slag var en bemærkelsesværdig afvigelse fra Shermans politik om at undgå frontalangreb og i stedet omgå fjendens venstre flanke. Sherman var sikker på, at Johnston havde strakt linjen på Kennesaw Mountain for langt, så det var muligt at gennembryde den. Han besluttede sig derfor for et frontalangreb suppleret med nogle afledningsangreb på flankerne. Om morgenen den 27. juni sendte Sherman sine tropper frem efter et artilleribombardement. I starten gjorde de nogle fremskridt og løb de konfødererede forposter syd for Burnt Hickory Road over ende, men at angribe en fjende, som var i nedgravede positioner, var omsonst. Kampen endte omkring middag, og Sherman led store tab.
Slaget ved Peachtree Creek (20. juli) Johnston havde trukket sig tilbage til syd for Peachtree Creek, ca. 5 km nord for Atlanta. Sherman delte sin hær i tre kolonner til angrebet på Atlanta og Thomas' Army of the Cumberland rykkede frem fra nord. Johnston havde besluttet sig til at angribe Thomas, men præsident Jefferson Davis fratog ham kommandoen og erstattede ham med John Bell Hood. Hood angreb Thomas, efter at hans hær havde krydset Peachtree Creek. Det beslutsomme angreb løb på visse steder unionshæren over ende, men i sidste ende holdt Unionens linje, og de konfødererede faldt tilbage.
Slaget ved Atlanta (22. juli) Hood besluttede sig for at angribe McPhersons Army of the Tennessee. Han trak om natten hovedparten af sin hær tilbage fra den ydre forsvarsring omkring Atlanta til den indre linje, og lokkede Sherman til at følge efter. I mellemtiden sendte han William J. Hardee med sit korps på en 24 km march for at ramme unionshærens ubeskyttede venstre flanke øst for byen. Joseph Wheelers kavaleri skulle operere længere ude mod Shermans forsyningslinje, og general Benjamin F. Cheathams korps skulle angribe Unionens front. Imidlertid fejlberegnede Hood, hvor lang tid det ville tage at gennemføre marchen, og Hardee var først klar til at angribe om eftermiddagen. Selv om Hood havde udmanøvreret Sherman, var McPherson bekymret for sin venstre flanke, og havde sendt sin reserve, Grenville Dodges XVI. Korps, derover. To af Hoods divisioner løb ind i denne reservestyrke og blev slået tilbage. De konfødereredes angreb gik i stå mod Unionens bagområde, men begyndte at oprulle den venstre flanke. På omkring dette tidspunkt skød og dræbte en konfødereret soldat McPherson, da han red frem for at observere kampen. Beslutsomme angreb fortsatte, men Unionstyrken holdt stand. Omkring kl. 16 gennembrød Cheathams korps Unionens front, men kraftig artilleriild nær Shermans hovedkvarter stoppede det konfødererede angreb. Logans XV. Korps gennemførte et modangreb, som genetablerede Unionens linje. Unionens tropper holdt fast, og Hood led store tab.
Slaget ved Ezra Church (28. juli)