thumb|Fiskerhusene i Stenbjerg i Nordjylland set mod øst thumb|Parti fra Sletten ved Øresunds kyst i Nordøstsjælland. De stråtækte huse i forgrunden er gamle fiskerhuse
Ved fiskerlejer forstås i almindelighed helårsbebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved fiskeri fra bebyggelser ved den åbne strandOrdbog over det danske sprog: (Moth. F192. VSO.). ( Fiske-. Holb.DH.I.616. Fiskeleierne (1834: Fiskerleierne). Mall.SgH. 48. HCAnd.Breve.I.9). bebyggelse ved stranden, hvis indbyggere lever af fiskeri (jf. Johs Steenstr. (HistTidsskr.7R.VI.146ff.)) (modsat fiskeribyer, der har en havn). Ole Mortensøn nævner, at et fiskerleje bør omfatte mindst 3 fiskerhuse for at adskille sig fra spredt enkeltbebyggelse.
Fiskerlejernes beliggenhed
Fiskerlejer opstod for at udnytte fiskemulighederne i de kystnære områder. Fiskerlejer blev lagt på steder ved kysten med kort afstand til gode fiskepladser samtidig med, at der var mulighed for at opfylde livsvigtige behov som tør og sikker byggegrund, fersk vand, adgang til brændsel, mulighed for græsning for husdyr og egnede landingspladser for fiskefartøjer.
Sådanne steder lå dels ved kyster med større, åbne havområder i nærheden, dels ved snævre, strømfyldte farvande, som fiskene passerede under deres vandringer. Førstnævnte forhold fandtes i Danmark langs den jyske kyst ud mod Vesterhavet, langs Nordsjællands og Hallands Kattegatkyster og på Bornholm i Østersøen, sidstnævnte forhold på kysterne langs Øresund, Storebælt, Lillebælt og i Limfjorden. Nogle steder – særligt omkring Limfjorden – udvikledes kun få egentlige fiskerlejer. Her var fiskeriet en binæring, som landbrugere og husmænd udøvede i fiskesæsonen.
Fiskerlejernes størrelse og indre opbygning thumb|left|Gilleleje ca. 1860. Husene ligger i et tilnærmet rektangulært gadenet. thumb|Espergærde omkring 1860 (uddrag af matrikelkort). Fiskerhuse ligger parallelt med Strandvejen. Et par gårde lå oven for kystskrænten i tilknytning til lejet. thumb|Hornbæk omkring 1860 (uddrag af matrikelkort). Fiskerhusene ligger i en klump med et uoverskueligt gadenet. Et par gårde tilhørende landsbyen Horneby i baglandet.
Fiskerlejernes størrelse måtte fortrinsvis bero dels på deres beliggenhed i forhold til fiskeegnede farvande, dels deres indbyrdes tæthed: gode fiskefarvande, hvor der kun var få fiskerlejer, muliggjorde, at disse kunne blive forholdsvis store. De mindste fiskerlejer talte færre end 10 husstande, mellemstore fiskerlejer 15-20 husstande, større fiskerlejer 20-50 huse og de største fiskerlejer mere end 50 husstande.
De mindre fiskerlejer kendetegnedes ved, at fiskerhusene lå i en eller to rækker, på begge sider af lejets gade, der normalt forløb parallelt med kysten. Eksempler herpå er Snekkersten, Skotterup, Espergærde, Humlebæk, Sletten fiskerlejer ved Øresundskysten. Større fiskerlejer udviklede side- og baggader, der oftest blev dannet som landskabet nu fremmede eller hæmmede menneskenes gang og for den udenforstående med ret tilfældige eller uigennemskuelige gadenet med gyder, stræder og slipper i alle retninger. Eksempler herpå er Hornbæk og Gilleleje ved Kattegatkysten.Mortensøn (1996), s. 242 I beskrivelsen af Hornbæk i markbogen fra 1681 hedder det blandt andet: "Hornbeck Itt [et] Fiske-Leye. 4 smaae friering [fjerding] Gaarde 19 Landgilde Huuse 4 Holtz [træ] Huuse ... Till huer af de 4re Fiernings-Gaarde ligger itt Indlycke [indelukke] og ellers enn Partij Huuse-Jord till Husene.."Madsen, s. 72
Husene var oftest små bindingsværkshuse på 5-6 fagMortensøn (1996), s. 245, og ejendommene omfattede udhuse, hvor fiskeudstyr, årer, sejl og andre materialer blev opbevaret.Mortensøn (1996), s. 244
Ved lejet fandtes en fælles stejleplads for tørring af fiskegarnene. I fiskerlejet fandtes sædvanligvis en tjæregryde og tjærelad. I områder, hvor der blev drevet bundgarnsfiskeri, var der plads til opbevaringen af bundgarnspæle af eg. Redskaber blev forberedt om vinteren i fiskerrønnerne. Bedning af kroge foregik som regel af fiskerkvinder, som sent om natten måtte bede krogene, som fiskeren skulle have med om morgenen ud til dagens fangst, som primært i sommersæsonen bestod af torsk og kuller.
Fiskerlejernes historie
Fiskeriets betydning i familiehusholdningen kan opdeles i: dem, der ikke driver fiskeri overhovedet, lystfiskere, for hvem fiskeri er en fritidssyssel, og hvor den eventuelle fangst bruges i egen husholdning, bierhvervsfiskere, for hvem fiskeri er ikke er en hovednæringsvej, men hvor (en del af) fangsten sælges og dermed udgør et indkomsttilskud [deltidsfiskere gruppe A], sæsonfiskere, for hvem fiskeri ikke er en helårssyssel men alene udøves en del af året (i fiskesæsonen) og da udgør hovedindkomstkilden [deltidsfiskere gruppe B], fuldtidsfiskere, for hvem fiskeri udgør hovednæringsvejen hele året. Det indbyrdes forhold mellem disse livsformer har skiftet gennem tiderne med de skiftende vilkår, som fiskerinæringen har været underkastet. På lignende måde har de bebyggelser, hvorfra fiskeriet har været drevet, igennem tiden skiftet karakter: ikke sjældent har fuldtidsfiskere haft husflid og/eller varefragt og krejleri som biindkomst og – når fiskeriet svigtede – søgt at modvirke indkomsttabet ved – for en tid – at gøre binæringernes betydning større. Det er således ikke ganske ubegrundet, når sammentællingsskemaet om næringsveje ved folketællingen 1845 indeholdt et punkt om "De, som have deres Næring af Søen".
Middelalderen (tiden indtil 1536)
I middelalderen – og utvivlsomt også tidligere – udgjorde fisk en vigtig bestanddel af kosten i Europa. Med sine stærkt indskårne kyster og mange øer kunne fisk udnyttes som en naturlig næringskilde stort set overalt i Danmark. I middelalderen blev fisken i stort omfang tørret og nedsaltet og kunne fragtes langvejs. Fisk blev en vigtig handelsvare. Farvande, hvor fisk forekom i store mængder i sæsonen, blev derfor søgt af fiskere, gællekoner, karle og peger, fagkyndige og ufaglært arbejdskraft samt ikke mindst handelsfolk langvejs fra. Sildefangsten i Øresund havde allerede stor betydning i 1100-tallet. Især efter, at lybækkerne bragte salt fra Lüneburg med sig til Skånemarkedet fra omkring 1200, fik fiskeriet en voksende betydning.
Skånemarkedet
Skånemarkedet var utvivlsomt det vigtigste fiskested og -marked i middelalderen, af betydning ikke kun for Danmark men for det meste af Nordeuropa. I fiskesæsonen samledes folk fra det meste af DanmarkStoklund (1959) har påvist deltagelse fra blandt andet købstæderne Stege og Borre på Møn, Stubbekøbing og Nykøbing på Falster, Kalundborg, Næstved, Skelskør, Præstø og Vordingborg på Sjælland, Kerteminde, Fåborg, Nyborg og Svendborg på Fyn, Grenå, Horsens, Randers og Århus i Nørrejylland, Flensborg og Sønderborg i Sønderjylland, desuden bønder under Jungshoved slot, Bogø, Møn, Lolland, Falster og Stevns herred, og samtidig sikrede tyske hansekøbmænd et omfattende opkøb af de fangede sild. Markedsfiskeriet var sårbart over for konjunktursvingninger og politiske kriser mellem de ulige økonomiske interessegrupper, og det skabte kun i ringe udstrækning grundlag for en fastboende befolkning. Uden for fiskesæsonen lå stedet mere eller mindre øde.
Ved siden af Skånemarkedet fandtes mindre markeder. Fra 1300-årene udgjorde tørfisk, almindeligvis torsk en vigtig udførselsvare fra Bergen i Norge. Torsk fangedes desuden ved Lofoten og ved Island. Omkring år 1400 fik Limfjordssilden betydning som handelsvare. Fiskeriet skete i forårsmånederne i Nibe Bredning, hvor silden søgte ind for at gyde. Andre markeder fandtes ved Albuen på LollandStoklund (2000), s. 68f, ved Helgoland og på BornholmStoklund (2000), s. 60f.
Renæssancen (1536-1660)
En fastboende fiskerbefolkning ved kysterne synes i Danmark først at være opstået i begyndelsen af 1500-tallet. Fra begyndelsen eller midten af 1500-tallet omtales fiskeri og fiskerlejer i lensregnskaber og kancelliets skrivelser: foruden Island og Norge omtales i Vadehavet List på Sild, Søndre Rømø, Mandø, Fanø, Langli, Sønderside, langs den jyske kyst Vesterside, NymindeEt kongeligt brev 1563 oplyser, at disse fiskerlejer årligt giver Ribe hospital en lod af den fisk, de fanger en dag om året mellem den 1. maj og pinse; flere af disse steder nævnes tillige i et kongeligt brev fra 1548 (N.H.Jacobsen, s. 228), Højer, i Limfjorden Lundø, Nibe, i de indre farvande Skagen, Muldbjærg, Anholt, på Fyn Kogstved i Vindinge SognPorsmose, s. 127, Nordenhuse i Aunslev SognPorsmose, s. 150, Fiskerholt, Bøsøre og Refsøre i Hesselager SognPorsmose, s. 149, Skårupøre i Skårup Sogn – alle ved Storebælt, Bagenkop og Sandhagen på Langeland, Albuen, Møn, i Nordøstsjælland Kikhavn (25 fiskere), Saltboleje (13 fiskere), Rågeleje (24 fiskere), Krogskilde (12 fiskere), Gilleleje (70 fiskere), Villingebæk (27 fiskere), Hornbæk (21 fiskere), Ræveleje (4 fiskere), Ellekilde (4 fiskere), Boderne (5 fiskere) og Ålsgårde (3 fiskere), ved Øresundskysten Espergærde, Humlebæk (7 fiskere), Sletten (11 fiskere), Nivå (9 fiskere), Rungsted (14 fiskere), Smidstrup (8 fiskere)Stoklund (2000), s. 119f og Dragør, i Østersøen Bornholm, Øland, Hanø, i Skåne Simrishamn, Landskrone, Skåre, Falsterbo, Malmø, Kullen, Trelleborg, Ystad, Kåseberga, Abbekås og flere andreStoklund (1959), s. 108, i Halland Marstrand.
Det ser ud til, at fiskerlejerne har to oprindelsesårsager: i nogle tilfælde var der tale om en kystnær landsby, opstået som rydning i kystskoven, som fik et voksende element af fiskere. Eksempler herpå kan være blandt andre Munkerup, Smidstrup og Hornbæk i Nordøstsjælland.Stoklund (2000), s. 119 I andre tilfælde var der tale om sæsonfiskelejer, som efterhånden fik en fastboende fiskerbefolkning. Eksempler herpå er blandt andre Saltboleje, Rågeleje, Ræveleje og Gilleleje.Stoklund (2000), s. 120 I begge tilfælde har det været de gunstige fiskeriforhold, der har gjort det muligt for en fastboende befolkning hele året at ernære sig ved fiskeri. Fiskerlejet Sandhagen på Langeland synes derimod opstået på een gang.Berg et al., s. 159-160 Ved siden af fiskeri har indbyggerne i mange tilfælde utvivlsomt tillige ernæret sig ved handel og skudefart.Berg et al., s. 164-165, 173-181 På fiskerlejet Sandhagen har man ved siden af fiskeriet holdt svin og får (især lam), endvidere kvæg (formentlig i mindre omfang), gæs og høns.Berg et al., s. 126-129, 182 Desuden har der boet håndværkere: smed, glarmester, skrædder og skomager, hvilket var tilladt efter recessen af 1558.Berg et al., s. 183
Vadehavet
Fiskeriet i Vadehavet især på fiskepladser ved Blåvandshuk og Fanø var betydeligt allerede i midten af 1500-tallet: Stedlige og udenlandske fiskere deltog i fiskeriet her; en kongelig skrivelse udstedt 1547 forpligter udenlandske fiskere, som fisker ved Sønderside til ikke at forlade fiskerlejerne, før de har betalt sandtold, som de gør det ved Vesterside.Stoklund (2000), s. 136 Ribe-borgere søgte i fisketiden fra marts til Sankt Hans disse fiskepladser i så stort antal, at byens øvrighed måtte henvende sig der, for at få dem til at betale skat.
Det største fiskerleje i Vadehavet var i slutningen af 1500-tallet Sønderside. 1581-82 var her otte skibe sysselsat med hvillingfangst og måtte betale 600 hvillinger i sandtold. Derudover var 32 skibe sysselsat med skuldefangst (rødspætter) og betalte 1200 skulder i afgift foruden otte krogbåde, der betalte 600 skuller i afgift. Borgere i Ribe og Varde, der som ejere af fiskerbåde såvel som i egenskab af fiskere var fritagne for afgift, havde andel i syv af hvillingskibene og ejede 13 af skulleskibene og syv af krogbådene.
Også Vesterside var et betydeligt fiskerleje: herfra udgik 25 skibe på hvillingfangst. På øen Langli hørte 5 hvillingskibe hjemme, heraf et ejet af en Ribe-borger. I Sønderho fandtes 26 hvillingskibe, hvoraf 12 tilhørte Ribe-borgere. Af i alt 6 skuldeskibe på Fanø (Sønderho og Nordby) ejede Ribe-borgere de 5N.H.Jacobsen, s. 228f.
Langeland