thumb|Byer i Kosovo Kosovo (, ; , ) er en stat beliggende på Balkanhalvøen, som formelt erklærede sin uafhængighed den 17. februar 2008. Selvom Kosovo har proklameret sig som en selvstændig stat, er landet fortsat ikke universelt anerkendt som en suveræn stat af alle medlemslande i FN. Kosovos parlament trådt sammen – dr.dk/Nyheder/Udland Pr. 22. november 2019 havde 98 af FN’s 193 medlemsstater, herunder 22 medlemslande i EU, anerkendt Kosovo som en selvstændig stat. Blandt disse lande er også Danmark. Løbende opdateret oversigt over lande, der har anerkendt Kosovo
Kosovo grænser op til Serbien, Montenegro, Albanien og Nordmakedonien. Landets hovedstad, Pristina, er beliggende i et bjergrigt område. Kosovo har en befolkning på omkring to millioner indbyggere, hvoraf flertallet er etniske albanere. Derudover findes mindre befolkningsgrupper bestående af serbere, tyrkere, bosniakker og andre etniske minoriteter.
Forholdet mellem Kosovos regering og Serbien er fortsat præget af en langvarig politisk og territorial konflikt. Spørgsmålet om Kosovos status har gennem årene været genstand for betydelige internationale spændinger, særligt mellem USA og Rusland, hvilket har bidraget til en vedvarende diplomatisk fastlåst situation i regionen. USA og dets vestlige allierede, herunder NATO, har spillet en central rolle i støtten til Kosovos uafhængighed, hvilket har understreget de geopolitiske skillelinjer mellem Vesten og Østen. Rusland og Kina er blandt de lande, der fortsat ikke anerkender Kosovos uafhængighed.
Flere analytikere og eksperter har udtrykt bekymring for, at spændingerne i regionen kan eskalere og udvikle sig til en mere omfattende international krise. Der peges særligt på risikoen for øgede geopolitiske spændinger som følge af Serbiens fortsatte afvisning af Kosovos uafhængighed. Samtidig har Serbien undladt at søge en militær løsning på konflikten, blandt andet på grund af de potentielt alvorlige konsekvenser af en direkte konfrontation med vestlige magter, hvilket blandt andet blev illustreret under NATO’s bombekampagne i 1999.
USA opretholder i dag en ambassade i Pristina samt militærbasen Camp Bondsteel, hvor amerikanske soldater er stationeret sammen med styrker fra flere NATO-lande, herunder Italien, Polen, Storbritannien, Tyrkiet, Tyskland og Frankrig.
Den internationale fredsbevarende styrke KFOR har til opgave at opretholde fred og stabilitet i Kosovo samt bidrage til et sikkert og trygt miljø for områdets befolkning.
Da Kosovo i 2008 under ledelse af Hashim Thaçi erklærede sin uafhængighed, udløste det betydelig modstand, særligt fra Serbien, som fordømte erklæringen og anklagede USA for utilbørlig indblanding i landets interne anliggender. Serbien hævdede, at USA spillede en afgørende rolle i den internationale anerkendelse af Kosovo uden et tilstrækkeligt folkeretligt grundlag. Den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, meddelte samtidig, at USA ville være blandt de første lande til at anerkende Kosovos uafhængighed.
Navn Landet omtales internationalt primært som Kosovo, hvilket også er den mest udbredte betegnelse på landkort og i officielle dokumenter. Navnet udtales "ko-SO-va" på albansk (med tryk på anden stavelse) og "KOS-so-vo" på serbisk (med tryk på første stavelse). De fleste danske medier benytter navnet Kosovo, mens dagbladet Politiken konsekvent anvender den albanske form Kosova. På albansk ses navnet desuden undertiden skrevet som Kosovë.
Internationalt har betegnelsen Kosovo opnået bred anvendelse, hvilket blandt andet afspejles i den officielle engelske oversættelse af Kosovos forfatning. Danmark benytter ligeledes denne betegnelse i sine officielle forbindelser med landet.
Navnets etymologi kan spores til den slaviske betegnelse Kosovo polje, som betyder "Solsortesletten" (jf. afsnittet Oldtid og middelalder), hvor ordet kos på slavisk henviser til fuglen solsort.
En del kosovoalbanere foretrækker at benytte navnet , som henviser til den antikke region, der blev erobret af romerne i 28 f.v.t. og senere blev indlemmet i den romerske provins . Det historiske område Dardania omfattede det nuværende Kosovo samt dele af Nordmakedonien. Navnet menes at stamme fra det albanske ord dardhë (pære), og området var beboet af illyrere, som mange betragter som forfædre til den moderne albanske befolkning. Kosovos første præsident, Ibrahim Rugova, var en markant fortaler for at genindføre betegnelsen Dardanien. Navnet anvendes dog ikke officielt af nogen international instans, og betegnelsen Kosova er fortsat den mest udbredte blandt albanere i Kosovo.
Serbere bruger ofte betegnelsen Metohija om den vestlige del af Kosovo, et område hvor den serbisk-ortodokse kirke historisk har haft mange af sine kirkelige ejendomme. Det albanske navn for samme område er Rrafsh i Dukagjinit, ofte oversat som "Dukagjin-plateauet".
Geografi
Kosovo er beliggende i det sydøstlige Europa og har et areal på 10.912 km², hvilket svarer til omtrent en fjerdedel af Danmarks areal. Landet grænser op til Montenegro mod nordvest, Serbien mod nord og øst, Nordmakedonien mod syd samt Albanien mod sydvest.
Landets nuværende grænser blev fastlagt i 1945 som led i den administrative inddeling af det daværende Jugoslavien, hvor Kosovo havde status som en autonom provins inden for Serbien.
Oldtid og middelalder
Befolkningen i det område, der i dag udgør Kosovo, har historisk bestået af både serbere og albanere. Der hersker imidlertid betydelig uenighed om, hvordan forholdet mellem disse befolkningsgrupper har udviklet sig gennem tiden, samt hvilke historiske, politiske og sociale faktorer der har bidraget til områdets demografiske forandringer.
I antikken menes området at have været beboet af forskellige thrakiske og illyriske folkeslag. En udbredt teori hævder, at albanerne nedstammer fra illyrerne, som i oldtiden beboede store dele af det vestlige Balkan, herunder områderne langs Adriaterhavet, længe før de slaviske folkeslag, som serberne traditionelt anses for at nedstamme fra, indvandrede til Balkanhalvøen. Illyrerne er velbeskrevne i antikke græske og romerske kilder, og teorien om albanernes illyriske oprindelse betragtes af mange historikere og forskere som den mest sandsynlige forklaring på det albanske folks etnogenese.
Fra 700-tallet og frem til omkring år 1400 udgjorde Kosovo et af kerneområderne i det middelalderlige Serbiske rige, som i perioder havde tætte politiske, kulturelle og religiøse forbindelser til Det Byzantinske Rige. Fra denne epoke stammer en række betydningsfulde serbisk-ortodokse kirker og klostre, hvoraf flere i dag er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Efter Slaget på Solsortesletten (serbisk: Kosovo Polje) den 28. juni 1389 kom regionen gradvist under Det Osmanniske Riges kontrol. Mange lokale fyrster anerkendte, helt eller delvist frivilligt, sultanens overhøjhed og blev vasaller under det osmanniske styre. Selve slaget betragtes ofte som militært uafgjort, og både den serbiske fyrste Lazar og den osmanniske sultan Murad I mistede livet under kampene. Slaget involverede styrker bestående af flere forskellige etniske grupper, herunder både serbere og albanere, på begge sider af konflikten.
Den præcise etniske sammensætning af Kosovos befolkning i middelalderen er vanskelig at fastslå med sikkerhed. Der er dog bred enighed blandt historikere om, at regionen gennemgik betydelige demografiske forandringer i slutningen af 1600-tallet. I forbindelse med en mislykket østrigsk offensiv mod det osmanniske Balkan og den efterfølgende tilbagetrækning mod nord udvandrede et stort antal serbere til områder under det habsburgske rige. Denne udvikling bidrog til en gradvis styrkelse af den albanske tilstedeværelse i Kosovo.
1800- og 1900-tallet
thumb|left|Kort over Kosovo og dets omgivelser
Det albanske nærvær i Kosovo voksede markant i begyndelsen af 1800-tallet, blandt andet som følge af Det Osmanniske Riges politik med at tiltrække muslimske bosættere for at styrke loyaliteten over for sultanen. Mange af disse bosættere kom fra Nordalbanien, hvor en betydelig del af befolkningen allerede i 1700-tallet var konverteret til islam. Den tætte sproglige og kulturelle forbindelse mellem Kosovo og Nordalbanien afspejles fortsat i dag, ikke mindst gennem de gegisk-albanske dialekter, som tales i begge områder.
Den østrigske forsker Joseph Müller bemærkede i 1834, at befolkningen i Metohija, særligt i den østlige del af regionen, overvejende havde slavisk karakter, og at den serbiske tilstedeværelse var særligt fremtrædende i byerne.
Efter Det Osmanniske Riges sammenbrud i begyndelsen af 1900-tallet blev Kosovo erobret af Serbien i 1912, hvilket blandt mange kosovoalbanere blev opfattet som begyndelsen på en periode præget af serbisk dominans og undertrykkelse.
Efter 2. verdenskrig forblev Kosovo en del af Serbien og blev integreret i Titos Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien. Særligt under Aleksandar Rankovićs ledelse i 1950'erne og 1960'erne blev der rapporteret om systematisk diskrimination og undertrykkelse af den albanske befolkning i regionen.
Forsøg på at fremme den økonomiske og sociale udvikling i Kosovo opnåede kun begrænset succes. Trods enkelte eksempler på samarbejde og venskabelige relationer mellem serbere og albanere levede de to befolkningsgrupper i vid udstrækning adskilt fra hinanden. Blandede ægteskaber forekom eksempelvis kun i begrænset omfang.
Den albanske befolkning levede i høj grad fortsat inden for traditionelle klanstrukturer og stærkt patriarkalsk prægede storfamilier, samtidig med at albansk blev fastholdt som det dominerende dagligsprog. Undervisning i serbokroatisk var obligatorisk i skolerne, men havde kun begrænset indflydelse på sproganvendelsen i de albanske hjem og lokalsamfund.
En del kosovo-serbiske bønder levede under forhold, der på mange måder lignede deres albanske naboers, men bevarede deres serbiske sprog og ortodokse kultur. Myndighederne forsøgte i perioder at tiltrække bosættere fra andre dele af Jugoslavien til Kosovo som landmænd, industriarbejdere eller embedsmænd. En betydelig del af disse tilflyttere var serbere fra det økonomisk mere udviklede Serbien. Dette bidrog til fremkomsten af et serbiskdomineret samfundslag, som i mange tilfælde indtog de mest privilegerede positioner inden for administration, erhvervsliv og offentlige institutioner, mens albanerne ofte befandt sig lavere i det sociale hierarki.
Fra 1974 og frem til 1999
Selvstyre i 1974
Gennem mange år havde forholdet mellem serbere og albanere i Kosovo været præget af spændinger og gensidig mistillid. Dette var en af de faktorer, der bidrog til, at Josip Broz Tito og andre ledende beslutningstagere i Jugoslavien valgte at tildele Kosovo status som en autonom provins, på linje med Vojvodina i det nordlige Serbien. Formelt forblev Kosovo en del af Serbien, men provinsen fik betydeligt udvidede beføjelser inden for Jugoslaviens føderale struktur.
I årene efter reformerne oplevede mange kosovoserbere en voksende følelse af politisk og institutionel marginalisering. Samtidig vandt krav om øget albansk selvbestemmelse og, i visse kredse, fuld uafhængighed gradvist frem. Disse strømninger blev senere udnyttet politisk af Slobodan Milošević, som gjorde spørgsmålet om Kosovos status til et centralt element i sin politiske mobilisering.
Ophævelse af selvstyret i 1989
Fra slutningen af 1980'erne blev de etniske spændinger i Kosovo yderligere intensiveret, særligt efter Slobodan Miloševićs omdiskuterede tale i Kosovo Polje i 1987, hvor han profilerede sig som forsvarer af serbiske nationale interesser. I 1989 tiltrådte han som præsident for Serbien og indledte en omfattende centralisering af den politiske magt, herunder gennem en betydelig indskrænkning af Kosovos autonomi.