thumb|Et fotografi fra slutningen af det 19. århundrede af en sohei, fuldt klædt og udstyret, bevæbnet med en naginata (薙刀) og tachi (太刀) Japansk kampsport dækker over en bred vifte af kampsportsdiscipliner med oprindelse i Japan. Mindst tre japanske udtryk bruges ofte som ækvivalenter til betegnelsen japansk kampsport: budō (武道), bujutsu (武術) og bugei (武芸).

Udtrykket budō betyder direkte oversat ”den martiale vej” og anvendes i moderne tid om kampsport som en livsstil, der kombinerer fysiske, åndelige og moralske aspekter med fokus på selvudvikling, personlig vækst og selvbeherskelse.

De beslægtede begreber bujutsu og bugei har en mere snæver og historisk betydning.

Bujutsu henviser til den praktiske anvendelse af kampteknikker og taktiske færdigheder i reel kamp. Bugei betegner den systematiserede undervisning og formidling af disse teknikker i et mere formelt træningsmiljø.

+Oversættelser af japansk kampsportJapansk termBetydningDen martiale vejKampteknik; den praktiske eller tekniske side af kampsportKampsport; den kunstneriske eller lærte form af kampdiscipliner Disse begreber dækker tilsammen både den praktiske, tekniske og filosofiske dimension af japansk kampsport, som har udviklet sig fra de klassiske samuraiernes krigskunster til moderne budō-discipliner som judo, karate, kendō og aikidō.

Historie

left|thumb|254x254px|Afvæbning af en angriber ved hjælp af tachi-dori (太刀取り, "sværd-afvæbning") De japanske kampsporters oprindelse kan spores tilbage til samuraiernes krigertraditioner og det feudale kastesystem, som begrænsede retten til at bære våben til den krigeriske adel. Børn født i samuraifamilier blev opdraget med forventningen om, at de selv skulle blive krigere, og en stor del af deres barndom blev brugt på træning i forskellige kampdiscipliner.Turnbull, Stephen. Samurai: The World of the Warrior. London: Osprey Publishing, 2003. , s. 14.

En fuldt uddannet samurai skulle beherske brugen af sværd (kenjutsu), bue og pil (kyūjutsu), spyd (sōjutsu, yarijutsu), hellebard (naginatajutsu) samt senere skydevåben (hōjutsu). Han skulle desuden kunne bruge disse våben til hest, og kunne svømme og dykke, hvis kampene foregik på vandet.Ratti, Oscar & Westbrook, Adele. Secrets of the Samurai: The Martial Arts of Feudal Japan. Tuttle Publishing, 2001. , s. 24.

Nihon eiho (日本泳法, en Japansk svømmestil ) stammer fra Sengoku-perioden i det 15. århundrede. Samuraierne udviklede særlige vandkampteknikker (水術, suijutsu), som var nyttige, hvis de blev kastet over bord under søslag. Træningen omfattede blandt andet svømning i fuld udrustning (katchū gozen oyogi), oprejst svømning (tachi-oyogi) og spring til fjendtlige skibe (ina-tobi). Hænderne blev ofte holdt tørre over vandoverfladen for at kunne skrive beskeder på papir med pensel – en færdighed, der også var nyttig, når krudtet i musketerne skulle holdes tørt. Nihon eiho praktiseres i dag af 28 skoler og er anerkendt af Japan Swimming Federation. thumb|Samurai fra Chosyu-klanen, slutningen af det 19. århundrede. I det feudale Japan blomstrede mange former for kampkunst, kendt under fællesbetegnelsen bujutsu (武術), som betyder ”kampteknik” eller ”kampkunst”.Ratti, Oscar; Westbrook, Adele (2001). Secrets of the Samurai: The Martial Arts of Feudal Japan. Tuttle Publishing. , s. 23–24. Udtrykket jutsu (術) kan oversættes som ”metode”, ”kunst” eller ”teknik”, og navnet på hver disciplin henviser typisk til det våben eller den metode, der anvendes i træningen. De udviklede teknikker omfattede blandt andet kamp med sværd, spyd, bue, hellebard, samt kamp i og omkring vand.

Udviklingen af kampteknikker hænger tæt sammen med de redskaber, der blev brugt til at udføre dem. I en verden i konstant forandring ændrede våbnene sig løbende, hvilket krævede, at teknikkerne blev tilpasset og fornyet. Japans historie adskiller sig dog ved sit relative isolation i flere århundreder. Denne langsomme udvikling betød, at den japanske krigerklasse kunne forfine og systematisere sine våben og teknikker i højere grad end mange andre kulturer.

I de tidlige middelalderår blev bue og spyd anset som de vigtigste våben, men i Tokugawa-perioden (1603–1867) blev sværdet det mest prestigefyldte symbol for samuraien. Samtidig opstod der en stigende grad af specialisering, efterhånden som samfundet blev mere lagdelt.

De japanske kampsportsdiscipliner er i dag meget forskellige, både i træningsmetoder, filosofi og våbenbrug. Traditionelt opdeles de i to hovedgrupper:

Koryū (古流) – de klassiske kamptraditioner, som blev udviklet før Meiji-restaurationen i 1868. Gendai budō (現代武道) – de moderne kampformer, som opstod efter Meiji-perioden og fokuserer mere på personlig udvikling og etik end på reel krigsførelse.

Da mange moderne budō-former udspringer af de klassiske skoler, findes der ofte overlap mellem discipliner som jūjutsu, kenjutsu og naginatajutsu, som praktiseres både i traditionelle og moderne varianter.

Koryū Koryū (古流, こりゅう) betyder "traditionel skole" eller "gammel skole" og henviser til de japanske kampkunstskoler, der opstod før begyndelsen af Meiji-restaurationen i 1868 eller før Haitōrei (forbuddet mod at bære sværd) i 1876.

I moderne brug betegner bujutsu (武術) "krigskunst" eller "militærvidenskab" og kendetegnes ved sin praktiske anvendelse af teknikker til virkelige kampsituationer.

Udtrykket bruges også mere generelt om stilarter, der betragtes som "traditionelle" frem for "moderne". Grænsen mellem disse betegnelser er dog omdiskuteret. Som tommelfingerregel var formålet med en koryū-kampkunst at kunne anvendes i krig. Nogle skoler bevarer fortsat deres oprindelige, ofte meget gamle, teknikker tro mod traditionen, selv om de ikke længere afprøves i krig. Andre skoler har tilpasset sig tiden, hvilket i nogle tilfælde har betydet, at de ikke længere anses som fuldgyldige koryū-skoler af deres jævnbyrdige.

Moderne kampkunstformer adskiller sig fra koryū ved typisk at lægge vægt på personlig udvikling – mentalt, fysisk eller åndeligt – frem for direkte kamptræning.

De følgende afsnit beskriver ikke enkelte skoler, men overordnede typer af kampkunst, som adskiller sig i træningsform og udstyr, selvom variationen stadig er stor inden for hver retning.

Sumō

thumb|Sumo, Ukiyo-e de Kuniyoshi Utagawa-repræsentant Masanosuke Inagawa (Masanosuke Inagawa). Sumō (相撲, すもう) betragtes af mange som Japans nationalsport og har rødder, der går langt tilbage i tiden. Japans ældste skriftlige kilder fra 700-tallet e.Kr. omtaler en sumō-kamp helt tilbage i år 23 f.Kr., som ifølge legenden blev arrangeret efter kejserens ønske og fortsatte, indtil én kæmper ikke kunne fortsætte.

I 728 e.Kr. begyndte kejser Shōmu (聖武天皇, 701–756) at afholde officielle sumō-kampe som en del af de årlige høstfestivaler. Skikken spredte sig senere til shintō-festivaler, og sumō blev indført som en del af militær træning. I 1600-tallet udviklede sporten sig til en organiseret, offentlig underholdningsform, som både adel og almindelige borgere deltog i.

Nutidens sumō bevarer mange traditionelle elementer, såsom dommere klædt som shintō-præster og rituelle handlinger, hvor bryderne klapper i hænderne, stamper i jorden og kaster salt i ringen før kamp. En kamp vindes ved at tvinge modstanderen til jorden eller ud af ringen, så en anden kropsdel end fodsålerne rører jorden. Der afholdes seks store turneringer årligt, og efter hver turnering offentliggøres en officiel rangliste, kaldet banzuke, som følges nøje af fans.

Jūjutsu

thumb|left|300px|Jujutsu-træning på en landbrugsskole i Japan omkring 1920.

Jūjutsu (柔術, じゅうじゅつ) betyder direkte "blød teknik", men mere præcist betegner det kunsten at besejre en modstander gennem indirekte kraft – for eksempel ved at bruge kast, låse eller udnytte modstanderens egen bevægelse, frem for rene slag eller spark.

Kampmetoderne omfattede slag (spark og stød), kast (både balancebrud og ledlås-kast), fastholdelser (herunder kvælninger og nedtagninger) samt våbenbrug. Forsvarsteknikker inkluderede blokering, undvigelse, afvæbning og frigørelse. Mindre våben som tantō (短刀; dolk), ryufundo kusari (vægtet kæde), jutte (十手; jernstav) og kakushi buki (隠武器; skjulte våben) indgik ofte i koryū-jujutsu.

Disse systemer blev oprindeligt udviklet til slagmarken som supplement til mere våbenbaserede kampformer. På det tidspunkt fandtes mange betegnelser for jujutsu, såsom kogusoku, yawara, kumiuchi og hakuda. Det var sjældent egentligt "u-bevæbnet" kamp – snarere teknikker, der gjorde det muligt for en samurai uden våben at overvinde en tungt bevæbnet fjende.

Senere udviklede nogle koryū-systemer sig til de former for jujutsu, der kendes i dag, med fokus på kampe uden rustning og uden for slagmarken. Disse systemer benyttede ofte atemi-waza (当て身技; slag mod vitale punkter), som ville være ineffektive mod en panserklædt modstander, men brugbare i fredstid. Visse skoler inkluderede desuden skjulte våben som tessen (鉄扇; jernvifte).

I dag udøves jujutsu både i traditionelle og moderne former. Elementer fra jujutsu blev inkorporeret i judo og aikido, og har desuden påvirket kampsportssystemer verden over – både sportsligt og selvforsvarsorienteret.

Sværdkamp thumb|right|300px|Et sæt (daishō) af antikke japanske sværd og deres beslag: katana øverst og wakizashi nederst, Edo-perioden.

Sværdkamp har en nærmest mytisk status i Japan og betragtes af mange som den højeste form for kampkunst. Sværdet har, som i mange kulturer, været omgærdet af symbolik og legender. I Japan gjaldt dette især katana, samuraiernes karakteristiske sværd.

De tidligste japanske sværd, dateret til Kofun-perioden (3.–4. århundrede), var lige i formen. Ifølge legenden blev de første buede sværd, som blev smedet med den berømte foldeteknik, skabt af smeden Amakuni Yasutsuna (天國 安綱) omkring år 700.

Mellem år 987 og 1597 udviklede sværdet sig markant – både i kunstnerisk udtryk under fredsperioder og i styrke og funktionalitet under krigstider, især under de borgerkrige i Kamakura-perioden og mongolangrebene mod Japan i det 13. århundrede.

Samtidig udvikledes kampmetoderne til brug af sværdet. I fredstid blev teknikkerne forfinet og nye metoder udviklet; under krig blev de afprøvet. Efter krigene blev de overlevendes erfaringer videregivet til nye generationer.

Efter Tokugawa Ieyasu (徳川 家康, 1543–1616) samlede Japan i 1600, indledtes en lang fredsperiode, hvor sværdkamp udviklede sig fra et rent praktisk dræberhåndværk til også at omfatte personlig og åndelig udvikling.

Kenjutsu

Kenjutsu (剣術, けんじゅつ) betyder "sværdets kunst" og bruges både som generel betegnelse for sværdkamp og mere specifikt om træning i par. Det er den ældste form for sværdtræning, hvor to udøvere med trukne sværd øver forudbestemte kampøvelser. Historisk blev der brugt træsværd, bokken (木剣), og øvelserne bestod af faste sekvenser kaldet kata (型) eller kumitachi (組太刀). Hos erfarne elever kunne træningen også indeholde mere frie kampformer.

Battōjutsu Battōjutsu (抜刀術, ばっとうじゅつ) betyder bogstaveligt "kunsten/videnskaben i at trække sværdet" og udvikledes i midten af 1400-tallet. Det er den del af sværdkamp, der fokuserer på effektivt at trække sværdet, nedkæmpe modstanderen og derefter lægge sværdet tilbage i skeden (saya, 鞘). Udtrykket blev almindeligt under Sengoku-perioden (15.–17. århundrede). Battōjutsu er nært beslægtet med, men ældre end, iaijutsu og lægger vægt på defensiv kontraangreb. Træningen omfatter teknisk set kata, men består typisk kun af få bevægelser: nærme sig fjenden, trække sværdet, udføre ét eller flere hug og lægge våbnet tilbage i skeden. Battōjutsu er generelt mindre ceremoniel og æstetisk end iaijutsu eller iaidō-kata.

Betegnelsen kan variere: hvad én skole kalder battōjutsu, kan en anden kalde iaijutsu.

Iaijutsu

thumb|Iaijutsu, før træning