Glyndwroprøret, det walisiske oprør eller Den sidste krig for uafhængighed () var et walisisk oprør mellem 1400 og 1415 mod det engelske overherredømme. Det blev ledet af Owain Glyndwr. Det var den sidste store manifestation af en walisisk uafhængighedsbevægelse inden Wales blev inkorporeret i England ved Laws in Wales Acts 1535–1542.Gwyn A. Williams, When Was Wales? A History of the Welsh (London, 1991), p. 122.
Oprøret begyndte i år 1400, da Henrik Bolingbrok som Henrik 4. overtog tronen fra Richard 2., der hidtil havde givet waliserne muligheder i samfundet. Henrik kørte en hårdere linje. Efter en strid med en engelsk stormand udråbte Owain sig selv som fyrste af Wales og angreb stormandens borg. Tudor-familien fra Anglesey startede en guerillakrig mod englænderne, og Henrik sendte sin hær til Wales for at slå oprøret ned. Flere engelske borge faldt for oprørerne, og Owain opnåede stor succes og popularitet i Wales. Englænderne vedtog særlige love for at forhindre waliserne i at få for meget magt i deres hjemland. Omkring 1402 begyndte Frankrig også at støtte waliserne, da de så et svækket England som en fordel i den verserende konflikt imellem de to nationer.
Flere engelske borge faldt eller blev belejret, og waliserne brugte en taktik med små hurtige angreb mod englænderne og undgik åbne konfrontationer. I 1404 blev Owain kronet som prins af Wales i Machynlleth. Omkring 1406 begyndte Frankrig at trække deres støtte til oprøret, og englænderne påbegyndte en ny strategi med økonomisk blokade af Wales. Langsomt genvandt englænderne vigtige borge som Aberystwyth og Harlech. Flere af oprørslederne blev dræbt på slagmarken eller taget til fange, men Owain forblev på fri fod. I 1415 havde englænderne igen fuld kontrol over Wales, og de store familier, der havde støttet oprøret, var enten ruineret eller udryddet. Kun Maredudd ap Tudur formåede for alvor at klare sig godt, idet han rejste til London og grundlagde det, som senere blev Tudordynastiet.
Baggrund
Richard 2.s fald thumb|Richard 2. af England. Portræt fra Westminster Abbey.
I de sidste ti år af 1300-tallet havde Richard 2. af England indledt en storstilet plan for at konsolidere sit greb om kongeriget og tage magten fra de stormænd, som konstant udfordrede og truede hans autoritet. Som en del af planen begyndte Richard at flytte sin magtbase fra sydøst og London mod grevskabet Cheshire, og han opbyggede systematisk sin magt i det nærliggende Wales. Wales var mange små semi-autonome feudale stater, bispedømmer, herreder og områder under direkte kongelig kontrol. Richard eliminerede sine rivaler og overtog deres land, eller gav det til sine allierede. I denne proces opfostrede han en hel klasse walisere til at overtage embeder i hans nye len. For dem var de sidste år af Richard 2.s styre fyldt med muligheder. For de engelske stormænd derimod, var det et yderligere tegn på, at Richard var ude af kontrol.
I 1399 vendte den landflygtige Henrik Bolingbroke, som var arving til hertugdømmet Lancaster, tilbage for at gøre krav på sine landområde. Henrik samlede en hær og marcherede mod kongen. Richard skyndte sig tilbage fra Irland til Wales for at tage sig af Bolingbroke, men han blev arresteret af Henry Percy, 1. jarl af Northumberland på vej fra Conwy Castle til sit møde med Bolingbroke ved Flint Castle, hvor han skulle diskutere tilbageleveringen af Henriks landområder. Richard blev fængslet i Chester før han blev ført til London. Parlamentet gjorde hurtigt Henry Bolingbroke til regent og derefter til konge. Richard døde på Pontefract Castle kort efter den mislykkede Epiphany Rising blandt de engelske adelige i januar 1400, men hans død blev ikke kendt før et stykke tid efter. I Wales blev Owain Glyndwr o.a. for første gang bedt om at vælge side. Waliserne havde generelt støttet kong Richard, der havde efterfulgt sin far, Edvard, den sorte prins som fyrste af Wales. Da Richard var blevet fjernet fra tronen, blev walisernes mulighederne for forbedre deres status i samfundet begrænset. Mange walisere var tilsyneladende usikre over, hvad der videre skulle ske med dem.
I et stykke tid forblev kongens støtter på fri fod. Den 10. januar 1400 udbrød der voldsomme civile uroligheder i den engelske grænseby Chester som støtte til Epiphany Rising. Langs den engelsk-walisiske grænser opstod der en følelse af oprør og uorden.
Striden mellem Owain Glyndwr og de Grey Oprøret begyndte efter sigende som et skænderi med Owain Glyndwr og hans engelske nabo. Skiftende indehavere af titlen som Baron Grey de Ruthyn af Dyffryn Clwyd var engelske godsejere i Wales. Glyndwr havde været en del af en langtrukken strid med dem. Han havde tilsyneladende gået til parlamentet for at få dem til at løse problemet, og under kong Richard havde han vundet sagen. Reginald Grey, 3. Baron Grey de Ruthyn — der var loyal mod den nye konge — brugte sin indflydelse til at få beslutningen omstødt. Owain Glyndwr appellerede, men sagen blev afvist. En anden historie lyder, at de Grey med overlæg tilbageholdt en kongelig indkaldelse til Glyndwr om at slutte sig til kongens nye skotske felttog i august 1400. Teknisk set var Glyndwr forpligtet til at stille med soldater til den engelske krone, som han også havde gjort tidligere. Ved ikke at respondere på den gemte indkaldelse har han, muligvigs uforvarende, påkaldt sig Henriks vrede.
Det walisiske oprør, 1400–15 Den 16. september 1400 blev Owain udråbt til fyrste af Wales af en lille gruppe tilhængere, med hans ældste søn, hans svogere og Dean of St Asaph. Det var i sig selv en revolutionær udmelding. Owains mænd spredtes hurtigt over det nordøstlige Wales. Den 18. september blev de Greys fæstning Ruthin Castle angrebet og stort set ødelagt. Denbigh, Rhuddlan, Flint, Hawarden og Holt fulgte hurtigt efter. den 22. september blev byen Oswestry svært ødelagt af Owains plyndring. Den 23. september bevægede Owain sig sydpå for at angribe Powis Castle og plyndrede Welshpool.
På omkring samme tidspunkt startede Tudor-brødrene fra Anglesey en guerillakrig mod englænderne. Tudors of Penmynydd var en prominent familie fra Anglesey, der havde tætte forbindelser til Richard 2. Gwilym ap Tudur og Rhys ap Tudur var begge militære ledere for et kompagni soldater, der var blevet samlet i 1396 for at beskytte Nordwales mod enhver invasion, som Frankrig kunne finde på. De sluttede sig til kongen under hans militærekspedition til Irland i 1398. Da Glyndwr bekendtgjorde sit oprør, svor Rhys, Gwilym og deres tredje bror, Maredudd ap Tudur, åbent troskab til ham; de var Glyndwrs fætre på deres mors side.
Kong Henrik 4., der var på vej tilbage efter en invasion i Skotland, sendte sin hær mod Wales. Den 26. september var han i Shrewsbury og klar til at gå ind i Wales. I et hurtigt felttog ledte Henrik sin hær rundt om Nordwales. Han var hele tiden generet af dårligt vejr og angreb fra den walisiske guerilla. Da han ankom til Anglesey, hærgrede han øen og angreb landsbyer og klostre som Llanfaes Friary nær Bangor. Dette var det historiske gravsted for Tudor-familien. Rhys ap Tudur ledte et baghold på kongens soldater ved Rhos Fawr. Efter kampene flygtede englænderne tilbage i sikkerhed i Beaumaris Castle. Den 15. oktober var Henrik tilbage i Shrewsbury, hvor han løslod flere fanger, og to dage senere var han i Worcester.
thumb|Mindesten for de faldne under slaget ved Mynydd Hyddgen.
I 1401 begyndte oprøret at sprede sig. Owain fik kontrol over en stor del af det nordlige og centrale Wales. Der blev registreret adskillige angreb på engelske byer, borge og herregårde i nord. Selv mod syd i Brecon og Gwent var der forlydender om røvere og lovløshed. Kong Henrik udnævnte Henry "Hotspur" Percy – krigersønnen af den magtfulde jarl af Northumberland – til at genoprette ro og orden i landet. I marts blev der givet amnesti til alle rebeller med undtagelse af Owain og hans fætre, Rhys og Gwilym ap Tudur.
thumb|left|Conwy Castle som Tudur-familien med snilde fik erobret i 1401.
Størstedelen af landet indvilligede i at betale de normale skatter, men Tudur-fammilien vidste, at de havde brug for noget at forhandle med, hvis de skulle fjerne truslen, som hang dem over hovedet. De besluttede at erobre Edvard 1.s store borg i Conwy. Selvom bemandingen på Conwy Castle kun bestod af 15 soldater og 60 bueskytter var det rigeligt til at forsvare den. Desuden havde den havde masser af forsyninger, og man kunne nemt få nye via havet. Turdurnes folk bestod af kun 40 mand. På langfredag, den 1. april, var hele garnisonen på borgen, på nær fem mand, i den lille kirke i byen, da en tømrer gik mod porten, som ifølge Adam af Usks krønike "fingerede at ankomme til sit normale arbejde". Da han var kommet ind på borgen, angreb han de to vagter og åbnede porten, så oprørerne kunne komme ind. Da Percy ankom fra Denbigh med 120 soldater og 300 bueskytter vidste han, at det ville kræve langt flere mænd at komme ind i den mægtige fæstning, og han blev derfør nødt til at forhandle. Der blev indgået et kompromis, der resulterede i, at der blev givet benådninger til de implicerede, men den 20. april underkendte kongen Percys lokale beslutning. Det var ikke før, at Gwilym ap Tudur begyndte at skrive direkte til kongen, at der blev indgået en aftale den 24. juni. Betingelserne indbefattede dog, at ni af forsvarerne, der havde indtaget borgen, måtte overdrages til domstolen.
thumb|Ruinerne af Strata Florida Abbey som Henrik 4. delvist raserede i 1401.
Owain skaffede sig også sin første store sejr på slagmarken i maj eller juni ved Mynydd Hyddgen nær Pumlumon. Owain og hans hær på nogle få hundrede mænd havde slået lejr i bunden af Hyddgen Valley da omkring 1.500 engelske og flamske bosættere fra Pembrokeshire ('lille England i Wales'), angreb dem. Owain mobiliserede sin hær og kæmpede imod, og dræbte omkring 200. Situationen var seriøs nok til, at kongen samlede endnu en strafekspedition. Denne gang angreb han i oktober via det centrale Wales. Fra Shrewsbury og Hereford Castle drev Henrik 4.s styrker igennem Powys mod Strata Florida Abbey. Cistercienserordenens hus var kendt som et sted, der støttede Owain, og Henrik havde derfor som formål at minde dem om, hvor deres loyalitet burde ligge, og at stoppe oprøret i at sprede sig længere mode syd. Efter en del chikane fra Owains tropper nåede han Strata Florida. Henrik ønskede dog ikke at være nådig. Hans hær ødelagde delvist klostret og henrettede en munk, der var mistænkt for at bære våben mod kongen. Han formåede dog ikke at angribe Owains tropper i større antal. Owains folk chikanerede kongens hær og kom med hurtige små angreb for derefter at flygte. De brugte denne hit-and-runtaktik på kongens forsyningstropper, mens de undgik en åben kamp. Henriks hær var tvunget til at trække sig tilbage. De ankom til Worcester den 28. oktober 1401 uden at have opnået meget. Året blev afsluttet med slaget ved Tuthill, der blev udkæmpet under Owains belejring af Caernarfon Castle den 2. november 1401. Udkommet af slaget var dog ikke endegyldigt for nogen af parterne.