Kampene ved Koli Point fra 3. – 12. november 1942 var en række kampe mellem amerikanske marine- og hærstyrker og japanske hærstyrker omkring Koli Point på Guadalcanal under slaget om Guadalcanal. De amerikanske styrker var under overkommando af Alexander Vandegrift, mens de japanske styrker var under overordnet kommando af Harukichi Hyakutake.
Under kampene var amerikanske marinesoldater fra 7. marineregiment og soldater fra 164. infanteriregiment under taktisk ledelse af William H. Rupertus og Edmund B. Sebree, og de angreb en koncentration af japanske tropper fra hæren, som fortrinsvis tilhørte 230. infanteriregiment under kommando af Toshinari Shōji. Shōjis tropper havde marcheret til området ved Koli Point efter det fejlslagne japanske angreb på de amerikanske stillinger under slaget om Henderson Field i slutningen af oktober 1942.
Under kampene forsøgte de amerikanske styrker at omringe og nedkæmpe Shōjis styrker. Selv om Shōjis enhed led store tab, lykkedes det ham og hovedparten af hans mænd at undgå omringningsforsøgene og undslippe til det indre af Guadalcanal. Da Shōjis tropper forsøgte at nå frem til japanske stillinger i en anden del af øen, blev de forfulgt og angrebet af en patrulje i bataljonsstørrelse.
Baggrund Slaget om Guadalcanal
Den 7. august 1942 gik Vestallierede styrker i land på Guadalcanal, Tulagi og Floridaøerne i Salomonøerne. Formålet med disse landsætninger var at forhindre, at japanerne kunne bruge dem til baser, der kunne true forsyningslinjerne mellem USA og Australien og sikre sig øerne som udgangspunkt for et felttog, der havde til formål at isolere eller indtage den store japanske base ved Rabaul, samtidig med at man støttede det allierede felttog på Ny Guinea. Landsætningerne blev starten på det 6 måneder lange slag om Guadalcanal.Hogue, Pearl Harbor to Guadalcanal, s. 235–236.
Japanerne blev overrasket, og da natten faldt på den 8. august, var 11.000 allierede tropper under kommando af generalløjtnant Alexander Vandegrift i land og havde sikret sig Tulagi og omkringliggende mindre øer foruden en flyveplads, der var ved at blive bygget ved Lunga Point på Guadalcanal. Flyvepladsen blev senere kaldt Henderson Field af allierede styrker. De allierede fly, som efterfølgende opererede fra flyvepladsen, blev kaldt "Cactus Air Force" (CAF) efter de allieredes kodenavn for Guadalcanal. For at beskytte flyvepladsen etablerede de amerikanske marinesoldater en forsvarsring ved Lunga Point.Morison, Struggle for Guadalcanal, s. 14–15 og Shaw, First Offensive, s. 18.
Som reaktion på de allieredes landgang på Guadalcanal gav den japanske overkommando den 17. armé, som havde størrelse som et armékorps, havde hovedkvarter i Rabaul og var underlagt generalløjtnant Harukichi Hyakutake, opgaven med at generobre Guadalcanal fra de allierede styrker. Fra den 19. august begyndte forskellige enheder fra 17. armé at ankomme til Guadalcanal.Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 96–99, Dull, Imperial Japanese Navy, s. 225, Miller, Guadalcanal: The First Offensive, s. 137–138. thumb|left|Kort over Guadalcanal og omkringliggende øer. Lunga Point og Koli Point ligger midt på nordkysten af øen.
På grund af truslen fra flyene i Cactus Air Force på Henderson Field kunne japanerne ikke bruge store langsomme transportskibe til at fremføre tropper til øen. I stedet anvendte japanerne krigsskibe fra Rabaul og Shortlandøerne til at fragte deres styrker til Guadalcanal. De japanske krigsskibe – fortrinsvis lette krydsere og destroyere fra 8. flåde under kommando af viceadmiral Gunichi Mikawa – kunne i reglen sejle ned gennem "revnen" ("The Slot") til Guadalcanal og tilbage i løbet af en enkelt nat og minimerede herved risikoen for at blive angrebet af fly fra Henderson Field. Denne metode forhindrede imidlertid japanerne i at medtage det meste af soldaternes tunge udstyr og forsyninger, såsom tungt artilleri, køretøjer, mad og ammunition. Disse hurtige konvojer til Guadalcanal blev gennemført under hele slaget om Guadalcanal og blev senere kaldt "Tokyo Express" af de allierede styrker, mens japanerne kaldte dem for "Rottetransporter".Frank, Guadalcanal, s. 202, 210–211.
Det første japanske forsøg på at generobre Henderson Field slog fejl, da en styrke på 917 mand blev besejret den 21. august i slaget ved Tenaru. Det næste forsøg kom den 12. – 14. september, da 6.000 soldater under kommando af generalmajor Kiyotake Kawaguchi blev besejret i slaget ved Edson's Ridge. Efter deres nederlag ved Edson's Ridge omgrupperede Kawaguchi og de overlevende japanske tropper sig vest for Matanikaufloden på Guadalcanal.Frank, Guadalcanal, s. 141–143, 156-158, 228–246 og 681.
Mens de japanske styrker omgrupperede sig, var de amerikanske styrker beskæftiget med at færdiggøre og forstærke deres stillinger ved Lunga. Den 18. september afleverede en allieret konvoj 4.157 mand fra det 7. marineregiment til Guadalcanal. Disse forstærkninger gjorde det muligt for Vandegrift fra den 19. september at danne en ubrudt forsvarslinje hele vejen rundt om Lunga.Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 156 og Smith, Bloody Ridge, s. 198–200.
General Vandegrift og hans stab var klar over, at Kawaguchis tropper havde trukket sig tilbage til området vest for Matanikaufloden og at talrige grupper af japanske strejfere var spredt ud over området mellem Lunga og Matanikaufloden. Vandegrift besluttede derfor at gennemføre en række operationer med små enheder omkring Matanikaudalen.Smith, Bloody Ridge, s. 204 og Frank, Guadalcanal, s. 270. thumb|right|Døde soldater fra det 4. japanske infanteriregiment ligger i dynger i en kløft efter at være blevet dræbt af ild fra morterer og rifler den 9. oktober 1942Hammel, Guadalcanal, s. 106.
Den første operation mod japanske styrker vest for Matanikau, som blev gennemført mellem den 23. og 27. september af dele af tre marinebataljoner, blev slået tilbage af Kawaguchis tropper under oberst Akinosuke Okas kommando. Under den næste operation mellem 6. og 9. oktober lykkedes det for en større styrke marinesoldater at krydse Matanikaufloden, hvorefter de angreb en nyligt landsat japansk styrke fra 2. infanteridivision (Sendai) under kommando af generalerne Masao Maruyama og Yumio Nasu og tilføjede 4. infanteriregiment store tab. Denne operation tvang japanerne til at trække sig tilbage fra deres stillinger øst for Matanikau.Zimmerman, The Guadalcanal Campaign, s. 96–101, Smith, Bloody Ridge, s. 204–215, Frank, Guadalcanal, s. 269–290, Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 169–176 og Hough, Pearl Harbor to Guadalcanal, s. 318–322. 2. infanteridivision blev kaldt Sendai, fordi hovedparten af dens soldater kom fra Miyagi-præfekturet.
I mellemtiden overbeviste generalmajor Millard F. Harmon, chefen for den amerikanske hærs styrker i det sydlige stillehav, viceadmiral Robert L. Ghormley, chefen for de allierede styrker i det sydlige stillehav, om, at det amerikanske marineinfanteri på Guadalcanal straks måtte forstærkes, for at det ville være muligt at forsvare øen under den næste forventede japanske offensiv. Den 13. oktober landsatte en konvoj derfor 2.837 mand fra 164. infanteriregiment – en enhed fra North Dakotas nationalgarde, som var en del af hærens Americal Division på Guadalcanal.Frank, Guadalcanal, s. 293–297, Morison, Struggle for Guadalcanal, s. 147–149, Miller, Guadalcanal: The First Offensive, s. 140–142 og Dull, Imperial Japanese Navy, s. 225.
Slaget om Henderson Field
Mellem den 1. og 17. oktober landsatte japanerne 15.000 tropper på Guadalcanal, så Hyakutake havde i alt 20.000 mand til at sætte ind i sin planlagte offensiv. På grund af tabet af deres stillinger på den østlige side af Matanikau besluttede japanerne, at det ville være urimelig svært at angribe de amerikanske stillinger langs kysten, så efter hans stabsofficerer havde observeret de amerikanske forsvarsstillinger omkring Lunga Point, besluttede Hyakutake, at hovedangrebet i hans planlagte angreb skulle sættes ind syd for Henderson Field. Hans 2. division (forstærket med tropper fra 38. infanteridivision) – under generalløjtnant Masao Maruyama med 7.000 soldater i tre infanteriregimenter á 3 bataljoner – fik ordre til at marchere gennem junglen og angribe de amerikanske stillinger sydfra nær den østlige bred af Lungafloden. 2. division var delt op i tre enheder: Venstre fløj under generalmajor Yumio Nasu, som bestod af 29. infanteriregiment, højre fløj under generalmajor Kiyotake Kawaguchi med tropper fra 230. infanteriregiment (fra 38. infanteridivision) og divisionsreserven under Maruyama i form af 16. infanteriregiment.Jersey, Hell's Islands, s. 272 og 297, Shaw, First Offensive, s. 34 og Rottman, Japanese Army, s. 61–63, Frank, Guadalcanal, s. 328–340, Hough, Pearl Harbor to Guadalcanal, s. 329–330, Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 186–187. Frank anfører, at Kawaguchis styrker også omfattede det, der var tilbage af 3. bataljon af 124. infanteriregiment, som oprindelig var en del af 35. infanteribrigade, som var under kommando af Kawaguchi under slaget ved Edson's Ridge. Jersey anfører, at det rent faktisk var 2. bataljon af 124. infanteriregiment sammen med 1. og 3. bataljon af 230. infanteriregiment, dele af 3. uafhængige morterbataljon, 6. uafhængige hurtigtskydende kanonbataljon, 9. uafhængige hurtigtskydende kanonbataljon og 20. uafhængige bjergartilleri. thumb|left|Kort over slaget den 23.-26. oktober. Mens andre japanske styrker angriber i vest ved Matanikau (t.v.) angriber Maruyamas 2. division Lungaperimeteren sydfra (t.h.).
Den 23. oktober kæmpede Maruyamas styrker sig gennem junglen for at nå frem til de amerikanske linjer. På eget initiativ begyndte Kawaguchi at flytte sin højre fløj længere mod øst, da han troede, at de amerikanske stillinger var svagere i det område. Gennem en af sine stabsofficerer gav Maruyama ham ordre til at holde fast i den oprindelige angrebsplan. Da han nægtede, blev han frataget kommandoen og erstattet med oberst Toshinari Shōji, chefen for 230. infanteriregiment. Samme aften, efter han havde erfaret at styrkerne på venstre og højre fløj stadig kæmpede for at nå frem til de amerikanske linjer, udskød Hyakutake angrebet til kl. 19 den 24. oktober. Amerikanerne forblev fuldstændig uvidende om, at Maruyamas styrker nærmede sig.Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 193, Frank, Guadalcanal, s. 346–348, Rottman, Japanese Army, s. 62.
Endelig sent den 24. oktober nåede Maruyamas styrker frem til den amerikanske Lungaperimeter. I to nætter i træk gennemførte Maruyamas styrker talrige forgæves frontalangreb på stillinger, der blev forsvaret af 1. bataljon af 7. marineregiment under oberstløjtnant Chesty Puller og 3. bataljon af 164. infanteriregiment under oberstløjtnant Robert Hall. Amerikansk beskydning med rifler, maskingeværer, morterer, artilleri og kardæsker fra 37 mm panserværnskanoner skabte et frygteligt blodbad blandt japanerne.Frank, Guadalcanal, s. 361–362. Mere end 1.500 af Maruyamas tropper blev dræbt under angrebene, mens amerikanerne mistede omkring 60 soldater. Shōjis højre fløj deltog ikke i angrebene, men valgte i stedet at forblive i deres stillinger og dække Nasus højre flanke mod et muligt angreb i dette områder fra amerikanske styrker. Der kom aldrig noget angreb.Hough, Pearl Harbor to Guadalcanal, s. 336, Frank, Guadalcanal, s. 353–362, Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 197–204 og Miller, Guadalcanal: The First Offensive, s. 160–162. thumb|upright|Den japanske oberst Toshinari Shōji.