Hanna Schygulla (født 25. december 1943 i Königshütte) er en tysk skuespiller og sanger, der især er kendt for sine roller i en række af Rainer Werner Fassbinders film fra 1970'erne. Hun modtog således Sølvbjørnen som bedste kvindelige skuespiller for hovedrollen i Maria Brauns ægteskab ved filmfestivalen i Berlin i 1979.
Opvækst Hanna Schygulla blev født under anden verdenskrig i den nu polske by i Øvre Schlesien Chorzów, dengang tysk under navnet Königshütte. Hendes far var tømmerhandler, men på fødselstidspunktet indkaldt som infanterist i den tyske hær. Han blev senere taget til fange af amerikanske tropper i Italien og holdt som krigsfange til 1948. Ved krigens afslutning blev Königshütte sammen med andre dele af det østlige Tyskland en del af Polen, og det kom til etniske udrensninger af det tyske flertal i byen, hvilket gjorde, at Hanna og hendes mor flygtede mod vest og slog sig ned i München, hvor hun voksede op. Efter endt skolegang og et år som aupair-pige i Paris indledte Schygulla studier i tysk og romansk litteratur i München, idet hun samtidig tog skuespillektioner ved Fridl-Leonhard-Studio.
Karriere I forbindelse med sine skuespillektioner havde hun i 1963 første gang mødt Rainer Werner Fassbinder, og da han i september 1967 var med til at etablere det eksperimenterende Action-Theater, hentede han Schygulla som en af skuespillerne. Hun spillede en række roller her og på afløseren Antiteater, og hun fik nogle småroller i forskellige film, inden hun fik en af hovedrollerne i Fassbinders første lange spillefilm, Kærlighed er koldere end døden i 1969. Dette var startskuddet til hendes medvirken i alle Fassbinders film indtil 1972 samtidig med, at hun fortsat også medvirkede i hans teaterstykker.
Efter titelrollen i Fassbinders Effi Briest i 1974 trak hun sig ud af det nære samarbejde med ham som instruktør, og begyndte at lave film med forskellige andre instruktører, lige som hun begyndte at spille mere konventionel teater og klassiske stykker. I 1978 vendte hun tilbage til Fassbinder og indspillede Maria Brauns ægteskab, der, om noget, gav hende et stort internationalt gennembrud, i det hun modtog Sølvbjørnen ved filmfestivalen i Berlin. Hun medvirkede i flere af Fassbinders sene succes'er som Berlin Alexanderplatz og Lili Marleen, og da Fassbinder døde i 1982, fortsatte Schygulla i en række tyske, franske, italienske og amerikanske filmproduktioner.
I 1990'erne fik Schygulla efterhånden også gang i en ganske succesfuld sangkarriere, hvor hun indspillede plader og turnerede med viser af bl.a. Bertolt Brecht og franske og spanske sange. Hun har siden 1981 boet i Paris.
Fra midten af 2000'erne har hun indspillet film med en række unge filminstruktører som Hans Steinbichler i Winterreise (2006) og Fatih Akin i På himlens kant (2007). Sidstnævnte indbragte Schygulla en pris som bedste skuespiller i en birolle ved uddelingen af National Society of Film Critics Award.
Filmografi 1968: Der Bräutigam, die Komödiantin und der Zuhälter (kortfilm) 1969: Jagdszenen aus Niederbayern 1969: Das Kuckucksei im Gangsternest 1969: Katzelmacher 1969: Kærlighed er koldere end døden 1970: Pestens guder 1970: Mathias Kneissl 1970: Advarsel mod en hellig luder 1970: Warum läuft Herr R. Amok? 1970: Pionererne i Ingolstadt (tv-film) 1971: Whity 1971: Jakob von Gunten (tv-film) 1971: Frugthandlerens fire årstider 1972: Haus am Meer (tv-film) 1972: Petra von Kants bitre tårer 1972: Otte timer er ikke hele dagen (tv-serie) 1974: Effi Briest 1975: Der Katzensteg (tv-serie) 1974/1975: Falsche Bewegung 1975: Ansichten eines Clowns 1977: Die Dämonen (tv-serie) 1978: Maria Brauns ægteskab 1978/1979: Die große Flatter (tv-serie) 1979: Den tredje generation 1980: Lili Marleen 1980: Berlin Alexanderplatz (tv-serie) 1980: Den falske cirkel 1982: Den nye verden 1982: Antonieta 1982: Passion 1982/1983: Storia di Piera 1983: Heller Wahn 1983: Eine Liebe in Deutschland 1984: Il futuro è donna 1986: Barnum (tv-film) 1986: Delta Force 1987: Miss Arizona 1987: Forever, Lulu 1987: Casanova (tv-film) 1988: El verano de la señora Forbes (tv-film) 1990: Abrahams Gold 1990: Aventure de Catherine C. 1991: Død for anden gang 1992: Warszawa. Année 5703 1993: Madame Bäurin 1993: Mavi sürgün 1994: Les cent et une nuits de Simon Cinéma 1995: Pakten 1996: Lea 1998: Black out 1998: La niña de tus ojos 2000: Werckmeister harmóniák 2005: Die blaue Grenze 2006: Das unreine Mal (tv-film) 2006: Winterreise 2007: På himlens kant 2011: Faust
Noter
Eksterne henvisninger
Kategori:Skuespillere fra Tyskland Kategori:Sangere fra Tyskland