Aristoteles ( Aristotélēs; født 384 f.Kr., død 322 f.Kr.) var en græsk filosof. Han og Platon regnes for dem, der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens tankerAristotle | Biography, Works, Quotes, Philosophy, Ethics, & Facts | Britannica. Biografi Aristoteles blev født i den joniske havneby Stagira på den makedonske kyst. Han kom fra en familie af læger; hans far Nikomachus var hoflæge for det makedonske kongehus og døde tidligt i sønnens liv. Hans mor Phaestis skal også være død tidligt; hun kom fra byen Chalkis på øen Euboea, hvor hendes familie havde ejendomme. Proxenus fra Atarneus, som var gift med Aristoteles' storesøster Arimneste, blev drengens værge. Da Aristoteles var 17 år, sendte Proxenus ham til Athen for at tage en højere uddannelse.Aristotle Biography - Biography Han var elev på Platons akademi i 20 år. Mod forventning blev han ikke Platons efterfølger som leder af Akademiet. Til forskel fra Platon, som anså den fysiske verden som en flygtig og ufuldstændig gengivelse af den fuldkomne ideernes verden, anerkendte Aristoteles verdens fysiske virkelighed og mente, at vi kan stole på sanserne som vore primære kilder til viden. Han ønskede at nærme sig naturen med åbent sind for at lære den at kende.Greek Medicine: Aristotle
Aristoteles rejste til kysten af Lilleasien for der at fortsætte sit filosofiske arbejde. Han foretog også indgående studier af dyrelivet og udviste hele sit liv en levende interesse for naturen. Aristoteles var uhyre produktiv. Af hans omkring 200 værker, findes i dag kun 31 bevaret. I 343 f.Kr. inviterede kong Filip ham til Makedonien for at undervise sønnen, den senere Alexander den Store. Efter kong Filips død i 335 f.Kr. rejste Aristoteles tilbage til Athen og grundlagde sin egen skole, Lykeion. Samme år døde hans kone Pythias og efterlod ham datteren, der som sin mor hed Pythias. Senere indledte han et forhold til Herpyllis. Hun var som han selv fra Stagira. Muligvis levede han også sammen med en slavinde, han havde fået foræret af det makedonske hof. Parret fik børn som sønnen Nikomachus, opkaldt efter Aristoteles' far.
I Lykeion indrettede Aristoteles et bibliotek i lejede bygninger. Han organiserede større fælles forskningsopgaver som indsamling af 58 græske bystatsforfatninger. I dag er kun Athens forfatning bevaret. I mellemtiden var Makedonien under kong Filip blevet en stormagt, der havde sikret sig lederskabet i Grækenland. Efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. blussede grækernes modvilje mod makedonerne op. Aristoteles kunne som følge af sin nære tilknytning til det makedonske kongehus ikke længere føle sig tryg i Athen. Han flyttede til sin mors hjemegn Euboea, hvor han døde.Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 115-6), forlaget Gyldendal, Oslo 2002,
Filosofi Aristoteles er især kendt for sit værk Metafysik, hvori han undersøger og opstiller helt grundlæggende begreber.
Forandringens og bevægelsens natur thumb|180px|Statue af Aristoteles i byen Chalkis på den græske ø Euboia, hvor han døde. En væsentlig del af Aristoteles' filosofi er hans udredning af forandringens og bevægelsens natur. Når noget forandrer sig, må det nødvendigvis forandre sig til det modsatte. Altså når x forandrer sig, må det nødvendigvis forandre sig til noget, der kan betegnes som ikke-x, da der ellers ingen forandring ville finde sted. Et eksempel er, at hvis en genstand i hvile forandrer sig, da må det være det samme som at sige, at den begynder at bevæge sig. Og hvis noget forandrer farve og derved bliver grønt, da må den have forandret sig fra noget, der ikke er grønt, for at genstanden overhovedet kunne forandres til at blive grøn.
At forstå en forandring er ifølge Aristoteles at forstå dens årsager, og han beskriver fire forskellige slags: Den materielle årsag (causa materialis) Den formelle årsag (causa formalis) Den bevirkende årsag (causa efficient). Svarer til den moderne naturvidenskabelige kausal årsag Den intentionelle årsag (causa finalis). Svarer til den humanistiske intentionelle årsag
Enteleki (fra græsk ἐντελέχεια "virkeliggørelse", "fuldstændiggørelse") er et af Aristoteles udviklet begreb, der angiver en virkeliggørelse af noget, som tidligere kun var en potentiel mulighed.
Disse begreber blev grundlæggende for den middelalderlige teleologi, og de får stadig meget opmærksomhed.
Begreber Aristoteles mildnede Platons ganske idealistiske position i sin abstraktionslære, idet han i stedet for at tale om fænomener som forvrængede afspejlinger af ideerne i stedet talte om materie og form, som gennem sammensmeltning bliver til virkelighed: formen er derfor iboende stoffet.
Han var dog realist med hensyn til almenbegreberne, da han mente, at erkendelse kun var mulig, hvis det almene havde eksistens. Men for Aristoteles var denne eksistens ikke uafhængig af enkelttingene - substanserne - som må findes; derved får de prioritet i forhold til det almene, således at universalierne bliver en slags "anden substans". Ideen og den perciperede genstands væren falder sammen i objektet (universale in re) og bliver først adskilt ved en intellektuel akt.
Aristoteles fremførte følgende argumenter imod, at Platons ideer skulle have en uafhængig eksistens: Ideerne var uforanderlige og kunne derfor ikke forklare forandring Forestillingen om ideernes uafhængige eksistens ville føre til en unødig fordobling af genstandene i verden For at kunne vurdere ligheden mellem ideen "menneske" og et individuelt menneske, ville man få brug for et andet menneske som målestok (argumentet "det tredje menneske"), og man ville få en "uendelig regres". Betingelserne vil aldrig høre op
Pointen er så, at vi som mennesker også har disse guddommelige former i vores intellekt. Vores opgave bliver derfor at studere verden for at blive opmærksom på den "guddommelige logik/system" (logos). En iagttager kan således finde de unikke egenskaber ved at studere medlemmer af den samme art og erkende fællestrækkene mellem de enkelte medlemmer. Eksempelvis har et egetræ mange fællestræk med tidligere generationer af egetræer: det besidder dermed en egelighed. Iagttageren kan derfor studere egetræer og intellektuelt erkende egetræers egelighed, altså erkende almenbegrebet gennem en deduktiv metode. Aristoteles regnes på denne baggrund som grundlægger af den realistiske skole.
Etik og psykologi Aristoteles etik er fremsat i tre bøger: Den nikomakhæiske etik, Den eudaimoniske etik og Magna MoraliaSimpson 2014Aristotle’s Ethics (Stanford Encyclopedia of Philosophy). De er samlet af hans elever. Den nikomakhæiske etik er efter overleveringen af hans søn Nicomachus.
Hans etik fremsætter den første dydsetik. Målet for livet er lykke, eudaimonia. Vi opnår dette ved at have en god karakter. Denne består af dyder. En dyd er det karaktertræk, der ligger et sted imellem to ekstremer. At besidde mod ligger således mellem det at være en kujon og det at være overmodig.
Mennesket er selv ansvarligt for sin karakter.
Etikken er som en medicin for sjælen“Aristoteles fra lægekunst til livskunst”, 2017.
Det pædagogiske begreb protreptik er forbundet med Aristoteles etik.
Det psykologiske paradoks Buridans æsel stammer fra Aristoteles.
Politik Begrebet autarki stammer fra Aristoteles. Det betyder selvforsyningsøkonomi og var ifølge hans værk Politikken et ideal, det var vigtigt at prøve at opnå. Oligarki er også et begreb, der stammer fra Aristoteles.
Retorik Aristoteles' retorik er en klassisk tekst inden for den vestlige filosofi, skrevet af den græske filosof AristotelesGross 2000. "Retorik" er et værk, der systematisk udforsker kunsten at overtale og overbevise gennem tale. Teksten består af tre bøger og er en grundlæggende kilde til forståelse af retorikens principper.
Aristoteles definerer retorik som "den færdighed, der består i at kunne finde de midler, der vil overbevise i hvert enkelt tilfælde." Han ser retorik som en praktisk færdighed, der sigter mod at påvirke og overbevise andre.
De tre appelformer etos, logos og patos stammer fra AristotelesGross, A. G., & Walzer, A. E. (Eds.). (2000). Rereading Aristotle's Rhetoric. SIU Press.. Aristoteles identificerer således tre primære talegenrer eller appelformer: ethos, pathos og logos. Ethos fokuserer på talerens karakter og troværdighed, pathos appellerer til følelser, og logos handler om at bruge logik og argumentation.
Naturvidenskab
Ideen om en scala naturae blev udviklet af Aristoteles. Han klassificerede dyrene på en hierarkisk måde, hvilket bl.a. byggede på indsamlinger foretaget af Alexander den Store, og var med til at give ham betegnelsen zoologiens fader. Dette var grundlaget for klassifikationen af dyr i over 2.000 år.
Aristoteles var af den overbevisning, at alt i hele verden er opbygget af de fire elementer jord, ild, luft og vand. Han bekræftede sin opfattelse ved blandt andet at se på træs forbrænding. Når træ brænder, kommer ilden frem, og luften forsvinder som røg, hvor også vandet forsvinder fra det brændende træ, indtil der kun er jorden, i form af aske, tilbage.Vejen til fysik, Knud Erik Nielsen og Esper Fogh, 2005, s. 142 Dog anså Aristoteles denne antagelse af utilstrækkelig, derfor tilførte han et femte element. Dette element var mere ukendt og åndeligt. Aristoteles mente, at dette femte element hverken kunne berøres eller ses, men udgjorde det ukendte, som de fire elementer var for utilstrækkelige til at kunne forklare.Ball, P. (2004). The Elements: A Very Short Introduction. Very Short Introductions. OUP Oxford. p. 33. ISBN 9780191578250.
Han sluttede sig til datidens geocentriske verdensbillede.Teach Astronomy - Aristotle and Geocentric Cosmology Han er også kaldt "videnskabens fader".
Logik og metode Aristoteles opfandt den induktive-deduktive metode, der blev videreudviklet af Francis Bacon.
Hans syllogistiske logik var standard helt til 1879, hvor Gottlob Frege udgav sit Begriffsschrift.
Aristoteles' skrifter thumb|Aristoteles underviser Aleksander den Store, 1904. |alt=Gravure représentant un homme en toge à droite professant à un homme en tunique Aristoteles forfattede to typer skrifter: Skrifter beregnet for publicering, for det meste dialoger. De blev læst af mange i hellenistisk tid, men findes i dag kun som fragmenter. Afhandlinger, der ikke var beregnet på noget publikum. Aristoteles arbejdede med disse hele sit aktive liv.
Efter Aristoteles' død blev hans skrifter overtaget af hans nære ven og medarbejder Theofrastos, som testamenterede den til Neleus, der skulle overtage ledelsen af skolen i Athen. Imidlertid valgte skolens medlemmer en anden leder, og Neleus tog biblioteket med til byen Skepsis i Lilleasien, hvor han slog sig ned. Hans efterkommere arvede hans bibliotek, men havde ingen interesse i det og passede dårligt på skrifterne, til de blev reddet af Apollikon (død 85 f.Kr.), som købte dem og bragte dem tilbage til Athen. Men da romerne året efter indtog Athen, sendte de skrifterne til Rom, hvor de blev sat i stand af grækeren Tyrannion. Skrifterne kunne meget nemt være gået tabt. I så fald havde middelalderens og den moderne tids tænkning udviklet sig ganske anderledes.Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 159-60)