Frederik Immanuel Weilbach (28. august 1863 i København – 4. december 1937) var en dansk arkitekturhistoriker, søn af kunsthistorikeren Philip Weilbach.
Frederik Weilbach blev student fra Borgerdydskolen 1880 og cand.mag. 1887. Weilbach underviste i tiden 1889-1913 (først i Vejle, siden i Horsens) i som gymnasielærer. I årene derefter opdyrkede han et forfatterskab om dansk arkitektur i 1700-tallet med vægten lagt på det offentlige byggeri. Dette arbejde var en pionerindsats, og hans hovedværker er Dansk Bygningskunst i det 18. Aarhundrede (1930) samt monografierne Architekten Lauritz de Thurah (1924) og Architekten C.F. Harsdorff (1928). Weilbach fik stor betydning for Christian Elling, der også fokuserede på arkitekturhistorie i sin livsgerning.
Han deltog 1922 i Rask-Ørsted Fondets arkæologiske ekspedtion til Dalmatien, var medstifter af Horsens Museum i 1906 og bestyrelsesformand for dette 1906-1918.
Gift 24. maj 1901 med Frederikke, født 19. december 1871 på Skrøbelevgård, datter af prokurator N. Rasmussen og hustru Jacobine f. Frederiksen.
Udvalgte værker Græsk Formlære Diocletians Palads i Spalato Kronborg Architekten Lauritz de Thurah, 1924. Architekten C.F. Harsdorff, 1928. Fredensborg Slot. 1928 Dansk Bygningskunst i det 18. Aarhundrede, 1930. Frederik IV's Italiensrejser, 1933. C.F. Hansens Christiansborg, 1935. Frederiksberg Slot og Frederiksberg Have, 1936.
Kilder Kraks Blaa Bog 1929
Kategori:Kunsthistorikere fra Danmark Kategori:Faglitterære forfattere fra Danmark Kategori:Danskere i 1800-tallet Kategori:Danskere i 1900-tallet Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Personer fra København Kategori:Dansksprogede forfattere fra Danmark Kategori:Gymnasielærere fra Danmark