Generalløjtnant Sir Brian Gwynne Horrocks, KCB, KBE, DSO, MC (født 7. september 1895, død 4. januar 1985) var en britisk officer. Han huskes mest for at have ledet 30. Korps under Operation Market Garden og andre operationer i 2. verdenskrig. Han gjorde også tjeneste i 1. Verdenskrig og den Russiske borgerkrig, var krigsfange to gange og deltog i De olympiske lege i Paris. Senere var han TV-kommentator, skrev bøger om militærhistorie og var "Black Rod" (ceremonimester) i Det britiske Overhus i 14 år.
I 1940 havde Horrocks kommandoen over en bataljon i slaget om Frankrig, første gang han gjorde tjeneste under Bernard Montgomery, den mest berømte britiske officer i krigen. Montgomery opdagede, at Horrocks var en af hans dygtigste officerer, og udpegede ham til at lede armekorps i såvel Nordafrika som Europa. I 1943 blev Horrocks alvorligt såret og det tog ham over et år at blive rask inden han kunne vende tilbage til at lede et korps i Europa. Det er sandsynligt, at denne periode som ukampdygtig betød, at han mistede en forfremmelse.Warner. Horrocks, p. 77. Hans kolleger som korpschefer i Nordafrika, Leese og Dempsey, kom til at lede arméer og armégrupper. Horrocks' sår gav ham fortsatte problemer med helbredet og førte til hans tidlige pensionering fra hæren efter krigen.
Efter 1945 har Horrocks været anset for at være en af de mest succesfulde britiske generaler i krigen og den ideelle korpschef. Dwight D. Eisenhower betegnede ham som "den fremragende britiske general under Montgomery".Warner. Horrocks, p. 72.
Tidlige år og 1. Verdenskrig Horrocks var eneste søn af oberst Sir William Horrocks, en læge i Royal Army Medical Corps. Han gik i skole på Uppingham School, en engelsk kostskole, hvorefter han kom på militærakademiet Sandhurst i 1913.Warner. Horrocks, pp. 3–6. Hans karakterer var 6. dårligst blandt 167 optagne kadetter – selv efter at der var tilføjet 200 point for et Officer Training Corps (OTC) certifikat, som ikke alle kandidater havde. Som lidet lovende student er det ikke sikkert, at han ville have fået sin eksamen, hvis ikke 1. Verdenskrig var brudt ud.
Han blev udnævnt til officer den 8. august 1914 og blev tildelt 1. bataljon i Middlesex-regimentet. Sekondløjtnant Horrocks sluttede sig til British Expeditionary Force under tilbagetrækningen efter dens ilddåb i Slaget ved Mons. Den 21. oktober 1914 under Slaget ved Armentières blev hans deling omringet og han blev såret og taget til fange. Indespærret på et militærhospital blev han gentagne gange forhørt af tyskerne, som troede at den britiske hær anvendte Dum-Dum-kugler i strid med Haager Landkrigsreglementet. Horrocks fangevogtere nægtede at skifte hans klæder eller sengetøj, og nægtede ham og en officerskollega grundlæggende bekvemmeligheder. Begge havde midlertidig mistet førligheden i benene og blev tvunget til at kravle til toilettet, hvilket betød at der gik betændelse i Horrocks sår. Betingelserne blev dog bedre da han blev udskrevet og overført til en krigsfangelejr. På vej til lejren blev Horrocks gode venner med sin tyske eskorte – han tilskrev det den gensidige respekt som tropper ved fronten udviser. Han blev forfremmet til premierløjtnant den 18. december 1914, selv om han var i fangenskab, og ofte forsøgte at undslippe. En gang nåede han indenfor 500 meter fra den hollandske grænse inden han blev fanget igen. Han blev til sidst placeret i en lejr med russiske officerer i håb om at sprogbarrieren ville hindre hans flugtforsøg. Horrocks brugte tiden på at lære russisk. Mange år senere, da han arbejdede i det britiske parlament, overraskede han Nikita Khrusjtjov og Nikolaj Bulganin ved at byde dem velkommen på deres modersmål. Hans modstand i fangenskabet gjorde ham fortjent til Military Cross, som han fik tildelt i 1920 tilbagedateret til 5. maj 1919.
Da han vendte tilbage til Storbritannien efter krigen havde Horrocks svært ved at tilpasse sig rutinen i fredstid. Han tog på en soldetur i London, og brugte fire års opsparet sold på seks uger. Han vendte imidlertid tilbage til aktiv tjeneste i 1919 da krigsministeriet søgte frivillige, som kunne tale russisk.
Mellemkrigstiden Rusland I 1919 blev Horrocks sendt til Rusland som en del af den Allierede intervention i den russiske borgerkrig. Efter at være gået i land ved Vladivostok den 19. april blev han ført til det britiske hovedkvarter og briefet. Den Hvide Hær under admiral Koltjak havde med bistand fra den frigivne tjekkoslovakiske legion drevet den Røde Hær ud af Sibirien. Koltjaks tjekkiske tropper var imidlertid på vej hjem og det britiske militærkontingent forsøgte at udskifte dem med russere. Til at opnå dette havde briterne blot to infanteribataljoner og to små administrative enheder, en som havde ansvar for optræning af russerne med britisk overskudsudstyr, og den anden havde til opgave at forbedre den Hvide Hærs kommunikation.Warner. Horrocks, pp. 28–29; Horrocks. A Full Life, p. 38.
thumb|right|Tropper fra den Hvide Hær står ved ligene af soldater fra den Røde Hær ved Vladivostok. Som led i den britiske mission gav Horrocks hjælp til den Hvide Hær. Horrocks' første opgave var sammen med en gruppe på 13 britiske officerer og 30 mand at bevogte et tog, som leverede 27 vogne med granater til den Hvide Hær i Omsk, 4.800 km væk ad den Transsibiriske jernbane.Warner. Horrocks, p. 30. Rejsen tog mere end en måned og som den eneste, der talte flydende russisk, måtte Horrocks tage sig af mange af de vanskeligheder, de kom ud for. Ved hver station måtte han holde stationsforstandere tilbage, som ville tage vognene. Mens de ventede i Manzhouli provokerede de britiske officerers tilstedeværelse til en duel mellem to kosakofficerer. Horrocks accepterede at være sekundant, men duellanterne blev fængslet inden duellen kunne finde sted. Det lykkedes ham at få afspændt situationen inden det kom til en retssag ved at hævde at hans fejlfyldte russisk havde forårsaget en misforståelse.Horrocks. A Full Life, pp. 41–22. Toget nåede til sidst til Omsk den 20. maj med hele lasten.
Hans næste opgave var i Jekaterinburg i Ural, hvor han blev udpeget til næstkommanderende ved en træningsskole for underofficerer i en britisk-russiske brigade.Horrocks. A Full Life, p. 44; Warner. Horrocks, p. 29. Han følte, at denne opgave var meget frustrerende, da han måtte afskedige næsten en tredjedel af den oprindelige kadre af medicinske grunde og da han måtte kæmpe for at få forsyninger og støtte fra den Hvide Hærs myndigheder.Horrocks. A Full Life, p. 45. Trods det skabte han et godt forhold til sine mænd og udviklede en beundring for den russiske soldat.Warner. Horrocks, p. 32.
Selv om de britiske styrker blev beordret hjem kort efter, blev Horrocks og en anden officer, George Hayes, tilbage for at rådgive den Første Sibiriske Armé.Horrocks. A Full Life, p. 47. Den Hvide Hær var på tilbagetog, og Horrocks sluttede sig til dem da de faldt tilbage mod Vladivostok, 5.000 km borte. Han blev taget til fange af den Røde Hær den 7. januar 1920 i byen Krasnojarsk,Horrocks. A Full Life, p. 53. og var krigsfange i 10 måneder, hvor han overlevede selv om han fik tyfus.Warner. Horrocks, p. 36. Den britiske regering forhandlede en løsladelse af fanger på plads og Horrocks forlod Rusland den 29. oktober på Royal Navy-krydseren HMS Delhi.Horrocks. A Full Life, p. 61.
Hjemme igen Horrocks vendte tilbage til sit regiment, som var udstationeret i Tyskland med den britiske Rhinarmé, og fulgte det til Irland, som dengang var midt i den irske uafhængighedskrig. Her omfattede hans opgaver søgning efter våben og håndtering af baghold og vejspærringer, som han kaldte "en yderst ubehagelig form for krigsførelse".Horrocks. A Full Life, p. 65. Herefter var han en kort overgang i Schlesien for han håndtere spændinger mellem de polske og tyske befolkningsgrupper.
Da han igen kom tilbage til Storbritannien kastede Horrocks sig over moderne femkamp. Han klarede sig godt i militære turneringer og blev udvalgt til det britiske OL-hold til De olympiske Lege i Paris i 1924, hvor han blev nr. 20 ud af 38. Horrocks tilbragte resten af mellemkrigstiden på poster såsom adjudant for 9. bataljon af Middlesex-regimentet i den britiske hærs reserve, Territorial Army (1926-1930); student ved Staff College, Camberley (1931-1932); stabsofficer i krigsministeriet (1934-1936); stabschef for 5. infanteri brigade (1936-1938); og underviser ved Staff College. Posten i reservehæren, som Horrocks anså for at være blandt sine lykkeligste perioder, gav erfaring i at arbejde med ikke-professionelle soldater, som ville vise sig særdeles værdifuld under 2. Verdenskrig.Horrocks. A Full Life, p. 68. Han fik en midlertidig udnævnelse til major i 1935 og midlertidig forfremmelse til oberstløjtnant i 1937.
I 1928 giftede Horrocks sig med Nancy Kitchin, datter af en arkitekt. De fik en datter, Gillian, som druknede i 1979 mens hun svømmede i Themsen.Lamb. Oxford Dictionary of National Biography
Anden Verdenskrig |thumb|left|Generalmajor Horrocks, daværende chef for 9. pansrede division i sin Covenanter kommandokampvogn under en øvelse, 18. juli 1942 Ved udbruddet af 2. Verdenskrig arbejdede Horrocks som underviser på Staff Collage, hvor han havde undervist siden 1938. Efter at have hjulpet til med at organisere en ny kortere officersuddannelse,Warner. Horrocks, p. 50. blev han i december 1939 forfremmet til permanent oberstløjtnant. I maj 1940 blev han sendt til Frankrig for at lede 2. bataljon af Middlesex-regimentet, en maskingeværbataljon direkte underlagt 3. infanteridivisions hovedkvarter under generalmajor Bernard Montgomery. Den britiske militærdoktrin på daværende tidspunkt fastholdt tunge maskingeværer under direkte ledelse af et korps eller en division frem for som en organisk del af underordnede enheder.French. Raising Churchill's Army, p. 38. Han sluttede sig til bataljonen under dens tilbagetrækning til Dunkerque, og efter blot 17 dage havde han imponeret sine overordnede tilstrækkeligt til at blive forfremmet til midlertidig brigadegeneral og få kommando over 11. infanteribrigade. Brigadens hidtidige leder Kenneth Anderson var blevet forfremmet til chef for 3. division under evakueringen fra Dunkerque, da Alan Brooke, lederen af 2. Korps blev kaldt tilbage til Storbritannien og Montgomery overtog ledelsen af korpset. Da Horrocks kom tilbage til Storbritannien fik han kommandoen over 9. Infanteribrigade og fik til opgave at forsvare mod en mulig tysk invasion. En kort periode som brigadegeneral ved generalstaben i Western Command fulgte inden han blev forfremmet til fungerende generalmajor og fik kommandoen over 44. infanteridivision den 25. juni 1941.Warner. Horrocks, p. 60. Udover sin fungerende rang blev han forfremmet til fuld oberst den 28. maj 1941 med rang fra 1. juli 1940.
I 1942 fik Horrocks kommandoen over den nyformerede 9. britiske pansrede division og fik midlertidig rang af generalmajor den 27. juni. Horrocks, der var infanterisoldat uden erfaring med at håndtere kavaleri, var et usædvanligt valg som leder af en pansret division.Warner. Horrocks, p. 62. Han trænede divisionen hårdt og organiserede en række øvelser for at forbedre sine troppers effektivitet og samtidig selv blive bedre til panserkrigsførelse.Warner. Horrocks, p. 63. Selv om han aldrig havde ledet en division i kamp blev han yderligere forfremmet til fungerende generalløjtnant og sendt til Ægypten for at lede 13. Korps i 8. Armé under Montgomery. General Harold Alexander og generalløjtnant Montgomery havde besluttet at gøre rent bord da de erstattede den afskedigede Claude Auchinleck som henholdsvis øverstkommanderende i Mellemøsten og chef for 8. Armé. Officerer, som blev opfattet som at have fejlet under den gamle ledelse blev fjernet og Montgomerys foretrukne ledere hentet ind. Horrocks var en af disse, en officer som Montgomery følte var "præcis hvad der var brug for til den opgave der lå foran".Mead. Churchill's Lions, p. 211.
Nordafrika