Hjørring er den største by i Vendsyssel med , beliggende i Sankt Catharinæ-, Sankt Hans Sogn og Sankt Olai Sogn. Den er hovedby i Hjørring Kommune og ligger i Region Nordjylland. Byen har et Seminarium, hospital og domshus og er handelsby for især det vestlige og centrale Vendsyssel, der er et rimeligt tæt befolket område.
Der lå oprindelig gennemskåret af en lille bæk kaldet "Strømmen" der gav navn til Strømgade. Hjørring er speciel som købstad, idet den ikke har en havn som mange andre større byer. I centrum af byen findes Springvandspladsen, hvor Østergade, Strømgade, Søndergade og Jernbanegade mødes. Strømgade er en gågade der forbinder Springvandspladsen med Sct. Olai Plads. Østergade blev i 2008 gjort til gågade, og her findes bl.a. byens shoppingcenter Metropol.
Hjørring ligger ca. 50 km nord for Aalborg, ca. 30 km vest for Frederikshavn, 13 km sydøst for Hirtshals, ca. 20 km nordøst for Løkken, ca. 60 km sydvest for Skagen. Fra byens midte er der veje til de andre større byer: Aalborgvej, Frederikshavnsvej, Hirtshalsvej, Løkkensvej og Sæbyvej.
Etymologi Hjørring nævnes tidligst på en brakteat fra midten af 1100-tallet (Heringa), dernæst i Kong Valdemars Jordebog (1200-tallet) i formen Jhoringy (fejl for Hj-) og i den oldnordiske Knýtlingesaga omkring 1260 i formen (í) Jorungi. Navnets oprindelse må betegnes som uvis, men et bud er at det består af to dele: Hjórr (der betyder et sværd) og af en typisk endelse for gamle danske byer (-ing).
Historie Oldtid Helt fra jernalderen har den isolerede bakkeø, hvorpå de centrale dele af Hjørring nu ligger, været beboet. Der har været godt med kilder så man altid havde vand til rådighed. Det er blevet en central beliggenhed pga. at der udgår to åer her. Dermed har man kunne gå tørskoet til Hjørring flere steder fra. Hjørringområdet er derfor blevet et naturligt mødested for områdets befolkning.
Første kirke Sct. Olai kirke er Hjørrings ældste kirke og kirkegård. Der skal engang have været en trækirke som var opført af den danske Konge Magnus den gode (1042-1047) og tilegnet hans far, den norske Kong Olaf. Den nuværende stenkirke er opført ca. 100 år efter Kong Magnus. På Sct. Olai kirkegård, der ligger højt hævet over omgivelserne springer der en kilde. Det menes at Hjørring by er opstået ved denne hellige kilde. Kilden var rørlagt i en periode og løb under flisebelægningen ned gennem gågaden, heraf navnet Strømgade, hvor den mundede ud ved springvandspladsen centralt i byen.
Oldtidsminder I alt ca. 100 fredede, bl.a. Femhøje beliggende over for Hjørring Gymnasium, fem gravhøje, hvoraf den sidste blev sløjfet i 1937; i den forbindelse afdækkede man 3 nu fredede bronzealdergrave. På den nye kirkegård findes 8 af de for Nordjylland, og især for Vendsyssel, karakteristiske stensatte jernaldergrave, der har givet gode fund, navnlig af keramik, fra ældre og yngre romersk jernalder. Sløjfede oldtidsminder: I alt ca. 450 kendte, bl.a. 24 høje, heraf 6 i en gruppe på Bjergene og 5 ved Aldershøj, de andre mere spredt. Fra den nordligste af Klokhøjene ved Aldershøj stammer et rigt gravfund fra jernalderen med bronzeskål, lerkar og 3 guldfingerringe, 2 sølvringe m.m. Den usynlige middelalder, ved Jørgen Jørgensen, 1999, Vendia Offset I/S, Hjørring
Øst for byen er der fundet en jernalderboplads. Ved Hjørring er der fundet 3 guldbrakteater. Fundene er udstillede på Vendsyssel Historiske Museum.
Middelalderen Det kan ikke fastlås helt præcist, hvornår et egentligt bysamfund er opstået. Byen er utvivlsomt Vendsyssels ældste købstad, og har, trods sin ringe udstrækning, haft en vis betydning igennem hele middelalderen. Omkring 1147-1150 blev der slået mønt i byen. En funden brakteat bærer omskriften Heringa, som er den latinske betegnelse for Hjørring. Gennem hele middelalderen holdtes det gamle sysselting her, og byen blev også mødested for gejstligheden. Meget tyder desuden på, at biskoppen af Vendsyssel i hvert fald i 1100-tallet har haft til huse i byen. Den tidligere gård Bistrupgård hed tidligere Biskopstorp og var biskopperne over Vendelboe- eller Aalborg stifts residens, når de boede i Hjørring.
Allerede i tidlig middelalder fik byen hele 3 kirker: Sankt Hans, Sankt Olai og Sankt Annæ Kapel. Ved Sankt Olai Kirke fandtes Sankt Olai kilde eller Korskilden. Desuden fandtes, dengang sydvest for byen, et Sankt Knuds Hellig Kors kapel i tilknytning til en gennem lange tider besøgt helligkilde. I dag er der et anlæg kaldet Sct. Knuds Kilde. I slutningen af 1400-tallet stiftedes endvidere i tilknytning til Sankt Catharinæ kirke et Sankt Annæ kapel, til hvilket der sandsynligvis har været knyttet et hospital. Byens fornemste borgere samledes med udenbys stormænd i et Sankt Knuds Gilde med eget gildehus, og den ret talrige gejstlighed mødtes i et særligt gilde, der ligeledes havde eget hus.
Det ældste kendte privilegiebrev udstedtes af kong Erik 4. Plovpenning den 31. marts 1243Trap (1901), s. 14 og tilstod byen de samme rettigheder som Viborg. Af et brev fra 24. april 1408 fremgår, at en vis Wichmand Andersen, bymand, skøder en gård i byen til dronning Margrete 1.Diplomatarium Danicum. Christian 1. tog 28. februar 1459 byen i sin beskyttelse. Privilegierne bekræftedes ved nye breve af 19 april 1484, 30. oktober 1505, 23. september 1514. Gennem brevet af 1505 får man et indtryk af byens udstrækning: det middelalderlige bysamfund lå stadig omkring de tre kirker på toppen af bakkeøen. Sysseltinget og forsamlinger af områdets gejstlige har undertiden kaldt mange folk til byen og således givet omsætning til byens handlende og håndværkere.
Renæssancen 1500-tallet er en tilbagegangsperiode. Sysseltingets virke ophører engang i 1520'erne, og ved reformationen forsvinder de rige klostre i Børglum (se Børglum kloster) og Vrejlev (se Vrejlev kloster) som utvivlsomt har haft forretningsforbindelser med byen. Også Clementsfejden blev dyr for Hjørring, idet borgerne måtte betale svære løsesummer og erstatninger. Omkring 1570 har en voldsom brand formentlig hærget byen. Ved en sammenligning af skatteudskrivningerne fra byerne i Vendsyssel fremgår det at både Skagen og Sæby i denne periode har været rigere og større end Hjørring. 1548-53 var Hjørring på ny bisperesidens, og et hus til bispen indrettedes på det gamle præstegildes grund. En latinskole blev oprettet ifølge kongebrev af 24. maj 1549 på tilskyndelse af biskop Oluf Chrysostomus; den havde sit lokale i et stenhus, der lå i østmuren omkring Sankt Kathrine Kirkegaard.Trap (1901), s. 15 Byens privilegier stadfæstedes under hyldningshøjtidelighederne i Viborg i 16. juni 1584, og 1. august 1590 indskærpede kongen, at ønskede en borger at sælge sin ejendom i byen, skulle den først tilbydes en anden borger og ikke en udenbys. Ved samme lejlighed fik borgerne endvidere ret til at handle i Aalborg by og omegn, og der blev givet tilladelse til at afholde torvedag hver torsdag.
thumb|120px |Segl fra 1650 I 1602 hærgede pesten, og i 1627-29 lå de kejserlige tropper indkvarteret i byen (ritmester Schirstedts kompagni). I 1644 blev byen besat af svenske tropper, og efter krigen indkvarteredes danske soldater. 1647 opstod atter en voldsom brand, der lagde 17 gårde øde, og 1657-58 var byen på ny besat af fjendtlige tropper, som udsultede befolkningen ved udskrivninger og indkvarteringer. Øvrigheden opgjorde byens udgifter i forbindelse med Karl Gustafkrigene til ca. 11.000 rigsdaler.
Byen fik sine privilegier stadfæstet 1604, 1648 og i 1651 henlagdes det såkaldte Alhedemarked, der hidtil havde været afholdt 2 mil fra byen, til Hjørring. Forholdene i byen var imidlertid så fattige, at man afskaffede den gamle magistrat og lagde hele øvrighedsmagten i hænderne på byfogeden.
Under enevælden Endnu i denne periode formåede byens handlende at holde en vis omsætning, og selv om man ikke havde direkte adgang til havet, lå det ikke længere borte end at byens købmænd kunne nyde godt af skudehandel.
I 1672 havde byen 782 indbyggere, men det gik endnu mere tilbage i det 18. århundrede, og i 1769 havde den 596 indbyggere, og Danske Atlas kalder den "en liden By og ringe Landstad".
Indførslen af konsumtionsafgiften i 1672 indebar et alvorligt smæk for byens handel; omegnens bønder drog ikke længere til Hjørring for at afsætte deres varer men foretrak at handle direkte med de fremmede købmænd der anløb vestkystens bopladser (Lønstrup, Løkken, Blokhus m.fl.). Flere handlende flyttede i denne periode fra byen, og 1715 fandtes der kun 76 familier tilbage, heraf 3 kræmmere, 14 håndværkere, 3 øltappere, 26 avlsbrugere, 8 embedsmænd og 22 uden erhverv. Den 22. juli 1693 og igen i 1702 lagde ildebrande så godt som hele byen i aske. Efter brandkatastrofen i 1702 var der kun 14 huse og 3 lader tilbage fra tiden før 1693.
Som følge af brandene havde staten eftergivet skatterestancer, og man indrømmede sågar over en årrække skattefrihed, men først et godt stykke henne i 1700-tallet begyndte byen atter at komme få fode. For byens erhvervsliv fik landbruget større og større betydning. Byen havde fra gammel tid et betydeligt jordtilliggende, og stigende jordpriser i 1700-tallet sidste halvdel medførte fremgang. I 1739 nedlagdes den lille latinskole.
1702 flyttedes Horns og Vennebjerg herredsting til Hjørring, og 1778 blev byen sæde for en distriktskirurg, ligesom man i 1794 fik apotek. Større betydning fik imidlertid at Hjørring, som resultat af kongelig resolution af 4. september 1793, blev amtmandssæde (se Hjørring Amt), og at der 1. januar 1801 åbnedes en amtstue. Dette medførte at folk fra oplandet hyppigt fik ærinde i byen, og dette øgede omsætningen. Endnu et par brandkatastrofer ramte byen henimod slutningen af 1700-tallet, men konsekvenserne var langt mindre end tidligere.
thumb|Det gamle rådhus bygget 1834 Krigen 1807-1814 satte en stopper for kysthandelen med Norge, og der gik flere år inden den kunne genoptages. Dette gav byen en ny chance, idet omegnens bønder nu på ny fattede interesse for at afsætte deres produkter i Hjørring. Da kysthandelen blev genoptaget opførte driftige borgere, bl.a. konsul Christian H. Nielsen, egne pakhuse på kystpladserne. Landbrugets opblomstring efter krisen i 1820erne fik stor betydning for byen, og i denne periode begynder en vis industri at præge byen. Der fandtes et stort rebslageri, farverier, et par jernstøberier og fra 1842 et trykkeri, fra hvilket Hjørring Amtstidende fra 1843 udgik. Fremgangen gav sig udslag i et øget befolkningstal; i 1801 havde byen 744 indbyggere, 1850 var der 1914. En vigtig forudsætning for denne udvikling var også udbygningen af vejnettet der forbedrede kontakten med oplandet. 1844-46 anlagdes chausséen til Løkken, byens gamle udskibningshavn. 1845-1849 byggedes chausséen til Aalborg og Frederikshavn. I de samme år forbedredes postforbindelsen, og i 1857 åbnedes telegrafen. 1844 grundlagde man til støtte for erhvervslivet en sparekasse, og i 1855 begyndte Diskontobanken sin virksomhed. I 1872 genåbnede latinskolen.
I takt med den økonomiske udvikling udvidede byen sit areal. Først bebyggedes området mod øst langs den nuværende Strømgade og Østergade, siden til alle sider. 1819 indtraf endnu en brandkatastrofe der ødelagde bygningerne langs Østergades søndre side. I 1843 forærede Christian 8. den i 1821 anlagte plantage til byen; denne fik navnet Christiansgave. Tabet i forbindelse med flytningen af Horns herredsting til Frederikshavn i 1815 opvejedes af tilgangen af Børglum herredsting i 1825.
Den tidlige industrialisering thumb|Hjørring i 1899.