thumb|Kort over tragtbægerkulturens omtrentlige udbredelse.
Tragtbægerkulturen er en arkæologisk kultur, den første jordbrugskultur i Norden og derved begyndelsen til bondestenalder eller yngre stenalder. Kendetegnende er at økserne nu blev slebet; de ældste arkæologer talte derfor om den "slebne flints tid".
Tragtbægerkulturen inddeles i tidlig tragtbægerkultur (dyssetid) og sen tragtbægerkultur (jættestuetid), hvortil kommer enkeltgravskulturen, idet jættestuekulturen fortsatte i Østjylland og på øerne.
Oprindelse thumb|Skarpsallingkarret fra ca. 3200 f.v.t. Nationalmuseet, Danmark.
Tragtbægerkulturen stammer fra Østersøens sydlige kystområder, formentlig Kujawien ved Weichsel-floden, idet såvel Barkær-beboernes som en anden tidlig boplads, Stengade på Langeland, havde en gravskik med store ligheder.Glob (1975), s.11 Hertil var den nået sydfra som en gren af Michelsbergkulturen. Brugen af lerkar i ertebøllekulturen fra ca. 4 800 f.Kr. og indførelsen af skolæstøkser (især på Lolland og Falster) viser, at der var et vist samkvem mellem ertebøllefolket og de sydlige agerbrugere. Ikke desto mindre gik der henved tusind år, før agerbruget bredte sig nordpå til Jylland, de danske øer og Sydskandinavien. Forklaringen skal sikkert findes i flere forhold som fx afgrøders tilpasning til vejrliget, manglende befolkningsoverskud samt den velfungerende jæger-, fisker- og samlerlivsform, der ikke gjorde det nødvendigt at indføre landbrug.
Først omkring 4 000 f.Kr. synes et egentligt landbrug at være nået til Jylland og øerne. Det skete sandsynligvis ved, at små og spredte grupper af landbrugere fandt vej op igennem Jylland og videre til de danske øer. Muligvis er indvandringen til øerne sket om vinteren, hvor havet var tilfrosset.Skak-Nielsen (2003), s. 121
Der skelnes mellem to livsformer med særlige kendetegn, der omtrent samtidigt fik deres aflæggere rundt om i Sydskandinavien: Vollinggruppen i Jylland og Oxiegruppen i Skåne.
Vollinggruppen formodes at stamme fra det nordvestlige Europa Oxiegruppens flintudstyr og keramikformer minder om ertebøllekulturens og formodes at have sin oprindelse syd for Østersøen.Skak-Nielsen (2003), s. 9
De tidligste bosættelser synes fortrinsvis at være sket på steder, der lå forholdsvis adskilte fra ertebøllekulturen: bopladsen Barkær lå på et næs i Korup sø og var derfor lettere at forsvare.Glob (1975), s. 10; Bibby, s. 182f Der var næppe store modsætninger mellem de to livsformer, jæger-fisker-samlerne og landbrugerne, men ej heller særlige sammenpasningsfordele.
Sandsynligvis har de i begyndelsen holdt sig for sig selv. Efterhånden blev forbindelserne mellem dem tættere, og da levevilkårene for jagt og fiskeri efterhånden forringedes, synes ertebøllefolket at have opgivet deres livsform og tilpasset sig den nye livsform, måske ved mellemfolkelige familieforbindelser og ved, at de nye opvoksende slægtled antagelig fra barnsben har lært svedjebrugets, husdyrholdets og flinteslibningens vanskelige kunst.
Skiftet fra føde fra havet til landføde var udtalt og vidner om en forholdsvis brat overgang. Skiftet fra bosættelse ved kysten til bosættelse i indlandet var udtalt. Fra begyndelsen spillede såvel agerbrug som husdyrhold – i begge tilfælde skabt ved indførte arter – en fremherskende rolle, mens de tidligere fødekilder jagt og fiskeri næsten var helt fraværende. Der er derfor ikke grundlag for at formode en længerevarende tilvænning til den landbrugsmæssige livsform.Peter Rowley-Conwy 2004
Udbredelse thumb|Båndkeramiske stenalder-kulturer ca. 3500 f.Kr.. TRB (lysegrøn farve) angiver Tragtbægerkultur
Tragtbægerkulturen i den særskilte, sydskandinaviske form fandtes udbredt i Jylland, på de danske øer, langs Østersøens sydlige bred, langs den frisiske kyst samt på den skandinaviske halvø så langt nordpå som til Mälaren og Oslofjorden. Det nordligste spor efter tragtbægerkulturen er en gravhøj på Rødtangen i Hurum. Landbruget kom til Norge netop med tragtbægerkulturen for omkring 5.500 år siden.
Tragtbægerkulturen i Danmark
Periode Tidlig Tragtbægerkultur Sen Tragtbægerkultur Enkeltgravskultur Gravskik Runddysser, langdysser Jættestuer Jættestuer/enkeltgrave Tidsrum ca. 4.200 - ca. 3.500 f.Kr. ca. 3.500 - ca. 2.800 f.Kr. ca. 2.800 - ca. 2.400 f.Kr. Typelokalitet Barkær Volling, Sarup Vroue Typeredskab (-er) spidsnakket økse tyknakket økse stridsøkse Husdyr hund, får, ged, kvæg, svin hund, får, ged, kvæg, svin hund, får, ged, kvæg, svin
Klima og levevilkår Endnu omkring 4000 f.Kr. befandt Europa sig klimatisk i atlantisk tid:
Omkring 3.800 f.Kr. skete der et klimaskifte, og i forbindelse hermed en forandring i plantevækst og dyreliv. En havstigning satte ind.
Skovens sammensætning var uens i forskellige dele af landet. Lind var fremherskende på højere, gode jorder; el, elm og vintereg på lavere. Fra omkring 3.900 f.Kr. går elm tilbage i Nordeuropa til dels fulgt af lind, mens eg forbliver med forholdsvis stor andel; birk og hassel gik frem. Samtidig forekommer nu stor vejbred og rødknæ, et vidnesbyrd om agerbrug, og desuden forskellige kornarter.Kristiansen 1988, s. 29
Klimaet udviste kun små forandringer: temperaturen steg med 3 °C, men sammen med en stigende havoverflade og dermed en vigende kystlinje var det nok til at forværre levevilkårene for skaldyr.
Befolkningsforhold
Genetik
Fortolkningen af en genetisk analyse af materiale udtaget fra 100 skeletter fundet i Danmark (østlige og nordlige Jylland, Fyn, Langeland, Sjælland og Bornholm), dækkende et tidsrum på 7300 år, sat i relation til tidligere undersøgelser og yderligere data: Tragtbægerfolket formodes at repræsentere en migrationsbevægelse, oprindeligt udgående fra Anatolien, der - i genetisk henseende - kommer til at dominere over de oprindelige jæger-samlere.p333 hos Denne genetiske status varer omkring 1000 år, hvorefter en ny migrationsbevægelse, oprindeligt udgående fra det russiske steppeland, kommer til at dominere, repræsenteret ved enkeltgravskulturen.p334-335 hos
Højde
Legemshøjden for tragtbægerkulturens mennesker var angiveligt kun lidt mindre end i jægerstenalderen, 165 cm for mænd og 153 cm for kvinder.Bennike, s. 104
Indbyggerantal og befolkningstæthed
Beregninger over befolkningens størrelse viser, at der kan have boet mellem 100.000 og 200.000 mennesker i Danmark: 10-20 pr. km².Kristiansen 1988, s. 67
Livsform
Tragtbægerfolket var landbrugere med blandet agerbrug og husdyrhold. Agerbruget blev i begyndelsen drevet som svedjebrug, idet der hvert år blev fældet og beplantet et vist skovareal. Dyrkningsmåden med svedjebrug indebar, at der stort set kunne høstes en afgrøde fri for ukrudt.Kristiansen 1988, s. 48 Desuden fås størst muligt udbytte af den næring, som skoven har opsparet i jordbunden, og næringsværdien af asken efter afbrændingen.Kristiansen 1988, s. 32 Denne driftsform kræver store skove, idet skovens gendannelse tager op imod 80 år. Man har således kun kunnet udnytte små arealer ad gangen.Kristiansen 1988, s. 33 Svedjebruget har formentlig kun været anvendt i de første henved 300 år, det vil sige indtil omkring 3.600 f.Kr.
Afgrøder
Afgrødedyrkning satte først ind efter ertebøllekulturens afslutning, idet kornaftryk ikke findes i dens lerkar, men først i lerkar fra tragtbægerkulturens ældste tid. Enkorn, emmer og dværghvede samt seksradet byg af nøgen sort var de vigtigste.Christensen, s. 65 Ingen af disse er hjemmehørende i Danmark, men må være indført sammen med agerbruget.Christensen s. 66
Det synes som om emmer (en hvedesort) i begyndelsen var den altovervejende afgrøde, mens seksradet byg, enkorn og dværghvede forekom i ubetydelige mængder. Noget sædskifte synes der ikke at have været. Ej heller synes der at have været efterbehandling af afgrøden i form af sigtning. Med tiden synes enkorn at have vundet frem som afgrøde, blandt andet i Skåne. Plantenæringen blev øjensynligt suppleret med vildæble og hasselnødder. Emmer og enkorn var modstandsdygtige sorter med lange, fastsiddende avner og et forholdsvis højt proteinindhold (15-20% mod 10-15% for hvede). Disse sorter egnede sig til brød, grød og suppe og gav desuden halm, der kunne bruges til foder og fletning.Christensen, s. 65; Kristiansen 1988, s. 37 Formalingen skete på skubbekværne.Christensen, s. 66
Husdyrhold
Allerede i dyssetid må husdyrholdet have været veludviklet: hornkvæg, svin, får og ged.Christensen, s. 63 Ingen af disse (måske fraset svinet) kan anses at være tæmmede vilddyr hjemmehørende i Danmark, men må være indført udefra med deres urhjem i den Frugtbare Halvmåne i Mellemøsten.Christensen, s. 64
Husdyrholdet synes at have spillet en betydelig rolle. Foruden kød fra svin og kvæg skaffede man sig mælk, ligesom uld fra får formentlig var af en vis betydning.
Boliger
De ældste vidnesbyrd om boliger fra Stengade på Langeland og Barkær på Djursland antyder, at man boede i langhuse, der kunne være op til 90 m lange og for Barkærs vedkommende med klare tværvægge opdelt i rum med ildsteder (29 i det ene, 30 i det andet). De to huse, der begge steder har ligget på stedet, synes at have afløst hinanden, idet hustomterne lå nær hinanden og i Barkær med en stenbrolagt gade imellem. I Stengades synes dog at være en tilbagevenden til et tidligere beboet sted. Husenes brugstid er ansat til 30-40 år, hvorefter man øjensynligt flyttede bort, måske fordi driftsformen indebar en udpining af jorden.Glob, s.10ff
Keramik thumb|Tragtbæger fra Skåne
Den karakteristiske keramik omfattende blandt andet tragtbægre og kraveflasker er almindelige inden for kulturen.
Tragtbægrene adskilte sig fra ertebøllekulturens spidsbundede kar ved at være flad- eller rundbundede, så at de kunne stå selv.Jensen 2001, s. 263f
Våben og redskaber
left|thumb|Tyknakket økse fra Närke, kendetegnende for tragtbægerkulturen left|thumb|Tyndnakket økse, fra Skåne
Tragtbægerkulturens økser blev lavet af flint og for en kortere tid tillige af grønsten, der dog hurtigt synes at være opgivet.Jensen (2001), s. 333 Flinten til økserne stammer i vid udstrækning fra egentlige flintminer i Danmark blandt andet i skrivekridtet på Stevns og Møn, hvor flint forekommer indlejret i lag som knolde.Jensen (2001), s. 324-332
Økserne var slebne. Der skelnes mellem tre hovedformer: spidsnakkede, tyndnakkede og tyknakkede økser.
Spidsnakkede økser var de ældste. Øksebladet var spidsnakket: snævrede markant indad bagud og havde et ovalt tværsnit. De underinddeles i tre grupper: en tosidet med spidsovalt tværsnit, en med afrundet tre- eller firesidet tværsnit, og en med firesidet tværsnit (set fra nakken). De var skæftet ved et hul i økseskaftet.
Tyndnakkede økser var fremherskende i 4. årtusinde f.Kr. De synes at have været fremherskende i den tid, da det store landnam skete ved skovfældninger. Tyndnakkede økser afløstes omkring 3000 f.Kr. af tyknakkede økser, der havde en plan rektangulær eller kvadratisk nakkeflade, afgrænset af lige sider. De tyknakkede økser underopdeles i tre typer kaldet henholdsvis Bundsø-, Lindø- og (Store) Valby-variant efter bopladser der. De adskiller sig indbyrdes ved udformningen af øksens nakke, som med tiden blev mere kvadratisk.
Sideløbende med ovennævnte anvendtes økser med mindre økseblade, tyndbladede økser. Deres største længde var 16 cm og tykkelsen ikke over 2,4 cm.
Senere udvikledes nye redskabstyper: spidsnakkede huløkser og den firesidede flintmejsel.Jensen (2001), s. 332-339
Gravskik
Tragtbægerkulturens begravelsesmåde udviser en påfaldende udvikling gennem tiden: fra dødehuse over stolpedysser, runddysser, langdysser til jættestuer.
Dødehuse