Vestfronten i 1. verdenskrig åbnedes ved krigsudbruddet i 1914, da den tyske hær invaderede Luxembourg og Belgien og fik kontrol over vigtige industriområder i Frankrig. Fremstødet blev på dramatisk vis stoppet i det første slag ved Marne. Begge parter begyndte nu at grave sig ned langs en bugtet linje af befæstede skyttegrave, som strakte sig fra Nordsøen til den schweiziske grænse. Denne frontlinje forblev stort set uforandret under det meste af krigen.
Mellem 1915 og 1917 var der adskillige store offensiver langs fronten. Angrebene omfattede massive artilleribombardementer og masseangreb med infanteri. En kombination af skyttegravssystemer, maskingeværreder, pigtråd og artilleri påførte imidlertid angriberne store tab, og modangreb led samme skæbne. Som følge heraf blev der ikke gjort større fremskridt.
I et forsøg på at bryde dødvandet blev der på Vestfronten introduceret en række nye teknologier, såsom giftgas, fly og kampvogne, men det var først efter en forbedring af hærenes taktik, at der kom en vis form for mobilitet tilbage.
På trods af at Vestfronten var fastlåst, blev den alligevel afgørende for krigens udfald. De allieredes uophørlige fremtrængen i 1918 overbeviste de tyske militære ledere om, at et nederlag var uundgåeligt, og de tvang den tyske regering til at søge fred.
1914: Tysk angreb på Belgien og Frankrig Ved udbruddet af 1. verdenskrig gennemførte den tyske hær, som i vest bestod af syv feltarmeer, en modificeret udgave af Schlieffen-planen, der var et hurtigt angreb på Belgien og derefter en drejning mod syd for at omringe Paris og en stor del af den franske hær. Arméerne under de tyske generaler Alexander von Kluck og Karl von Bülow angreb Belgien den 4. august 1914. Luxembourg var blevet besat uden modstand den 2. august. Det første slag i Belgien var belejringen af Liège, som varede fra den 5. – 16. august. Liège var stærkt befæstet og overraskede den tyske hær under von Bülow ved at yde kraftig modstand. Tungt tysk artilleri kunne imidlertid skyde de vigtigste forter i grus i løbet af nogle få dage. Efter Lièges fald trak det meste af den belgiske hær sig tilbage til Antwerpen og Namur. Selv om den tyske hær omgik Antwerpen, forblev byen en trussel mod deres flanke. Der fulgte en ny belejring ved Namur mellem den 20. og 23. august.Griess, 22–24, 25–26. left|thumb|280px|Franske styrker gør klar til angreb med bajonetter. 280px|thumb|left|Tysk infanteri under fremrykning den 7. august 1914.
Frankrig indsatte fem armeer ved sine grænser. Den forberedte franske offensivplan Plan XVII havde til formål at erobre Alsace-Lorraine efter et udbrud af fjendtligheder. Den 7. august angreb VII Korps Alsace med det mål at erobre Mulhouse og Colmar. Hovedoffensiven blev igangsat den 14. august med 1. og 2. Armés angreb mod Sarrebourg-Morhange i Lorraine. I overensstemmelse med Schlieffen-planen trak tyskerne sig langsomt tilbage, mens de tilføjede franskmændene alvorlige tab. Franskmændene trængte frem med 3. og 4. Armé mod Saar-floden og forsøgte at erobre Saarburg ved at angribe Briey og Neufchateau, inden de blev slået tilbage.Griess, 29–30. Armeen i Alsace erobrede Mulhouse, men opgav den igen for at forstærke de stærkt svækkede styrker i Lorraine.
Den tyske hær fejede gennem Belgien og bragte store lidelser til civilbefolkningen. Krigsforbrydelserne, som den tyske hær begik, blev kendt som voldtægten på Belgien. Efter at være marcheret igennem Belgien, Luxembourg og Ardennerne trængte den tyske hær i sidste halvdel af august ind i det nordlige Frankrig, hvor den blev mødt af såvel den franske armé under Joseph Joffre og de første seks divisioner i den britiske British Expeditionary Force (BEF) under sir John French. Der fulgte en række slag, som kaldes Grænseslagene. Nøgleslagene omfattede Slaget ved Charleroi og Slaget ved Mons. Under slaget ved Charleroi blev den franske 5. Armé omtrent udslettet af de tyske 2. og 3. Armeer, mens slaget ved Mons forsinkede den tyske fremrykning med en dag, hvilket viste sig at være kritisk. En generel allieret tilbagetrækning fulgte, hvilket førte til yderligere sammenstød, såsom slaget ved Le Cateau, Belejringen af Maubeuge og Slaget ved St. Quentin.
280px|thumb|right|Kort over Vestfronten og Kapløbet mod havet, 1914.
Den tyske hær stod 70 km fra Paris, men i det første Marneslag (6.-12. september) lykkedes det for franske og engelske styrker at tvinge tyskerne på tilbagetog ved at udnytte et hul, som opstod mellem den 1. og 2. tyske Armé. Det bragte den tyske fremrykning ind i Frankrig til standsning. Den tyske hær trak sig tilbage til nord for Aisne-floden og gravede sig ned. Det blev begyndelsen på den ubevægelighed i vestfronten, som kom til at vare i over tre år. Efter det tyske tilbageslag forsøgte de to sider at omgå hinanden i flanken under Kapløbet mod havet, og skyttegravssystemerne blev hurtigt udvidet, så de strakte sig fra Nordsøen til den Schweiziske grænse.Griess, 31–37. Den tyske besættelse af fransk territorium omfattede 64 % af Frankrigs produktion af råjern, 24 % af dens stålproduktion og 40 % af den samlede kulminekapacitet, hvilket betød et alvorligt, men ikke lammende tilbageslag for fransk industri.Kennedy (1989:p. 265–6)
På ententens (vestmagternes) side blev skyttegravene bemandet sådan, at hvert land stod for forsvaret af sin del af fronten. Regnet fra kysten i nord var de primære styrker fra henholdsvis Belgien, Storbritannien og Frankrig. Efter slaget ved Yser i oktober havde de belgiske styrker kontrollen over en 35 km lang strimmel af Flandern langs kysten, hvor fronten fulgte Yser floden og Yperlee-kanalen fra Nieuwpoort til Boezinge. Syd for belgierne lå det British Expeditionary Force (BEF). Her gennemførte tyskerne fra 19. oktober til 22. november deres gennembrudsforsøg i 1914 under det Første slag ved Ypres. Begge sider led store tab, men der kom ikke noget gennembrud. Ved juletid havde BEF kontrollen over en front fra La Bassée Canal til syd for St. Eloi i Somme dalen. Resten af fronten sydpå til grænsen til Schweiz var bemandet med franske styrker.
1915—Dødvande right|thumb|280px|Kort over Vestfronten, 1915–16. Mellem kysten og Vogeserne var der en bule i skyttegravslinjen kaldet Noyon-frontfremspringet efter den erobrede franske by yderst i området i nærheden af Compiègne. Joffres plan for en offensiv i 1915 gik ud på at angribe dette fremspring i fronten fra begge sider for at omringe og afskære de tyske tropper.Fuller, 165. Briterne skulle angribe nordfra ved at presse østpå ind i Artois, mens franskmændene angreb i Champagne.
Den 10. marts 1915 angreb briterne og canadierne ved Neuve Chapelle som led i en større offensiv i Artois-regionen med henblik på at erobre Aubers-højderyggen. Angrebet blev gennemført af fire divisioner langs en tre km lang front. Inden angrebet blev sat ind, blev det forberedt med et koncentreret bombardement, som varede i 35 minutter. Det indledende angreb gjorde hurtige fremskridt, og landsbyen blev erobret i løbet af fire timer. Angrebet tabte imidlertid fart på grund af problemer med forsyninger og kommunikation. Tyskerne bragte herefter reserver frem og indledte et modangreb. Det forebyggede forsøget på at erobre højderyggen. Da briterne havde brugt en tredjedel af deres samlede beholdning af artillerigranater,Lyons, 112. skød general Sir John French skylden for det mislykkede angreb på mangel på granater, selv om angrebet havde været en succes i starten.Fuller, 166–7
Gaskrig
Tyskerne havde planer om at fastholde dødvandet med franskmændene og briterne, mens de tyske hærførere planlagde en offensiv ved den belgiske by Ypres, som briterne havde erobret i november 1914 under det Første slag ved Ypres. Angrebet skulle aflede opmærksomheden fra store offensiver på Østfronten, og samtidig afbrød det fransk-britiske planer om at afprøve et nyt våben. Efter to dages bombardement den 22. april lukkede tyskerne klorgas ud på slagmarken, og gassen drev ind over de britiske skyttegrave.Fuller, 172–3 Den gulgrønne sky kvalte forsvarerne, og tropperne i bagområdet flygtede i panik og efterlod et seks km bredt hul i de allieredes linje. Tyskerne var imidlertid ikke forberedt på det og havde ikke tilstrækkelige reserver til at udnytte åbningen. Canadiske tropper ankom hurtigt og drev tyskerne tilbage. Dette Andet slag ved Ypres var den første gang, hvor der blev anvendt kemiske våben i stor stil, selv om den form for krigsførelse var forbudt i Haager Landkrigsreglementet fra 1899 og 1907. 170 tons blev sluppet ud over de allieredes linjer, og 5.000 mand døde i løbet af få minutter.
Gasangrebet blev gentaget to dage senere og forårsagede, at den fransk-britiske linje blev trukket fem km tilbage. Men muligheden for et gennembrud var gået tabt. Overraskelsesangrebet kunne ikke gentages, da de allierede begyndte at bruge gasmasker og tog andre modforholdsregler. Et bevis på, hvor vellykkede de var, sås da den 16. irske divisions tropper kunne modstå koncentrerede tyske gasangreb et år senere, den 27. april, under slaget ved Hullach 40 km syd for Ypres.
Krig i luften 1915 blev der også introduceret fly, som var tilpasset til luftkamp. Mens fly allerede ved krigens udbrud blev brugt til rekognoscering, var den franske pilot Roland Garros den første til at skyde et fjendtligt fly ned den 1. april 1915. Det foregik med maskingeværer, som skød fremad gennem propelbladene, og det blev muliggjort ved at forstærke propelbladene, så kugler, der ramte dem, blev afbøjet.
Nogle uger senere blev Garros tvunget til at lande bag de tyske linjer. Hans fly blev erobret og sendt til den hollandske ingeniør Anthony Fokker, som snart frembragte en betydelig forbedring i form af en afbryder, så maskingeværet kun skød i de intervaller, hvor der ikke var en propel i skudfeltet.Mekanismen blev udviklet af en af hans ansatte, Heinrich Lübbe. Opfindelsen blev hurtigt brugt i Fokker E.I (Eindecker, eller monoplan, type 1), det første ensædes jagerfly, som kombinerede en rimelig tophastighed med en effektiv bevæbning. Max Immelmann opnåede sin første bekræftede nedskydning i en Eindecker den 1. august.
Det blev begyndelsen på et våbenkapløb, hvor begge sider udviklede forbedrede våben, motorer, flytyper og materialer, og det fortsatte til krigens slutning. Det blev også begyndelsen til dyrkelsen flyver-esserne, hvoraf den mest berømte var Manfred von Richthofen – "den røde baron". I virkeligheden var det ilden fra antiluftskytset, som stod for hovedparten af nedskydningerne – ikke fjendens jagerfly.
Fortsatte angreb fra Ententen right|thumb|280px|Ruinerne af Carency efter at byen var blevet generobret af franskmændene i 1915. I foråret blev den afsluttende offensiv fra Ententen udkæmpet ved Artois. Dens mål var at erobre Vimy højderyggen. Den 10. franske arme angreb den 9. maj efter seks dages bombardement og trængte fem km frem. De trak sig imidlertid tilbage, da de kom under beskydning fra maskingeværer, og da de tyske forstærkninger beskød angriberne med artilleri. Den 15. maj gik offensiven i stå, selv om kampene fortsatte til den 18. juni.
I maj opsnappede den tyske hær et fransk dokument ved La Ville-aux-Bois, som beskrev et nyt forsvarssystem. I stedet for at satse på en kraftigt befæstet frontlinje var forsvaret inddelt i en række niveauer. Frontlinjen skulle være en tyndt besat række af forposter, der var forstærket af en række støttepunkter og en beskyttet reserve. Hvis en skråning var til rådighed, skulle tropperne være placeret på dens bagside, så de var bedre beskyttet. Forsvaret skulle være fuldt integreret med ildledelse på divisionsniveau. Medlemmer af den tyske overkommando så på denne nye metode med nogen velvilje, og den blev senere grundlaget for doktrinen om et elastisk forsvar i dybden mod angreb fra Ententen.Herwig (1997):165.