Den nordtyske orgelskole er betegnelsen på en stilretning inden for orgelmusikken som opstod i 1600-tallet og havde sin blomstringstid til frem mod midten af 1700-tallet.
Stilretningen voksede frem under indflydelse af nederlandske organister, specielt Jan Pieterszoon Sweelinck i Amsterdam. Særtræk ved den nordtyske skole er hyppige skift mellem manualerne og et meget selvstændigt pedalspil. En kraftig kvalitetsforbedring af nordtyske orgler igennem 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet gjorde det muligt at spille på den måde. Kendte orgelbyggere i denne perioden var især Hans Scherer den ældre, Hans Scherer den yngre og Arp Schnitger.
Centret for stilen var omkring Hamburg: Lübeck, Bremen, Lüneburg og Stade, men der fandtes også udøvere i Sverige og Danmark: Melchior Schildt havde 1626-1629 tjeneste hos Christian IV som lærer for de kongelige børn på Dalum.
De mest kendte repræsentanter for den nordtyske orgelskole Georg Böhm (1661–1733) (studerede under Reincken) Nicolaus Bruhns (1665–1697) (studerede under Buxtehude) Dietrich Buxtehude (1637–1707) Christian Geist Johann Nikolaus Hanff (1665–1711/12) Andreas Kneller Georg Dietrich Leyding (studerede under Reinken og Buxtehude) Vincent Lübeck (1654–1740) (studerede muligvis under Kneller) Hieronymus Praetorius (1560–1629) Jacob Praetorius den yngre (1586–1651) Johann Adam Reincken (1643–1722) (studerede under Scheidemann) Heinrich Scheidemann (1596–1663) (studerede under Sweelinck) Gottfried Scheidt (studerede under Sweelinck) Samuel Scheidt (studerede under Sweelinck) Melchior Schildt (studerede under Sweelinck) Paul Siefert (studerede under Sweelinck) Delphin Strungk Franz Tunder (1614–1667) (studerede muligvis under Girolamo Frescobaldi) Matthias Weckmann (1621–1674) (studerede under Schütz, Jacob Praetorius og Scheidemann)
Kategori:Musikhistorie