thumb|Egeskov slot på Fyn En herregård eller hovedgård var i Danmark en større gård, der tilhørte en adelsmand, og som var fri for almindelige skatter. Oprindelig var hovedgårdens stilling alene knyttet til ejerforholdet, senere blev skattefriheden knyttet til et vist jordtilliggende. Hovedgårde havde foruden egen jord et større eller mindre antal fæstegårde, hvis brugere (fæstere) var forpligtede til dels at betale landgilde til, dels at yde hoveri for hovedgårdens ejer. Et sådant samlet ejerskab af hovedgård med eller uden ladegård og fæstegårde betegnes som et gods. Senere fik gods en bredere betydning og betegner nu enhver gård af en størrelse over 24 tønder hartkorn.
Betegnelsen herregård stammer fra, at ejerne var herremænd, det vil sige mænd, der havde forpligtet sig til at gøre krigstjeneste for en herre – som oftest kongen. Efter middelalderen kom betegnelsen adel i brug om denne gruppe i samfundet.
I nærværende artikel og i kategorier mm. anvendes Dansk Center for Herregårdsforsknings definition på en herregård som en gård, der har haft hoved- eller sædegårdsstatus og derfor nydt forskellige privilegier. Ved anvendelse af denne definition findes der ca. 770 herregårde i Danmark. Af disse er lidt over 300 herregårde underlagt bygningsfredning.Fremtidens Herregård: Hvidbog, København: Realdania og Dansk Bygningsarv A/S 2009, s. 9. Den højeste koncentration af herregårde findes på Fyn, mens det er på Sjælland, at godserne er størstDr.dk: De største adelige godsejere i Danmark (2017) .
En del danske større godser, proprietærgårde og landsteder, f.eks. Nivågård, Egebaksande, Løndal, Rye Nørskov og Clasonsborg, kaldes ofte fejlagtigt herregårde, selvom ejendommene ikke har haft sæde- eller hovedgårdsstatus.
Hovedgårdenes historie Ældre Middelalder (indtil 1348)
Allerede i vikingetiden ses, at gårde kunne have uens størrelse, og i digtet "Rigs vandring"Det danske landbrugs historie I (1988), s. 317f fortælles om et tredelt samfund bestående af en ufri stand (trællene), en fri bondestand og en stand af frie og særligt velhavende, stormændene. I det tidlige middelaldersamfund var det kongemagten, der stod som den, der sikrede freden og retsvæsenet, og i Knud den Helliges gavebrev af 1085 bestod en stor del af gaven af jordegods, som stormænd havde betalt kongen for at genkøbe deres fred. Kong Niels fik ret til bøderne for ledingsbrud, hvilket vil sige, at kongen indtog en ledende rolle i ledingsvæsenet. Fra samme tid stammer princippet om, at kongen ejer alt, som ingen anden har udtrykkelig ejendomsret til (danefæ), desuden forstrande samt alle vrag, der drev ind på stranden, og i Kong Valdemars Jordebog fra omkring 1230 ses, at store, tidligere herreløse skovområder nu hørte under krongodset. Det var imidlertid hirden, der afspejlede kongens faktiske magt. Gennem hirdens udvidelse og omdannelse blev kongens magt formelt mangedoblet: fra i begyndelsen at have været kongens livgarden, der fulgte ham på rejserne fra kongsgård til kongsgård, begynder hirdmænd at optræde som kongens ombudsmænd, hans stedlige stedfortrædere i de enkelte herreder.Aksel E. Christensen (1976), s. 28ff Dermed lagdes grunden til den forvaltningsordning, som siden blev en del af hovedgårdsejernes virke.
Omkring år 1200 skete der en forandring i ordningen af landets forsvar: den tidligere ledingspligt, der havde omfattet alle frie bønder, blev nu indskrænket til en mindre gruppe, idet andre bønder lagde sig ind under disse og dermed fritog sig fra ledingspligten. Til gengæld mistede de selvbestemmelsesretten og blev fæstere. Med tiden voksede skellet mellem herremænd og fæstere og befæstes i form af hovedgårde, der fritoges for almindelig beskatning. I begyndelsen adskilte disse hovedgårde sig ikke fra fæstegårdene, men med herremændenes tiltagende magt.Aksel E. Christensen (1976), s. 68-143 og rigdom tiltog også uligheden mellem hovedgårde og fæstegårde. Som følge af den tildelte skattefrihed for den jord, der blev drevet af herremændene (eller rettere: på deres vegne), var det i disses interesse at få mest mulig jord omfattet af skattefriheden. Dette skete ved at omordne hovedgården således, at den jord, der ikke kunne drives af selve hovedgården, i stedet blev lagt ind under og drevet som en brydegård (forvaltergård), mens fæstegårdene blev skåret ned til gårdsæder, der kun havde et beskedent jordtilliggende og kun knapt nok kunne brødføde den bosatte familie.Det danske landbrugs historie I (1988), s. 303f I takt med, at jordsamlingen fortsatte under få, men stadig større godser, blev denne bryde-gårdsæde-drift stadig mere udbredt. Man har opgjort, at Hvideslægten på Sorø-egnen ejede mere end halvdelen af jorden, mens selvejergårdenes andel udgjorde mindre end en fjerdedel.Det danske landbrugs historie I (1988), s. 259
I takt med møllevæsenets udvikling i middelalderen blev ejerskabet til en vandmølle eller en stubmølle en vigtig del af godsopbygningen. Fra 1300-tallet omtales ofte adelige møller, således ved arveskifter eller handel med hovedgård og gods, hvor møller altid havde en fremtrædende plads: allerede 1135 omtales Maglemølle ved Næstved, en vandmølle tilhørende Bodil-slægtenDet danske landbrugs historie I, 1988, s. 253, 1326 Rønninge Søgård med Bjerne mølle, 1372 Nielstrup hovedgård med Voltemølle og Ågårds møllested, 1376 Tange hovedgård med Tange mølle. Porsmose 1987, s. 97
Yngre Middelalder: Krisetid og omstilling (1348-1536)
thumb|Gjorslev på Stevns, opført omkring år 1400 Omkring midten af 1300-tallet ramtes hele Vesteuropa af byldepest, den sorte død. Pesten kom i bølger, første gang 1348-50. Virkningen af denne var, at folk døde i tusindvis, og som følge heraf lagdes gårde, ja hele landsbyer, øde. Ødegårde, jordprisfald og landgildenedgang medførte en omlægning af landbebyggelsen til færre, men større fæstegårde. Et stort antal torper og rydningsbyer blev i forbindelse hermed nedlagte.Porsmose (1987), s. 76ff
I takt med det voksende antal ødegårde blev hovedgårdene tvunget til at omlægge driften for derved at opnå fæstegårde, der kunne brødføde en familie. Dette skete blandt andet ved dels at afvikle ordningen med brydegårde, dels ved at "egalisere" (ligestille) fæstegårde beliggende i samme landsby således, at de alle skulle yde samme landgilde og hoveri til hovedgården. Mange mindre hovedgårde blev i 1400-tallet underlagt større hovedgårde og efterfølgende omdannet til almindelige fæstegårde.Porsmose (1987), s. 92
Indtil landbokrisen havde hovedgårdene som regel ligget i landsbyerne. Fra omkring 1400 skete der en fysisk adskillelse, idet hovedgårdenes jorder udskilles fra fæstegårdenes i et særskilt "enemærke" og hovedgårdene flyttes ud af landsbyerne, ofte til områder med eng og skov. Det danske landbrugs historie I (1988), s. 390
Ved en forordning af 1523 blev det forbudt at opsige fæstere, hvorved muligheden for at nedlægge fæstegårde med henblik på at oprette hovedgårde blev formindsket. Det er for Vendsyssels vedkommende opgjort, at af 64 hovedgårde, der fandtes 1682, var 14 oprettet før ca. 1400, 30 oprettet ca. 1400-ca. 1525, og 20 oprettet ca. 1525-ca. 1682.Hansen (1964), s. 82f
Ved reformationen fandtes 7-800 hovedgårde i kongeriget fraset hertugdømmerne.Porsmose (1996), s. 83
Renæssancen (1536-1625)
Det Danmark, der i 1536 fremstod af borgerkrigens og grevefejdens kaos, var i høj grad præget af krigens hærgninger, dels de egentlige krigshandlinger, dels de hårde skatteudskrivninger og plyndringer. Ikke desto mindre lykkedes det ret hurtigt ikke blot at udbedre skaderne men tillige at bringe landet ind i en tid med velstand og fremgang. Baggrunden herfor var en stærkt stigende efterspørgsel efter fødevarer i Vest- og Mellemeuropa, hvilket atter hang sammen med en voksende befolkning, ikke mindst i byerne. Det lykkedes kong Christian 3. og hans dygtige rådgivere, blandt andre kansleren Johan Friis og rentemesteren Eskil Oxe at udnytte de gode tilstande til rigets fordel. Især studehandelen oplevede et opsving, hvilket atter betød, at de store kvægopdrættere – kronen og hovedgårdene – tjente gode penge på at sende stude sydover til Hamborg, Lybæk og Stade, hvorfra de fortsatte til Oldenborg, Rhinlandet, Holland eller Brabant. Denne udvikling blev begunstiget af, at der allerede ved Christian 2.s landlov fra 1521 var givet forbud mod udførsel af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev givet adelen, bisperne og kronen eneret til at opfede stude på indkøbt foder mens andre måtte nøjes med det foder, man selv havde avlet. Da hovedgårdene ikke selv havde staldplads nok til de mange dyr, pålagdes fæstebønderne at holde kreaturerne i deres stalde som fodernød, foderokse eller staldokseDet danske landbrugs historie II (1988), s. 79-87.
thumb|Hesselagergård i slutningen af 1800-tallet Stordriften: Kendetegnende for driften af adelens herregårde var i denne tid dels en forøgelse af hovedgårdenes marker, blandt andet ved nedlæggelse af bøndergårde og undertiden hele landsbyer, dels forøget hoveri hvilket blev opnået ved at oprette et stort antal hoverigørende huse og ved at "egalisere" det vil sige ligestille gårdene i de enkelte landsbyer med hensyn til landgilde og hoveri, ligesom man søgte at samle godsejendommen inden for samme sogn, hvor godset lå, idet bønderne derved fik status af "ugedagstjenere", som var fritaget for skat til kronen på grund af deres hoveriydelser. Endelig synes hovedgårdene efter evne at have inddraget enge og skove, hvorved disse områder kom under hovedgårdenes styring.Porsmose (1987), s. 110 Som eksempel på de forandringer, der gennemførtes, kan nævnes tiltage foretaget af Johan Friis (1494-1570). Først samlede han efter evne hele Hesselager sogn (omkring 80 gårde) under Hesselagergård. 1527 opnåede han patronatsret til kirken, hvorved han fik ret til at udnævne præsten og oppebære kirkens indtægter mod at sikre dens vedligeholdelse. 1532 fik han sognet fritaget for kongelige skatter. 1539 opnåede han birkeret, retten til at udnævne en birkedommer og udskille Hesselager sogn som en egen retskreds. I 1544 fik han kongelig stadfæstelse på sine besiddelser og rettigheder omfattende hele Hesselager sogn: "intet undtaget alle vegne til markeskel er fornævnte Johan Friis enemærke og fri birk og ejendom". Som kronen på værket opførte han hovedbygningen Hesselagergård og egaliserede landsbyerne i sognet efter en ordning med hele og halve gårde. Samtidig nybyggede han herregården Borreby på Sjælland og nedlagde de andre gårde i landsbyen af samme navn og inddrog jorden under hovedgårdenPorsmose (1987), s. 121f.
Møllerne udgjorde ofte en vigtig del af adelens godssamlinger og for at opnå størst mulig udbytte af dem fik godsejere og lensmænd undertiden gennemført mølletvang, det vil sig pålagt kronens bønder at søge til en bestemt mølle.Porsmose (1987), s. 124
Krige, kriser og epidemier (1625-1660)
Den fremgang, som landet oplevede i de første menneskealdre efter reformationen, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i Kejserkrigen (1627-1629), Torstenson-krigen (1643-1645)Degn (1977), s. 18 og sidst – og værst – Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang.