Slaget ved Hannut var et slag på Vestfronten i 2. Verdenskrig, som blev udkæmpet under slaget om Frankrig den 12. maj – 14. maj 1940 ved Hannut i Belgien. Det blev anset for at være det største kampvognsslag indtil da, men blev senere overgået af andre slag under Felttoget i Nordafrika og på Østfronten. Det lykkedes tyskerne at binde betydelige allierede styrker, som dermed blev holdt væk fra det område i Ardennerne, hvor det afgørende gennembrud blev gjort. Det lykkedes imidlertid ikke tyskerne at nedkæmpe den 1. franske arme, som derpå forsinkede Wehrmacht, og tillod British Expeditionary Force at undslippe til Dunkerque.
Baggrund Den allierede plan Den allierede overgeneral Maurice Gamelin gav sin første armegruppe under general Gaston Billotte, og dens stærkeste arme, den 1. franske arme med det fuldt mekaniserede Corps de Cavalerie under ledelse af general René-Jacques-Adolphe Prioux, til opgave at rykke ind i Belgien for at støtte den store men lettere udstyrede belgiske arme. Gamelin forventede, at tyskerne hurtigt ville bryde gennem de belgiske stillinger ved Albert kanalen – belgierne havde under alle omstændigheder antydet, at de efter fire dage ville trække sig tilbage til de planlagte allierede linje i det centrale Belgien, Dyle-linjen mellem Antwerpen og Namur – og ville hurtigt etablere en forskanset front omkring Gembloux, lige nord for Namur, for at bremse det som Gamelin forudså ville være fjendens hovedangreb – et forsøg på at bryde gennem "Gembloux Hullet" mellem floderne Dyle og Meuse med en stor styrke kampvogne. Da Belgien, Holland og Luxembourg havde forholdt sig neutralt indtil den tyske invasion af disse lande, havde det ikke været muligt i tilstrækkeligt omfang at forberede stillinger til den franske 1. arme. Derfor fik Corps de Cavalerie til opgave at gennemføre et forsinkelsesslag et sted mellem Gembloux og Maastricht (det sandsynlige sted hvor den tyske hær ville falde ind i landet, ved Albert kanalen over det østlige bøjning af Meuse) og forhindre fjenden i at nå frem til Gembloux-området inden invasionens 8. dag og dermed give 1. arme tid til at indtage sine stillinger
Kavalerikorpset var blevet oprettet den 26. december 1939 og bestod af de dengang eksisterende pansrede divisioner fra kavaleriet, 1. og 2. lette mekaniserede division. Den 26. marts fik 1. lette mekaniserede division imidlertid til opgave i tilfælde af en invasion at skabe en forbindelse til den hollandske arme i nærheden af Breda. Denne erfarne division blev derfor fjernet fra kavalerikorpset og udskiftet med 3. lette mekaniserede division, der var blevet opstillet den 1. februar og bestod af reservister, der endnu ikke var fuldt uddannede. Alligevel mente Prioux, at han havde tilstrækkelige styrker til enten at modstå en overgang over floden ved Maastricht eller gennemføre et manøvreslag eller som et tredje alternativ at forsvare en improviseret linje. Han kunne vælge frit, blot fjenden blev holdt væk fra Gembloux tilstrækkelig længe. Han besluttede sig for at holde alle muligheder åbne og handle som situationen krævede det.Saint-Martin (1998), p 260
Den tyske plan Den tyske plan for denne sektor gik ud på et angreb med luftbårne og stødtropper, der erobrede Fort Eben-Emael og broerne over Meuse og Albertkanalen, for at åbne vejen for 4. Panzerdivision og hurtigt gennembryde linjen ved Albertkanalen. Når først gennembruddet var sket, ville general Erich Hoepners 16. Korps, og Heeresgruppe B overtage kontrollen med 4. panzerdivision. Med kommandoen over 3. panzer- og 20. motoriserede infanteridivision var det Hoepners opgave hurtigt at bringe sit korps frem fra brohovedet, erobre området hvor det var meningen at den allierede front skulle dannes omkring Gembloux, inden de franske infanteridivisioner kunne nå frem og grave sig ned i stillinger, og derved bekræfte den franske overkommandos bange anelser og trække alle reserver væk fra det tyske hovedfremstød i Ardennerne, og dermed give Wehrmacht mulighed for at afskære dem med en hurtig fremrykning til Den engelske kanal, hvilket ville føre til et gigantisk omringningsslag. Hans fremrykning var derfor grundlæggende en finte.
De involverede styrker Slaget ved Hannut blev det største kampvognsslag i felttoget, fordi begge sider indsatte betydelige pansrede styrker. De franske lette mekaniserede divisioner havde hver to Brigades Légères Mécaniques, en af disse, kampbrigaden, bestod af to kampvognsregimenter, som igen bestod af en mellemtung kampvognseskadron, udstyret med Somua S35, og en let kampvognseskadron med Hotchkiss H35.Ramspacher (1979), p. 269 I udgangspunktet havde de 44 S35 og 43 H35 foruden 8 pansrede kommandokøretøjer. Den anden brigade bestod af et spejderregiment udstyret med 44 Panhard 178 panserbiler organiseret i eskadroner, og et mekaniseret infanteriregiment med 126 Laffly S20TL PMVer samt tre hele AMR (Automitrailleuse de Reconnaissance) eskadroner med 22 kampvogne hver samt i alt tre pansrede kommandokøretøjer. Den 2. lette mekaniserede division benyttede AMR 35 kampvogne i denne rolle, men da produktionen af denne lette kampvogn var stoppet, benyttede 3. lette mekaniserede division H35-ere i stedet. Danjou (2007), p 17
Begge divisioner bestod således af 240 kampvogne og 44 panservogne og havde tilsammen 176 SOMUA S35s, 238 Hotchkiss H35, 66 AMR 35 og 88 P 178-er, når man medtager enhedernes reservemateriel. 3. lette mekaniserede division brugte fortrinsvis forbedrede H35-er af den hurtigere modifié 39 version, som i dag ofte omtales som "H 39", men havde også en enkelt AMR-eskadron med 22 køretøjer af den langsommere oprindelige gruppe på 400, der også udelukkende blev benyttet i 2. lette mekaniserede division. De fleste Hotchkiss kampvogne af begge udgaver var stadig udstyret med den kortløbede Long 21 37 mm kanon, som ikke var velegnet som anti-tank kanon. Nogle delinger og eksadronchefers køretøjer var blevet udstyret med den kraftigere Long 35 SA 37 mm kanon, omkring en femtedel af det samlede antal Hotchkiss kampvogne. Danjou (2007), p 18
Den mere detaljerede organisation af 2. lette mekaniserede division var: 3. lette mekaniserede brigade (kampbrigade) 13. dragonregiment – kampvognsregiment 29. dragonregiment – kampvognsregiment 4. lette mekaniserede brigade 8. kyrasserregiment – spejderregiment 1. dragonregiment – mekaniseret infanteri
3. lette mekaniserede division 5. lette mekaniserede brigade (kampbrigade) 1. kyrasserregiment – kampvognsregiment 2. kyrasserregiment – kampvognsregiment 6. lette mekaniserede brigade 12. kyrasserregiment – spejderregiment 11. dragonregiment – mekaniseret infanteri
Ligesom deres franske modparter havde de tyske panzer divisioner hver en pansret brigade (Panzerbrigade) med to kampvognregimenter (Panzerregimente). Det sidste var delt i to kampvognsbataljoner (Panzerabteilungen); hver bataljon havde udover et stabskompagni to lette kompagnier med 19 kampvogne der i princippet var udstyret med Panzer III og et middelsvært kompagni med 15 kampvogne med Panzer IV. På grund af knaphed på disse kampvognsmodeller blev deres pladser i reglen udfyldt med de lettere Panzer II og endda Panzer I. Det præcise antal af hver type der den 10. maj var til rådighed for de tyske panzer divisioner kendes: 3. Panzer division havde 314 kampvogne i dens 3. Panzerbrigade der bestod af 5. og 6. Panzerregiment: 117 Panzer I, 129 Panzer II, 42 Panzer III og 26 Panzer IV; 4. Panzer division havde 304 kampvogne i dens 5. Panzerbrigade der bestod af 35. og 36. Panzerregiment: 135 Panzer I, 105 Panzer II, 40 Panzer III og 24 Panzer IV.
16. Korps havde således i alt 618 kampvogne: 252 Panzer I, 234 Panzer II, 82 Panzer III og 50 Panzer I. Udover disse kampvogne havde 3. Panzerdivision 27 Befehlspanzer (bæltetrukne kommandokøretøjer, der kun var bevæbnet med et maskingevær) og 4. Panzer division havde 10.Jentz (1998), p. 125 Hver division var desuden udstyret med omkring 56 panservogne. De fleste Panzer II fra 16. Korps var endnu ikke blevet udstyret med det ny 30 mm panser og var således sårbare overfor selv den franske 37 mm L/21 kanon.Jentz (1998), p. 123
Da de franske mekaniserede infanteriregimenter bestod af tre mekaniserede infanteribataljoner var den samlede infanteristyrke i Corps de Cavalerie på seks bataljoner. 16. Korps havde syv motoriserede infanteri bataljoner. De franske enheder var kun let udstyret med anti-tank kanoner: tolv 25 mm og otte 47 mm SA 37 kanoner pr. division, og ligeledes med anti-luftskyts: seks 25 mm kanoner pr. divisionSaint-Martin (1998), p 326 Der var også en uligevægt i artilleri. De lette mekaniserede divisioner havde hver 36 kanoner mod 68 (heriblandt 24 7,5 cm leichtes Infanteriegeschütz 18) pr. Panzerdivision.Saint-Martin (1998), p 327 Dette blev ikke opvejet af korpsartilleriet. Tyskerne havde fire tilknyttede artilleriregimenter og et tungt batteri. Det franske korps havde kun to 75 mm kanon regimenter og en gruppe på 12 25 mm anti-tank kanoner som korps tropper.
Slaget 12. maj Den 12. maj hastede 4. panzer division frem for at erobre sit første mål, Hannut, og ankom til området om morgenen. General Hoepner, chefen for den tyske 6. Arme beordrede 3. og 4. panzer division til at koncentere sig om at sikre Hannut for at sikre den 6. Armes flanke. Da han manglede brændstof, og hans divisions artilleri og infanteristøtte endnu ikke havde indhentet kampvognene, var et øjeblikkeligt angreb på Hannut risikabelt, så general Stever anmodede om at få brændstof ad luftvejen. Samme morgen stødte 4. panzer division på en fransk pansret styrke bestående af ca. 25 kampvogne.Gunsburg 1992, p. 221 4. panzer division ødelagde 7 af de franske kampvogne uden selv at lide tab, mens divisionens 35. panzer regiment, der rykkede frem mod Hannut, stødte på kraftig modstand. De franske kampvogne var placeret i dækning og under slaget modangreb de flere gange. Kampen sluttede med at franskmændene trak sig tilbage. 4. panzer division ødelagde 9 fjendtlige kampvogne og mistede selv 5. 4. Panzer division fortsatte mod Crehen og omringede de franske 2. kyrasserer. 2. lette mekaniserede divisions Somua S35ere gennembrød imidlertid den tyske linje og de franske enheder brød ud, men led store tab ved det. Højre flanke af 4. panzer division var nu farligt udsat.Gunsburg 1992, p. 223-224
3. panzer division rykkede frem for at dække denne trussel. Kl. 16.30 anmodede 6. arme om luftrekognoscering. Luftwaffe rapporterede, at der var franske kampvogne ved Orp og motoriserede enheder ved Gembloux. Hoepner gav 3. panzer division ordre til at angribe for at forhindre de allierede i at forberede et effektivt forsvar. Under intensiv artilleribeskydning fra franske stillinger ved Wansin og Thisnes faldt tyskerne tilbage. Franskmændene gennemførte igen et modangreb og begge styrkers kampvogne kom i kamp. Resultatet var et dødvande og begge parter trak sig tilbage til deres udgangspunkter.Gunsburg 1992, p. 224-225
Kl. 20 talte Stever med Hoepner og fortalte ham, at han var sikker på, at to franske mekaniserede divisioner lå foran ham, en ved hans front og en bag Mehaigne floden. De enedes om at gennemføre en større offensiv den følgende dag. Ifølge planen skulle 4. panzer division koncentrere sig om højre side af Gembloux og operere sammen med 3. panzer division.
Tyskerne angreb igen i løbet af natten og afprøvede de franske stillinger. Den franske stilling ved Wansin kæmpede hele natten mod tysk infanteri og trak sig til sidst tilbage om morgenen den 13. maj. 3. lette mekaniserede divisions front forblev uændret med stillinger i nærheden af Tienen, Jandrenouille og Merdorp. 2. lette mekianiserede division holdt sin oprindelige front. Det eneste gennembrud skete ved Winson, på skillelinjen mellem 2. og 3. lette mekaniserede division. Det var ikke lykkedes for Hoepner at erobre sit mål.Gunsburg 1992, p. 226
13. maj