Indianerkrigene er en betegnelse brugt af amerikanske historikere til hovedsageligt at beskrive en række konflikter mellem USA og forskellige stammer og føderationer, der tilhørte kontinentets oprindelige folkeslag. Ofte inkluderes også kolonitidens krige med indfødte amerikanere, som fandt sted, før USA blev oprettet. Indianerkrigene udgøres af en lang række af mindre konflikter, der hver især involverede forskellige parter og skiftende alliancer.
Selve begrebet indianerkrige er i realiteten misvisende, da det kategoriserer samtlige indfødte folkeslag i Nordamerika under den samme overskrift: Amerikas oprindelige befolkning tilhørte (og tilhører stadigvæk) mange forskellige folkeslag, som alle har deres egen historie og kultur. Igennem hele perioden optrådte de heller ikke på noget tidspunkt som ét folkeslag – på samme måde som europæerne heller ikke gjorde det. Ofte var nogle folkeslag endda allierede med europæiske magter og kæmpede mod andre folkeslag. De levede også i samfund, der var organiseret på vidt forskellige måder. Indianerne tog beslutninger om krig og fred på lokalt niveau, også i de situationer, hvor de kæmpede som del af en kompleks alliance, som fx irokeserføderationen, eller i midlertidige konføderationer inspireret af ledere som Tecumseh.
I nyere tid er historikere begyndt at gå bort fra at beskrive Indianerkrigene som en etnisk konflikt, idet et fokus på en racekrig mellem "indianere" og "hvide" blot er en forenkling af komplekse historiske realiteter. "Indianere" og "hvide" kæmpede ofte også side om side mod andre "indianere" og/eller andre "hvide"; fx er slaget ved Horseshoe Bend traditionelt blevet omtalt som en "amerikansk sejr" over creekfolket, men i virkeligheden var sejrherrerne en kombineret styrke, der også bestod af tropper fra Cherokee, Creek samt Tennesseemilitsen ledet af Andrew Jackson. Indianerkrigene handlede samlet set om erobring af og kontrol over territorium, mens baggrunden for de enkelte konflikter ofte er langt mere kompliceret.
Indianerkrigene begyndte kort efter etableringen af den første engelske koloni i Nordamerika og sluttede med massakren ved Wounded Knee og ’’lukningen’’ af den amerikanske "frontier" i 1890. Krigene medførte erobringen af de amerikanske indianeres territorium og en drastisk nedgang i deres befolkningstal. En anden følge var tvangsassimilering eller tvungen flytning til indianerreservater. Der er lavet statistikker over det samlede antal ofre i disse krige. Nogle af de mest pålidelige tal er indsamlet fra rapporter fra rent militære operationer og viser, at 21.586 blev dræbt eller taget til fange i perioden 1850-1890.Michno, "Encyclopedia of Indian Wars" Index. Andre opgørelser tager højde for overgreb uden for de egentlige krigshandlinger og bygger på tal fra United States Census Bureau fra 1894. Her når tallet fra samme periode op på omkring 45.000 indianere og 19.000 af europæisk afstamning.Thornton, American Indian Holocaust, 48–49.
En optælling af samtlige ofre for overgreb mellem de første kontakter i 1511 og 1890, der er blevet beskrevet i kilderne, viser at i alt 9.156 indianere og 7.193 personer af europæisk afstamning blev dræbt enten som følge af mord, tortur eller nedslagtning af civile, sårede og krigsfanger.William M. Osborn; The Wild Frontier: Atrocities during the American-Indian War from Jamestown Colony to Wounded Knee Kolonitiden (1622–1774) Indianerkrigene i USA’s fremtidige territorium før uafhængighedserklæringen Powhatankrigene (1622–44), Første anglo-powhatan-krig (1609–1613) Anden anglo-powhatan-krig (1644–1646) Pequotkrigen (1637) Beaverkrigene (1642–1698) Kiefts krig (1643–45), også kendt som Wappingerkrigen eller guvernør Kiefts krig (Anne Hutchinson blev dræbt i denne krig). Nederlandsk-indianske krig (1643) Esopuskrigene (1659–1663) Kong Philips krig (1675–1676) Pueblooprøret (1680) Krigene mellem franskmænd og indianere Kong Williams krig (1689–1697) Dronning Annes Krig (1702–1713) Kong Georgs krig (1748) Franske og indianske krig (1754–1763) Tuscarora-krigen (1711–1715) Yamaseekrigen (1715–1716) Dummers krig (1724–1725) Anglo-cherokee krigen (1759–1763) Pontiacs oprør (1763–1766) Lord Dunmores krig (1774) De første engelske kolonister havde i reglen et fredeligt forhold til den oprindelige befolkning, men krige eller krigslignende tilstande var ikke ualmindelige. Der var flere eksempler på, at engelske nybyggere og handelsmænd og indianere overfaldt og plyndrede landsbyer og bosættelser. I 1637 valgte kolonisterne side i et indiansk magtopgør, i det, der blev kendt som Pequotkrigen. Formålet var at sikre koloniens sikkerhed og få kontrol over yderligere territorium.
Pilgrimmene, der i 1621 grundlagde Plymouth-kolonien i New England, indgik på et tidligt tidspunkt en alliance med lederen af områdets dominerende føderation. Uden den hjælp i form af fødevarer og vejledning til dyrkningsmetoder, de modtog fra indianerne, havde de næppe kunnet etablere sig. Alliancen betød også, at de måtte hjælpe indianerne i deres opgør med andre stammer, og at de derfor ofte blev involveret i krigshandlinger af forskellig art. Et stadigt stigende antal europæiske tilflyttere i løbet af 1600-tallet betød, at den relativt fredelige sameksistens mellem den oprindelige befolkning og de nyankomne ikke længere var mulig. En kombination af sygdomme og europæisk militær overlegenhed betød, at den indianske befolkning i ved Nordamerikas østkyst drastisk blev reduceret i løbet af århundredet.
Øst for Mississippi (1775–1842) thumb|left|300px|Moderne rekonstruktion af Fort Randolph, som amerikanerne byggede ved bredden af Ohio-floden i 1776. Dunquat, Wyandots "Half King" belejrede fortet i maj 1778. Allerede ved etableringen af USA udbrød der kampe mellem amerikanerne og indianerne i grænseområderne mellem dem. I tiden indtil den mexicansk-amerikanske krig fandt de hovedsageligt sted i regionen øst for Mississippifloden. IndianerkrigeneØst for Mississippi Den amerikanske uafhængighedskrig (1775–1783) Nordvestlige indianerkrig (1785–1795) Nickajack-ekspeditionen (1794) Sabine-ekspeditionen (1806) Den britisk-amerikanske krig (1811–1815) som også omfattede: Tecumsehs krig (1811–1813) Creek-krigen (1813–1814) Peoria-krigen (1813) Den første seminolekrig (1817–1818) Winnebagokrigen (1827) Black Hawk-krigen (1832) Kampagnen i pawneeindianernes territorium (1834) Creek-oprøret i Alabama (1835-1837) Grænsekrigen Florida-Georgia (1836) Den anden seminolekrigen (1835–1842) Grænsekrigen Missouri-Iowa (1836) Cherokee-oprøret (1836-1838) Osagekrigen (1837)
Den amerikanske uafhængighedskrig Den amerikanske uafhængighedskrig bestod i realiteten af to parallelle krige. Mens krigen i øst var en kamp mod det britiske kolonistyre, så var krigen i vest en ’’indianerkrig’’. Den nyligt proklamerede stat USA konkurrerede med briterne om at vinde støtte fra indianernationerne øst for Mississippifloden. De britiske myndigheder havde nedlagt forbud mod videre vestlig ekspansion, da man ønskede at opretholde freden i grænseområdet. Amerikanerne ønskede derimod en fortsat vestlig ekspansion, hvilket også var en af hovedårsagerne til krigen. Hovedparten af de indianernationer, der gik ind i krigen, sluttede sig til briterne i håb om, at krigen kunne føre til, at den europæiske ekspansion ind i deres territorium ville standse.
Mange indfødte samfund var delt i synet på, hvilken side de skulle støtte i krigen. For irokeserføderationen resulterede revolutionskrigen i en reel borgerkrig, da to af de seks stammer allierede sig med amerikanerne, mens de resterende fire forblev loyale overfor briterne. Irokeserne forsøgte at undgå direkte kæmpe mellem stammerne, hvilket dog ikke kunne undgås. For irokeserne betød den amerikanske sejr, at de mistede størsteparten af deres land inden for USA’s grænser; den britiske krone overdrog dem derfor nyt land i Canada. Cherokeserne blev splittet i neutrale (eller USA-venlige) og anti-amerikanske fraktioner, blandt andre Chickamaugaene ledet af Dragging Canoe. På lignende vis blev flere andre samfund splittet.
Krigsførelsen i grænseområderne var særdeles brutal, og der blev udført talrige ugerninger på begge sider. Civile led frygteligt under krigen, da landsbyer og madforsyninger jævnligt blev ødelagt under militære ekspeditioner. Den største var Sullivan-ekspeditionen i 1779, som ødelagde mere end 40 irokeserlandsbyer. Målet var at neutralisere irokesernes angreb i det nordlige i delstaten New York. Ekspeditionen opnåede dog ikke den ønskede effekt, men gjorde blot indianernes modstand endnu mere sammenbidt.
Trods støtte til briterne måtte indianerne chokeret konstatere, at briterne ved fredsforhandlingerne i Paris havde afstået et stort område af deres territorium til USA, uden at de var blevet informeret. Amerikanerne behandlede indledningsvist de indianere, der havde kæmpet på britisk side, som et folkeslag, der var blevet erobret. Det viste sig hurtigt umuligt at gennemføre, da indianerne kun havde tabt krigen på papiret, og ikke på slagmarken. Denne politik blev derfor opgivet. Amerikanerne var imidlertid stadig ivrige efter at udvide landets territorium, og den nationale regering forsøgte i begyndelsen at opfylde ønsket ved at købe indianernes land gennem traktater. De enkelte delstater og bosætterne var ofte uenige omkring denne politik, og presset fra dem førte nye krige med sig.
Nordvestlige indianerkrig Northwest Territory blev officielt etableret ved Northwest Ordinance fra 1787. Derved blev området åbnet for europæisk bosættelse, og nybyggere af europæisk oprindelse begyndte hurtigt at strømme ind i regionen. Det førte til voldelige episoder, da den indianske befolkning satte sig til modhverve mod denne tilraning af deres land. George Washington sendte derfor en væbnet ekspedition ind i området for at slå den indfødte modstand ned. Men en konføderation af flere stammer, under ledelse af Blue Jacket (Shawnee), Little Turtle (Miami), Buckongahelas (Lenape) og Egushawa (Ottawa), tilføjede den amerikanske hær et knusende nederlag i den Nordvestlige indianerkrig. General Arthur St. Clairs nederlag var det mest omfattende, der nogensinde blev påført en amerikansk hær af indianere. Amerikanerne forsøgte nu at forhandle en aftale med føderationen, men Blue Jacket og den Shawnee-ledede føderation insisterede på en grænsedragning, som amerikanerne ikke kunne godtage. En ny ekspedition, ledet af general Anthony Wayne blev derfor udsendt, og det lykkedes Waynes hær at besejre føderationen i slaget ved Fallen Timbers i 1794. Indianerne havde håbet på britisk assistance, men de blev tvunget til at signere Greenville-avtalen i 1795, da hjælpen ikke kom. Aftalen betød, at indianerne måtte afstå Ohio og dele af Indiana til USA.
Tecumseh, creek-krigen og krigen i 1812 thumb|Shawnee-indianeren Tecumseh blev dræbt i slaget ved Thames. Efter Greenville-aftalen fortsatte USA med at overtage kontrollen over indianernes land i et tempo, der alarmerede de indianske samfund. William Henry Harrison var blevet guvernør i Indianaterritoriet i 1800, og under Thomas Jeffersons instruktioner førte han en aggressiv politik for at skaffe rettighederne til indianernes land. To Shawnee-brødre, Tecumseh og Tenskwatawa, organiserede en ny modstand mod den amerikanske ekspansion. Tecumsehs mål var at få indianerlederne til at stoppe med at sælge land til USA. Mens Tecumseh var i syd for at forsøge at rekruttere allierede blandt creeker, cherokeer og choctawer, marcherede Harrison mod føderationens styrker i nordvest, og han besejrede Tenskwatawa og hans tilhængere i slaget ved Tippecanoe i 1811. Amerikanerne havde håbet, at denne sejr ville gøre en ende på den militære modstand, men Tecumseh valgte åbent at alliere sig med briterne, som kort efter selv var i krig med amerikanere i den britisk-amerikanske krig.