thumb|200px|Koloniens segl thumb|200px|Kort over Plymouth-kolonien i 1691 Plymouth-kolonien (engelsk Plymouth Colony, New Plymouth eller The Old Colony) var en selvstyrende engelsk koloni i Nordamerika, der eksisterede fra grundlæggelsen i 1620 indtil 1691. Den første bosættelse var New Plymouth, en lokalitet, som tidligere var blevet udforsket og navngivet af kaptajn John Smith. Den fungerede som koloniens hovedstad og hedder i dag Plymouth, Massachusetts. På sit højdepunkt kontrollerede Plymouth-kolonien størstedelen af den sydøstlige del af den nuværende delstat Massachusetts.
Kolonien blev etableret af en puritansk separatistmenighed, som senere blev kendt som Pilgrimmene. Den var en af de ældste engelske kolonier i Nordamerika, og den første permanente, engelske bosættelse i New England. Med hjælp fra Squanto, en indfødt amerikaner, indgik kolonien en fredsaftale med Massasoit, en lokal høvding. Aftalen sikrede kolonien en fredelig start. Plymouth-kolonien kom senere til at spille en central rolle i Kong Philips krig, en af de første og blodigste af Indianerkrigene. Kolonien blev indlemmet i Massachusetts Bay-kolonien i 1691.
Plymouth-kolonien spiller en særlig rolle i USA's historie, da den i modsætning til mange af de øvrige kolonier ikke blev grundlagt af entreprenører, drevet af profitjagt, men af folk, der var flygtet fra religiøs forfølgelse. Nybyggerne i Plymouth søgte et sted, hvor de kunne dyrke den religion, de fandt passende, og koloniens sociale og juridiske strukturer var nært bundet til deres religiøsitet. Mange af de personer og begivenheder, der optræder i dens historie, er også blevet en vigtig del af amerikansk mytologi, fx den vigtige amerikanske tradition thanksgiving og fjerkræracen Plymouth Rock. På trods af koloniens relativt korte historie er den blevet et vigtigt symbol i den amerikanske selvforståelse.
Historie Baggrund
thumb|right|The village of Scrooby, England circa 1911, home to the Pilgrims until 1607 Plymouth-kolonien blev oprindeligt grundlagt af en engelsk religiøs gruppe, der i dag kaldes Pilgrimmene. De udgjorde omkring 40 % af de voksne og 56 % af familierne blandt de første nybyggere. Pilgrimmene tilhørte en menighed af puritanske separatister, der under ledelse af pastor John Robinson, kirkeleder William Brewster og William Bradford i første omgang var flygtet til Nederlandene, for siden at udvandre til Amerika. Baggrunden for deres emigration var frygten for religiøs forfølgelse.Philbrick (2006) pp 7–13Addison (1911), foreword "From a Pilgrim Cell", pp xiii–xiv
Menigheden havde i første omgang slået sig ned i Leiden, hvor de imidlertid aldrig kom til at føle sig tilpas. De stammede oprindeligt fra en landsby, men befandt sig nu i et industricentrum. Desuden var lederne ikke uden for de engelske myndigheders rækkevidde.Philbrick (2006), pp 16–18 Pilgrimmene havde indledt forhandlinger med forskellige investorer, der kunne finansiere deres rejse mod at få del i et eventuelt overskud. Blandt andet indgik de en aftale med London Company om etableringen af en koloni ved udmundingen af Hudson River, men interne stridigheder og bureaukratiske vanskeligheder gjorde, at aftalen aldrig blev realiseret. I sidste ende indgik de en kontrakt med Plymouth Council for New England. Investorerne var en gruppe puritanske forretningsfolk, der opfattede kolonisering som en måde både at tjene penge og udbrede deres egen religion på. Pilgrimmenes gæld var imidlertid som følge af de hårde forhold i Amerika, korruption og administrative problemer først tilbagebetalt i 1648.Philbrick (2006), pp 19–20, 169
Til rejsen købte Pilgrimmene skibet Speedwell, som skulle forblive i kolonien, og chartrede fragtskibet Mayflower for ét år. Afrejsen skulle oprindeligt have fundet sted i begyndelsen af 1620, men vanskeligheder med investorerne udskød den til efteråret. Philbrick (2006), pp 20–23 Speedwell måtte imidlertid forlades, da nogle af besætningsmedlemmer havde saboteret det.Philbrick (2006) pp 27–28 Mayflower nåede frem til Amerika i november 1620, og de følgende måneder blev brugt på at udforske området for at finde et egnet sted for en bosættelse. I løbet af den første vinter (1620-1621) blev de første boliger i New Plymouth opført, og kolonien var etableret.
Første vinter thumb|"The Landing of the Pilgrims" (1877) af Henry A. Bacon. Den 21. december 1620 ankom de første pilgrimme til det sted, der senere skulle blive Plymouth. Dårlige vejrforhold indtil slutningen af december betød, at den oprindelige plan om at bygge huse umiddelbart efter ankomsten måtte opgives. Da byggeriet endelig kunne sættes i gang, var det nødvendigt konstant at have 20 mand til stede på kysten ved Mayflower af sikkerhedshensyn, og hver nat måtte de, der byggede, vende tilbage til skibet. Kvinder, børn og svagelige forblev på skibet, som mange af dem ikke havde forladt i seks måneder. Den første bygning var et fælleshus, som det tog seks uger at bygge. I de følgende begyndte flere huse langsomt at tage form. Bosættelsen blev opført på en flad bakketop, mens en kanon blev placeret på en højere liggende bakke, kaldet Fort Hill. Mange af mændene var ikke arbejdsdygtige, enten som følge af sygdom eller sult. Derfor blev der kun bygget syv af de planlagte 19 beboelseshuse og fire fælleshuse i løbet af den første vinter.Philbrick (2006), pp 80–84
I slutningen af januar var byggeriet skredet så meget frem, at man kunne begynde bringe noget af udrustningen i land. I midten af februar, organiserede koloniens mænd en militia, efter en række anspændte møder med indfødte indbyggere; ved udgangen af måneden var fire kanoner blev placeret på Fort Hill.Philbrick (2006), pp 88–91 John Carver blev valgt som guvernør som erstatning for guvernør Martin.
I marts 1621 fandt den første formelle kontakt mellem kolonisterne og indianerne sted, da en indianer ved navn Samoset åbenlyst gik ind i bosættelsen og højlydt proklamerede: "Welcome, Englishmen!" Han havde lært engelsk af fiskere, der havde fisket ud for kysten i det nuværende Maine. Han gav dem en kort introduktion til områdets historie og geografi. Det var ham, der fortalte kolonisterne, at stedet tidligere hed Patuxet, og at de oprindelige indbyggere var blevet udryddet af en sygdom, sandsynligvis kopper. Han kunne også fortælle, at området var kontrolleret af Wampanoag-føderationen, hvis øverste leder var Massasoit, høvding for Pokanoket-stammen; han blev regnet som føderationens grundlægger.Philbrick (2006), pp 93, 155 Han fortalte også de engelske kolonister om Squanto, der havde tilbragt nogle år i England, og som derfor talte sproget ganske godt. Samoset tilbragte natten i det nybyggede Plymouth og lovede at arrangere et møde med nogle af Massasois mænd.Philbrick (2006), pp 93–94 Indianerne var forbeholdne over for englænderne, da de tidligere havde oplevet søfolks uprovokerede overfald. De var tillige bekendte med, at Mayflowers besætning havde plyndret grave og majsmagasiner.Philbrick (2006), pp 94–96 Squanto selv var i 1614 blevet indfanget af den engelske opdagelsesrejsende Thomas Hunt og solgt som slave, først for spanske munke siden i England. I 1619 blev han guide for en anden opdagelsesrejsende, Ferdinando Gorges. Men Massasoit og hans mænd havde massakreret besætningen på Gorges' skib og taget Squanto med sig.Philbrick (2006), pp 52–53West, Elliot. Squanto in Weinstein and Rubel (2002), pp 50–51
Samoset vendte kort efter tilbage til Plymouth sammen med en delegation fra Massasoit, den inkluderede Squanto; Massasoit sluttede sig selv til senere. Efter at have udvekslet gaver indgik Massasoit og guvernør Martin en formel fredstraktat. Ifølge den måtte ingen af de to folk udøve skade på hinanden, og de ville i stedet hjælpe hinanden i tilfælde af krig. Massasoit lovede også, at hans allierede ville sende fredsdelegationer til Plymouth.Philbrick (2006) pp 97–99
Efter at have ligget for anker i næsten fire måneder vendte Mayflower tilbage til England i april 1621.Philbrick (2006) pp 100–101 Næsten halvdelen af de 102 passagerer, der havde forladt England, var døde i løbet af vinteren.Addison (1911), pp 83–85 Flere af gravene fra denne vinter blev i 1855 udgravet på Cole's Hill i Plymouth, og resterne af ligene blev genbegravet i nærheden af Plymouth Rock.Addison (1911), p 83 Kort efter Mayflowers afrejse døde koloniens første guvernør, Carver. Han blev erstattet af Bradford, der ledte den igennem de fleste af dens formative år.Philbrick (2006), pp 102–103
Første "thanksgiving" thumb|"The First Thanksgiving at Plymouth" (1914) af Jennie A. Brownscombe. Høstfejringen i Plymouth i slutningen af 1621 er siden hen i amerikansk historie kendt som "The First Thanksgiving"; hvilket Pilgrimmene imidlertid ikke selv ville kalde den. De fejrede noget, de kaldte "thanksgiving", som var en taksigelsesfest for menighedens gode skæbne; den første fandt først sted i 1623 og var en reaktion på ankomsten af nye kolonister og forsyninger. Det skete sandsynligvis i juli måned. Den begivenhed, der i dag årligt bliver mindet over hele USA i november, var i realiteten en høstfest. Den blev fejret af de 51 overlevende pilgrimme sammen med Massasoit og 90 af hans mænd. Begivenheden kendes fra to samtidige kilder. Denne hjemmeside indeholder en delvis transskription af to beretninger: this reference contains partial transcriptions of two documents, Winslow's Mourt's Relations af Edward Winslow og Of Plimoth Plantation af Bradford.
Indianerrelationer i de første år Squanto, som blev hos englænderne i Plymouth, lærte dem, hvordan man kunne overleve i New England; fx ved at bruge døde fisk som gødning.
Som lovet af Massasoit begyndte flere delegationer fra andre stammer at komme til Plymouth med tilbud om fred. I juli besøgte en delegation fra Plymouth selv Massasoit. Under dette møde indgik man en handelsaftale, der betød, at man kun ville handle med englændere, og at de franskmænd, som allerede var i området, derfor ikke længere var velkomne. Lignende aftaler blev indgået med de øvrige stammer i Wampanoag-føderationen.Philbrick (2006), pp 104–109
Kort efter forsvandt en dreng i skoven omkring kolonien. Det blev senere klart, at han var blevet taget af medlemmer af Nauset-stammen. De boede på Cape Cod, og pilgrimmene havde det første år stjålet majs fra dem. Pilgrimmene måtte erstatte det stjålne for at få drengen udleveret, men aftalen betød også, at freden med områdets indfødte befolkning blev yderligere sikret.Philbrick (2006) pp 110–113 Under disse forhandlinger hørte pilgrimmene, at Massasoit sammen med blandt andre Squanto og flere andre var blevet taget til fange af Corbitant, Narragansett-stammens høvding. Pilgrimmene samlede en gruppe på 10 mand, der skulle finde og henrette Corbitant. Mens de søgte efter ham, slap Massasoit dog fri og havde genvundet sin position. Selvom det ikke lykkedes pilgrimmene at fange Corbitant, indgød deres styrkedemonstration alligevel stor respekt; adskillige af hans folk var blevet såret under eftersøgningen, men fik behandling i Plymouth. Ni af de mest magtfulde høvdinge i området, heriblandt både Massasoit og Corbitant, underskrev nu en traktat, hvor de erklærede deres loyalitet over for den engelske konge, Jakob den 1.Philbrick (2006) pp 113–116