thumb|Aserne samles omkring den døde Balder. Maleri af Christoffer Wilhelm Eckersberg 1817. Aserne (norrønt: áss el. ) (plur. æsir, femin. ásynja) var den dominerende gudeslægt i den nordiske mytologi. Gruppen omfatter flere af de fremtrædende figurer i de nordiske myter, bl.a. Odin, Thor, Frigg og Balder. Mange arkæologiske og litterære levn viser, at aserne blev dyrket over hele Norden indtil Vikingetiden, og i mange af de germanske lande indtil 8. århundrede e.v.t. Sammen med den anden gudeslægt, vanerne, styrede de kosmos i den nordiske verdensforståelse. Gudernes hjemverden blev kaldt Asgård.
I modsætning til ordet gud (oldnordisk goð), blev begrebet áss aldrig brugt indenfor kristen sprogbrug, og ordet overlevede kun i sekulære former, der bl.a. betød "stang, åg, eller bjergkæde ås".
Aserne i mytologien
Aserne funktion i mytologien var at sørge for opretholdelsen af verdensordenen. Deres modstandere var jætterne, som de konstant lå i konflikt med. Aserne skal imidlertid ikke opfattes som de gode og jætterne som de onde. Aserne repræsenterede i stedet menneskets samfund og kulturen, der var involveret i en endeløs kamp mod naturen. Jætterne repræsenterede altså på deres side den utæmmede natur, hvilket betød, at aserne i mange tilfælde også behøvede jætternes hjælp. I det før-moderne nordiske samfund var man totalt afhængige af naturen, her fandt man de ressourcer, der var nødvendige for overlevelsen, men den bød også på utallige farer og destruktive kræfter. Den mytologiske kamp mellem aser og jætter var derfor et billede på menneskets kamp for overlevelse i en verden underlagt naturens luner.
De tre første aser var brødrene Odin, Vile og Ve. Deres navne refererer alle til en åndelig eller mental tilstand, Vile (vili) til bevidst vilje eller begær, Ve (vé) til hellig eller numenøs og Odin óðr til manisk eller ekstatisk. Sammen omskabte de jætten Ymir til den kendte verden. De var sønner af manden Borr, Buris søn, og jættekvinden Bestla. Ligesom Odins egne børn med jætter, regnes han ikke som jætte, selvom hans mor var det. I det nordiske samfund tilhørte man sin fars æt. Nogle af aserne omtales næsten ikke i de overleverede myter, det gælder fx Ull. Hans navn er imidlertid overleveret i mange stednavne, hvilket tyder på, at han i ældre tid har haft en mere fremtrædende position end kilderne viser. Selv for nogle af de mest kendte aser er deres ophav gådefuldt og uklart, det gælder bl.a. Heimdall. Og om Thor ved vi ikke meget andet end, at hans mor hed Fjørgyn, og hans far var Odin. Mens Tyr i nogle kilder omtales som Odins søn, er han i andre søn af jætten Hymer. Loke var af jætteslægt, men blev Odins fostbroder, og regnedes i myterne som medlem af asernes slægt.
I eddadigtene bruges ordet áss om guder i al almindelige, mens gudinder omtales som asynje, det gælder også guder, som ellers omtales som vaner. I digtet Skírnismál bliver Frej fx kaldt "asernes fyrste" (Ásabragr).Skírnismál strofe 33 I Yngre Edda introduceres Njord som "den tredje blandt aser", og Freja som den anden blandt asynjer efter Frigg.
I modsætninger til guder i andre kulturer blev aserne ikke opfattet som udødelige. De kunne holde sig unge ved hjælp af gudinden Iduns magiske æbler, men ved Ragnarok skulle de næsten alle dø. Kun gudernes børn ville overleve og regere over den næste verden sammen med Balder og Høder, som ville vende tilbage fra dødsriget.
Aser og vaner Vanerne var en anden gudeslægt. I urtiden udkæmpede de to slægter, en voldsom krig. Den endte med en fredsafslutning og udleveringen af gidsler. Siden har de to slægter levet i fred. Aserne sendte Mimer og Høner, mens vanerne sendte Njord, Frej og Freja. Selvom krigen endte uafgjort, fik vanerne alligevel en underordnet position i forhold til aserne. Vanerne var knyttet til frugtbarhed, rigdom og erotik, mens aserne hovedsageligt var knyttet til magt og kamp. Det betød imidlertid ikke, at aserne ikke blev associeret med frugtbarhed, ligesom vanerne ikke nødvendigvis var fredelige og pacifistiske.
Forholdet i myterne mellem de to grupper har ført til flere spekulationer i forskningen, om hvorvidt det afspejlede interaktionen mellem forskellige socialklasser i samfundet.Dumézil, 3-4, 18; Turville-Petre, 159-162. Denne teori var en modifikation af en ældre, hvor de to gudeslægter blev tolket som repræsentanter for to forskellige folkeslags religion. Beretningen om krigen skulle således bygge på gamle erindringer om et krigerisk invaderende folkeslag, der dyrkede aserne som guder, der besejrede en mere fredelig nordisk urbefolkning, der dyrkede vanerne som guder.Dette blev første gang foreslået af Wilhelm Mannhardt i 1877 (beskrevet i Dumézil, xxiii og Munch, pp. 288). Teorien er for nylig blevet taget op igen af Marija Gimbutas, som støtte for hendes Kurgan hypotese (beskrevet i Gimbutas; The Living Goddess) Dette synspunkt finder kun begrænset støtte i forskningen i dag.
Andre har fundet parallelle mytiske eller legendariske krige hos andre indoeuropæiske folkeslag, fx Livius' fortælling om krigen mellem romerne og sabinerne.Turville-Petre, ff. 37 & 161. Endelig har Mircea Eliade diskuteret, om dette er en yngre version af en ældgammel indoeuropæisk myte, der beskrev en ikke nødvendigvis historisk konflikt og efterfølgende integration mellem et panteon bestående af himmel-/kriger-/herskerguder og et panteon af jord-/økonomi-/frugtbarhedsguder.Eliade: Patterns in Comparative Religion – Section II (30) – The Supplanting of Sky Gods by Fecundators. New York: Sheed & Ward, 1958. Turville-Petre noterer som støtte for denne hypotese at, "In one civilization, and at one time, the specialized gods of fertility might predominate, and in another the warrior or the god-king. The highest god owes his position to those who worship him, and if they are farmers, he will be a god of fertility, or one of the Vanir" (s. 162)
Karakteristikken af aserne er de senere år blevet noget nuanceret. Lotte Motz har foretaget en systematisk studie af den samlede mytografiske materiale, og det viser sig, at billedet af aserne som blodtørstige krigsguder, der repræsentanter for styrke og magt i realiteten ikke kan støttes af kilderne. På samme måde som vanerne ikke nødvendigvis var blide fredsmagter. I stedet tyder hendes studie på, at aserne var knyttet til skabervirksomhed og frugtbarhed, mens vanerne udover frugtbarhed overraskende nok var knyttet til vikingetog, krigsførelse, kongemagt og materiel overflod.Motz (1996)
Etymologi Ordet as stammer fra oldnordisk áss, der igen har den protogermanske rod *ansuz. Dette ord, mener sprogforskere har udviklet sig fra den protoindoeuropæiske form ansu-, og er beslægtet med det oldindiske asura og avestiske ahura, der begge er beslægtet med Indo-iranisk *ásura, med roden *n̥su-.
Germanske rødder og beslægtede ord Det tilsvarende ord i oldengelsk var ōs (plural. ês), som kun er bevaret som forled i personnavne og i den genitive flertalsform ēsa (ēsa gescot og ylfa gescot, jaculum divorum et geniorum "asers skud og alfers skud" (jf. "hekseskud").
I Grimms Deutsches Wörterbuch optræder ordet Ans (plural Ens) som et navneord, der oversættes med de latinske begreber tignum, jugum ("stav, åg"). Det forekommer i bayerske og tyrolske dialekter, hvor det betyder "tøndestave". Ifølge Grimm er dette ord beslægtet med det gotiske ord ans, som betyder "stråle" og oldnordisk ás i betydningen "stang, stråle, bjergkæde" (ås). Grimm mener derudover, at ordet etymologisk er identisk med oldnordisk áss i betydningen "gud".Som beskrevet i Deutsche Mythologie: Whether because the mighty gods were thought of as joist, rafter and ceiling of the sky, or that the notions of jugum and mountain-ridge were associated with them, for âs is especially used of jugum terræ, mountain-ridge. kap 2 Han rekonstruerede den oldhøjtyske form *ans, plural. *anseis, *ensî. I sin oversættelse af Yngre Edda til amerikansk (1897) konstaterer Rasmus B. Anderson følgende: "I denne […] betydning, var guderne universets søjler,Rasmus B. Anderson; "The Younger Edda"; in this […] sense, the gods are the pillars of the universe samt at betydningen "bjergkæde" kan sammenlignes med Strabos omtale af Aspargum i Kaukasus, som således måske kan oversættes med Asborg eller asernes borg).med tilføjelsen: by those who look for historical fact in mythological tales. Jordanes omtaler goternes guder under navnet anses.<ref>"Tum Gothi, magna potiti per loca victoria, jam proceres suos quasi qui fortuna vincebant, non puros homines, sed semideos, id est anses vocavere. (kap. 13)</ref>
Grimm bemærker også den store lighed med det etruskiske navn for deres guder, æsares eller æsi, som bliver nævnt af både Sveton og Hesychius. Han noterer på den baggrund, at forestillingen om en gruppe på tolv overnaturlige væsner, tæt forbundne, var fremtrædende i etruskisk religion, i lighed med græsk og romersk. Han sammenlignede den med det romerske begreb fasces og dii consentes, som han mente atter kunne genfindes i udtrykket höpt, bönd og "bond" om aserne i Edda.
Oldnordisk På oldnordisk har áss i genitiv formen áss eller ásar og i akkusativ æsi eller ásu. I sammensætninger med genitiv bruges formen ása- (fx i Ása-Þórr da: "Asernes Thor") og ás- (fx i ás-brú da: "Gudernes bro" (Bifrost), ás-garðr, ás-kunnigr "gudernes slægtning"). Dette forekommer også i personnavne, fx Asger og Astrid. I femininum bruges formen ás-ynja (plural ásynjur). Femininendelsen -ynja kender kun fra et fåtal andre ord, som for eksempel apynja "simia" (hunabe), vargynja "lupa" (hunulv). Dette ord for "gudinde" kendes ikke fra de øvrige germanske sprog, men da endelsen -ynja er beslægtet med oldhøjtysk -inna (mod. Tysk -in), har man konstrueret den oldtyske form *ansinna og den protogermanske *ansunja.so Jacob Grimm in his 1826 Deutsche Grammatik (p. 319).
Latiniseringen af det danske navn Aslak til AnsleicusNavnet på en dansk viking, der konverterede til kristendommen i 864, ifølge Miracles de St. Riquier tyder på at den nasale første stavelse stadig blev bibeholdt i 9. århundrede.
Snorre Sturlasons liste over aser I Gylfaginning (19.ff), skrevet af islændingen Snorre Sturlason i 13. århundrede findes en liste med tolv mandlige aser, som ikke inkluderer Odin, deres fyrste, og "bagvaskeren" Loke. Med hensyn til skellet mellem aser og vaner var Snorre ikke særligt konsekvent i sin liste over de vigtigste aser: Han mangler fx Kvaser og Høner, og medtager i stedet vanerne Njord og Frej. Snorre skriver desuden at aserne oprindeligt kom fra Troja i Lilleasien, og at Odin skulle have sat sine sønner til at regere over Danmark, Sverige og Norge. Finnur Jónssons oversættelse fra 1902 Også i nyere tid har folk prøvet at læse Snorre bogstaveligt. Med Ynglingesagaen som udgangspunkt fremsatte Thor Heyerdahl en hypotese om, at Odin flygtede fra Azov ved det Sorte Hav med sit følge foran en fremadstormende romersk hær og slog sig ned i Norden i århundredet før Kristi fødsel. Ved hjælp af arkæologiske udgravninger i Azov i foråret 2001 ville Heyerdahl - ifølge med Islands præsident, Olafur Ragnar Grimsson - finde ud af, om der fandt en kulturændring sted, der tidsmæssigt faldt sammen med romernes sejr over det lokale kongedømme ved det Azovske Hav.
Da sagde Gangtræt: Hvilke er de Aser, som det er Menneskenes Pligt at tro paa? – Haar svarede: Der er 12 Aser af gudelig Herkomst. – Da sagde Jævnhøj: Asynjerne er ikke mindre hellige eller mindre formaaende. – Da sagde Tredje: Odin er den ypperste og ældste af Aserne; han styrer alt; og hvor mægtige de øvrige Guder end er, saa tjener de ham alle som Børn deres Fader; Frigg er hans Hustru, hun ved Menneskenes hele Skæbne, uagtet hun ikke giver sig af med at spaa, saaledes som Odin selv skal have udtalt det til den As, som hedder Loke ... (20.) Thor overgår dem alle; han kaldes Asator og Agetor; han er stærkest af alle Guder og Mennesker. Hans Rige hedder Trudvange. … (21.) En anden Søn af Odin er Balder; om ham er der kun godt at fortælle.