thumb|Lerchenborg ved Kalundborg, grevskabets hovedsæde. Grevskabet Lerchenborg var et dansk grevskab ved Kalundborg, der blev erigeret den 26. maj 1818 for kammerherre Christian Cornelius Lerche og omfattede Lerchenborg og Aunsøgård samt Mineslund, Asnæsgård, Lerchenfeld, Birkendegård, Vesterbygård, Astrup og Davrup. Grevskabets jordegods var erhvervet ved arv.Hof- og Statskalender for Kongeriget Danmark Det hørte til den øverste kategori af majorater, der rådede over tusinder af tønder land og fideikommiskapitaler i millionklassen.

Historie

Stamhus Lerchenborg havde imidlertid været stamhus længe før ophøjelsen til grevskab. Stamhuset Lerchenborg blev oprettet i 1755 af overkrigssekretær Christian Lerche af jordegods, som var erhvervet ved køb. I 1757 overgik det til hans enke Amalia Magdalena Christiana Carolina grevinde Lerche, født grevinde von Leiningen-Westerburg, og i 1800 til erektorens næstsøskendebarns søn Georg Flemming Lerche. I 1804 blev der meddelt bevilling til substitution, og i 1818 blev stamhuset indlemmet i det nyoprettede Grevskabet Lerchenborg. Selvom kravet til et stamhus var 400 tønder land, fandtes der stamhuse med langt større jordtilliggender, og enkelte var omtrent store nok til et grevskab. Lerchenborg var med 4.370 tønder hartkorn det største af dem og omfattede i sig selv jord nok til både et baroni og et grevskab. Først i 1818 blev det omdannet til grevskab. En mulig forklaring er, at den oprindelige erektor havde foretrukket stamhusformen, fordi den ikke var behæftet med den hjemfaldsret, der gjaldt for grevskaber og baronier.

Lensafløsning Ved lensafløsningen var besidderen kammerherre Christian C.L. lensgreve Lerche. Grevskabet bestod da af Lerchenborg som hovedsæde samt hovedgårdene Aunsøgård, Hedvigslyst, Mineslund og Svebøllegård. Det blev lensafløst den 31. august 1923. Nettoværdien blev anslået til knap 8,7 mio. kr.; heraf udgjorde den tvungne statsafgift til jordfonden omkring 2 mio. kr., omkring 2,6 mio. kr. blev henlagt til successorfonden, og knap 4 mio. kr. tilfaldt besidderen. Der skulle desuden afgives 468 hektar jord.

Som ved flere andre majorater søgte besidderen under lensafløsningen at begrænse jordafgivelsen fra selve hovedgårdene ved at fremskaffe erstatningsjord andetsteds. Det lykkedes Grevskabet Lerchenborg at erstatte størstedelen af en vedtaget jordafgivelse fra hovedgården med godt 170 hektar fra den netop erhvervede Bjernedegaard ved Sorø, et betydeligt stykke fra Lerchenborg. Senere opnåede grev Lerche desuden fritagelse for omkring halvdelen af den resterende afleveringsforpligtelse mod at indbetale 150 kr. pr. tønde land svarende til den fritagne jordafgivelse til jordfonden. Lerchenborg blev, ligesom mange andre tidligere majorater, efter lensafløsningen afhændet og blev solgt i 1927.

Referencer

Litteratur

Lerchenborg Kategori:Etableret i 1818 Kategori:Ophørt i 1923 Kategori:Slægten Lerche-Lerchenborg