Fristaten Congo (fransk: État indépendant du Congo) var fra 1885-1908 en koloni i Centralafrika i personalunion med Belgien. Kolonien tilhørte kongen Leopold 2. personligt, men han blev tvunget til at overdrage kolonien til den belgiske stat, efter at en omfattende international protestbevægelse i begyndelsen af 1900-tallet fremhævede de umenneskelige metoder, som landet blev drevet efter. Fra 1908 til 1960 blev landet administreret som Belgisk Congo.
Baggrund
En i 1876 dannet "Internationale afrikanske association" (Association Internationale Africaine) med kong Leopold 2. som præsident havde som arbejdsfelt Østafrika fra kysten til de store søer. Men efter, at Stanley den 12. august 1877 var rejst tværs over Afrika frem til Atlanten samt påvist Congoflodens løb og dets enorme bækkens rigdomme, syntes dette område mere egnet som operationsfelt, hvorfor Leopold 2. den 25. november 1878 i Bruxelles dannede "Comité dé'tudes du Haut-Congo", som påbegyndte besiddelsestagningen af Congoområdet. Stanley anlagde stationen Vivi i august 1879, og denne blev fulgt op med over 30 stationer mellem Congoflodens munding og Stanley-faldene (december 1883) samt i Kuilu-Niadi-området, og en stribe aftaler blev indgået med indfødte høvdinge, som afstod deres højhedsrettigheder over store områder. I 1882 tog komitéen navnet "Association internationale du Congo". Dets flag (blå dug med en gul stjerne) anerkendtes af USA og de europæiske stater (således af Sverige-Norge den 10. februar 1885). Repræsentanter for disse magter samledes i Berlin i 1884 til den såkaldte Congokonferensen, som regulerede den nye fristats internationale forhold foruden andre forhold vedrørende Afrika.
At det lykkedes den belgiske konge således personligt at erhverve sig et så stort område i Afrika må ses i lyset af datidens politiske stormagtsspil: Frankrig så hellere, at det gik til det lille Belgiens konge frem for til Storbritannien, det samme mente tyskerne, og briterne var imod, at franskmændene fik den store koloni. Den amerikansk-britiske opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley var blevet hyret af Leopold, efter at Stanley var rejst gennem Afrika fra øst til vest og fundet Congoflodens kilder. Stanley kunne med sine særlige kundskaber og ekspertise propagandere for, at hele det store centralafrikanske område skulle høre under én og samme administrator, så de talrige bifloder derved på bedste måde kunne udnyttes som transportveje. Efter at Stanley havde overbevist Europas ledere under Berlinkonferencen i 1884, besluttedes det, at det Internationale Afrikaselskab (Association Internationale Africaine), hvis leder Leopold var, skulle forvalte Congo. Meningen var, at frihandelen skulle sikres, og der blev givet indtryk af, at selskabet ville sikre en filantropisk forvaltning med beskyttelse af plantevækst og dyreliv samt de indfødte. Imidlertid var Afrikaselskabet i praksis et luftkastel, der ikke afholdt møder i årevis, så Leopold kunne i selskabets navn handle, som det passede ham.
Grænser og landskabelige forhold thumb|Kort over Fristaten Congo i 1892 Ved aftaler med Tyskland, Frankrig, Belgien, England og Portugal blev grænserne fastlagt. Congostaten grænsede i nord til den portugisiske enklave Kabinda (grænsen fastlagt den 25. maj 1891) og Fransk Congo (grænsen fulgte floden Tsjiloango til dens nordligste kilde, vandskellet mellan Niadi-Kuilu og Congo til Manjangas meridian, derefter en ikke naturlig grænselinie til Congo, ad denne flod opad samt - fra den 14. august 1894 - dens biflod Ubangi til foreningen af Mbomu og Imle, videre Mbomu til dens kilder og endelig en ret linje til vandskellet mellem Congo- og Nilbækkenet, derefter vandskellets kam til 30° østlig længde, denne længdegrad til 5° 30r nordlig bredde samt denne sidstnævnte linje til Nilen), i øst til Britisk Østafrika, Tysk Østafrika og Tanganjika-søen, i syd til Britisk Centralafrika og Portugisisk Vestafrika (grænsen fastlagt den 25. maj 1889, da Muata-Janvos rige, Lundariget, som tidligere lå mellem portugisisk Angola og Congostaten, blev delt mellem de to).Nordisk Familjebok (1899), sp. 1369f
Det store område, som beregnedes have et areal af omkring 2.252.800 km2, var trods en stribe forskningsrejser af Livingstone, Stanley, Wissmann, Wolf, v. Francois og andre, i samtiden kun lidt kendte. Det var delt i tre naturligt afgrænsede områder: det omkring 2.2 mio. km2 store område omkring øvre Congo, det omkring 12.500 km2 store område omkring nedre Congo samt den mellem de to liggende 400 km brede bjergrige zone omkring faldene. Det syntes at være et i almindelighed jævnt, kun af enkelte ikke specielt høje bjergområder gennemdraget land, som næsten udelukkende tilhørte Congos flodområde (kun i øst tilhørte en del Nilens flodområde).
Klima
Klimaet var varmt og fugtigt. I det indre var forskellen mellem regntid og tør årstid mindre udpræget; ved ækvator regnede det uregelmæssigt hele året. I de sydlige egne, især i Katangaområdet, oversteg temperaturen ikke 34 °C og faldt ikke sjældent til 5 °C.
Om jordens frugtbarhed var meningerne i samtiden meget delte. Den vidt udbredte lateritjord egnede sig kun i ringe grad til jordbrug, men det skov- og vandrige område ved nedre Congo var meget frodigt og egnet især til kaffe-, tobaks- og kakaodyrkning, mens i savanneområdet omkring øvre Congo, Stanley Falls, øvre Uelle og Aruvimi viste sig egnede til kvægavl. Alluvialjorden og det dybe humuslag i skovene i det øvrige område ansås at kunne give rigt afkast af alle slags kolonialafgrøder.
Af mineraler havde man i samtiden opdaget jern- og kobbermalm samt stenkul.
Befolkningsforhold
Befolkningen udgjorde den vestre gren af kafferfolkene, undertiden med et fællesnavn sammenfattet under benævnelsen bundafolkene: ved Congos øvre løb uarua, længere ned de vilde man-jema, hvilke for araberne i samtiden gjorde tjeneste som slavejægere, waregga, ligesom befolkningen ved Aruvimi. bosoko med flere, kannibaler, ved Congos mellemste løb mongo (balolo), gombe, bokote (wangotä), bangala, bateke med flere, neden for Stanley Pool bakuendi, basundi, majombe og kakongo på den nordlige side samt bakongo og musorongo på den sydlige, ved San-kuru og Kassai lunda, bakuba, basonge (baluba, basjilange), basenge med flere. De var i almindelighed ikke krigeriske, dog undtaget bangala (balombo) ved Congo oven for Ubangis munding. Alle drev jordbrug, fiskeri, jagt og forarbejdede med dygtighed træ, ler, plantefibre, sten, jern, messing, kobber og elfenben til husgeråd, prydelser og våben. Mange drev med ubestridelig dygtighed varehandel.
Europæerne fandt blandt de indfødte med lethed tilstrækkeligt med arbejdskraft for deres forehavender. Congojernbanen beskæftigede 40.000 bærere. Nogen udvikling i retning af statsdannelse forekom intetsteds, hvilket væsentligt gjorde Congostatens opretholdelse lettere. Blandt kafferfolkene boede, hvad man formodede var rester af en oprindelig befolkning, de dværgagtige batua (vua-tua), ved Congos biflod Lomami og Sankurus biflod Lubi-lasj og acka.
Befolkningens størrelse var ukendt og beregnedes højst uensartet, fra 14 til 30 mio. Antallet af europæere var i januar 1896 1.325, af hvilke 839 var belgiere, 79 svenskere og nordmænd.
Jagten på elfenben og de økonomiske problemer Det første årtier under Leopolds styre i Congo foregik en intensiv jagt efter elfenben, hvilket anvendtes som materiale til alt fra løstænder til pianotangenter og snustobaksdåser. Trods store mængder af elfenben begyndte Leopold at få økonomiske problemer og begyndte at sælge store mængder af congoobligationer. Med tiden blev han mere trængt for at finde løsninger på de voksende økonomiske belastninger. Byggeri af en jernbane fra Boma til Leopoldville, hvilket skete med tvangsarbejdere, bidrog til problemerne. En løsning blev, at Leopold fik overtalt den belgiske stat til at give ham et enormt lån og dermed lade de belgiske skatteydere stå for omkostningerne. Til trods for den internationale konference mod slaveri hvor europæerne fordømte de osmanniske tyrkeres og arabernes slavehandel, blev afrikanerne i Kongo ofte behandlet omtrent som slaver. Leopold fik mulighed for at indføre told i Congo, hvorved frihandelen reelt forsvandt, og han kunne nu indhente store toldgevinster. Men for at de skulle fortsætte, måtte der være flere attraktive råvarer at forhandle. Ved århundredskiftet skulle efterspørgslen på en råvare, som Leopold havde store mængder af, vokse i pris i stor hast: gummi.
Gummiproduktionen og -handelen thumb|Indsamling av gummi fra gummitræer thumb|Kongolesiske børn, der var ofre for Force publique i Leopolds Kongo.Fotografierne er taget af Alice Seeley Harris. I 1890-erne og det første årti af 1900-tallet blev den eftertragtede råvare naturgummi i stedet for elfenben. Gummi blev efterspurgt stadig mere i Europas industrier, hvor det anvendtes som isoleringsmateriale og til cykeldæk med mere. Efter at gummi kunne dyrkes på plantager, og dyrkningen blev systematisk organiseret, skaffede dyrket gummi og gummi udvundet fra gummitræernes ranker i junglen enorme fortjenester. Leopolds held var, at der i Congo fandtes en stor mængde gummitræer. Gummi blev nu indsamlet med ubeskrivelig hårdhed og intensitet. Leopolds kolonialhær hed "Force publique" og bestod af congolesere, som var blevet hvervet med tvang eller frivilligt. De ledtes af en mindre gruppe af hvide fra hele Europa, blandt andre Sverige, men især fra Belgien. Disse ledere gjorde en storartet karriere i Afrika, hvilket almindelige mennesker ikke kunne gøre tilsvarende i datidens Europa. "Force publique" tvang de indfødte ud i skovene for at indsamle det sirupsagtige gummi fra lange ranker på gummitræerne. De blev tvunget til at opfylde en vis kvote, og de, som ikke gjorde det, blev straffet brutalt med pisk eller på anden vis. De kunne eksempelvis blive tvunget til at spise gummi.
Kolonihæren fik instruktioner om at tage familiemedlemmer, kvinder og børn som gidsler samtidig med at mændene blev tvunget ud i skoven for at samle gummi. Undertiden voldtoges kvinderne, og landsbyernes dyr konfiskeredes næsten altid, således at befolkningen ikke havde noget at spise. Hvide statstjenestemænd eller andre tjenestemænd, som arbejdede for handelsselskaberne, sad på deres verandaer ved stationerne og ventede på, at gummikvoterne skulle leveres for så siden at fragte dem ned ad Congofloden og videre til Europa. Jo mere gummi, jo mere fortjeneste. Midt inde i det centrale Afrika havde de ofte deres egne små "riger", hvor de kunne opføre sig, som det passede dem. Ud over på alle måder at højne egen profit (og dermed også Leopolds indkomst) holdt de sig ikke sjældent med eget harem.
Et af de mere makabre indslag i Leopolds jagt på gummi var, at man blev beordret til at spare på ammunition, og derfor var "Force publique" instrueret om, at for hver kugle, som blev afskudt enten mod vilde indfødte, som forsøgte at undgå at blive tvunget ud i skoven, eller mod rebeller, måtte de forevise en højrehånd, dvs. at hvis en soldat kom til basen om aftenen og havde anvendt tre patroner, skulle han også have tre afhuggede højrehænder med sig. Dette for at kuglerne ikke skulle bortsløses på dyr. Når man ramte forbi, var man tvunget til at hugge hånden af et levende menneske, ikke sjældent et barn.
Missionsvirksomhed