Jacob Brønnum Scavenius Estrup (16. april 1825 i Sorø – 24. december 1913 på Kongsdal) var en dansk godsejer og konservativ politiker, der var Danmarks 12. konseilspræsident (svarende til statsminister) fra 1875 til 1894. Han er dermed Danmarks længst siddende regeringsleder.
Estrup var modstander af almindelig valgret og af parlamentarismen. Han havde i perioden som regeringsleder fra 1875 til 1894 ikke flertal i Folketinget men regerede via provisorier (midlertidige finanslove) udstedt af Landstinget. Først i 1901 blev parlamentarismen indført, da Christian 9. udnævnte ministeriet Deuntzer, der reelt var det første Venstreministerium. Estrup er en kontroversiel skikkelse i danmarkshistorien, og i dag betragtes han oftest som en reformfjendtlig politiker, der regerede i strid med parlamentaristiske principper. Hans regeringstid kaldes ofte provisorietiden. Estrups væsentligste politiske milepæl var opførelsen af Københavns moderne befæstning, der var den primære anstødssten for Venstre-politikerne. Hans regering fik desuden anlagt en del jernbaner samt Københavns Frihavn.
Baggrund thumb|Skaføgård, Estrups hjem Han var søn af etatsråd Hector Frederik Janson Estrup og dennes første hustru, Jacobine Scavenius (f. 1800), datter af etatsråd Jacob Brønnum Scavenius til Gjorslev. Estrup tog forsteksamen i 1844 og tre år efter landmålereksamen. Ved faderens død i 1846 overtog han dennes ejendom Kongsdal i Holbæk Amt, og senere erhvervede han Skaføgård i Randers Amt. Her valgte han at bo og kom trods sin sjællandske fødsel til at føle sig som - og betragtes som jyde. Begge Estrups forældre døde af tuberkulose, og den truede også hans liv. Hele ungdommen igennem var han meget svag, og kun ved gentagne rejser til Syden og ved en gennemført regelmæssighed og forsigtighed i livsførelse, som han beholdt resten af livet, lykkedes det ham at trodse sygdommen. Estrup var i øvrigt en ivrig og virksom landmand og fik af sine standsfæller betroet forskellige tillidsposter, også af ikke-politisk natur; bl.a. blev han i 1856 valgt til medlem af Randers Amtsråd.
Politisk karriere
Politisk debut
Snart skulle dog det politiske liv lægge beslag på ham. Ved opløsningsvalget 1. december 1854 valgtes han til Folketingsmand for Randerskredsen. Han valgtes som modstander af ministeriet Ørsted og var medlem af det 25-mands udvalg, tinget nedsatte for at modtage de afgåede ministres forklaringer angående de uden bevilling afholdte rustningsudgifter. Han stillede her sammen med seks andre medlemmer et forslag om, at erstatningsansvar kun skulle gøres gældende for de udgifter, som var afholdte på trods af tingets ligefremme nægtelse; men da hans forslag forkastedes, stemte også han for udvalgets hovedforslag om rigsretsaktionen. Allerede ved det næste valg sommeren 1855 undlod Estrup imidlertid, rimeligvis af helbredshensyn, at søge genvalg, og han stod nu uden for det politiske liv, indtil han 14. april 1864 indvalgtes i Rigsrådets Landsting for den kreds, i hvilken han boede. I dette og i den reviderede grundlovs Landsting havde han indtil 1898 uafbrudt sæde som valgt medlem for 9. kreds, hvor han var bosat.
I Estrups første år i Landstinget var det forfatningskampen om Grundloven, som i den indre politik næsten udelukkende lagde beslag på opmærksomheden, og han stillede sig her bestemt på den store grundbesiddelses standpunkt og ønskede ved forfatningsforandringen at erhverve så megen magt som muligt for den. Det var Estrup, som i januar 1865 i spidsen for en gruppe af godsejere, der indtog en mellemstilling mellem det Bluhme'ske ministerium og Rigsrådets væsentlig nationalliberale centrum, stillede et ændringsforslag til ministeriet Bluhmes udkast til en revideret grundlov, gående ud på, at valgretten til Landstinget i stedet for som foreslået at gøres afhængig af en årlig indtægt på 2.000 rigsdaler, skulle for landdistrikternes vedkommende overlades til delegerede for sogneforstanderskaberne og et lige stort antal af de største grundbesiddere, og for Københavns og købstædernes til den højestbeskattede femtedel af Folketingsvælgerne. Dette forslag blev vel taget tilbage inden afstemningen, men blev dog grundlaget for den senere overenskomst.
Estrup tog også ellers livlig del i grundlovsbehandlingen, og øvede en betydelig indflydelse på denne. Hans medfødte politiske evner gjorde sig allerede nu gældende og vandt almindelig anerkendelse. Han var også medvirkende ved den sammenslutning mellem godsejerpartiet og en del af Venstre, som førte til grundlovsoverenskomsten og oktoberforeningens dannelse, og 10. oktober 1865 deltog han i den fest på Hotel Phønix, hvor alliancen mellem "de store og de små bønder" besegledes. 6. november 1865 indtrådte Estrup som indenrigsminister i ministeriet Frijs og viste sig snart som regeringens betydeligste kraft i det indre reformarbejde, som nu begyndte. Det lykkedes ham at gennemføre så betydelige lovarbejder som loven om borgerrepræsentantvalg i København (23. december 1865), Landkommunalloven (6. juli 1867), Købstadkommunalloven (26. maj 1868), Vejloven (21. juni 1867), de store jyske og sjællandske jernbanelove og loven om anlæg af Esbjerg Havn. Estrup nød i disse år en ikke ringe popularitet, især i Jylland, og han arbejdede i det hele godt sammen med Folketinget.
Hans tilbagetræden 22. september 1869, 8 måneder før det samlede ministeriums afgang, skyldtes helbredshensyn. Disse var vel også delvis bestemmende for ham, da han foråret 1870 vægrede sig ved at påtage sig det ny ministeriums dannelse. Under ministeriet Holstein-Holsteinborg udbrød konflikten mellem regering og Landsting på den ene og Folketing på den anden side, efter at det forenede Venstre havde opnået flertal i dette sidste ting. Estrup, som indtog en ledende stilling inden for Landstingets godsejergruppe, var lige fra begyndelsen en absolut modstander af Venstres krav om en Folketingsparlamentarisme, og han nærede den anskuelse, at Landstinget i fornødent fald ikke burde vige tilbage for en konflikt. Under den fortsatte kamp kom tyngdepunktet i Landstinget mere og mere til at ligge i godsejergruppen, og det var derfor intet under, at Estrup som dennes fører indtrængende opfordredes til at danne den ny regering, da Ministeriet Holstein-Holsteinborg sommeren 1874 trak sig tilbage. Han anså imidlertid endnu ikke situationen for moden og gav et afslående svar; men da det svage ministerium Fonnesbech året efter gik af som følge af en overenskomst i fællesudvalget om Finansloven, trådte han endelig til, efter at først grev C.E. Frijs havde sagt nej. 11. juni 1875 dannedes ministeriet Estrup, i hvilket konseilspræsidenten overtog Finansministeriets portefølje.
Ministeriets første år thumb|left|J.B.S. Estrup Fra nu af og til ministeriets afgang 1894 er Estrups historie nogenlunde den samme som landets politiske, og det vil derfor være tilstrækkeligt at påpege nogle få hovedmomenter. Estrup vedkendte sig det som sine to hovedopgaver at hævde regeringens og Landstingets magtstilling over for Folketingets parlamentariske krav, og at få gennemført en sådan udvikling af forsvarsvæsenet, som de ledende militære anså for nødvendig, derunder navnlig en befæstning af København, også mod landsiden. Dette program måtte, efter forholdenes natur, snart bringe ham i skarp konflikt med Folketinget, hvis ledere heller ikke var til sinds at vige tilbage for den kamp, som de to tings så yderst forskelligartede sammensætning før eller senere måtte medføre. Den første af de folketingsopløsninger, som ministeriet Estrups tid var så rig på, kom allerede foråret 1876 på forsvarssagen, og førte til et stort nederlag for det ministerielle parti, som tabte ikke mindre end 15 kredse. Estrup, hvis hovedstyrke netop lå i en vis stejl urokkelighed under modgang, og som følte sig stærk ved kongens tillid, ved sit ministeriums ensartethed og ved den stigende opinion i Landstinget og i Højre for, at kampen burde kæmpes til bunds, lod sig imidlertid ikke anfægte væsentlig af det ugunstige valgresultat. Han undlod vel i de nærmest følgende år at bringe forsvarslovene frem igen, men fortsatte i øvrigt i det tidligere spor.
Allerede foråret 1877 kom det da også til en sprængning af finansloven, og under 12. april 1877 udstedte regeringen en foreløbig finanslov, som dog kun indeholdt hjemmel for afholdelse af de udgifter, som var bevilgede både af Folketing og Landsting. Den foreløbige finanslov betegnedes af Venstre som et grundlovsbrud og fremkaldte en overordentlig bevægelse imod ministeriet; men til gengæld ydede dettes tilhængere det udelt tilslutning, og troen på, at Estrup var den rette mand til at føre kampen mod Venstre til ende, styrkedes mægtigt i hans parti. Konflikten fandt dog en foreløbig afslutning november 1877, da en del af Venstre enedes med Højre om en midlertidig finanslov, og således muliggjorde dennes vedtagelse i begge ting. Estrup havde forholdt sig ret passiv over for denne overenskomst, men i den følgende tid blev hans stilling yderligere styrket ved Venstres splittelse i to grupper, Moderate Venstre ("det forhandlende Venstre") og det Radikale Venstre (1878), og ved opløsningsvalget januar 1879 på det vestindiske spørgsmål, vandt Højre 12 kredse. Senere opstod endnu en udbrydergruppe, Det Folkelige Venstre. Splittelsen i Venstre blev nu benyttet til at gennemføre flere vigtige love, navnlig vedrørende forsvarsvæsenet, idet regeringen snart vandt støtte hos den ene, snart hos den anden af Venstre-grupperne.
Højres storhedstid
Samtidig blev Højre i 1881 et formelt parti, der støttede Estrups politik. Partiet bestod oprindeligt af Estrups faste støtter, godsejerne, samt Højre-fløjene fra De Nationalliberale og Mellempartiet. Højre støttede forsvarssagen, og partiets mærkesag blev opførelsen af Københavns moderne befæstning. Højre var regeringsparti frem til Systemskiftet i 1901.
Gennem tyve år havde Højre et fast flertal i Landstinget. I Højres bedste tid var omkring en tredjedel af Folketingets medlemmer højremænd. De Frikonservative brød ud af Højre omkring år 1900. Partiets dårligste folketingsvalg var i 1901 (8 mandater) og 1913 (7 mandater).
Godsejerne var de ledende i Højres gruppe i Landstinget. Højres folketingsgruppe var derimod fortrinsvis valgt i byerne. Omkring 1880 var de fleste fra middelklassen i København og købstæderne højremænd, ligesom mange håndværkere og arbejdere støttede højre. I løbet af 1880'erne gik mange arbejdere over til Socialdemokraterne. Samtidigt gik frisindede dele af byernes middelklasse over til den radikale fløj i Venstre (det senere Radikale Venstre). Denne udvikling svækkede gradvist Højres folketingsgruppe.
Skiftende konflikt