Slaget ved Hampton Roads, som oftest kaldes Kampen mellem Monitor og Merrimack, var et søslag i den amerikanske borgerkrig. Det huskes ikke mindst fordi det var det første slag mellem to jernpansrede skibe USS Monitor og CSS Virginia. Søslaget foregik i hovedsagen den 8. og 9. marts 1862 ud for Sewell's Point, et snævert farvand nær mundingen af Hampton Roads, Virginia. Søslaget varede to dage. På den første dag havde panserskibet Virginia overtaget over de gammeldags træskibe, som blokerede Sydstaternes havne. Natten til den 9. marts dukkede Monitor op i farvandet og indledte den berømte duel mellem panserskibene. Selv om kampen i princippet endte uden en vinder, fik det stor omtale over hele verden, idet det stod klart, at panserskibene var de gamle træskibe overlegne og havde fremtiden for sig.
Unionens blokade ved Hampton Roads Fra begyndelsen af den amerikanske borgerkrig iværksatte præsident Abraham Lincoln en overordnet strategisk plan for erobring af Sydstaterne – den såkaldte Anakondaplan. Et væsentligt element i denne plan bestod i at bruge flåden til at blokere Sydstaternes havne, og dermed afskære Sydstaterne fra resten af verden – forhindre eksport af bomuld og andre produkter og ligeledes forhindre import af våben og ammunition. Blokaden var en mulighed, fordi langt den største del af flåden forblev tro mod Unionen, mens kun mindre enheder gik til Sydstaterne. thumb|left|300px|Fregatten Merrimack afbrændes på flådeværftet i Norfolk
I foråret 1861 lykkedes det hærstyrker fra Sydstaterne at erobre Norfolk i Virginia og området på sydsiden af Hampton Roads. Unionsstyrkerne blev narret til at trække sig tilbage fra flådehavnen i Norfolk af sydstatsstyrker under ledelse af jernbanepræsidenten William Mahone. I forbindelse med tilbagetrækningen blev flådeværftet brændt af, hvilket samtidig betød at 9 skibe blev ødelagt – heriblandt fregatten USS Merrimack fra 1855, som dog kun udbrændte ned til vandlinien.
Efter tilbagetrækningen havde Unionen kun kontrol over Fort Monroe ved Old Point Comfort på Virginia halvøen på nordsiden af Hampton Roads (overfor Sewell's Point ved udmundingen). Hertil kom en stilling lige syd for kanalen på en kunstig ø, som senere fik navnet ’’Fort Wool’’.
Erobringen af Norfolk gav Sydstaterne deres eneste større skibsværft og tusinder af tunge kanoner. Brigadegeneral Walter Gwynn, som havde kommandoen over Sydstaternes styrker omkring Norfolk opbyggede batterier ved Sewell’s Point – både for at beskytte Norfolk og for at have kontrol over Hampton Roads.
Unionen sendte en eskadre af traditionelle krigsskibe i træ til Hampton Roads for at håndhæve blokaden. Fort Wool og Fort Monroe gav tilsammen adgang fra Hampton Roads til såvel Chesapeake Bay som til Atlanterhavet. Til gengæld var James River og Elizabeth River i Virginia under kontrol af Sydstaternes flåde, som på dette tidspunkt også udelukkende bestod af træskibe. Selv om det kom til træfninger var ingen af flåderne i stand til at overvinde den anden. Denne situation varede ved i resten af 1861 og et stykke ind i 1862.
Jernpansrede krigsskibe: en ny teknologi Jernpansrede krigsskibe var skibe, hvor skibenes skrog var beklædt med jernplader for at give en bedre beskyttelse. Europas første jernklædte krigsskib, det franske La Gloire, var blevet søsat i 1859 og brugen af jernpanser var stadig en teknologi som var under udvikling i Nordamerika ved udbruddet af borgerkrigen.
Noget af det første, som sydstaternes kongres gik i gang med var at forsøge at erhverve jernpansrede skibe, enten ved at købe dem i udlandet eller ved at ombygge forhåndenværende skibe. Da Unionen var bekendt med sydstaternes planer, begyndte man også her tidligt at konstruere panserskibe.
De første panserskibe så meget underlige ud, sammenlignet med samtidens krigsskibe, og var også meget forskellige indbyrdes. Ingen af den var blevet færdiggjort til konstruktørernes fulde tilfredshed, da de sejlede ind i historien ved Hampton Roads.
CSS Virginia thumb|300px|CSS Virginia (også fejlagtigt betegnet som Merrimack) thumb|300px|USS Monitor Under unionsflådens hastige evakuering af Gosport Shipyard ved Portsmouth i Virginia i juni 1861 satte man ild til den store dampdrevne fregat USS Merrimack. Ilden fortærede skibet ned til vandlinien, og efterlod et udbrændt men dog flydende skrog. Efter at skibsværftet var kommet under Sydstaternes kontrol genopbyggedes skibet med jernpanser over en formindsket overbygning. Skibet blev navngivet CSS Virginia den 17. februar 1862. Skibet blev også kendt som "old rusty", idet det var et af de første panserskibe overhovedet.
Skibets konstruktør mente, at jernpanser ville betyde, at kanonild ikke længere ville have nogen effekt mod skibe, og derfor udstyrede han skibet med en rambuk, et våben som man normalt forbinder med antikkens galejer, og som ellers ikke blev brugt i samtidens krigsskibe.
Trods en helhjertet indsats for at få skibet færdigt, havde Virginia stadig håndværkere om bord, da det skyndsomt blev sat i tjeneste – uden forudgående testsejlads eller træning af mandskabet.
USS Monitor Da Unionens efterretningstjeneste kunne meddele, af Sydstaterne var gået i gang med at bygge et panserskib, blev det af allerhøjeste betydning for Unionen selv at få bygget et. USS Monitor var et helt igennem nyt design som havde præsident Lincolns bevågenhed. Det enestående design var udformet af John Ericsson og omfattede et innovativt roterende kanontårn, som indeholdt to 11 tommer glatløbede Dahlgren-kanoner. Det havde en lav profil i vandet, idet kun en lille del af dækket og kanontårnet var synligt for fjenden. Det betød dog, at det var meget svært at holde skibet stabilt, hvis der blot var en smule søgang.
Monitors skrog var bygget på Continental Iron Works i Greenpoint, Brooklyn og skibet blev søsat den 30. januar 1862. Pansringen måtte reduceres i forhold til de oprindelige tegninger for at give skibet mere fribord, men selv da var det samlede fribord kun på 14 tommer (35 cm).
Monitor var et af de mest fornyende skibe nogensinde, og indeholdt dusinvis af nye patenterbare fornyelser.Burns, Ken. "The Civil War". Episode 2. Delene til skibet blev støbt på 9 forskellige støberier og herefter bragt sammen for at bygge skibet. Hele bygningen blev gennemført på under 120 dage.
Trods den hurtige bygning var Lincoln meget frustreret over at Monitors levering var forsinket. Den blev sendt til Hampton Courts i al hast, og ankom senere samme dag som CSS Virginia havde gjort sin forbløffende debut på unionsmarinens bekostning.
Slagorden Unionen US Army (Besætningen på Fortress Monroe) 1st Brigade, 1st Division, Dept of Virginia – Brigadegeneral Joseph K. F. Mansfield 20th Indiana Volunteer Infantry Regiment – Oberst William Brown 7th New York Volunteer Infantry Regiment 11th New York Volunteer Infantry Regiment
US Navy USS Monitor – Kaptajnløjtnant John L. Worden USS Minnesota – Kommandør Van Brunt USS Congress – Kaptajnløjtnant Joseph B. Smith USS Zouave USS Cumberland- Kaptajnløjtnant George U. Morris (fungerende) USS Roanoke – Kommandør Marston USS St. Lawrence – Kommandør Purviance
Sydstaterne
CS Navy CSS Virginia – Kommandør Franklin Buchanan, dernæst kaptajnløjtnant Catesby R. Jones CSS Raleigh CSS Beaufort CSS Patrick Henry CSS Jamestown CSS Teaser
Første sammenstød mellem panserskibe 300px|right|thumb|Kort over hændelserne i Slaget ved Hampton Roads. thumb|300px|Panserskibet Virginia vædrer Cumberland.
Virginia spreder ødelæggelse i Unionens flåde Slaget begyndte, da det store og temmelig uhåndterlige CSS Virginia fra Sydstaternes flåde dampede ind i Hampton Roads om morgenen den 8. marts 1862 og begyndte at bryde Unionens blokade.
Virginia, under kommando af kaptajn Franklin Buchanan, blev understøttet af CSS Raleigh og CSS Beaufort og var ledsaget af CSS Patrick Henry, CSS Jamestown, og CSS Teaser.
Virginia sejlede direkte imod Unionens eskadre. Den åbnede ild da der var under 1 mile til USS Cumberland og skydningen spredte sig til blokadeskibe og landbatterier. Virginia vædrede Cumberland under vandlinien og den sank hurtigt, "tappert affyrende sine kanoner", som Buchanan rapporterede som hyldest til en modig fjende, "så længe de var oven vande".
Dernest vendte Buchanan Virginia mod USS Congress. Efter at have set hvad der var sket med Cumberland, beordrede kaptajnen på Congress at skibet skulle sættes på grund på lavt vand. På dette tidspunkt var sydstaternes James River Squadron, under kommando af John Randolph Tucker nået frem og havde sluttet sig til Virginia i dets angreb på Congress. Dette fortsatte i en time, hvorefter det stærkt beskadigede Congress overgav sig. Mens de overlevende besætningsmedlemmer fra Congress blev færget væk fra skibet, åbnede et af Unionens landbatterier på nordkysten ild mod Virginia. Som gengældelse beordrede kaptajnen på Virginia at Congress skulle beskydes med rødglødende kugler og brandgranater. Det fik senere Congress til at eksplodere da de således opståede brande nåede skibets krudtmagasin.
Virginia blev også beskadiget. Kugler fra Cumberland, Congress og landbatterierne havde gennemhullet dens skorsten og reduceret betød at den sejlede endnu langsommere end før. To af dens kanoner var sat ud af spillet og adskillige panserplader sad løse.
I mellemtiden havde sydstaternes James River Squadron vendt sin opmærksomhed mod USS Minnesota som var sejlet ud fra Fort Monroe for at deltage i slaget, men var løbet på grund. Efter at Virginia havde håndteret overgivelsen af Congress, sluttede den sig til James River Squadron trods sine skader. På grund af sin store dybgang kunne Virginia ikke komme tilstrækkelig tæt på til at tilføje alvorlig skade, og mens kampen fortsatte sænkede mørket sig og betød at resten af eskadren ikke kunne sigte deres kanoner præcist. Virginia forlod kamppladsen med forventningen om at kunne vende tilbage dagen efter og afslutte ødelæggelsen af Unionens eskadre. Den trak sig tilbage i sikkerhed for natten i områder under Sydstaternes kontrol.
Virginia havde sejret, men ikke uden tab. En del af dens rambuk var knækket af og sad i siden på Cumberland. Mens Virginia skød mod landbatteriet blev kaptajn Buchanans lårben brækket af en musketkugle. Det betød at kommandoen måtte overgives til kaptajnløjtnant Catesby R. Jones. Buchanans ben blev derefter amputeret.
Konføderationens flådeminister Stephen Mallory skrev til præsident Jefferson Davis om kampen:
Den handlemåde som eskadrens officerer og mænd har udvist … kaster uvisnelig hæder på dem selv og på flåden. Rapporten vil blive læst med stor interesse, og dens detaljer vil ikke undlade at opflamme iveren og dristigheden blandt vore modige søfolk. Det vil huskes at Virginia var en fornyelse indenfor maritim arkitektur, ganske ulig noget tidligere skib, at hendes tungeste kanoner tilsvarende var fornyelser indenfor våbenområdet, at fremdriftsmetoden og lystringen af roret var uprøvet og at officerer og besætning var forholdsvis ukendte med skibet og hinanden og alligevel, trods alle disse vanskeligheder, opnåede flagofficer Buchanan og hans mænd gennem deres slående mod og fuldkomme professionelle kunnen den mest bemærkelsesværdige sejr som kan ses i nogen maritim annal.
Det havde været en frygtindgydende og demoraliseringen dag for Unionens marine. Sent samme aften ankom USS Monitor, under kommando af kaptajnløjtnant John L. Worden til Hampton Roads. Unionens panserskib var blevet hastet til Hampton Roads i håbet om at den kunne beskytte Unionens flåde og forhindre at Virginia kunne true Unionens byer.
”På den uprøvede udholdenhed af den nye USS Monitor og hendes ankomst i tide," konstaterede unionskaptajnen John A. Dahlgren, "afhang det i hvilken retning begivenhederne ville falde ud."
Monitor tager kampen op med Virginia