thumb|300px|Øverst: Jesus i Jerusalem, templet ødelægges. Midten: Halshugning af jøder. Nederst: Jerusalem indtages. Billedet er påbegynt i England ca 1200 og ferdigstillet i Spanien i 1300-tallet. Korstog er en serie felttog pågående fra 1096 til 1291. De fleste var godkendt af paven, og kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion. De fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.
I en bredere forstand bruges ordet "korstog" ofte om kampagner omkring specielle temaer, såsom det britiske "Jarrow-korstog" mod arbejdsløshed i 1936.BBC - History - British History in depth: The Jarrow Crusade
Baggrund thumb|250px|Riddere indtager en by. Især det første korstog skyldtes middelalderens fremvækst af en ridderklasse. Med Frankerrigets sammenbrud sidst i 800-tallet, samt stabiliseringen af europæiske grænser, efterhånden som vikinger, slavere og magyarer blev kristnet, begyndte ridderne at strides indbyrdes. Europa var plaget af indre splid. Den tyske kejser Henrik 4. havde været bandlyst af paven, og fået valgt en modpave til at krone sig til kejser. I Spanien begyndte Reconquista på denne tid, og på Sicilien sloges normannerne iblandt mod saracenere. Mange yngre adelssønner blev lokket af mulighederne efter et korstog. Særligt i Frankrig sikrede den feudale samfundsorden med odelsret, at kun den ældste søn arvede odelsjorden, mens de yngre måtte finde en anden levevej, såsom at hverve sig til krigstjeneste. Kirken forsøgte at få en slut på det, blandt andet med "Guds fred"-bevægelsen, stiftet ved et kirkemøde i Le Puy i 975. Det udviklede sig til "Guds våbenhvile", som i 1042 forbød krig fra onsdag aften til mandag morgen hver uge, i pinsen og adventstiden, samt på en lang række helligdage.Truce of God | Peace Movement, Church Reform & Clergy Protection | Britannica "Guds fred" førte til oprettelsen af et kirkeligt militær, som kunne sættes ind under korstogene, men som også lagde grundlaget for de moderne fredsbevægelser.Peace of God | Ecclesiastical Decree & Medieval History | Britannica
Skulle paven nu opfordre folk til voldsudøvelse for at generobre Kristi grav, måtte han finde noget hos kirkefædrene, som kunne få vold til at fremstå som moralsk højværdig. I 1074 opfordrede pave Gregor 7. milites Christi (= Kristi soldater) til at komme den byzantinske kejser til undsætning efter hans nederlag i slaget ved Manzikert i 1071. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre idéen.
Tyrkiske stammer pressede samtidig Byzans meget hårdt, og de muslimske styrker stod meget stærkt over for det svækkede kejserrige. Både Vesteuropa og Orienten var i fremgang i modsætning til det østromerske rige, der både økonomisk og militært var i en nedgangsperiode. Paven i Rom havde meget stor magt i et meget religiøst, men splittet Europa. Patriarken i Konstantinopel og paven i Rom havde en fælles fjende i de vantro muslimer, men var indbyrdes uenige.
En af de vigtigste forudsætninger var forholdet mellem den østromerske kejser og den katolske pave. De havde længe haft et særdeles køligt forhold, men da den byzantinske kejser Alexios 1. i Konstantinopel anmodede pave Urban 2. om hjælp mod de tyrkiske hære i 1095, var paven ikke sen til at træde i karakter. Han opfordrede til et korstog mod Jerusalem i november 1095. Fra pavens synsvinkel var det en kærkommen lejlighed til at manifestere sin magt under investiturstriden og skabe et bedre sammenhold mellem de europæiske konger og magthavere.
Den voksende fromhed blandt Europas befolkning gav større tilslutning til pilgrimsrejser. Efter tyrkernes indtrængen i Lilleasien blev store dele af infrastrukturen ødelagt, da Byzans tabte herredømmet over Syrien og Palæstina til forskellige tyrkiske fyrster. Vejen til Jerusalem blev dermed meget besværlig og farlig. Beretninger om muslimske angreb på kristne pilgrimme nåede vesten, og opildnede til had mod muslimer. Mange gejstlige og verdslige fyrster ønskede militær handling, som pave Urban 2. fra 1095 lagde op til.
Livssyn og verdensbillede Efter Romerrigets fald kom der en ny samfundsstruktur i Europa: feudalismen med fyrster, konger og pave øverst, fulgt af godsejere og adel og nederst bønderne, der dyrkede jorden og betalte afgifter til godsejerne. Godsejernes opgave var at beskytte bønderne og opretholde lov og orden, samt stille med en hær, når fyrsten befalede det. Fyrsterne havde det privilegium at vælge en ny konge, og dermed styrede de indirekte landet. Sammen med kirken udgjorde fyrsterne og kirken den europæiske højkultur og magtklasse.
Skatteopkrævning, infrastruktur, pengesystem og retssystem fandtes næppe i denne hierarkiske periode. Denne samfundsstruktur medførte talrige krige mellem konger og statsdannelser, der prægede Europa. Fyrsterne havde stor erfaring med krigsførelse. Kirkens rolle var meget markant, da den var repræsenteret i enhver administration. I det politiske magtspil deltog de skiftende paver og bisper ivrigt, men i længden sejrede den verdslige magt, men højmiddelalderen var kendetegnet ved en meget magtfuld kirke, der er en af årsagerne til opbakningen til korstogene, der blev befalet af paven.
1. korstog 1096-1099
thumb|Den første kendte omtale af Jerusalems fald i 1099; en armensk kolofon fra det samme år.Robert W. Thomson: The Crusaders through Armenian Eyes thumb|Jerusalems fald i 1099 i et middelalderligt manuskript. Skriftlige kilder De skriftlige kilder til første korstog er: 1. Gesta Francorum (= Frankernes bedrifter) nedskrevet umiddelbart efter Jerusalems fald, dvs. omkring 1100 af en anonym følger af Bohemond af Taranto. 2. Fulcher af Chartres fra Stephen af Blois' følge nedskrev sin beretning kort tid efter. 3. Raymond af Aguilers, kapellan for grev Raymond af Toulouse, fortæller udfyldende om det angivelige fund av den hellige lanse. 4. Radulf af Caën var kapellan for Bohemond af Taranto og skrev en biografi om Bohemonds nevø Tancred omkring 1112. 5. Albert af Aachen skrev et værk i tolv bind om det første korstog. 6. Anna Komnenas biografi som sin far, kejser Alexios 1. 7. Matthæus af Edessa var en armensk kristen. 8.-9. To muslimer, Ibn al-Athir og Sibt Ibn al-Jawsi, skrev om korstoget fra modstandernes synsvinkel.Charles Phillips: The illustrated history of the first crusades (s. 62), forlaget Southwater, 2011,
Clermont, november 1095 Pave Urban indkaldte til et kirkemøde i Clermont i november 1095, hvor han for en mægtig folkeskare kom med en brændende opfordring til at befri Kristi grav fra de vantro, og under stor begejstring vedtog man at mødes året efter i Konstantinopel for med samlede kræfter at tilbageerobre staden. Alle, som deltog i denne guddommelige opgave, var sikret plads i Himmerige. Et citat fra talen:
Pave Urban besøgte også Bordeaux, Toulouse og Montpellier, og det var første gang i 50 år, at en pave havde været nord for Alperne. Tre et halvt år senere, 15. juli 1099, blev Jerusalem generobret.Phillips, Jonathan: Holy warriors (s. 1-6), Vintage books, London 2010, Urban præsenterede korstoget som en valfart, hvorved deltageren ville opnå tilgivelse for sine synder. Hans motto for foretagendet var Deus vult! (= Gud vil det!) Skøder fra korstogstiden viser, at ridderne følte behov for tilgivelse. I 1000-tallet var ejendomsoverdragelse endnu ikke så formaliseret, og sælgerne har iblandt skrevet i dokumenterne, hvad deres motiv var for at rejse ud. Ridder Nivelo af Fréteval skrev som i et skriftemål: "Straks en impuls af krigersk vildskab hidsede mig, samlede jeg en rytterbande og en flok tilhængere. Så slog jeg ned på landsbyen [og plyndrede den]. Nu drager jeg derfor som pilgrim til Jerusalem, som stadig er i lænker med sine sønner, for at få Guds tilgivelse for mine onde gerninger."Phillips, Jonathan: Holy warriors (s. 9)
Pave Urbans tale faldt i god tråd med den augustinske tankegang, der var fremherskende i middelalderen. Den byggede på en indædt kamp mellem Gud og djævelen: de kristne på den ene side, og hedningene på den anden. Det var enhver kristen borgers pligt at udbrede kristendommen, om ikke med ord så med sværd. Alle dårligdomme blev opfattet som djævelens værk og skulle bekæmpes med alle midler. En engelsk krønike beskriver meget rammende begejstringen for korstogsidéen: "Waliserne forlod deres krybskytteri, skotterne deres vante lus, nordmændene deres svælgen i fisk og danskerne deres uophørlige druk, alle for at drage til Jerusalem."
Mange blev drevet af religiøs begejstring; andre længtes væk fra trange forhold og håbløs fattigdom. Eventyrlyst og ærgerrighed var også elementer. Den mest åbenlyse motivation har dog været, at alle korsfarere fik pavens garanti for, at deres synder ville blive tilgivet. "Enhver, som for troen alene og ikke for at opnå ære eller penge, drager til Jerusalem for at befri Guds kirke, vil få denne færd regnet for hele sin bod," lovede paven.
Pogromer thumb|Jødemordene i Metz under det første korstog, som Auguste Migette tænkte sig dem. Nogle af de fremmødte tog ikke til Det hellige land, men angreb i stedet jødiske samfund rundt om i Tyskland og Frankrig. Grev Emicho af Leiningen påstod, at Kristus havde vist sig for ham og lovet ham at blive kejser, hvis han fik omvendt Europas jøder til kristendommen. Gejstligheden prøvede at beskytte jøderne, men især i Rhinland kom det til frygtelige massakrer i Worms, Mainz, Köln og Trier. Grev Emichos rejste omkring med 10.000 tilhængere, der myrdede 800 jøder i Worms 18. maj og mindst 1.100 i Mainz 27. maj. Antisemitisme havde eksisteret i flere hundrede år, men dette var de første organiserede pogromer i europæisk historie. Nogle korsfarere - ikke mindst grev Emicho selv - mente at jøderne var lige så meget korsets fjender som muslimerne. Mange følte også modvilje mod jøder efter at være tvunget til at tage store lån op hos dem for at få råd til at deltage i korstoget.Charles Phillips: The illustrated history of the first crusades (s. 47) I Regensburg blev mange jøder tvangsdøbt i Donau, og resten myrdet af korstogsfarerne.
Korstoget Det egentlige korstog, der drog fra Vesteuropa i 1096, bestod af veltrænede og veludrustede riddere. Blandt korstogets ledere var Godfred af Boullion, Raymond af Toulouse, Eustace af Boulogne, Bohemond af Taranto, Balduin af Flandern og Robert 2. af Normandiet. To grupper manglede blandt korsfarerne. Den ene gruppe var regenterne. Den tyske kejser Henrik 4. var i konflikt med paven, mens Vilhelm Rufus skændtes med den engelske gejstlighed, og den franske kong Filip var bandlyst for ægteskabsbrud. Den andre manglende gruppe var munkene. Deres løfter bandt dem til klostrene, hvor de skulle bekæmpe djævelen med bønner, ikke med sværd. Til sidst blev pave Urban nødt til at udsende en erklæring: "Vi forbyder dem at rejse!"Phillips, Jonathan: Holy warriors (s. 10-11)
Alle drog ad forskellige veje til Konstantinopel, hvor kejser Alexios 1. Komnenos nægtede dem adgang og først satte dem over Bosporus, da de svor, at alt erobret land skulle tilfalde kejseren. Det svor de så, men kun Nikæa, samt nogle få andre områder, blev overdraget ham. thumb|Belejringen af Antiokia. I foråret 1097 var korstogshæren sat over til Lilleasien, og den begav sig mod syd og øst ved fortrinsvis at holde sig til kysten. I bagende varme marcherede hæren gennem Lilleasien og blev gentagne gange udsat for angreb fra tyrkerne, der med deres hurtige heste og korte buer tilføjede korsfarerhæren store tab. Imidlertid blev en del byer tilbageerobret, og i 1098 formåede korsfarerne at indtage både Edessa og Antiokia. Antiokia holdt længe stand og var først endelig indtaget i slutningen af juni 1098, og kort efter indtagelsen blev korsfarerne selv belejret af muslimerne. Det lykkedes imidlertid at overvinde disse, således at marchen kunne fortsætte mod syd, hvor flere og flere byer faldt i korsfarernes hænder.