thumb|Maimonides underviser (fra Dalālat al-ha’irīn) Moshe ben Maimon (født 30. marts 1138, død 13. december 1204), hebraisk: משֶׁה בֶּן מַיימוֹן Mōšè ben Maymōn, jødearabisk: מוסא אבן מימון Mūsa ibn Maymūn, græsk/latin Moses Maimonides, hebraisk akronym: רמב"ם (Rambam)), mest kendt som Maimonides, var en jødisk læge, rabbiner og filosof som er særlig kendt for det halakhiske værk Mishneh Torah samt bogen Dalālat al-ha’irīn (andre titler for samme bog: Moreh nevukhím eller Vejleder for rådvilde) — en bog som forsøger at harmonisere jødedommen med videnskab og aristotelisk filosofi.
Det Kongelige Bibliotek har flere håndskrifter med tekster af Maimonides. Mest kendt er Cod. Heb. 37 (kendt som 'The Copenhagen Maimonides'), et illumineret (dekoreret) håndskrift fra Katalonien (1347/1348), som indeholder Samuel ibn Tibbons oversættelse til hebraisk af Dalālat al-ha’irīn.
Liv og værker Forskere er i dag ikke enige om Maimonides' fødselsår, og hvorvidt han blev født i 1135 eller 1138.Shelomo Dov Goitein: Moses Maimonides, man of action: a revision of the Master’s biography in (the) light of the Genizah Documents, i: Gérard Nahon, Charles Touhati: Hommage à Georges Vajda: études d’histoire et de pensée juives; Louvain: Peeters, 1980; S. 155–167, her 155. Görge K. Hasselhoff: Dicit Rabbi Moyses: Studien zum Bild von Moses Maimonides im lateinischen Westen vom 13. Bis zum 15. Jahrhundert; Königshausen & Neumann 2004; S. 22. De fleste kilder anvender imidlertid 1135 som hans fødselsår. Han blev født ind i en de mest ansete familier i Cordoba, som var et vigtigt centrum for det lokale intellektuelle liv. Undervisning i den jødiske lære fik han af sin far, der var rabbiner og dommer i Cordoba. Derudover underviste arabiske lærere ham i græsk og arabisk filosofi og naturvidenskab. Han fattede i en tidlig alder interesse for eksakte videnskaber og filosofi. Han læste de græske filosoffer han kunne skaffe i arabisk oversættelse, og han var dybt optaget af den islamiske kulturs videnskab og lære.Stroumsa,Maimonides in his world: portrait of a Mediterranean thinker, Princeton University Press, 2009, p.65 Maimonides var ikke kendt som en tilhænger af mystik, selv om man kan se en stærk intellektuel form for mysticisme i hans filosofi.Abraham Heschel, Maimonides (New York: Farrar Strauss, 1982), Chapter 15, "Meditation on God," pp. 157–162.
thumb|Maimonides' hus i Fez, Marokko thumb|Statue i Cordoba i Spanien I 1148 efter invasionen af Almohaderne, der repræsenterede en intolerant del af islam og som forfulgte berberske og jødiske samfund, blev hans familie stillet over for valget enten at konvertere til islam eller at udvandre. Encyclopedia Americana 1954, vol. 18, p. 140. Dog er de historiske beretninger om overgreb mod jøder i denne periode genstand for forskellige fortolkninger. Maimonides-familien besluttede sig for at udvandre. De flygtede og tilbragte nogle urolige år i Spanien og måske også i Provence, og slog sig i 1160 formodentlig ned i den marokanske by Fez. Maimonides formåede under denne tid trods strabadserne at videreuddanne sig på al-Karaouines universitet. Det var i denne periode, at han skrev sin anerkendte kommentering af Mishnaen i årene 1166 - 1168.Seder HaDoros (år 4927) citerer Maimonides for at sige, at han begyndte at skrive sin kommentering af Mishna, da han var 23 år, og offentliggjorde den, da han var 30. På grund af striden om datoen for Maimonides fødsel er det ikke klart hvilket år det var faktisk offentliggjort
Siden flyttede familien videre til Jerusalem, så videre til Alexandria og til sidst (omkring 1168) til Fustat, der i dag er en del af Kairo. Her boede Maimonides til sin død. I Kairo studerede han på en Yeshiva ved en synagoge, der i dag bærer hans navn.Goitein, S.D. Letters of Medieval Jewish Traders. Princeton University Press, 1973 (), p. 208 I Det Hellige Land bad han på Tempelbjerget. Han skrev, at denne dag, hvor han besøgte Tempelbjerget, var en hellighedens dag for ham selv og hans børn. Maimonides medvirkede kort derefter i redningen af jøder taget til fange under den kristne Amalrichs belejring af den egyptiske by Bilbays. Han sendte fem breve til de jødiske samfund i nedre Egypten og bad dem samle penge sammen til at betale løsepenge. Pengene blev indsamlet og derefter givet til to dommere, der blev sendt til Palæstina for at forhandle med korsfarerne. De tilfangetagne blev til sidst løsladt.Cohen, Mark R. Poverty and Charity in the Jewish Community of Medieval Egypt. Princeton University Press, 2005 (), pp. 115–116
Efter denne sejr for Maimonides-familien, gav de deres opsparing til den yngste søn David (Moses Maomonides' bror), der var købmand, i håb om at øge deres rigdom. Maimonides instruerede ham om kun at købe varer i Sudans havn 'Aydhab. Efter en lang og besværlig rejse gennem ørkenen var David imidlertid ikke imponeret af varerne, der blev udbudt der. Mod sin brors vilje mønstrede han et skib til Indien, idet man kunne opnå stor rigdom Østen. Handlen med Indien (The Indian Trade) var en særdeles lukrativ forretning, hvor jødiske købmænd fra Egypten, Middelhavsområdet og Mellemøsten importerede og eksporterede varer lige fra peber til messing fra forskellige havne langs Malabarkysten mellem 11.-13. århundrede. For mere info, se "India Traders" kapitlet i Goitein, Letters of Medieval Jewish Traders, 1973 eller Goitein, Indian Traders of The Middle Ages, 2008.
Hans bror forulykkede imidlertid og nu stod familien ikke bare uden forsørgergrundlag, men den kapital broren var blevet betroet fra andre handlene, var gået tabt. For at betale af på denne gæld måtte Maimonides nu tage et lønnet arbejde. Hvis han skulle være rabbiner, ville han være afhængig af en tilladelse fra en exilarch, og han valgte derfor i stedet at tage beskæftigelse som læge. Fra 1177 blev han udnævnt til overhoved (Nagid) for det jødiske samfund i Kairo.
Som læge fik han så stor succes, at han i 1185 blev livlæge for Sultan Saladins sekretær al-Fadil, der i praksis var Egyptens regeringschef. Senere blev han også livlæge for sultanen selv.
I sine skrifter beskrev han mange forhold herunder astma, diabetes, hepatitis og lungebetændelse og han lagde vægt på vigtigheden af mådehold og sund livsstil. Hans afhandlinger havde betydning for generationer af læger. Maimonides viste i sin kontakt med patienterne egenskaber, som vi i dag ville beskrive som interkulturel forståelse og respekt for patientens autonomi. Selv om han ofte skrev om sin længsel efter ensomhed, for at komme tættere på Gud og for at komme dybere i sine refleksioner - elementer der betragtes som afgørende for selve den profetiske oplevelse i hans filosofi - viede han næsten al sin tid til at tage sig af andre.Abraham Heschel, Maimonides (New York: Farrar Strauss, 1982), Chapter 15, "Meditation on God," pp. 157–162
Han skrev i et berømt brev til den provencalske oversætter Samuel ibn Tibbort:
"Jeg bor i Misr (= Fustat) og sultanen residerer i Kairo; disse to byer ligger to sabbatrejser fra hinanden. Mine pligter hos sultanen er meget kedelige. Jeg skal besøge ham hver dag, fra tidlig morgen, og hvis han føler sig utilpas, eller hvis et af hans børn eller en fra hans harem er syg, må jeg ikke forlade Kairo, men skal i stedet blive det meste af dagen i paladset. Det sker også ofte at en eller to kongelige embedsmænd blive syge, og jeg skal så føre tilsyn med deres helbredelse. Derfor kommer jeg meget tidligt til Kairo, og også selvom der ikke sker noget usædvanligt, vender jeg ikke tilbage til Misr før om eftermiddagen. Så er jeg næsten ved at dø af sult... Jeg finder så et fyldt forværelse, fyldt med såvel jøder som ikke-jøder, adelsmænd og borgere, venner og fjender, en blandet flok, som venter på min tilbagevenden. Jeg stiger af mit ridedyr, vasker mine hænder, og helliger mig mine patienter og beder dem om at dele et let måltid med mig; det eneste jeg har fået inden for de sidste 24 timer. Så undersøger jeg dem, skriver recepter, og giver dem anvisninger om de forskellige sygdomme. Patienterne kommer og går til solnedgang, nogen gange også til den sene nat. Når det bliver aften, er jeg så træt, at jeg knap nok kan tale."Responsa Pe’er HaDor, 143.
Hans første kone døde ung, og i Egypten giftede han sig for anden gang. Hans anden kone var søster til den kongelige sekretær Ibn Almali, der selv giftede sig med Maimonides' eneste søster.
Maimonides gav sin første søn meget kærlig og opmærksomhed i opdragelsen. En anden trøst i denne tid, hvor han var engageret i en omfattende korrespondance og skrivning af sine hovedværker, var hans entusiatiske elev Joseph ibn Sham'un, som han elskede som en søn, der skrev Vejleder for rådvilde for ham og sendte ham den kapitel for kapitel.
thumb|Maimonides' grav i Tiberias Da Maimonides døde den 13. december 1204, blev der dekreteret offentlig sorg i alle de daværende jødiske samfund, som varede tre dage i Fustat. I Jerusalem blev der arrangeret en offentlig faste, hvor der i den forbindelse blev læst vers fra Første Samuelsbog 4,22: "Guds herlighed har forladt Israel, sagde hun, for Herrens Ark er blevet taget".
Det er en udbredt opfattelse, at han kortvarigt blev begravet i studiesalen (beit hamidrash) i synagogens gårdhave. Kort derefter, i overensstemmelse med hans eget ønske, blev hans jordiske rester gravet op og ført til Tiberias, hvor han var gen-begravet.The Life of Maimonides jnul.huji.ac.il , Jewish National and University LibraryMaimonides gravmæle på den vestlige bred af Genesaret Sø i Israel markerer hans grav. Denne placering for hans endelige hvilested, er dog ikke uden kontroverser, idet jøder i Egypten hævder, at hans jordiske rester forblev i Egypten.The End of the Exodus from Egypt hsje.org , HaAretz Daily Newspaper Israel: Amiram Barkat, April 21, 2005
Tekster til den jødiske tro og ret Under hans ophold i Kairo skrevet og redigerede han sin vigtigste og længe meget diskuterede værker:
I Sanhedrin Mishna, der er skrevet på arabisk og senere oversat til hebraisk, kommenterede han Mishna. De i indledningen sammenfattede 13 trosartikler blev senere i afkortet form medtaget i mange udgaver af den jødiske bedebog.
I 1180 udkom Mishne Tora ("Gentagelse af loven"), der var en bearbejdning af rabbinernes retsudlægning i 14 bind, og organiserede Mishna og Tora strengt logisk. Værket blev bl.a. heftig kritiseret af rabbiner Abraham ben David von Posquières, hvilket, også i sammenhæng med kontroverserne om hans religionsfilosofiske position, første til den såkaldte Maimonidesstrid. Ikke desto mindre betragtes Maimonides som en autoritet inden for den religionsretlige litteratur. I modsætning til Maimonides' andre betydende værker, der blev skrevet på arabisk, blev Mishne Tora skrevet på Hebraisk.
Vejleder for rådvilde thumb|Titelsiden til Vejleder for rådvilde Maimonides arbejdede på sit religionsfilosofiske hovedværk "Vejleder for rådvilde" fra 1176 til 1190 eller 1200 (dateringen er omstridt).
Værket er skrevet på judæo-arabisk under titlen Dalālat alḥā’irīn دلالة الحائرين og blev af Maimonides' samtidige, Samuel Ibn Tibbon, oversat ordret til hebraisk. Juda al-Charisi oversatte den i en mere fri form. Begge under titlen More Nevuchim ("Lære for de ydmygede"). Snart efter blev værker ligeledes oversat til latin. Først i to korte uddrag med titlerne Liber de parabola og Liber de Uno Deo Benedicto, senere (formodentlig omkring 1242/44) blev der udgivet en fuldstændig udgave under titlen Dux neutrorum. Denne blev muligvis lavet af Nikalaus Donin og Thibaud de Sézanne, og var baseret på den anden hebraiske oversættelse af Juda al-Charisi. Denne udgave lod humanisten Jadocus Ascensius Badius trykke i 1520. I 1629 offentliggjorde Johann Buxtorf den yngre en anden fuldstændig latinsk oversættelse.