thumb|300px|Billederne på dette udsnit af det svenske Skogstapet fra 12. århundrede er tolket som afbildninger af den enøjede Odin, flankeret af Thor med hammeren og Frej med et korn neg. Germanske mytologiske væsner er de guder, helte, overnaturlige væsner o. lign. der var en del af de førkristne germanske religioner. Bortset fra Skandinavien kendes de germanske mytologier udelukkende i meget fragmentarisk form, fx optræder et gudenavn kun i en enkelt kilde, og de mytologiske beretninger som knyttet til guderne er ofte gået tabt. Kun fra Skandinavien og Island er der blevet bevaret et så omfattende mytologisk materiale, at det har været muligt at lave relativt sikre rekonstruktioner af religiøse forestillinger. Elementer fra den Nordiske religion bliver derfor ofte benyttet som udgangspunkt for tolkninger af levn og kildefragmenter fra andre germanske områder.

Baggrund

”Germanien” var et latinsk exonym der oprindeligt betegnede det geografiske område øst for Rhinen, herunder Sarmatia. Dette navn blev benyttet af romerne efter Julius Cæsars erobring Gallien, da man overtog et lokalt keltisk betegnelse for ”naboer”. "German", The Concise Oxford Dictionary of English Etymology. Ed. T. F. Hoad. Oxford: Oxford University Press, 1996. Oxford Reference Online. Oxford University Press. Accessed March 4, 2008. Siden har man brugt betegnelsen ”germansk” for den indoeuropæiske sproggruppe som var udbredt i primært Nord- og Vesteuropa i jernalderen, de sprog der siden udviklede sig til fx dansk, svensk, norsk, islandsk, nederlandsk, tysk og engelsk.

Skriftlige kilder, arkæologiske fund og kulturelle levn har vist at gudenavne og religiøse forestillinger var nært beslægtede. Dialektale forskelle betyder at navne blev skrevet og udtalt en smule forskelligt, men ikonografiske detaljer og lingvistiske studier har vist, at der fandtes en fælles-germansk mytologi. Dog har der også været mange både regionale og kronologiske forskelle.

Østgermanske stammer bosatte sig i første omgang i området ved Sortehavets nordlige bred, siden i Italien, Sarmatia, Dacia, Illyrien og den Iberiske halvø, men de har kun efterladt meget få spor af deres religiøse forestillinger.

Befolkningerne i de germansktalende lande gik gradvist over til kristendommen i løbet af tidlig middelalder, først i de sydlige områder, senere også i de nordlige; det sidste større hedenske germanske område var Sverige, hvor kristendommen først blev dominerende i 12. århundrede. Mange af de førkristne myter overleverede dog langt op i middelalderen som legender og folkeeventyr, og religiøse forestillinger blev en del af den lokale folklore mange steder. Desuden har mange gudenavne overlevet i stednavne og navnene på ugens dage.

Aser, Ósses, Éses De germanske hovedguder tilhørte en gruppe der i Norden blev kaldt Æsir, fra det øvrige Germanien gudegrupper med parallelle navne; fx Ós i England, És i Tyskland. Navnet stammer sandsynligvis fra den protogermanske betegnelse *ansuz, der måske betyder pæl, søjle eller bjergkæde. se fx Jacob Grimm; Deutsche Grammatik, 1826 (p. 319).

Den feminine form var ás-ynja (pluralis: ásynjur); endelsen -ynja kendes fra et fåtal andre navneord fra oldnordisk, hvor den angiver femininum formen af et dyr, fx apynja "hunabe" og vargynja "hunulv". Denne endelse er parallel med en moderne danske form -inde.

Jordanes bruger navnet anses om goternes guder "Tum Gothi, magna potiti per loca victoria, jam proceres suos quasi qui fortuna vincebant, non puros homines, sed semideos, id est anses vocavere." (ch. 13) og Grimm rekonstruerede den oprindelige oldhøjtyske form som ans. Den protogermanske form *ansuz kan også have været brugt i Norden indtil 9. århundrede, fx blev navnet på en dansk viking, der var konverteret til kristendommen i 864, latiniseret fra Aslak til AnsleicusIfølge Miracles de St. Riquier Den angelsaksiske form ōs er kun bevaret af ent præfiks, især i personnavne, og i en genitivform ēsa.

I modsætning til det nordiske ord ’’gud’’ blev betegnelse ’’as’’ aldrig overtaget og brugt i kristne sammenhænge. Brugen af det uddøde derfor i almindelig sprogbrug i middelalderen.

thumb|200px|Rytter på ottebenet hest, fra den gotlandske billedsten Tjängvidestenen, forestiller sandsynligvis Odin som rider på sin hest Sleipner. Odin, Woden, *Wōđanaz Odin (nordisk), Woden/Wodan (vestgermansk), *Wōđanaz/*Wōđinaz (protogermansk); Navnet betyder “den rasende”. Han er de fleste steder opfattet som en dødsgud som bringer de døde fra de levendes land til et dødsrige. Han blev også forbundet med shamanistiske traditioner. I den sene hedenske periode blev han især associeret med kongerne og krigerne, som han bragte både sejr og død på slagmarken. Efter kristningen af Nordeuropa levede han mange steder videre i folkloren som leder af den vilde jagt.

*Wōđanaz eller *Wōđinaz er et rekonstrueret udgave af Odins navn fra den protogermanske periode. Han var sandsynligvis identisk med den guddom romerske forfattere sammenlignede med deres egen Merkur og ham Tacitus beskrev som regnator omnium deus. Selvom Odin måske havde overtaget *Tiwaz position som overgud i løbet af germansk jernalder, så optræder han som den øverste guddom i alle kendte kilder til germansk religion. Der kendes ingen paralleller til Odin udenfor det germanske område, hverken af etymologisk eller religiøs karaktér. Hypotesen om dette skifte i overgud bygger primært på strukturer og gudehierarkier fra andre indoeuropæiske kulturer og er derfor umådeligt svær at bevise.

Levn fra dyrkelsen af Odin kendes fra både et vidtstrakt område og en lang tidsperiode; mere end ét årtusind skiller de tidligste romerske kilder til dyrkelsen af ham hos germanske stammer og de ældst kendte afbildninger af ham til de mytiske fremstillinger af ham fra de islandske eddatekster og den senmiddelalderlige folklore. Her kendes han fra mange lande, bl.a. England, Schweiz, Tyskland og Skandinavien. Så sent som fra 1593 kendes der fx en påkaldelse fra Mecklenburg, hvor ordene Wode, Hale dynem Rosse nun Voder (Wodan, tag nu foder til dine dyr) blev sagt over det sidste neg under høsten. Reallexikon der germanischen Altertumskunde vol. 1 (1973), p. 99, s.v. "Agrarisches Brauchtum"

Thor, Donar, *Þunraz Thor (nordisk), Thunor (saksisk), Þunor (angelsaksisk), Donar (oldhøjtysk og nederlandsk), *Þunraz (protogermansk); var sandsynligvis den mest populære gud i hedensk tid. Han var tordengud, kontrollerede vejret, og beskyttede menneskene mod de uhyrer og væsner der repræsenterede naturkræfterne. Hans navn hænger etymologisk sammen med ordet ”torden”. Fra hele det germanske område er der fundet mange genstande som kan forbindes med Thor, og mange lokaliteter har stednavne, hvori hans navn indgår. Hans navn nævnes allerede i de allerældste bevarede skriftlige kilder skrevet af germanere, og han var stadig en meget populær guddom i den sene hedenske periode i vikingetidens Skandinavien. Han blev derved dyrket i mindst et årtusind. En meget stor del af de historier, der er bevaret fra den germanske mytologi, beskriver eller refererer til Thors mange bedrifter og kampe mod uhyrer og jætter, hvilket vidner om hans store popularitet.

Hans store betydning i den germanske religion understreges af at han specifikt skal nævnes ved navn sammen med Odin og Saxnot i en ed fra 8. eller 9. århundrede, med hvilken nydøbte hedninge skulle afsværge deres tidligere tro.: ec forsacho allum dioboles uuercum and uuordum, Thunaer ende Uuöden ende Saxnote ende allum them unholdum the hira genötas sint (Jeg forsager alle djævelens ord og gerninger, Thor, Odin og Saxnot, og alle de dæmoner de er sammen med)<ref> Vatican Codex pal. 577, obersat til engelsk: I renounce all the words and works of the devil, Thunear, Woden and Saxnôt, and all those fiends that are their associates.af Benjamin Thorpe i Northern mythology : comprising the principal popular traditions and superstitions of Skandinavien, Nordtyskland, og Holland(1851).</ref>

Mange forfattere i middelalderen identificerede Thor med den romerske guddom Jupiter (det gælder Saxo, Adam af Bremen, Snorre Sturlason og Ælfric af Eynsham). Denne sammenligning stammer fra at de begge kontrollerede torden og lynild, er sønner af en jordgudinde og blev opfattet som den stærkeste af guderne. Egetræet blev ligeledes opfattet som helliget dem begge, og de kæmpede begge mod vældige uhyrer i myterne. Tacitus derimod sammenlignede Thor med den græsk-romerske helt Herkules pga. hans vældige kræfter og rolle som verdens beskytter.

Paralleller med en varierende grad af lighed kan findes i flere andre nordeuropæiske mytologier, fx den keltiske Taranis, den baltiske Perkunas (Baltic) og den slaviske Perun, de var alle knyttet til enten egetræer og torden eller begge dele. De finno-ugriske guder Torum, Thurms, Tere osv. havde flere ligheder med både Thor og Tyr.

Frigg, Frige, *Frijō Frigg (nordisk), Fri (saksisk)', Frige (angelsaksisk), *Frijō (proto-germansk); navnet betyder ”frue/hustru”. Hellquist, E. (1922). Svensk etymologisk ordbok p. 244 Hun var Odins hustru og fungerede de fleste som kærlighedsgudinde. I nordisk sammenhæng optrådte hun hovedsageligt som mor og hustru, og associeret med gifte kvinder, mens Freja var kærlighedsgudinden.

Tyr, Týr, Tīw, *Tîwaz Tyr (dansk) Týr (nordisk), Ziu (olhøjtysk), Tīw (angelsaksisk), Tyz (gotisk), *Tîwaz (protogermansk) blev i den sene nordiske form associeret med kamp og heroisk dåd.

Oprindeligt kan Tyr havde været himmelgud og gudernes konge i den germanske religion, men den position var med tiden blevet overtaget af Odin og Thor. Denne hypotese bygger især på den etymologiske baggrund for navnet Tyr. Det stammer sandsynligvis fra det protoindoeuropæiske ord *deywos, der betyder "gud", og var derved beslægtet med mange af de andre gudekonger i de indoeuropæiske kulturer, fx den græske Zeus og den romerske Jupiter. Dette skifte fandt måske sted i løbet af germansk jernalder. Et andet levn der kan lede til det samme spor er den sydgermanske gudinde Zisa; Tacitus omtaler i Germania en germansk stamme der tilbad Isis, som måske er identisk med den dea Ciza der omtales i 1135 som Ciesburcs (Augsburg) skytsgudinde. Excerptum ex Gallica Historia fra Ursberg abbedi I en prædiken fra Wessobrunn betegnes allemannerne som Cyowari (dyrkere af Cyo), hvilket er en mandlig guddom, og at byen Ciesburc er opkaldt efter ham. Peter Buchholz, Perspectives for Historical Research in Germanic Religion, History of Religions, vol. 8, no. 2 (1968), 127.

En inskription på et alter fra 3. århundrede som stammer fra det romersk fort Vercovicium i Northumberland indeholder navnet Mars Thingsus (Thincsus). Det er blevet foreslået, at alteret er blevet rejst af frisiske lejetropper som var udstationeret ved Hadrians mur i Romersk Britannien, og at navnet betyder tingets Mars. (latin) DEO MARTI THINCSO ET DVABVS ALAISAGIS BEDE ET FIMMILENE ET N AVG GERM CIVES TVIHANTI VSLM, RIB 1593 Beskrivelse af levn fra romerske periode fra området ved Hadrians mur (engelsk) Et af Tyrs aspekter fra senere beskrivelser er hans tilknytning til tinget, og dette kan derfor muligvis være et tidligt vidnesbyrd til denne guddom.

I de islandske skrifter, som er hovedkilden til germansk religion, optræder Tyr kun som en bleg bifigur. Han har kun en hovedrolle i et par myter, bl.a. den, hvor han mister sin højre hånd til Fenrisulven, da guderne vil lænke den. Det er dog meget usikkert om det er et resultat af at andre guder har overtaget hans mytologiske rolle.

Vanir, Wonen, *Wanizaz