Multipel sklerose eller Multipel sclerose (forkortet MS, kaldes også encephalomyelitis disseminata, dissemineret sklerose, dissemineret sclerose, sclerosis disseminata eller blot sklerose/sclerose) er en kronisk, uhelbredelig neurologisk sygdom, som rammer centralnervesystemet, det vil sige hjernen og rygmarven. Mere præcist er det en sygdom i hvilken myelinskeder omkring hjernens og rygsøjlens axoner bliver beskadigede, hvilket fører til demyelinering og ardannelse såvel som et bredt spektrum af tegn og symptomer. De mest almindelige er nedsat førlighed, dårligt syn, lammelser og koordinationsvanskeligheder; men patienterne har forskellige symptomer alt efter hvor i hjernens eller rygmarvens myelin, betændelserne opstår. Sygdommen viser som regel sine første tegn hos unge voksne, og den er mest almindelig hos kvinder. Dens udbredelse ligger mellem 2 og 150 per 100.000. Sygdommen påvirker omkring 2,8 millioner mennesker over hele verden. MS blev første gang beskrevet i 1868 af Jean-Martin Charcot.
MS påvirker nervecellerne i hjernen og rygsøjlens mulighed for at kommunikere med hinanden. Nerveceller kommunikerer ved at sende elektriske signaler kaldet aktionspotentialer langs fibre kaldet axoner, som er pakket ind i en isolerende substans kaldet myelin. I MS angriber og skader ens eget immunforsvar myelinen. Når myelin går tabt kan axonerne ikke længere effektivt give signaler videre. Navnet multipel sklerose henviser til ar (sclerose—bedre kendt som plak eller læsioner) i den hvide substans i hjernen og rygsøjlen, som hovedsageligt består af myelin. Selvom man ved meget om mekanikkerne i sygdommens progression, forbliver årsagen til sygdommen uvis. Teorier herom inkluderer genetik eller infektioner. Forskellige miljømæssige risikofaktorer er også blevet påvist.
Næsten ethvert neurologisk symptom kan forekomme som følge af sygdommen, og disse symptomer udvikler sig ofte til fysiske og kognitive handicap og neuropsykiatriske lidelser.Berrios G E & Quemada J I (1990) Andre G. Ombredane and the psychopathology of multiple sclerosis: a conceptual and statistical history. Comprehensive Psychiatry 31: 438–446 MS kan antage flere former, hvor nye symptomer enten viser sig som diskrete angreb (relapserende former) eller langsomt ophober sig over tid (progressive former). Mellem angrebene kan symptomerne forsvinde helt, men ofte opstår permanente neurologiske problemer, specielt som sygdommen skrider frem.
Der er ingen kendt kur mod MS. Behandlinger forsøger at genskabe neurologiske funktioner efter angreb, forebygge mod nye angreb og undgå handicap. MS-medicin kan have modsatrettede effekter eller mange bivirkninger, og mange patienter forsøger sig med alternativ behandling på trods af manglende videnskabelig opbakning dertil. Prognosen for en sygdomsramt er svær at forudsige; den afhænger af typen af MS, den individuelles sygdomskarakteristik og graden af forværring patienten oplever over tid. Den forventede levealder for patienter er næsten den samme som for den uberørte del af befolkningen.
Tegn og symptomer
thumb|right|Primære symptomer for MS. thumb|left|Nystagmus, karakteriseret ved ufrivillige øjenbevægelser, er et af mange symptomer for MS. En person med MS kan lide under næsten alle neurologiske symptomer eller tegn, inklusiv ændringer i fornemmelser (hypæstesi og paræstesi), muskelsvaghed, muskelkramper eller besvær ved bevægelser; vanskeligheder med koordination og balance (ataksi), problemer med talen (dysartri) eller synkebesvær (dysfagi), synsforstyrrelser (nystagmus, optisk neuritis eller dobbeltsyn), træthed, akut eller kronisk smerte samt blære- og tarmproblemer. Kognitiv svækkelse i varierende grad og emotionelle symptomer på depression eller ustabilt humør er også almindeligt. Uhthoffs fænomen, en forværring af eksisterende symptomer grundet udsættelse for temperaturer, der er højere end normalt, og lhermittes tegn, en elektrisk følelse, der løber langs ryggen, når man bøjer nakken, er særligt karakteristiske for MS, men er ikke udelukkende tilknyttet sygdommen. Det primære kliniske mål for handicappenes progression og symptomernes alvor er Expanded Disability Status Scale (EDSS).
Symptomer på MS optræder som oftest i episodiske perioder med akut forværring (kaldet attakker, tilbagefald eller angreb), i en gradvist fremskridende forværring af neurologiske funktioner eller i en kombination af begge. Multipel sklerose-attakker er ofte uforudsigelige og fremkommer uden forvarsel og uden åbenlyse igangsættende faktorer med en hyppighed normalt under 1 og en halv per år. Før nogle angreb vises dog nogle typisk forekommende tegn. Attakker kommer oftere i foråret og sommeren. Virale infektioner så som almindelig forkølelse, influenza eller gastroenteritis øger risikoen for tilbagefald. Stress kan også udløse attakker. Graviditet påvirker disponeringen for angreb med færre angreb for hvert trimester af graviditeten. De to første måneder efter fødslen er der dog større risiko for angreb. Overordnet set synes graviditet dog ikke at påvirke graden af handicap. Mange potentielle udløsere er blevet undersøgt, men i mange tilfælde er disse blevet tilbagevist, idet de ikke viste nogen påvirkning på angrebsraten. Der er ikke noget bevis for at hverken vaccination og amning, fysisk traume eller Uhthoffs fænomen er udløsere for attakker.
Årsager MS indtræffer højst sandsynligt som et resultat af en eller anden kombination af både miljømæssige og genetiske faktorer.Overraskende fund: Sklerose-gener kan have været en fordel for vores forfædre. Videnskab.dk 2024 Epidemiologiske MS-studier har givet antydninger af hvilke mulige årsager, der er til sygdommen. Teorier forsøger at kombinere de kendte data til plausible forklaringer, men ingen af disse er endeligt bevist.
Genetik thumb|right|HLA-region på kromosom 6. Ændringer i dette område øger sandsynligheden for, at personen lider af MS. MS betragtes ikke som en arvelig sygdom. På trods af dette er en række genetiske variationer, der øger risikoen for at udvikle sygdommen, blevet fundet.
Risikoen for at udvikle MS er højere iblandt slægtninge til en person med sygdommen, end i resten af befolkningen, især hvad angår søskende, forældre og børn. Sygdommen gentager sig inden for familien i omkring 20% af tilfældene. Hvad angår enæggede tvillinger optræder sammenfald kun i omkring 35% af tilfældene, mens det kun ligger på 5% hos søskende og endda lavere hos halvsøskende. Dette indikerer, at modtageligheden kun er delvist polygenisk drevet.
Foruden familieundersøgelser er specifikke gener blevet sat i forbindelse med MS. Forskelle i det humane leukocytantigen (HLA)-system – en gruppe gener i kromosom 6, der tjener som major histocompatibility complex (MHC) i mennesker – øger sandsynligheden for at lide af MS. Det mest konsekvente resultat er sammenhængen mellem MS og alleler af MHC defineret som DR15 og DQ6. Andre loci har vist en beskyttende effekt, heriblandt C554 og DRB1*11.
Miljømæssige faktorer Forskellige miljømæssige faktorer, både af infektiøs og ikke-infektiøs art, er blevet foreslået som risikofaktorer for MS. Selvom nogle er delvist modificerbare, kan kun videre forskning – i særdeleshed kliniske undersøgelser – afsløre, om elimineringen af dem kan forhindre sygdomsudbrud.
MS er mere almindelig i folk, der bor langt fra ækvator, selvom der findes mange undtagelser herfra. Nedsat udsættelse for sollys er blevet forbundet med en højere risiko for MS. Nedsat vitamin D-produktion og -optag er blevet brugt som den primære biologiske mekanisme i forklaringen af den højere risiko blandt dem, der udsættes for mindre sollys.
Alvorlig stress kan måske også være en risikofaktor, selvom bevismaterialet er tyndt. Herudover er det også påvist, at rygning er en uafhængig risikofaktor i udviklingen af MS. Forbindelse med arbejdsbetinget eksponering og giftstoffer – hovedsageligt solventer – er blevet vurderet, men ingen tydelige konklusioner er opnået. Vacciner blev også betragtet som årsagsfaktorer for sygdommen; De fleste undersøgelser viste dog ingen forbindelse mellem MS og vacciner. Adskillige andre mulige risikofaktorer, såsom diæt og hormonindtag, er blevet undersøgt; Mere bevismateriale er dog nødvendig for at bekræfte eller afvise deres relation til sygdommen.
Hos patienter med MS forekommer Gigt i mere begrænset omfang, end hvad man statistisk kunne forvente, og lave niveauer af urinsyre er konstateret i forhold til det normale niveau. Dette førte til den teori, at urinsyre beskytter mod MS, selv om dens præcise betydning forbliver ukendt.
Infektioner Genetisk disponering kan forklare nogle af de geografiske og epidemiologiske variationer i MS-tilfælde, blandt andet den høje forekomst blandt nogle familier eller risikofald med genetisk afstand, men redegør ikke for andre fænomener, såsom de ændringer i risikoen, der forekommer som følge af migration i en tidlig alder.
En forklaring på denne epidemiologiopdagelse kunne være, at en form for infektion produceret af en udbredt mikrobe snarere end en sjælden patogen, er oprindelsen til sygdommen. Forskellige hypoteser har uddybet den mekanisme, hvormed dette kan forekomme. Hygiejnehypotesen foreslår, at eksponering til flere infektiøse agenser tidligt i livet beskytter med MS. MS ville være en autoimmun reaktion udløst i udsatte individer af flere infektiøse mikroorganismer. Prævalenshypotesen foreslår, at sygdommen skyldes et patogen, der er mere almindelig i regioner med høj MS-udbredelse. Dette patogen er meget almindeligt, og forårsager en asymptomatisk vedvarende infektion i de fleste individer. Kun i få tilfælde, og mange år efter infektionen fandt sted, forårsager det demyelinering. Hygiejnehypotesen har fået mere opbakning end prævalenshypotesen.
Bevis for virus som årsag inkluderer tilstedeværelsen af oligoklonale bånd i hjernen og cerebrospinalvæsken hos de fleste patienter, tilknytningen af flere virus med human demyelinerende encefalomyelitis og induktion af demyelinering i dyr gennem viral infektion. Human herpesvirus er en kandidatgruppe af virus tilknyttet MS; Personer der aldrig har været inficeret med Epstein-Barr virus har mindre risiko for at have sygdommen og blandt inficerede har de der var inficeret som unge voksne større risiko end personer inficeret i en yngre alder. Dette taler mod hygiejnehypotesen, eftersom de ikke-inficerede formentligt har haft en mere hygiejnisk opvækst. Andre agenser, der også er blevet forbundet med MS, er humant endogent retrovirus og Chlamydia pneumoniae.
Patofysiologi
Læsioner Navnet "multipel sklerose" henviser til ar-lignende aflejringer (bedre kendt som plaques eller læsioner), der dannes i centralnervesystemet. Læsionerne ses oftest i den hvide substans omkring ventriklerne, lillehjernen, hjernestammen, basalganglierne, rygmarven og synsnerven. Formålet med cellerne i den hvide substans er at formidle signaler fra den grå substans til resten af kroppen. Det perifere nervesystem er sjældent involveret i MS.
Mere specifikt ses der i MS tab af oligodendrocytter, som er involveret i dannelse og vedligeholdelse af nervecellernes myelinskeder, som effektiviserer videreformidlingen af disses elektriske signaler (aktionspotentialer). Dette fører til en fortynding eller fuldkomment tab af myelinskederne og yderligere nedbrydning af nervecellernes aksoner som sygdommen skrider frem. Når myelinet tabes er det ikke længere muligt for cellen effektivt at videreformidle elektriske signaler. En reparationsprocess kaldet remyelinering finder sted i sygdommens tidlige stadie, men oligodendrocytterne er ikke tilstrækkelige til at få genopbygget cellernes myelinskeder. Gentagne anfald medfører mindre effektiv remyelinering, indtil en arlignende aflejring (plaque eller læsion) dannes omkring det skadede akson. Forskellige læsionsmønstrer er blevet observeret i MS.
Autoimmunologi