right|200px|thumb|Før-romersk jernalder i Nordeuropa (5. årh. – 1. årh. f.v.t.); røde områder markerer den Nordiske gruppe, magenta markerer Jastorfkulturen Førromersk jernalder eller keltisk jernalder betegner perioden fra ca. 500 f.v.t. til ca. 1 e.v.t. og omfatter den ældste del af jernalderen i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene i området nord for Rhinen. I hele dette område er der gjort arkæologiske fund, der viser at overgangen fra yngre bronzealder skete uden et afgørende kulturelt brud, men også at indflydelsen fra de keltiske Hallstatt og La Tène kulturer i Centraleuropa var meget stærk. I det 1. århundrede f.v.t. begyndte den romerske indflydelse at blive stærk også i det nuværende Danmark.Dobson (1936), s. 73-89. Perioden deles to hovedfaser I (500-250/225 f.v.t.) og II (250/225 f.v.t. – 1 e.v.t.), som hver kan underopdeles to til fire faser afhængig af, hvor i området man befinder sig. I Danmark kan ældre førromersk jernalder inddeles i to faser IA og IB, yngre førromersk jernalder i IIA og IIB. Områderne i Nordtyskland og det sydlige Danmark tilhørte Jastorfkulturen mens det øvrige Norden tilhørte den Nordiske gruppe.
Adskillelsen af den tidlige jernalder i en før-romersk og romersk periode blev første gang foreslået af arkæologen Emil Vedel. I 1866 gjorde han en række fund på Bornholm, der i modsætning til fund fra de første århundreder e.v.t. ikke bar præg af en stærk romersk indflydelse. På det grundlag konkluderede han at dele af Nordeuropa endnu ikke var kommet i kontakt med Romerriget i begyndelsen af jernalderen.Vedel, Bornholms Oldtidsminder og Oldsager, (København 1886). Brandgravsskikken, som den kendes fra den tidligere Urnemarkskultur, blev fortsat benyttet.
Ældre Keltisk jernalder (500 f.v.t. - 200 f.v.t.) Keltisk jernalder har navn efter kelterne, en kultur udviklet i Mellemeuropa mellem 800-600 f.v.t. Den keltiske kultur har sit udspring i Hallstat-kulturen i Østrig. Her havde i bronzealderen udviklet sig et handelsknudepunkt for handel med kobber og tin samt salt udvundet på stedet. Frem til 8. århundrede f.v.t. skete ingen synlig social udvikling, men fra denne tid begyndte kelterne fra egnene nord for Alperne at opføre befæstede bebyggelser på bjergtoppe som HeuneburgJames (1994), s. 28, og på samme tid optræder en gravkultur for eliten, hvor de døde begraves med vogne, fx i Hochdorf.James (1994), s. 26-27 Omkring år 600 f.v.t. oprettede grækerne handelskolonien Massalia (Marseilles), og herfra udvikledes handelsforbindelser nord over via Rhõne til Mellemeuropa.James (1994), s. 21 Nye handelsforbindelser og social udvikling i Mellemeuropa er således samtidige. Fra et oprindeligt kerneområde spredte keltisk kultur sig, og folkevandringer skete blandt andet mod syd (Podalen) og sydøst (Grækenland og Lilleasien).James (1994), s. 29-30
I det nordlige Niedersachsen og Slesvig-Holsten udviklede bronzealderens urnegravskultur sig efterhånden til den såkaldte Jasdorf-kultur under indflydelse fra den sydligere Hallstatt-kultur, og i denne form bredte den sig til Mecklenburg, Vorpommern og Brandenburg samt nordpå op i det sydlige Nørrejylland. Det er muligt, at den keltiske indflydelse til dels skyldtes indvandring fra syd.
Vor viden om ældre keltisk jernalder længere mod nord, i Skandinavien, er begrænset. Det ser ud til, at landbruget her var dominerende og at forbindelser udad til i begyndelsen har været begrænsede. I Vendsyssel kan der have udviklet sig handelsforbindelser og alliancer med det vestlige Mellemsverige.Martens (2014), s. 254 De få spor i resten af Jylland tyder snarest på ufredelige forbindelser: et krigsoffer og forsvarsanlæg. Det forhold, at landsbyen Borremose fra 4. århundrede f.v.t. til 2. århundrede f.v.t. lå som en befæstet boplads omgivet af mose og med en enkelt adgangsvej fra sydøst taler for, at der allerede på dette tidspunkt har været uroligt nok til at søge en sådan beskyttelse.Martens (2010), s. 186
Angreb udefra Allerede i keltisk jernalder har vi vidnesbyrd om uroligheder. Midt i keltisk jernalder, i 4. århundrede f.v.t., indtraf et slag ved Hjortspring på Als i Sønderjylland. 3-4 krigskanoer, hver bemandet med nogle og tyve krigere, det vil sige samlet mindst 80 mand, nåede Als og gik i land. Disse krigere var udstyret med spyd eller lanse og et træskjold, nogle med sværd samt kastesten og formodentlig slynger. De ledende synes at have båret ringbrynjer.Jensen (2003), s. 67 Invasionshæren blev imidlertid nedkæmpet og en del nåede formodentlig at flygte. Mindst en båd blev tilbage og sammen med erobrede våben, der blev ødelagte, blev den øjensynligt ofret i Hjortspring Mose, der lå ca. 2 km inde i land. Angriberne stammede formodentlig fra egnene ved nedre del af Elben.Jensen (2003), s. 70
Et andet vidnesbyrd om urolige tider er forekomsten af befæstede landsbyer som BorremoseJensen (2003), s. 32-34 og Lyngsmose.Jensen (2003), s. 129-130 Også ved Grøntoft findes spor efter et forsvarsanlæg i form af en "palisade" men ikke omkring den enkelte landsby.Jensen (2003), s. 94-98 Også ved Sarup på Fyn findes en forsvarsvold.Jensen (2003), s. 31-32 Der gives ingen umiddelbar forklaring på behovet for sådanne forsvarsanlæg, men under hensyn til udviklingen i romersk jernalder kan det ikke udelukkes, at de skulle beskytte mod angreb fx for at skaffe slaver, der kunne sælges mod syd.
Fra Mellemeuropa, hvor kelterne bredte sig, kendes vogngrave for en eliteJensen (2003), s. 13, og fra samme område skete i 4. og 3. århundrede f.v.t. angreb mod middelhavsegnene.Jensen (2003), s. 15 Og i samme områder udviklede sig flere jernudvindingssteder.Jensen (2003), s. 47 Måske har der været en lignende udvikling mod nordJensen (2003), s. 128 hvor især Vestjylland bød på udvindingsmuligheder for jern.Jensen (2003), s. 48
Sociale forandringer Omlægningen fra et samfund baseret på indført bronze til et samfund baseret på jern, der kunne udvindes lokalt eller regionalt, må også have medført sociale forandringer: de, som tidligere havde kontrolleret bronzehandelen, må have fået svækket deres position, mens andre med erfaring i jernudvinding og -forarbejdning omvendt må have fået en større betydning. Også krigerstandens stilling må være forandret, måske midlertidigt svækket da behovet for deres beskyttelse af den hidtil så dyrbare bronze ikke længere var tilstede. Det er muligt, at nogle krigere forandrede deres levevej i mere fredelig retning som bønder (der dog kunne forsvare sig selv ved behov), mens andre slog sig på røveri og slavehandel (hvilket offerfundet i Hjortspring måske afspejler). For andre samfundsgrupper var forandringen af mindre betydning: vævere, pottemagere og andre kunne fortsætte deres levevej uden nævneværdige forandringer. Det er muligt, at det - i hvert fald midlertidigt - kan have bevirket en vis social udjævning. Måske er det dette, der blandt andet afspejles i den drastiske forandring i bebyggelsen: bronzealderens store haller forsvandt og blev afløst af mindre langhuse, tydeligvis kun beregnede for en familie og med bosættelse i den ene ende og stald for husdyr i den anden. Også gravskikken tyder på en egalisering af samfundet: alle blev nu begravede i samme slags tuegrave, og gravgaverne var ensartede og ret beskedne.
Det er sandsynligt, at befolkningen var i vækst, og at det er dette, der afspejler sig i en omlægning af landbruget fra spredte marker til de indhegnede såkaldte "keltiske agre": den dyrkbare jord var nu blevet så betydningsfuld, at en indhegning og dermed markering af ejerskab til jorden og beskyttelse af afgrøderne mod ødelæggelse blev af betydning.
Gravpladser Kendetegnende for keltisk jernalder er i Jylland forekomsten af store, samlede tuegravpladser. De tæller flere hundrede grave, og deres brugstid har strakt sig over flere hundrede år; først i sidste århundrede f.v.t. sker der et opbrud. Dette tyder på stor stabilitet i datidens samfund. Tuegravene består af urner til opbevaring af den dødes brændte ben, og hver urne har været omgivet af en ringgrøft med to eller flere afbrydelser samt en krans af enten sten eller træpæle.Jensen (2003), s. 58 Hvad formålet med disse har været, vides ikke, men det formodes, at de kan have at gøre med gravritualet. Sådanne tuegravpladser kendes fra GrøntoftJensen (2003), s. 56, ÅrupgårdJensen (2003), s. 56-59, ÅrreJensen (2003), s. 60-61 og UldalJensen (2003), s. 61-62, alle i Jylland.
Landbruget thumb|350px|Et rekonstrueret jernalderhus i Jernalderlandsbyen i Odense. thumb|350px|Hus fra overgangen mellem bronzealderen og ældre førromersk jernalder. Bemærk bolig med ildsted i vestenden, stald med båse i østenden. Ved overgangen til keltisk jernalder skete en kraftig omlægning af agerbruget: jorden inddeles nu i keltiske agre, der kan være dyrkede ved en form for græsmarksbrug med 4-5 års afgrøder efterfulgt af tilsvarende lange hvileperioder.Grøngaard Jeppesen (1981), s. 143 På samme tid og i samme forbindelse afløses de tidligere store haller af små langhuse med bolig i den ene ende og stald i den anden.Hedeager (1988), s. 151 Der er øjensynligt tale om et skifte i retning af et individuelt agerbrug, hvor de enkelte bønder i højere grad bliver ansvarlige for egne dyrkningsområder. Over tid skete der en social inddeling, hvor især en høvdinggård begynder at udskille sig i størrelse fra andre gårde.Hedeager (1988), s. 179
Fremkomsten af disse digevoldingsagre tilskrives en befolkningsforøgelse, hvorved presset på jorden forøges. Det betyder, at agerdyrkningen intensiveres ved en oftere og fastere rotation mellem afgrøde og brak. Digevoldingsagrene formodes således dyrkede efter en mere eller mindre fast rotation. Af afgrøder spillede byg og hvede en hovedrolle.Hedeager (1988), s. 159
I Jylland kan de keltiske agre dække arealer på op til 100 hektar. Disse store agerfelter hører op ud mod ådale, hvor omfattende enge har givet adgang til velegnede græsningsområder. Dette gælder blandt andet Skørbæk Hede i Vesthimmerland, hvor landsbyen har ligget midt mellem disse agre, og at hvor agrene ophører ud mod engene ved Uldrup Å.Hedeager (1988), s. 152 De keltiske agre ligger på Sjælland som dyrkningsområder på omkring 10 hektar, nogle dog mindre.Hedeager (1988), s. 154 Uden for disse lå øjensynligt store åbne græsningsområder.Hedeager (1988), s. 155
Bebyggelsen Ved overgangen til keltisk jernalder indtræder også en drastisk ændring af bebyggelsen: tidligere tiders haller afløses nu af små huse, 3,5–4 m brede og 7–11 m lange, indrettede med bolig i den vestlige ende og stald i den østlige. Stalden afspejler formentlig udnyttelse af staldgødning som en fast del af landbrugets driftsform.Jensen (2003), s. 34 Husenes størrelse og indretning tyder på at de har været huse for de enkelte familier. Husene ligger som regel i grupper og med nogenlunde ens orientering, øst-vest, det vil sige som mere eller mindre udprægede landsbyer. Inden for et begrænset område på ca. 16 ha er der på Grøntoft hede i Vestjylland fundet i alt ca. 250 hustomter. Dette er tolket således, at husene ikke alle har stået samtidig men har været fordelt på en eller to samtidige landsbyer, som er blevet omflyttede i gennemsnit hvert 30. årGrøngaard Jeppesen (1981), s. 137, det vil sige omtrent hver menneskealder. Man taler i denne forbindelse om "vandrende landsbyer". Flytningerne synes godtgjort ikke blot ved genstandsmateriale og træk ved de enkelte hustomter men tillige ved omlægninger af det tilhørende agersystem, digevoldingsagrene.Porsmose (1987), s. 54
Sejlflod Bopladsen Sejlflod 15 km øst for Aalborg er dateret til omkring 500 f.v.t. Den bestod af 5-6 gårde. I de følgende århundreder blev landsbyen flere gange omflyttet men til stadighed indenfor samme begrænsede område.Jensen (2003), s. 31f
Borremose