thumb|350px|Helstaten 1814-1864, i rød, tysk atlas 1848
Helstaten var en statsdannelse centreret omkring Danmark, der opstod i 1814 og varede til 1864 og som omfattede:
Kongeriget: Danmark, Jylland nord for kongeåen, Fyn, Sjælland og Bornholm "Hertugdømmerne": Sønderjylland eller Slesvig (som dansk len), Holsten (medlem af det Tyske Forbund) og Lauenborg (medlem af det Tyske Forbund), en række "bilande": Island, Færøerne og kolonierne: Grønland, Guldkysten, Nicobarerne, Serampore, Tranquebar og De Dansk-Vestindiske øer. Helstaten var reelt en personalunion (i samtiden ofte kaldet Monarchiet), hvor det alene var de enkelte landområders formelle tilknytning til den til enhver tid siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater, idet man dog i praksis samlede den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København, og her i særdeleshed med to kancellier, et for de kongerigske dele (Danske Kancelli) og et for hertugdømmerne (Tyske Kancelli). Nogle gange inkluderer udtrykket "helstat" også Norge, især fra og med 1773Helstaten. Hentet den 11. August 2019.. Mest bruges udtrykket dog om Danmark og Hertugdømmerne i perioden mellem krigene, altså fra 1848 til 1864.
Oprindelse
Helstaten udvikledes under og efter Wienerkongressen 1814, der fastlagde grænserne for de europæiske stater efter Napoleonskrigene. Den danske konge måtte afstå Norge til Sverige og modtog til gengæld Svensk Forpommern, der kort tid efter blev bortbyttet mod Lauenborg.
Historisk baggrund
Helstaten var ikke blevet til af intet. Lige siden tidligste middelalder havde der været statsretslige og økonomiske forbindelser mellem det danske kongerige og hertugdømmerne. Sønderjylland havde oprindeligt været en del af det danske kongerige, men dets tilknytning hertil var blevet svækket ved en kompliceret arvedelingspolitik, hvis virkninger blev forstærkede ved en indvandring af fremmed, fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder på bekostning af statens nationale helhedsinteresser og som førte til opkomsten af en partikularistisk (reelt danskfjendsk) overklasse, der kvitterede for sine fordele ikke ved at støtte den danske stat, men tværtimod ved at undergrave den statslige helhed ved stadigt nye krav om særrettigheder. Holsten var oprindelig blevet knyttet til det danske kongerige ved en imperialistisk korstogspolitik i tidligste middelalder, der havde gjort danske konger til formelle overhoveder som holstenske hertuger. Skiftende danske konger havde formået at udvikle denne formelle forbindelse til en økonomisk vel fungerende sammenknytning mellem kongeriget og hertugdømmet dels i form af studehandel og kornudførsel sydpå, dels i form af handel med forædlede varer nordpå. Denne fremgangsrige økonomiske forbindelse var imidlertid udviklet under vedvarende hensyntagen til hertugdømmernes politiske og økonomiske overklasse, det slesvig-holstenske ridderskab, der nok tålte de skiftende danske kongers formelle overherredømme, men som ikke var til sinds at give afkald på sine særrettigheder. Endelig havde Lauenborg i tidligste middelalder måttet anerkende de danske konge som sit formelle statsoverhoved, og det var egentlig denne tilstand, som blev genskabt, da hertugdømmet blev tilbyttet til gengæld for det tidligere Svensk Forpommern.
Dynastiske og økonomiske trusler
Over for de forhold, som virkede til gunst for forbindelsen mellem helstatens ulige dele stod imidlertid forhold, som kunne svække den (og som i sidste ende bragte den til sit sammenbrud).
Det ene forhold var tidens voksende nationalisme. Tiden prægedes af det stadigt mere betydende borgerskab, der som et led i sin selvforståelse udviklede en stadigt mere national tankegang. For de nordlige dele af Sønderjylland, hvor sproget var dansk, var det naturligt, at denne gik i retning af danskhed og tilknytning til det danske kongerige, men længere sydpå, hvor sproget var tysk, gik denne snarere i retning af en særslesvig-holstensk selvforståelse i tilknytning til den fremvoksende tyske nationalfølelse. I langt tid var tilknytning til en stortysk stat ganske fremmed og ej heller ridderskabets partikularistiske klasseinteresser virkede til støtte for en sådan.
Det andet forhold var den store økonomiske indflydelse, som Hamborg udøvede på hertugdømmernes økonomi. Denne indflydelse føltes her langt stærkere end indflydelsen fra den fjerne og i lange tider stagnerende, danske hovedstad. Ganske vist begyndte København fra omkring midten af århundredet at genvinde økonomisk styrke, men for hertugdømmernes vedkommende gik de økonomiske forbindelser i overvældende grad sydover.
Der lå således politiske og økonomiske spændinger indbyggede i Helstaten, og i det lange løb skulle de blive udslagsgivende for dens overlevelse. Da Helstaten endelig brød sammen, skete det i overensstemmelse med den altovervejende del af befolkningens samtykke. Politisk set var spørgsmålet ikke, om helstaten skulle sprænges, men derimod på hvilken måde og med hvilke grænser, denne deling skulle ske.
Befolkningsforholdene
Helstatens befolkning talte ved begyndelsen af århundredet 1.559.763 indbyggere, men voksede hastigt og nåede i 1855 2.468.648 indbyggere. Af disse boede 61% i kongeriget, 16% i Hertugdømmet Slesvig, 21% i Hertugdømmet Holsten og 2% i Hertugdømmet Lauenborg.
Befolkningen boede overvejende i landdistrikter, til trods for en voksende købstadsbefolkning. Endnu i 1855 boede i købstæderne blot lige over en femtedel af Kongerigets og Holstens indbyggere, men mindre end en femtedel af Sønderjyllands og Lauenborgs indbyggere.
Indbyggertal 1855Trap, s. 49 Købstæder Landdistrikter og flækker I alt Kongeriget Danmark328.6111.171.2391.499.850 Hertugdømmet Slesvig70.711325.084395.795 Hertugdømmet Holsten106.895416.633523.528 Hertugdømmet Lauenborg8.17241.30349.475 I alt514.3891.954.2592.468.648
Stadsbefolkningerne
Blandt byerne var hovedstaden naturligt nok langt den største. København talte i 1855 143.591 indbyggere. I kongeriget fandtes af større byer kun Odense med 12.932 indbyggere, mens Aalborg havde 9.102 og Helsingør 9.097 indbyggere, Aarhus 8.891 og Randers 8.844 indbyggere, Horsens 7.250 indbyggere, Fredericia 5.579, Svendborg 5.239 og Rønne 5.239 indbyggere i 1855. 4 købstæder havde 4-5.000 indbyggere, 6 havde 3-4.000 indbyggere, 10 havde 2-3.000 indbyggere, 31 havde 1-2.000 indbyggere og 7 havde under 1.000 indbyggere. I Sønderjylland havde i 1855 Flensborg 18.872 og Slesvig 12.411 indbyggere, Haderslev 7.477 indbyggere, Husum ved Vadehavet 5.079 indbyggere, Aabenraa 4.920 indbyggere. 3 købstæder havde 3-4.000 indbyggere, 3 havde 2-3.000 indbyggere, 2 havde over 1.000 indbyggere. I Holsten talte Altona 40.020 indbyggere, men denne by havde præg af forstad til Fristaden Hamborg. Kiel havde 16.274 indbyggere, Rendsborg 11.782 indbyggere, Itzehoe 6.691 og Lykstad ved Elben 6.145 indbyggere, Segeberg 4.377 indbyggere, 3 byer havde 3-4.000 indbyggere, 4 havde 2-3.000 indbyggere og 1 (Krempe) 1-2.000 indbyggere. I Lauenborg talte Ratzeburg og Mölln begge over 3.000 indbyggere, staden Lauenborg blot lige over 1.000 indbyggere. Over for en håndfuld større byer stod således et stort antal af mindre, ofte meget små, købstæder, altovervejende beliggende i de kongerigske dele.
Traditionelt lå bortset fra hovedstaden København mange af helstatens største byer i hertugdømmerne. Helstatens 20 største byer var til forskellige tidspunkter følgende (folketællingerne i Danmark og hertugdømmerne foregår ofte let forskudt):
1801/1803Tabellen über die, in den Herzogtümern Schleswig und Holstein am 1ten Februar 1835 vorgenommene Volkszählung. 1836. Hentet den 11. August 2019.Danske byers folketal 1801-1981 i Statistiske Undersøgelser Nr. 42 af Christian Wichmann Matthiessen. Hentet den 11. August 2019. 1834/1835 1860Folketællingen i Kongeriget Danmark, Hertugdömmet Slesvig, Hertugdömmet Holsteen og Hertugdömmet Lauenborg den 1ste Februar 1860. i Meddelelser Fra Det Statistike Bureau Sjette Samling, 1861. Hentet den 11. August 2019. By Antal Indbyggere By Antal Indbyggere By Antal Indbyggere København 100975 København 119292 København 155143 Altona 23084 Altona 26394 Altona 45524 Flensborg 13109 Flensborg 12138 Flensborg 19682 Slesvig 7823 Kiel 11622 Kiel 17541 Rendsborg 7573 Slesvig 11040 Odense 14255 Kiel 7075 Rendsborg 9947 Slesvig 12197 Odense 5782 Odense 8709 Aarhus 11009 Aalborg 5579 Helsingør 7122 Rendsborg 10702 Helsingør 5282 Aalborg 7048 Aalborg 10069 Lykstad 5178 Aarhus 6765 Randers 9725 Randers 4562 Randers 6407 Horsens 8980 Aarhus 4102 Lykstad 5988 Helsingør 8442 Husum 3658 Haderslev 5745 Haderslev 8012 Fredericia 3474 Itzehoe 5195 Itzehoe 7366 Preetz¹ 3060 Heide¹ 5135 Neumünster¹ 6830 Egernførde 2921 Horsens 4846 Heide¹ 6452 Åbenrå 2834 Preetz¹ 4581 Fredericia 6261 Sønderborg 2761 Wedel¹² 4428 Wandsbek¹ 6001 Haderslev 2685 Fredericia 4141 Lykstad 5752 Tønder 2579 Egernførde 3908 Svendborg 5537
Bemærkninger:
¹ = dengang "flække"
² = Wedel blev dengang talt sammen med Blankenese og Mühlenberg i folketællingen (i dag del af Hamborg).
Indenfor alle 3 år ligger flertallet af de 20 største byer i hertugdømmerne (hhv. 13, 12 og 11), blandt de største 5 er hele 4 fra hertugdømmerne. Kun i 1860 når Odense at være større end Slesvig. Dog er København med stor afstand den største by. Inkluderer man Norge i 1801/1803 må desuden nævnes Bergen med 18.081 indbyggere, Christiania med 8.931, Throndhjem med 8.832, Kongsberg med 6.810, Drammen med 5,412, Christianssand med 4.816 og Frederikshald med 3.842.Tabeller Vedkommende Folketællingerne i Aarene 1801 og 1825. S 90-91. Af Norges Officielle Statistik. 1874. Hentet den 11. August 2019.
Landbefolkningen
Helstatens landbefolkning var ikke jævnt fordelt over landet. Den tætteste landbefolkning fandt man i Helstatens to yderområder: i Sokkelund herred omkring København og omkring Hamborg. Forholdsvis tæt befolkning havde desuden den holstenske kyst langs nordsiden af Elben samt ved Kiel, desuden på Ærø, det nordlige Taasinge (nærmere bestemt skipperbyen Troense) og Thurø i det sydfynske øhav. Den tyndeste befolkning fandt man i de nordvestjyske hedeegne samt i de centrale strøg ned gennem Sønderjylland og mellem Rendsborg og Segeberg i HolstenEinleitung zu dem Statistischen Tabellenwerk, neue reihenfolge, zwölfter band; Kopenhagen 1857.
Befolkningsudviklingen
Helstatens indbyggere trivedes, og befolkningen voksede. Udtryk i talstørrelser så befolkningsudviklingen i hovedtræk således ud:
Område 1801Bergsøe, bd 1, s. 446 1834 1840 1845Trap (1860), s. 49 1855 Kongeriget Danmark925.6801.223.7971.283.0271.350.3271.499.850 Hertugdømmet Slesvig276.339¹337.378³348.526362.900395.795 Hertugdømmet Holsten325.748¹435.596³455.093476.364523.528 Hertugdømmet Lauenborg31.996²-45.34246.48649.475 Noter: ¹1803, ²1810, ³1835
Næringsforholdene
Befolkningen voksede med omkring 50% i det halve århundrede fra Napoleonskrigene til 1855. En sådan befolkningsvækst kunne det gamle landbosamfund ikke klare, og en stigende andel af befolkningen fandt da også vej til andre næringsveje. Ifølge opgørelse fra 1845 og 1855 så fordelingen efter næringsveje i hovedtræk således ud (i promille)Trap (1860), s. 68: