Germansk religion er en fællesbetegnelse for de germanske samfunds religiøse traditioner i det før-kristne Nordeuropa. Ud fra både arkæologiske levn og litterære kilder er det muligt at spore en række fælles eller nærtbeslægtede trosforestillinger i hele det germanske område fra omkring vor tidsregnings begyndelse indtil højmiddelalderen, hvor de sidste hedenske områder i Skandinavien blev kristne. Mange germanske religiøse forestillinger levede dog videre i lokal folketro. Den germanske religion er bedst dokumenteret for den sene periode, hvor flere tekster fra 10. og 11. århundrede er bevaret i Skandinavien og Island, men overalt i det germanske område er der gjort arkæologiske fund, der fortæller om områdets religion.
thumb|left|300px|Kort over Romerriget og "Det frie Germania", Magna Germania, ca. 120 e.v.t. Germania er den romerske betegnelse for området øst for Rhinen og nord for Donau og til øerne i Østersøen, det var en tradition der stammede fra Julius Cæsar, som brugte den i Commentarii de Bello Gallico.Allan A. Lund; Mumificerede moselig, 2002 Det germanske kerneområde, Magna Germania, lå i antikken i det nordeuropæiske lavland, som primært omfatter det nuværende Tyskland, Nederlandene og Danmark, lande hvor befolkningerne stadig taler nært beslægtede sprog. Grænserne for Germanien var dog ikke klart definerede; store germanske befolkningsgrupper levede inden for Romerrigets grænser, og den romerske indflydelse nåede langt ind i det ”frie Germanien” på den anden side af den konkrete grænse ved Limes. Grænserne i antikken fungerede snarere som bufferzoner mellem forskellige politiske og kulturelle indflydelsessfærer end som moderne grænser, og blandingskulturer trivedes derfor i disse områder. I Centraleuropa var den keltiske kultur dominerende i århundrederne før vor tidsregnings begyndelse, og allerede den tidlige germanske religion har været influeret af keltisk religion. Senere blandede elementer fra den romerske kultur sig med germanernes kultur. Det er bl.a. arkæologiske fund af romerske gudestatuer og guldbrakteater, inspireret af romerske mønter, i hele Germanien tegn på. Germanerne har reelt aldrig udgjort en ensartet gruppe med en fælles kultur. Fx er det kosmologiske system, der kendes fra de middelalderlige tekster, måske et resultat af en tidligere sammensmeltning af to religionsformer, mellem en ase- og en vanetradition.Alexandra Persch; Blodoffer, drikkelag og frække sange…? pp. 119, i Torsten Capelle og Christian Fischer; Ragnarok : Odins verden, 2005
De vigtigste kontaktområder for germanerne i antikken var det gallo-romerske mod vest, den alpine kultur mod syd i Alperne samt de baltiske og slaviske områder mod øst. Østgermanske stammer, der tidligere havde beboet områder i det nuværende Polen, rejste mod sydøst til områder i det nuværende Ukraine Siden blev de drevet mod vest af centralasiatiske rytterfolk, hvor de i stedet etablerede en række riger i Italien, den Iberiske halvø, Sarmatia, Dakien og Illyrien, men de har efterladt sig meget fragmentariske spor.
Den germanske religion var polyteistisk med flere fællestræk til andre indoeuropæiske religioner. De vigtigste guder i den sene nordiske tradition var Odin (oldnordisk: Óðinn, oldhøjtysk: Wodan, angelsaksisk: Wōden) og Thor (oldnordisk: Þórr, oldtysk: Donar, angelsaksisk: Þunor). På et tidligere tidspunkt kan hovedguden havde været Tiwaz (oldnordisk: Týr, oldtysk: Ziu, angelsaksisk: Tiw).
Der fandtes dog ingen centrale religiøse institutioner, og der var ingen fælles dogmer, som omfattede hele det germanske område. Derfor var der store regionale forskelle i den måde de enkelte samfund udøvede deres religion på. Nogle guder kunne have større betydning nogle steder end andre, samtidig med at skikke varierede fra område til område, og fra periode til periode. I lighed med andre religioner var den germanske også en dynamisk kulturel konstruktion, der tilpassede form og indhold til de sociale sammenhænge, hvori den blev brugt.
Kilder Størstedelen af de skriftlige kilder til germansk religion er med stor sandsynlighed gået tabt. Kun på Island kendes et omfattende materiale. Værker som Ældre Edda, Yngre Edda og sagaerne har enorm betydning for vores forståelse af de gamle religiøse traditioner. Disse kilder er dog først nedskrevet efter kristendommen blev dominerende på Island af forfattere, der selv var kristne. Nogen information er der dog blevet bevaret fra det sydgermanske område fx i Nibelungenlied. Fra England er den væsentligste kilde Beowulf nedskrevet omkring 680-730 i Suffolk, der officielt var hedensk til 680, og Beda. Der findes også tidlige beskrivelser af romerske forfattere som Tacitus i hans værk Germania.
Folkloristiske traditioner fra landområder er også brugt som levn af de ældre forestillinger. I mange tilfælde er de dog påvirket af kristendommen og ændret i form. Det kan være overleveret sædvanelov, kalenderfester og højtider, religiøs symbolik i folkekunst eller i folkeeventyr og sange. Fx indeholder de traditionelle ballader fra Skotland og Northumbria mange elementer, der kan genfindes i den germanske mytologi.York Powell: "The very scheme on which the ballads and lays are alike built, the hapless innocent death of a hero or heroine, is as heathen as the plot of any Athenian tragedy can be." Andre meget vigtige kilder er de arkæologiske levn som den kongelige begravelsesplads i Sutton Hoo i East Anglia og tempelpladsen i Uppåkra i Skåne. Ved at sammenligne dem med senere og bedre belyste kilder kan man spore en vis kontinuitet i hele regionens religion.
Hovedparten af de litterære kilder til den før-kristne religion er dog med stor sandsynlighed bevidst blevet destrueret, da kristne institutioner blev dominerende i Tyskland, England og Skandinavien i løbet af middelalderen.
Historie Keltisk jernalder Overgangen mellem bronzealder og jernalder omkring 500 f.v.t. medførte et skift i både levevis og religiøse skikke. De arkæologiske fund viser et samfund der var forandret, befolkningen flyttede sammen i landsbyer og man begravede de døde i store fællesgrave; stormændenes markering af deres magt i form af store gravanlæg og omfattende kultpladser findes der ingen spor af fra denne periode. Desuden er fx gravfundene heller ikke så rige på guld og kunstværdigt udsmykkede genstande som tidligere. Dette kulturskift er blevet forklaret med både at en klimaændring fandt sted, og at keltiske folkeslag begyndte at dominere i Centraleuropa og derved afbrød forbindelserne mellem Nordeuropa og Middelhavsregionen. Først efter flere hundrede år begynder gravfundene at blive rigere igen, da forbindelserne med Sydeuropa atter bliver stærkere.Aase Kofoed og Morten Warmind; Old var Årle, 1989. (pp. 21)
Modsat tidligere begyndte man nu at brænde de døde inden de blev begravet, denne begravelsesskik forblev dominerende helt frem til overgangen til kristendommen i middelalderen, det betød dog ikke at jordfæstelse ikke forekom. I senere kilder fremgår det at germanerne mente at den døde ved brænding ville leve videre i et himmelsk dødsrige, mens de der blev lagt ubrændte i jorden ville forblive dernede. Af fund, som sandsynligvis havde religiøs betydning, dominerer genstande med keltisk oprindelse, og de mytologiske motiver der findes har i mange tilfælde klare forbindelser til middelhavsregionen eller den keltiske kultur. Og på de genstande der utvivlsomt er blevet fremstillet lokalt, som fx Guldhornene forestiller billederne figurer fra i dag ukendte myter. Vi har intet direkte kendskab til germanske mytologi i den tidlige del af jernalderen, men levn tyder på at der skete en del forskydninger i germanernes religiøse forestillinger i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse.Anders Bæksted & Jens Peter Schjødt; Nordiske guder og helte, 2. red. udgave, 2004 (pp. 16)
Romersk jernalder De tidligste former af germansk religion kendes udelukkende fra arkæologiske levn og kan derfor kun tolkes på grundlag af komparative studier af andre religioner. Udover de rige arkæologiske fund findes der også lingvistiske levn til ældre germanske forestillinger. Disse kilder er dog alle stumme, forstået på den måde at navne og rituelle handlinger ikke kan udledes fra dem direkte. Ud fra den viden vi har om den senere praksis i det Nordiske område og forskellige skriftlige kilder kan man lave mere eller mindre kvalificerede gætterier. Enhver beskrivelse af de ældste former af den germanske religion baseres derfor på usikre rekonstruktioner, som igen bygger på sammenligninger til andet materiale.
Julius Cæsar
Den ældste skriftlige kilde til religionen I det germanske område er Julius Cæsars Commentarii de Bello Gallico, hvor han sammenligner de meget indviklede keltiske skikke med de efter hans opfattelse meget "primitive" germanske traditioner.
Germansk skik og brug adskiller sig meget fra gallisk. Germanerne har nemlig ikke druider til at lede de religiøse handlinger, og de er ikke interesserede i offerhandlinger. De regner kun dem for guder, som de tydeligt kan se, og hvis hjælp, de tydeligt kan mærke: Solen, Ilden og Månen. Om de øvrige guders eksistens har de end ikke hørt.Julius Cæsar: Gallerkrigen 6.21.1 og 6.21.2 gengivet efter Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium 1993; ; s. 192
Cæsars beskrivelser af de germanske stammers religion adskiller sig meget fra hvad andre kilder viser, og den bliver derfor ikke tillagt særlig høj kildeværdi af moderne religionsforskere. Generelt beskriver han Germanien som et barbarisk eventyrland, meget forskelligt fra det Italien han selv kommer fra. Mange af de karaktertræk han tillægger befolkningen står således i stæk kontrast til romernes. En interessant detalje er dog at hans identifikation af den vigtigste guddom i Gallien som værende den samme som den romerske Merkur, en gud Odin senere er blevet identificeret med.
Af guderne dyrker de især Merkur. De fleste statuer forestiller ham, og de omtaler ham som opfinderen af al slags kunst og håndværk, som de rejsendes vejviser, og de tror, at han især har magt indenfor økonomi og handel.Julius Cæsar: Gallerkrigen 6.17.1 gengivet efter Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium 1993; ; s. 190
Tacitus
En senere og langt mere deltaljeret beskrivelse af den germanske religion blev skrevet af Tacitus og stammer fra omkring 100 e.v.t. Hans etnografiske beskrivelse, Germania, er i dag højt værdsat, da den er den eneste fyldige kilde til germansk kultur i romersk jernalder.Anders Bæksted & Jens Peter Schjødt; Nordiske guder og helte, 2. red. udgave, 2004 (pp. 12) Ifølge Tacitus ofrede germanerne både dyr og mennesker til deres guder, som han identificerede med Herkules og Mars. Han fortæller også at den største stamme, sveberne, derudover ofrede romerske krigsfanger til en gudinde, som han identificerede med Isis.
En anden gudinde, som han kalder Nerthus, dyrkes som jordgudinde af stammerne en række stammer i det nordvestlige område; Ifølge Tacitus’ beretning forstiller hendes tilhængere sig at hun interagerede direkte i menneskenes affærer. Hendes hovedhelligdom skulle ligge i lunden Castum, der ligger på en ø. En tildækket vogn trukket af okser var viet til gudinden og kun ypperstepræsten måtte røre den. Denne præst var i stand til at se gudinden træde ind i vognen. Den blev ført rundt til hele landet, og hvor den kom frem blev der holdt en fest. Præsten erlærede festligheder overstået når gudinden var træt af kontakten med dødelige, herefter blev vognen og forhænget vasket sammen med gudinden. Den slave der foretag denne renselse blev efterfølgende kastet i søen. I den tid gudinden rejste rundt gik disse stammer ikke I krig og rørte ikke noget våben.Tacitus – Germania