thumb|Kort over Vest-Indien, Mexico og “Ny Spanien” med Cuba I midten tegnet af Herman Moll i 1736. Cuba, den største ø i det Caribiske Hav, blev først beboet af to indfødte folk kendt som Taíno og Ciboney. Navnet Cuba er taino og er sammensat af coa (sted) og bana (fantastisk). Den 27 oktober 1492 så Christopher Columbus Cuba under sin første opdagelsesrejse til Amerika, og han erklærede øen spansk. Cuba blev en spansk koloni styret af en guvernør i Havanna, dog blev byen kort styret af det Engelske Kongerige før det igen kom på spanske hænder, efter at briterne byttede Cuba for Florida. En række oprør imod det spanske styre i det 19. århundrede mislykkedes. Derimod blev forholdet mellem USA og Spanien forværret så meget mod slutningen af 1800-tallet, at det førte til den spansk-amerikanske krig, som førte til Spaniens tilbagetrækning og gav Cuba formel uafhængighed.
Amerikansk handel dominerede Cuba i den første halvdel af det 20. århundrede, ligesom amerikansk indflydelse i Cubas politik var udbredt. I 1959 blev de facto leder Fulgencio Batista afsat og tvunget ud af landet af den Cubanske Revolution (hvoraf den største oprørsgruppe var ledet af Fidel Castro). Eksport af bevæbnede grupper, masse-likvideringer, overtrædelser af menneskerettigheder og ukompenserede konfiskeringer af land førte til landets totale adskillelse fra USA.
Efter revolutionen blev adskillige personer tidligere involveret i revolutionen likvideret eller sendt i eksil. En del personer forsvandt også fra landet. Selvom det er muligt at disse er flygtet, så er mange efter al sandsynlighed blevet “fjernet” fra øen. Sandsynligheden for at ideologien bag revolutionen kunne overleve under de nye omstændigheder var lille. På grund af USA’s handicappede forhold til Cuba fandt kapitalflugt sted i årerne efter revolutionen. En økonomisk krise var på vej og i et forsøg på at undgå krisen allierede de cubanske ledere sig med Sovjetunionen, og Castro erklærede landet for en socialistisk republik.
Præ-Columbiansk Cuba Guanajatabeyes De tidligste indbyggere på Cuba stammede fra Guanajatabey-folket Gott, Richard Cuba: A new history, Yale University Press: 2004, Chapter 1. som kom til øen fra det syd-amerikanske hovedlands skove så tidligt som 5.300 f.Kr.Creating the Guanahatabey (Ciboney): the modern genesis of an extinct culture William F. Keegan (Volume 63, Number 239, June 1989) Guanajatabey-folket, som talte omkring 100.000 indbyggere, var jægere, samlere og landmænd. De dyrkede ”Cohiba” (tobak), som skulle vise sig at blive landets største eksportvare i nyere tid. Den spanske erobrer Diego Velázquez de Cuéllar bemærkede senere, at Guanajatabeyes-folket "ikke havde huse eller byer og kun spiste det kød, de kunne finde i skovene, ligesom de spiste skildpadder og fisk." The First Cubans : J.A. Sierra Selvom Guanajatabeyes-folket er betragtet som uddødt, blev folket fejlagtigt betragtet som at have været en del af Ciboney-folket som beboede Antillerne i det Caribiske Hav.ROUSE, Irving, Handbook of South American Indians, pp. 497–503. I senere tid har forskere foreslået, at Guanajatabeyes-folket kunne være kommet fra det sydlige USA, fordi artefakter fundet begge steder har adskillige træk til fælles. Nogle studier har tilskrevet disse første indbyggere udryddelsen af øens megafauna, hvilket inkluderer Kondorer, kæmpeugler og dovendyr, der levede på jorden.Order Strigiformes: Animal Diversity Web, Danielle Cholewiak. "The largest owl known to have existed comes from the Pleistocene in Cuba; Ornimegalonyx oteroi was larger than a meter tall with the most powerful claws of all owls"Cuban Ground Sloth Megalocnus rodens : Allen, G. M. Extinct and Vanishing Mammals of the Western Hemisphere. "The groundloth was never oberved by Europeans; fossils contemporary with indigenous artifacts and introduced rat fossils indicate survival into colonial era, possibly until 16th Century"William Suárez , The Neotropical Ornithological Society, 2000. PDF. thumb|En hytte i bjergene nær Baracoa med det traditionelle Taíno palmeblads tag
Taíno og Ciboney kultur Spor tyder på at Guanajatabey-folket blev drevet mod den vestlige del af øen på grund af ankomsten af to andre grupper, Taíno og Ciboney. Disse to grupper er sommetider omtalt som Neo-Taíno nationer. De nyankomne folk havde bevæget sig nord på i den caribiske ø-kæde, og stammede oprindeligt fra Orinoco-deltaet i Venezuela. Disse grupper var forhistoriske folk I en tidsperiode hvor mennesker lavede værktøjer af sten, selvom de var bekendte med guld- (caona) og kobber-legeringer.
Taíno og Ciboney folkene var en del af en kulturel gruppe kaldet Arawak, som havde rødder langt ind i Sydamerika. Først beboede nyankommerne den østlige del af Baracoa før de spredte sig over hele øen. Den dominikanske præst og forfatter Bartolome de las Casas anslog at den cubanske befolkning havde nået 200.000 indbyggere i slutningen af det 15. århundrede. Taíno folket dyrkede yucca-rødder, som de brugte til at lave cassavabrød. De dyrkede også bomuld og tobak, ligesom de spiste majs og batater. Ifølge Las Casas, “havde de alt hvad de skulle bruge for at overleve; de havde mange afgrøder og de var vel organiserede”.Historia de las Indias, vol 3 Biblioteca Ayacucho, Caracus, 1986, pp. 81–101.
Kolonitiden
Cuba blev opdaget den 28. oktober 1492 af Christoffer Columbus på dennes første rejse og blev af ham kaldt for Juana, men hverken dette navn eller dem, som senere blev givet øen (Fernandina, Santiago og Ave Maria), kunne fortrænge de indfødtes egen benævnelse. I datiden var Cuba delt i ni selvstændige riger under lige så mange kaziker. I 1511 udrustede Columbus' søn Diego en ekspedition under Diego Velasquez for at kolonisere øen, hvilken efter ubetydelig modstand erobredes, hvor efter flere større byer anlagdes og negerslaver indførtes.Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 667
Da Columbus opdagede øen, var den beboet af omkring en halv million indianere (skøn varierer mellem 200.000 og 1 million – det sidstnævnte skyldes biskop Las Casas), hvilke skildredes som milde og fredelige, i fysisk henseende spændstige, med behagelige træk. De ernærede sig overvejende af fisk, majs og frugt, dyrkede bomuld, majs, batater, tobak, ananas og maniok, fremstillede grove lerkar og våben af sten og havde ikke andre husdyr end hunden. De var ikke kannibaler som befolkningen på nogle andre vestindiske øer.Nordisk Familjebok; Uggleupplagan, bind 5 (1906), sp. 932
Center for slaveriet
Allerede i 1520 var øen i en blomstrende tilstand. Men efter 1539 begyndte undertrykkelsen af indianerne, og allerede i 1560 var disse stort set udryddede. Fra denne tid aftog velstanden stadig mere, og filibusternes sørøverier fremkaldte stor usikkerhed på kysterne. Den gamle hovedstad, Santiago, blev opgivet til fordel for Habana, som i 1584 blev stærkt befæstet og i 1633 blev guvernørens sæde. Desuden forstyrredes øen ofte af englændere, franskmænd og hollændere. I 1762 erobredes Habana af englænderne, som i 1763 byttede det mod Florida. I 1717 blev tobakshandelen et statsmonopol, og i forbindelse dermed skete flere oprør, ligesom smugleriet steg voldsomt, hvilket samlet havde til følge, at monopolet i 1740 blev overdraget til nogle købmænd i Cadiz. Efter den engelske erobring blev handelen noget friere, og i 1783 blev taget nye skridt i denne retning. Fra 1773 var Habana centrum for slavehandelen i hele spansk Amerika. I 1777 blev Cuba et særskilt generalkapitanat. Gennem disse og lignende tiltag oplevede Cuba en høj grad af blomstring, men med den stigende velstand voksede tillige selvstændighedstrangen hos såvel de sorte som de hvide.Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 668
Den første folketælling blev foretaget i 1775 og gav til resultat 171.620 indbyggere.
For tiden 1521-1853 beregnes indførslen af sorte slaver til 644.000, deraf omkring 1/3 kvinder, hvortil kom under tiden 1853-80 over 200.,000 indsmuglede.
Oprørstider
I 1812 indtrådte et farligt negeroprør, og senere forekom sådanne adskillige gange, blandt andet i 1848, da frigivelsen af slaverne i de nærliggende franske kolonier i Vestindien også på Cuba fremkaldte en rejsning, som kostede mange tusinde slaver livet. På denne tid viste det sig tillige, at et stærkt parti blandt kreolerne stræbte efter politisk forbindelse med USA, samt at nordamerikanerne, især slaveejerne i Sydstaterne, støttede disse bestræbelser. Flere gange blev opdaget sammensværgelser med dette mål, og i 1845 fremlagdes i senatet i Washington et forslag om at forhandlinger om Cubas afståelse skulle indledes med Spanien. Allerede i 1846 oprettedes et selskab, som tilbød den spanske regering 200 millioner dollars som betaling for Cuba. Den spanske ledelse afviste imidlertid dette tilbud, og en amerikansk friskare under oberst White gjorde sig da rede til at drage til øen, men den amerikanske regering forbød ekspeditionen i 1849.
I 1840-erne begyndte man at indføre kinesiske kulier, men dette ophørte i 1873, da kineserne i alt for stort antal bukkede under som følge af rejsens besværligheder og klimaet samt da de som arbejdskraft viste sig langt underlegne negrene; i 1877 udgjorde kinesernas antal 43.811, men i 1899 blot 14.863.Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 5 (1906), sp. 932
1849–1851 gjorde en kreol, Narciso Lopez, med sine friskarer flere angreb mod Cuba, men vandt kun ringe støtte på øen og blev til sidst tilfangetaget og henrettet den 1. september 1851. Men på trods af denne ulykkelige udgang udslukkedes interessen for Cuba langt fra inden for unionen. Ved at indskrænke slavehandelen og frigive en del negre i 1854 forsøgte man fra spansk side at vinde en modvægt mod slavestaternes annekteringsbegær, men dette voksede ved dette tiltag i stedet for at mindskes. England og Frankrig forsøgte forgæves at formå USA at garantere Spanien besiddelsen af øen. I 1856, da James Buchanan blev USAs præsident, forventede man et afgørende skridt, men de indre stridigheder og den amerikanske borgerkrig, som udbrød nogle år senere, trængte enhver tanke om en erobringspolitik i baggrunden. For de herskende klasser på Cuba bortfaldt tillige, da slavestaterne var blevet besejrede, den grund, på hvilken de tidligere havde følt sig dragne imod unionen.
Kort efter den spanske september-revolution i 1868 brød kreolernes modvilje mod moderlandets vilkårlige styrelse ud i et oprør under ledelse af advokaten Manuel Cespédes. Senere blev Quesada leder for insurgenterne, omkring 30.000, og da begyndte en guerillakrig, som bredte sig øver største delen af øen.Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 668 Kreolerne krævede politisk ligestilling med moderlandet og tillige en mere lige skattefordeling, bedre forvaltning og frem for alt slaveriets afskaffelse. Men da den spanske regering nægtede at imødekomme reformpartiets fordringer, proklamerede dette parti i april 1869 Cubas selvstændighed og udnævnte Cespédes til præsident for den provisoriske regering. Kampen blev ført med hårdhed på begge sider, og store områder af Cuba blev ødelagte. Indtil 1876 skal denne kamp have kostet Spanien omkring 150.000 soldater. Efter carlistoprørets undertrykkelse i Spanien i 1876 blev general Martinez Campos sendt med forstærkninger til Cuba, og i maj 1878 formåede hans efterfølger, Jovellar, at betvinge den sidste modstand.Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 669