Andet slag om el-Alamein var et afgørende vendepunkt i Ørkenkrigen under 2. verdenskrig. Slaget foregik ved El-Alamein i Egypten 23. oktober – 3. november 1942. Det Første slag om el-Alamein havde bremset aksemagternes fremrykning i juli 1942. I august 1942 overtog generalløjtnant Bernard Montgomery kommandoen over den britiske 8. arme fra general Claude Auchinleck.

Sejren fik strømmen til at vende i Felttoget i Nordafrika. Det var slutningen på aksemagternes drømme om at besætte Egypten, kontrollere Suez-kanalen og få adgang til Mellemøstens oliefelter. Nederlaget ved el-Alamein markerede afslutningen på aksemagternes ekspansion i Afrika.

Forspil

I juli 1942 var den italiensk-tyske Panzer Armee Afrika efter sejren i Slaget ved Gazala trængt langt ind i Egypten og truede den britiske kontrol over Suez-kanalen. General Auchinleck havde trukket 8. arme tilbage til 80 kilometer fra Alexandria til Qattara-sænkningen 65 kilometer fra kysten. Det gav forsvarerne en kortere front og sikre flanker, da kampvogne ikke kunne trænge gennem Qattara-sænkningen. Her blev aksestyrkerne stoppet i juli under det Første slag om el-Alamein.

Den 8. armés modoffensiv i juli endte resultatløst, da Rommel besluttede at grave sig ned for at omgruppere sine udmattede styrker. I slutningen af juli afblæste Auchinleck alle offensive operationer med henblik på at genopbygge hærens styrke. I begyndelsen af august besøgte den britiske premierminister, Winston Churchill, og general sir Alan Brooke, den britiske øverstkommanderende for imperiestaben, Cairo. Ved den lejlighed blev Auchinleck erstattet af general sir Harold Alexander som øverstkommanderende i Mellemøsten. Generalløjtnant William Gott skulle have overtaget kommandoen over 8. armé, men blev dræbt, da hans fly blev skudt ned af et tysk jagerfly. I stedet blev generalløjtnant Bernard Montgomery udpeget til at lede 8. armé.

Rommel stod i en situation, hvor hans forsyningslinjer var uholdbart lange, og han vidste, at de allierede ville få forstærkninger af både mænd og udstyr. Derfor besluttede han at angribe de allierede, inden deres opbygning var tilendebragt. I spidsen for angrebet var to pansrede divisioner fra Afrikakorpset og en styrke af opklaringsenheder fra Panzer Armee Afrika. Den 30. august 1942 stoppede de allierede det tyske fremstød ved Alam el Halfa-bakkekammen og Point 102. Angrebet mislykkedes i dette andet slag ved Alamein-linjen, kaldet Slaget ved Alam el Halfa. I forventning om et modangreb fra Montgomerys 8. armé gravede Panzer Armee Afrika sig ned.

Den korte frontlinje og de sikre flanker, der havde hjulpet 8. armé i det Første slag om el-Alamein, var nu en fordel for aksestyrkerne.Bierman & Smith (2002), p.255 Hertil kom, at Rommel havde god tid til at forberede sine forsvarspositioner, og han lod udlægge store minefelter med omkring 500.000 miner og pigtråd. De allieredes 8. armé stod derfor over for at skulle gennemføre et frontalangreb mod veletablerede stillinger. Alexander og Montgomery var indstillet på at skaffe sig styrker, som var tilstrækkelige til ikke blot at opnå et gennembrud, men også til at udnytte det og nedkæmpe Panzer Armee Afrika. I alle de tidligere kampagner, der bølgede frem og tilbage gennem ørkenen, havde ingen af siderne haft tilstrækkelig styrke til at udnytte en sejr. Den tabende side havde altid kunnet trække sig tilbage og omgruppere sig nærmere ved sine forsyningsbaser.

Efter yderligere seks ugers opbygning var 8. armé klar til at slå til. Styrken var da vokset til 220.000 mand og 1.100 kampvogne, som under ledelse af Montgomery rykkede frem mod de 115.000 mand og 559 kampvogne i Panzer Armee Afrika.

Den allierede plan Med Operation Lightfoot håbede Montgomery at rydde to korridorer gennem aksestyrkernes minefelter på den nordlige del af fronten. Derefter ville allierede kampvogne trænge igennem og besejre de tyske kampvogne. Afledningsangreb ved Reweisat højdedragene i centrum og i den sydlige del af fronten skulle holde resten af aksestyrkerne fra at rykke nordpå. Montgomery forventede, at slaget ville vare 12 dage og bestå af tre faser: indbruddet, nærkampen og fjendens endelige sammenbrud.Dear (2005), p.254

På offensivens første nat planlagde Montgomery, at fire divisioner fra Oliver Leese's XXX Korps skulle rykke frem over en 25 kilometer bred front til et sted med kodenavnet Oxalic Line og undervejs løbe aksestyrkernes fremskudte stillinger over ende. Ingeniørsoldater skulle rydde og afmærke to veje gennem minefelterne, hvorigennem de pansrede divisioner i Herbert Lumsden's X Korps kunne passere for at nå Skinflint-linjen, hvor de skulle kontrollere og rapportere deres fremskridt, og senere Pierson Bound, hvor de midlertidigt skulle konsolidere deres stilling inde i aksestyrkernes stillinger, indtil infanterislaget var vundet.

Commonwealth-styrkerne gennemførte en række afledningsmanøvrer i månederne op til slaget for at så tvivl hos aksestyrkernes hærchefer om styrkernes placering, og hvor slaget ville komme til at stå. Denne operation havde kodenavn Operation Bertram. I september stillede de brugte pakkasser under camouflagenet i den nordlige sektor, for at illudere ammunitions- og forsyningsdepoter. Aksestyrkerne noterede sig selvfølgelig, at de var der, men da der ikke fulgte en offensiv operation straks efter, og da disse "depoter" ikke ændrede udseende, ignorerede de dem. Det gav 8. arme mulighed for at opbygge depoter i de fremskudte områder, ubemærket af fjenden, ved om natten at udskifte de tomme kasser med ammunition, benzin eller rationer. I mellemtiden blev der bygget en falsk rørledning, hvis bygning ville få aksestyrkerne til at tro, at angrebet ville blive indledt meget senere, end det blev, og meget længere mod syd. For at forstærke illusionen byggede man kampvognsattrapper af krydsfiner, som blev sat oven på jeeps og opstillet mod syd, mens de kampvogne, der skulle i kamp mod nord blev camoufleret som lastbiler ved at få en passende overbygning af krydsfiner.

Aksestyrkernes plan thumb|right|400px|Styrkernes placering forud for slaget ved El-Alamein. Efter nederlaget i Slaget ved Alam el Halfa var aksestyrkerne alvorligt nedslidte. De tyske og italienske armeer havde for lange forsyningsveje, var udmattede og var afhængige af erobrede allierede forsyninger og udstyr. På trods af Rommels successer var situationen hurtigt ved at ændre sig til ugunst for ham. Problemet var, at han ikke modtog væsentlige forstærkninger, mens de allierede styrker i stor stil blev genopbygget med mænd og udstyr fra Storbritannien, Indien, Australien og New Zealand foruden kampvogne og lastbiler fra USA. Rommel blev ved med at anmode om udstyr, forsyninger og brændstof, men den tyske krigsmaskine var fokuseret på Østfronten, og der nåede kun begrænsede forsyninger frem til Nordafrika.

Rommel var fuldt ud klar over, at de britiske styrker snart ville være stærke nok til at iværksætte en offensiv mod hans armé. Hans eneste håb bestod nu i, at de tyske styrker, som kæmpede i Slaget om Stalingrad, hurtigt ville besejre de sovjetiske styrker og rykke sydpå gennem Kaukasus og true Persien (Iran) og Mellemøsten. En sådan udvikling ville betyde, at store britiske styrker måtte forventes at blive sendt fra den egyptiske front for at forstærke de britiske styrker i Persien, hvilket ville forsinke en britisk offensiv mod hans armé.

Under en sådan pause kunne Rommel tilskynde den tyske overkommando til at forstærke hans styrker, så der kunne opnås en sammenkædning mellem Panzer Armee Afrika og de tyske armeer, som kæmpede sig vej gennem det sydlige Sovjet og gøre det muligt for dem endeligt at besejre de britiske hære i Nordafrika og Mellemøsten.

I mellemtiden havde hans styrker gravet sig ned og ventede på angreb fra de britiske styrker eller den Røde Hærs nederlag ved Stalingrad. De havde udlagt omkring en halv million miner, fortrinsvis anti-tank-miner sammen med mindre fodfolksminer som S-miner. De lå i to enorme felter, der blev omtalt som helvedeshaver ("Teufelsgarten"). Mange af minerne var af britisk oprindelse og var erobret ved Tobruk. For at narre fjendtlige køretøjer ind i minefelterne havde italienerne et trick med at trække en aksel med hjul på gennem området med et langt reb, for at skabe, hvad der lignede ofte anvendte spor.

Rommel placerede skiftevis tyske og italienske infanterienheder i de forreste linjer. Rommels reserver bestod af to tyske panserdivisioner og en motoriseret infanteridivision samt en italiensk styrke af samme størrelse. Da de allieredes afledningsmanøvrer havde virket efter hensigten, havde Rommel spredt sine styrker ud over hele fronten i den tro, at Montgomery ville lægge et jævnt pres på hele fronten og lede efter svage punkter. Han antog også, at hovedstødet komme mod syd. Da hovedangrebet satte ind, mente Rommel, at han kunne manøvrere hurtigere end de allierede og på den måde ville kunne koncentrere sit forsvar mod tyngdepunktet i det britiske angreb. Når han først havde koncentreret sine styrker, ville han på grund af benzinmangel ikke kunne flytte dem igen.Watson (2007), p.20

Slaget Slaget om el-Alamein deles normalt ind i fem faser: Indbruddet (23. - 24. oktober). Nedbrydningen (24. - 25. oktober). Modangrebet (26. - 28. oktober). Operation Supercharge (1. - 2. november). Udbruddet (3. - 7. november).

Perioden fra 29. - 31. oktober har ikke fået navn, da slaget her stod stille.

Fase et: Indbruddet thumb|250px|Allierede styrker angriber klokken 22 den 23. oktober 1942. Inden den egentlige artilleriforberedelse kom der en afledning fra 24. australske brigade, som udsatte den tyske 15. panserdivision for kraftig beskydning i nogle minutter.Latimer (2002), p.177 Herefter begyndte Operation Lightfoot den 23. oktober klokken 21.40 egyptisk sommertid Mead, Richard, p.304 på en stille, klar aften med fuldmåne, men ikke med en 1.000 kanoners spærreild, som man ofte ser det refereret, eller med at alle kanoner skød på én gang. Spærreilden var blevet omhyggeligt planlagt, således, at den første granat fra alle 882 kanoner i de forskellige batterier ville ramme langs hele den 65 kilometer lange front samtidig. Barr, Niall, p.308. Efter 20 minutter med kraftig beskydning af hele linjen skiftede kanonerne over til udvalgte mål som støtte for det fremrykkende infanteri.Clifford, Alexander, p.307Beskydningen fortsatte i 5½ time, hvor hver kanon havde affyret omkring 600 granater.

Der var en grund til, at man havde valgt navnet Operation Lightfoot: infanteriet skulle angribe først. Mange af anti-tank-minerne ville ikke blive udløst af soldater, der passerede hen over dem, fordi de var for lette, deraf kodenavnet. Mens infanteriet rykkede frem, måtte ingeniørsoldaterne rydde en passage til de følgende kampvogne. Passagerne skulle være 7,25 meter brede, hvilket lige var nok til at kampvogne kunne passere i enkeltkolonne. Ingeniørerne skulle rydde en 8 kilometer lang rute gennem minefelterne. Det var en vanskelig opgave på grund af bredden af aksestyrkernes minefelter.

Klokken 22 begyndte de fire infanteridivisioner i XXX Korps at rykke frem. Deres mål var en imaginær linje i ørkenen, hvor de stærkeste fjendtlige stillinger lå. Når først infanteriet havde nået de første minefelter, rykkede minesøgerne sammen med tropper fra opklaringsenheder og sappører ind for at skabe plads til de pansrede divisioner fra X Korps. Klokken 2 om natten begyndte de første kampvogne at krybe fremad. Klokken 4 var de forreste kampvogne inde i minefelterne, hvor de hvirvlede så meget støv op, at sigtbarheden var lig nul, og der opstod trafikpropper, efterhånden som kampvognene gik i stå.