Vincent-Marie Viénot, greve af Vaublanc (født 2. marts 1756 Fort Dauphin i Saint-Domingue, nu Fort-Liberté i Haiti, død 21. august 1845 i Paris) var en fransk politiker og forfatter, tilhænger af den katolske kirke og kongemagten.
Vaublancs virke bragte ham på skift i tjeneste under Ludvig 16., Barras, Napoleon, den fremtidige Karl 10. af Frankrig, og endelig Ludvig 18. Han var kongetro deputeret under den franske revolution og under Direktoriet, lovløs under Terrorregimet, og præfekt under Napoleon. Derpå blev han indenrigsminister for Ludvig 18., og sluttede sin politiske karriere som yderligtgående royalistisk parlamentariker. Fire forskellige politiske regimer havde forbudt hans værker og efterlyst ham, uden han dog nogensinde blev anholdt - netop idet det hver gang lykkedes ham at vinde det pågældende regimes gunst. Han er kendt for sine politiske taler samt for den kontroversielle reorganisering af Académie française, han i 1816 foretog som indenrigsminister.
Vaublanc bidrog til at præge denne særlige periode i fransk historie. Han var og forblev tilhænger af autoritet og orden, men hældte samtidig moderat til de "fremskridt" revolutionen bragte med sig. Først under restaurationen udviklede han sig til fuldbyrdet radikal kontrarevolutionær.
Traditionel militæruddannelse under det gamle styre thumb|Vaublanc slægtens våbenskjold.
Vincent-Marie er ældste søn i en adelsslægt fra Bourgogne. Ved hans fødsel og under hans opvækst er familien bosat i Saint-Domingue hvor faderen, major Vivant-François de Vaublanc, er udstationeret som kommandant. Vincent-Marie er syv år gammel da han besøger Frankrig for første gang.Michaud, Biographie universelle ancienne et moderne. 2. udg. Paris: Desplaces, 1843-65. Opslag om Vauban. Bind 43, s. 10. Opslaget, på Gallica
Han går på La Flèche kadetskolen og derefter Paris' militærskole mellem 1770 og 1774. Før han afslutter sin uddannelse tildeler greven af Provence ham Saint-Lazare ordenen.
Han tjener derefter som sekondløjtnant i La Sarre regimentet, der hører til hertugen af La Rochefoucauld og hvor hans onkel Charles er oberstløjtnant, mellem 1776 og 1782. Han gør tjeneste i diverse franske købstæder for derefter at lade sig udsende til Saint-Dominingue. Her ægter han Charlotte de Fontenelle, med hvem han får en datter.Michaud, Biographie universelle. Bind 43, s. 10.
Han vender tilbage til Frankrig i 1782, og køber det særlige franske embede som lieutenant des maréchaux de France, egentlig en art fredsdommer, for Dammarie-les-Lys nær Melun. Samtidig erhverver han et hus i regionen. Hans embede byder ham at løse stridigheder mellem godtfolk og han lærer derved mange af regionens adelsmænd at kende. Hans stilling giver ham også tid til at fordybe sig i agrikultur, kunst, og litteratur.
Indtræden i politik under den franske revolution
Første lokale embede under generalstændernes indkaldelse
Vincent-Marie træder i første omgang ind i politik af ren begejstring for de nye ideer som den franske revolution bringer med sig. Som ny medlem af, og snart sekretær for, Meluns adelige foged i 1789 har han kunnet træffe den legendariske opdagelsesrejsende Louis-Antoine de Bougainville, der var medlem af samme lokale forsamling. Dette organ står for at udarbejde det lokale Cahier de Doléances (klagehæfte) til Kongen og udpege en talsmand til generalstænderne 1789. Vaublanc støtter den indflydelsesrige Fréteau de Saint-Just, der vælges som adelig deputeret for Melun distriktet, og senere også som medlem af Frankrigs forfatningsgivende nationalforsamling, historisk betegnet Assemblée constituante.Vaublanc, Vincent-Marie Viénot de. Mémoires sur la Révolution de France et recherches sur les causes qui ont amené la Révolution de 1789 et celles qui l'ont suivie. Paris: G.A. Dentu, 1833. Bind 1, s. 182.
Efter Bastillens fald 1789 bliver Vaublanc året efter udnævnt til formand for Seine-et-Marne departementets forvaltning.Vaublanc, Mémoires. Bind 1, s. 256.
Den tabte kamp mod Jakobinerne under Den lovgivende nationalforsamling
Ved opløsningen af den forfatningsgivende forsamling dannes valgmandskollegier for at vælge nye repræsentanter. Vaublanc vælges ind til Seine-et-Marne.
1. september 1791, og med 273 stemmer ud af 345, træder han ind i historien som Seine-et-Marnes ottende deputeret ved den nye, lovgivende nationalforsamling (Assemblée législative).Robert og Cougny, Dictionnaire des parlementaires français de 1789 à 1889. Paris: Edgar Bourloton, 1889-1891. Artikel "Vincent Marie Viénot de Vaublanc." De nye parlamentarikere er hovedsagligt novicer, idet medlemmerne af den grundlovgivende forsamling, tro mod hensigt og løfte, ikke genopstiller. Derfor er Vaublanc en af de få parlamentarikere med erfaring og ekspertise i komplekse politiske problemstillinger.
Hos Feuillanterne Fra første plenarmøde gør han sig bemærket ved en tale hvori han fordømmer de ringe vilkår under hvilke parlamentet dagen efter vil modtage deres konge, Ludvig 16. På baggrund af disse udtalelser vælger det hovedsagligt kongetro parlament ham til viceformand for 3. til 15. november. Han vælges derpå til formand for perioden 15. til 28. november 1791.L'ami des citoyens, journal fraternel. Avis, udgivet af J.L. Tallien, trykkeri Demonville. Nr. 13, 16. november 1791.
Den 29. november udpeges Vaublanc til at forfatte et brev der anmoder Kongen om at tilbagekalde sit nedlagte veto mod parlamentets dekret den 9. november. Dekretet har til hensigt at standse den massive udvandring fra Frankrig (som blandt andet støttes af præster og adelige) ved at true de tyske fyrster med repressalier hvis de fortsat huser de franske prinsers hær (greven af Artois og fyrsten af Condé). Parlamentet er så tilfreds med hans arbejde at det beder ham om, i spidsen for 24 parlamentarikere, personligt at læse brevet for Kongen. Ludvig 16 svarer at han meget nøje vil overveje parlamentets budskab og nogle dage senere personligt vil møde op for at meddele sin beslutning.
Umiddelbart efter skaber Vaublanc sig et navn med parolen: "Kongen bukkede som den første: jeg gjorde blot gengæld."Michaud, Biographie universelle. Bind 43, s. 11. Anekdoten røber den nylige forfatnings magtforskydning: den lovgivende magt, Nationalforsamlingen, har nu tydeligt større styrke end den udøvende magt, inkarneret af Ludvig 16. der nu blot er "Franskmændenes konge".
Vaublanc støtter de royalister der går ind for en forfatning og melder sig ind i Feuillanternes klub ligesom 263 kollegaer (ud af 745 parlamentarikere). Han bliver en af denne politiske gruppes anførere i parlamentet.
Monarkiets uundgåelige fald Vaublanc er i 1792 med til at forsvare greven af Rochambeau foran Nationalforsamlingen og opnå hans frifindelse.Appleton's Cyclopedia of American Biography. Opslag "Vincent Marie Viénot Vaublanc". Opslaget (redigeret), på Virtualology
Han stemmer med flertallet i parlamentet da dette forsøger at afskaffe slaveriet i Antillerne. Men i sin tale den 20 marts advarer han samtidig hærdede abolitionister om disses dårlige kendskab til livet i kolonierne og om risikoen for borgerkrige når man tager højde for de mange forskellige racer og sociale lag som Saint-Domingues befolkning indeholder. Han støtter dog loven af 4. april 1792 som gør "alle farvede mænd og negre, der er frie" til statsborgereAppleton's Cyclopedia, "Vaublanc", se note foroven. Under plenarmødet den 10. april taler han for en gradvis afskaffelse af handlen med sorte i kolonierne, som det er sket for Danmark og Storbritannien.Lévêque, Roger. Online manuskript. "Jean-François-Honoré Merlet 1761-1830: Eléments pour une biographie." Del II, afsnit "Sur l'abolition graduelle de la traite des noirs". Del II, på DokHistoire
Den 8. maj 1792 taler han således foran parlamentet: "Hvis de herrer vil redde forfatningen, så vil det kun lykkes Dem ved at gøre op med fraktionerne og deres tilhængere, kun ved at kæmpe for loven, kun ved at falde med loven og for loven, og jeg bliver ikke den sidste der vil falde, sammen med Dem, for at den kan gennemføres."Robert og Cougny, Dictionnaire des parlementaires français. Vaublanc artikel.
La Fayettes forsvarer thumb|La Fayette
Få dage efter pøbelens indtrængen i Tuilerierne den 20. juni 1792, drager La Fayette til Paris for at overtale Kongen til at forlade Paris og overtage føringen af de kontrarevolutionære armeer, som er samlet nordpå. La Fayette anfører nationalgarden og forsøger at lukke de politiske klubber, men det slår fejl, til dels fordi hoffet nægter at føje ham. Som reaktion foreslår parlamentets venstrefløj et dekret, der tiltaler La Fayette for forræderi.
Den 8. august 1792 taler Vaublanc, der er bekymret og chokeret over begivenhederne, foran parlamentet hvor han trods Jakobinernes højlydte protester modigt forsvarer La Fayette. Med hjælp fra ligesindede lykkes det Vaublanc at overtale omkring 200 parlamentarikere fra midten til at støtte hans sag. Ved 406 stemmer ud af 630 frifindes La Fayette.Vaublanc, Mémoires. Bind 2, s. 202.
Da cirka 30 parlamentarikere, herunder Vaublanc, træder ud efter plenarmødet bliver de truet, skældt ud og skubbet af pøblen, der nøje havde fulgt debatterne.
Nogle af parlamentarikerne må endda søge tilflugt i vagtstuen til Palais-Royal, hvorfra de flygter ud af vinduerne. Hippolyte Taine beretter: "La Fayettes hovedforsvarer, Monsieur de Vaublanc, overfaldet tre gange, er så forsigtig ikke at vende hjem til sin bolig. Men en rasende mængde trænger ind i denne ejendom, med råb om at 80 borgere nu vil dø ved deres hånd, og Vaublanc som den første. 12 mænd går op mod hans stuer, gennemsøger alt, ransager naboboligerne igen, og da de er ude af stand til at lægge hænderne på ham, efterlyser de hans familie. Vaublanc advares: vender han hjem til sin bolig vil han blive massakreret."Taine, Les origines de la France contemporaine L'ancien régime, La révolution, L'anarchie, la conquête jacobine. Paris: Robert Lafont, 1986. Bind 1, s. 691.
Konsekvensen er at Vaublanc den 9. august foreslår at den mest radikale venstrefløj ekskluderes fra parlamentet. Forslaget forkastes af et flertal.Vaublanc, Mémoires. Bind 2, bog 3, kap. 9.
10. juli 1792 I løbet af den begivenhed der blandt revolutionshistorikere simpelthen er kendt som 10. juli 1792 - og som består i Den lovgivende nationalforsamlings endelige fald til fordel for den oprørske (og stærkt radikaliserede) Pariserkommune af 1792 - oplever Vaublanc fra sin vogn at statuen af Solkongen, Ludvig 16.'s så mægtige forfader, bliver skruet af og væltet fra sin sokkel på Place Vendôme. Han opfordrer lovgiverne til at forlade Paris for det da kongetro Rouen. Han undslipper selv et mordforsøg, reddet i sidste øjeblik fra et dødeligt sabelhug. Endelig er Vaublanc vidne til kongefamiliens ankomst til Nationalforsamlingen, på flugt fra deres truede og belejrede Tuileries slot, i et desperat forsøg på at bringe sig under lovgivernes nu alt for svage beskyttelse.Vaublanc, Mémoires. Bind 2, s. 232
Lovløs under Nationalkonventet og Terrorregimet 1792-1795
Nu indledes et forløb der, skønt forskelligt for den enkelte, i sit overordnede mønster er kendetegnende for mange af de overlevere af terrorregimet der ikke nåede til udlandet – samt mange som forsøgte en sådan overlevelse.
Samme 10. juli, om aftenen, må Vaublanc søge tilflugt hos Nationalforsamlingens arkivar. Nogle dage senere søger han tilflugt på et privat hotel. Den 3. september hører han voldsom råben i hotellets gård, og tror han er blevet meldt. Men her drejer det sig om endnu en af revolutionens grænsebrydende begivenheder: Princessen af Lamballe, Marie-Antoinettes meget nære veninde, er blevet grusomt massakreret af folkemængden, og hendes afhuggede hoved bliver nu paraderet gennem gaderne, på spidsen af et spyd.