thumb|Heinrich Carl von Schimmelmann, ca. 1773 malet af Lorenz Lönberg thumb|Caroline von Schimmelmann, ca. 1762 malet af Stefano Torelli.
Heinrich Carl lensgreve von Schimmelmann (født 13. juli 1724 i Demmin i Pommern, død 16. februar 1782) var en dansk-tysk greve, handelsmand og statsmand.
Baggrund Schimmelmanns far var købmand i Demmin. Efter al sandsynlighed fik han ikke anden undervisning end den, en dreng kunne få i en lille tysk by; men han havde i sin energiske og virkelystne personlighed en kraft, der efterhånden bragte ham vidt i verden. Han søgte snart at bane sig en selvstændig vej som handelsmand, og han var af dem, der ikke var bange for at vove noget og ej heller blive skræmt, når det gik galt, men hurtigt kom på benene igen. Adskilligt er uklart over den måde, hvorpå han arbejdede sig frem. Det synes dog nogenlunde sikkert, at han, efter at have lært handelen i Stettin, fandt lejlighed til at blive leverandør til den preussiske hær under den 2. schlesiske Krig (del af Den Preussiske Syvårskrig) og tjente godt derved; men han mistede, hvad han havde tjent, ved at blive fanget af sachsiske ryttersoldater. Snart efter slog han sig dog op i Dresden, hvor han tjente ganske godt ved at få en materialhandel i gang. Her ægtede han 4. marts 1747, knap 23 år gammel den knap 17-årige Caroline Tugendreich Friedeborn, og det gav ham et godt skub frem, at han i 1755 forpagtede toldopkrævningen i Kursachsen; men endnu fordelagtigere var det for ham, at han kunne overtage leverancer til den preussiske hær i 1756, ligesom det også var et kup, at han under Frederik den Stores okkupation af Sachsen i dette år købte porcelænsfabrikken i Meissen af ham for siden at sælge den igen med betydelig fordel.Holm, s. 122f
Forbindelsen til Danmark thumb|left|Ahrensburg Men forholdene i Mellemtyskland, hvor Syvårskrigen rasede, var ham for brogede, og han, der allerede nu havde tjent en stor formue, flyttede 1759 til Hamborg og i nærheden heraf købte han godset Ahrensburg på holstensk grund. Her i Hamborg begyndte så en forbindelse imellem ham og den dansk-norske regering, hvis vigtigste mand, J.H.E. Bernstorff, snart blev klar på, hvilken gavn Schimmelmanns iøjnefaldende købmandsbegavelse kunde yde under de vanskelige finansielle forhold. Schimmelmann på sin side stillede sig gerne i et nært forhold til regeringen i København for at nytte den brug, han så, at den havde for ham, til at vinde ydre glans og anseelse og for tillige at drive fordelagtig handel, skærmet af dens neutralitetspolitik. De forhandlinger, der åbnedes, førte hurtigt til, at Schimmelmann 1761 blev adjungeret den danske gesandt i Hamborg, med ret til at blive hans efterfølger.Snart efter blev han også udnævnt til generalkommerceintendant. At han ville knytte sig nøje til Danmark-Norge, viste han ved at købe det Berckentinske Palæ i Bredgade (i dag Odd Fellow Palæet) og Baroniet Lindenborg i Jylland. Regeringen gjorde ham 1762 til baron og Ridder af Dannebrog.Holm, s. 123
Det var, synes det, en glimrende ydre stilling, denne mand med den ret eventyrlige fortid således vandt sig. Men han gjorde unægtelig også fyldest derfor ved de tjenester, han i løbet af få år formåede at yde. Statens finansielle stilling var netop på denne tid stærkt rystet, især på grund af de store udgifter, det havde voldt i flere år at holde en styrke på 20. – 25. 000 mand på benene i Holsten, og de endnu større, som man måtte påtage sig for at kunne møde den krigsfare, der i foråret 1762 truede fra Ruslands side efter Peter III's tronbestigelse. Oven i købet var dette et tidspunkt, hvor det, i Bernstorffs formulering, var som om pengene var forsvundet fra jordens overflade - i den grad døjede man med at få rejst, om det så var ubetydelige statslån. Man havde stræbt at slå sig igennem ved at hæve store summer hos Københavns Bank, der ikke mente at kunne vægre sig ved at yde disse lån, men kun kunne skaffe dem til veje ved at fabrikere papirpenge i millionvis, og derved var dens stilling blevet rystet på det alvorligste. Finansielle kapaciteter, der havde dygtighed og personlig kredit til at råde bod på de truende ulykker, havde man ingen af. Men det fandt man nu i Schimmelmann Det lykkedes ham virkelig ved sit talent og det ry, han havde for at være en hovedrig mand, at få sluttet flere udenlandske lån dels til banken og dels til staten, og på påfaldende gunstige vilkår. Efter at han ved disse lån til banken havde skaffet den pusterum til at komme over den værste øjeblikkelige fare, satte han ved nye statslån regeringen i stand til at betale den en stor del af, hvad den skyldte den, således at den fare drev over, der truede den og pengemarkedet i Danmark mellem 1762 og 1765. Også af sin egen formue ydede Schimmelmann lejlighedsvis forstrækninger.Holm, s. 123f
Indflydelsen på tidens skattepolitik Hånd i hånd hermed havde han, hvad der var ganske nødvendigt, gjort forsøg på at skaffe nye statsindtægter af betydning; men medens der havde måttet udfoldes en overordnet dygtighed for at få lånene bragt i stand, var vejene til at skaffe nye indtægter kun de gamle velkendte, at sælge krongodser og pålægge nye skatter. Hvad han i sidste henseende greb til, 23. september 1762, var en personskat, en såkaldt kopskat, brutal og urimelig i sit princip, idet den ramte den fattige arbejder lige så hårdt som den rige, og den der havde børn hårdere end den der ingen havde. Ganske vist var den nem at opkræve, og det vilde have voldt store bryderier at gennemføre en indkomstskat eller formueskat efter retfærdige grundsætninger; men den hårdhed imod de lidet formuende, der går igennem den, er næsten uhyggelig. Derfor vakte den også stor forbitrelse, på sine steder ligefrem uroligheder, og den tyngede i den følgende tid hårdt på adskillige statsmænds samvittighed.Holm, s. 124f
Iblandt disse var Schimmelmann dog ikke. Denne skat var betegnende for en side af hans karakter. Man har ved ham, som det træffende er sagt, altid at gøre med forretningsmanden. Lige så talentfuld og energisk han var, lige så praktisk han så på tingene, lige så hensynsløs var han i sin færd. I personlige forhold savnede han i høj grad finfølelse, og selv mænd, der satte stor pris på ham, som f.eks. Bernstorfferne, kunne være ved at fare i flint over, hvad han kunne byde dem, og han var ikke mindre en hård mand, hvor det gjaldt om at fremme hvad han mente var nyttigt. Derfor faldt det ham sjældent ind at humane hensyn kunde træde i vejen for hvad staten måtte antages at behøve, og ganske sikkert indbragte ekstraskatten ret betydeligt. I det hele må det erkendes, at han opnåede hvad der var store goder, at styrke statens kredit og skaffe pengemarkedet fasthed.Holm, s. 125
Påbuddet om ekstraskatten bevirkede, at der 2. december 1762 blev nedsat en egen såkaldt overskattedirektion, der fik at gøre med den og i det hele med, hvad der vedrørte statsgælden. Som medlem af den blev han i virkeligheden den rådende på dette vigtige område, og med undtagelse af en kort tid havde han derigennem en overlegen indflydelse på finansstyrelsen i den følgende tid lige indtil sin død. Hertil kan der føjes, om det end er mindre vigtigt, at han, der 10. juni 1768 havde fået titel af skatmester, 13. april 1769 stilledes i spidsen for skatkammeret, en ny institution, der da blev oprettet og fik det hverv at bestyre visse kapitaler som en slags reservefond, for påkommende uforudsete tilfældes skyld.
Vestindien, slavegjorte, sukkerraffinaderi og geværfabrik Men alt dette var kun den ene side af hans virksomhed. Det var den gang en udbredt overbevisning at ved at fremme industri og endnu mere handel kunne man hurtigst og lettest ophjælpe et lands hjælpekilder. Schimmelmann delte ganske denne opfattelse. Men hvad industrien angår, var det dog nærmest ved sin private virksomhed, at han fik betydning. Efter at han havde købt statens plantager i Vestindien og et dertil knyttet stort sukkerraffinaderi i København for 400.000 rigsdaler, en sum der vel svarede til, hvad det var muligt at få for disse ejendomme, drev han en betydelig forretning fra dette raffinaderi. thumb|Transport af slavegjorte thumb|Transport af slavegjorte Det er værd at bemærke, at sukkerplantagerne i Vestindien blev drevet med slavegjorte hentet fra Vestafrika, bl.a. det nuværende Ghana, hvor Danmark havde handelsstationer. I 1792 udstedte kong Christian 7. en forordning, som forbød handel med slavegjorte i de danske kolonier, men forordningen skulle først træde i kraft i 1803.
I 1768 købte han ligeledes af staten geværfabrikken Hammermøllen ved Hellebæk nord for Helsingør for 70.000 rigsdaler. Derimod var det afgjort handelen, han ved sin offentlige virksomhed mest søgte at fremme. Schimmelmann mente, at når det overhovedet altid er vigtigt for et land at have en gunstig handelsbalance over for udlandet, gjaldt det særligt for en stat som den dansk-norske, hvor papirpenge dannede så godt som det eneste omsætningsmiddel; der ville man kun ad den vej kunne hindre, at landets penge tabte værdi over for udlandet og at vekselkursen forværredes. At handelens udvikling tillige ville forøge velstanden i Danmark og derved også skatteevnen og statens indtægter, er en selvfølge.Holm, s. 126
Hele denne vigtige sag fik han at gøre med, da han 7. marts 1767 blev deputeret i kommercekollegiet, og da han 11. december samme år fik sæde i en kommission, der da blev oprettet, den såkaldte balancekommission, som både skulle undersøge landets finanser og dets handelsbalance. Allerede før ham havde københavnske købmænd set, at det på grund af den mangel på naturlige udførselsvarer, som særlig kongeriget Danmark led af, var nødvendigt at skabe en transithandel med oversøiske varer, og dette havde blandt andet fremkaldt dannelsen af det asiatiske kompagni. Nu ville Schimmelmann gå videre i samme spor, særlig ved at forøge transithandelen for Københavns vedkommende, og han virkede derfor for at få en frihavn anlagt ved denne by, en tanke, som de københavnske handelsmænd også greb, og som vistnok ville være blevet gjort til virkelighed, såfremt ikke Struensee var kommet imellem.
I modsætning til handelsinteresserne lå sans for landboforholdene åbenbart Schimmelmann fjernere, thi da han 30. marts 1768 havde fået sæde i Generallandvæsenskollegiet, der netop skulle virke på dette område, viste han, skønt til en vis grad reformvenlig, kun liden interesse for kollegiets sager.
Det sociale liv Samtidig med sin omfattende virksomhed indtog Schimmelmann en fremtrædende stilling i det sociale liv. I sit palæ i København førte han om vinteren et stort hus, hvor hans hustru, en højst indtagende verdensdame, forstod at glimre i pragtfulde selskaber, og hvor der endog efter særlig kongelig tilladelse blev givet maskerader; sommeren tilbragte familien sædvanligvis på det rigt udstyrede Ahrensburg i Holsten. Sin personlige omgang fandt Schimmelmann nærmest i den statsmandskreds, hvis midtpunkt den ældre Bernstorff var, og ligesom dennes ledelse af den ydre politik godt faldt i tråd med den iver, han selv viste for at udvikle handelen, således samstemmede han også fuldt med Bernstorffs politik, hvad det gottorpske spørgsmål angik, og han kom på en måde til at virke på det politiske område, da han var medforhandler ved et forlig, der 27. maj 1768 blev sluttet imellem Hamborg på den ene side, Danmark og Gottorp på den anden.Holm, s. 126f
Forhold til Christian 7.