The Hollies er en engelsk rock/pop-gruppe, dannet i de tidlige 1960'ere. De kædes ofte sammen med Manchester, fordi flere af de oprindelige medlemmer kom fra byen og dens forstæder.
Kvintetten fra Manchester er kraftigt influeret af Everly Brothers, og er kendt for sine trestemmige harmonier, der kan konkurrere med The Beach Boys, foruden fremtrædende guitarlyd, smittende melodier, jazz-påvirkede grundrytmer og et image uden mislyde. De er ofte blevet kaldt de britiske Everly Brothers. Ikke desto mindre er The Hollies et af de kommercielt set mest succesfulde pop/rock fænomener i Den Britiske Invasion. Mens grupper som The Beatles eksperimenterede uden for poppens verden, fastholdt the Hollies et sangmateriale, der var tilgængeligt, uanset hvilken stilart de valgte. Som årtiet skred frem, afprøvede de imidlertid også mere sofistikeret folk-rock og lettere psykedeliske sange, især på deres LP'er.
Deres klangbund i befolkningen (især i USA) er normalt begrænset til et udvalg på cirka et dusin sange, fra 1964's "Just One Look" til 1974's "The Air That I Breathe". I virkeligheden startede deres pladeproduktion i 1963 og omfatter mere end 350 sange, fordelt over snesevis af album, EP'er and singler, spændende over 33 år (Eder,1996). Oprindelse The Hollies' historie begynder med, at femårige i 1947 ankommer til Ordsall Primary School i Salford (Manchester's naboby), i England. Han møder femårige Graham Nash, som er den eneste, der tilbyder ham en plads ved siden af sig. Hurtigt finder de en fælles interesse i musik. De begynder at synge i kor sammen, og finder ud af, hvor godt deres stemmer passer sammen. Impulsen til at begynde en musikalsk karriere sammen får de, da skiffle-musikken slår an i England. (Eder, 2004).
I følge Clarke (Eder, 2004), "Vi ønskede alle sammen at blive rock 'n' roll stjerner, og skiffle var en måde at starte på, fordi den var baseret på de nemmeste akkorder: A, D, G og C, og vi elskede sangene. Graham og jeg spillede på klubber i Manchester, med noget, der mindede om Everly Brothers. The Everly Brothers var vores største inspiration, fordi de lavede tostemmige harmonier."
Det blev grundlaget for The Hollies. I 1962 havde Clarke (født Harold Allan Clarke, 5. april 1942, i Salford, Lancashire) og Nash (født Graham William Nash, 2. februar 1942, i Blackpool, Lancashire) allerede sunget sammen i lokale cafeer i flere år som halvprofessionel duo under navne som the Guytones, the Two Teens, The Levins og med et søskendeband ved navn Ricky og Dane. Under et show sammen med the Fourtones mødte de Eric Haydock (født 3. februar 1943, i Stockport, Cheshire) og Don Rathbone (født Donald Rathbone, oktober 1942, i Wilmslow, Cheshire) og blev inviteret med i The Deltas (Rock, 2000).
Disse fire besluttede at forlade the Deltas og starte en ny gruppe i december 1962. Ifølge nærtstående kilder valgte de navnet efter en juledekoration i Graham Nash's hus, og ikke – som ofte hævdet – som en hyldest til Buddy Holly Rock, 2000. Historierne er vage og viser, at orkestrets medlemmer ikke selv husker detaljerne; men de er enige om, at navnet kun var foreløbigt, selv om det har hængt ved i foreløbig 34 år.Eder, 1996 Den originale besætning bestod af forsanger Allan Clarke, guitaristerne Graham Nash og Vic Steele, bassisten Eric Haydock og trommeslageren Don Rathbone. Vic Steele forlod dem hurtigt og blev erstattet af den lokale guitarhelt Tony Hicks (født Anthony Christopher Hicks, 16. december 1943, i Nelson, Lancashire). I 1963, før gruppen begyndte at få hits, gik Rathbone ud, og blev i stedet deres road manager. Han blev erstattet af Bobby Elliott (født Robert Hartley Elliott, 8. december 1941, i Bolton, Lancashire) fra Shane Fenton And The Fentones (Shane Fenton blev i 1970'erne til Alvin Stardust). Elliott og Hicks havde tidligere spillet sammen i et andet Manchester band, Rick Shaw and the Dolphins. I 1966 overtog Bernie Calvert (født Bernard Bamford Calvert, 16. september 1942, i Briefield, Lancashire) Haydocks plads, og i '68, da Nash rejste for at blive medstifter af Crosby, Stills, Nash & Young, blev han erstattet af Terry Sylvester (ex-The Escorts og The Swinging Blue Jeans).Artist, 2004
1960'erne
Bandets første optræden som The Hollies fandt sted på Oasis Club i Manchester i december 1962, og var en stor succes. Det varede ikke længe, før The Hollies tog The Beatles' plads i the Cavern Club. The Beatles var musikalsk set færdigudlært i klubben, og havde nu kontrakt med EMI's Parlophone-plademærke via producer George Martin. Den vældige musikalske aktivitet i Liverpool og Manchester fik pladeproducere, som ellers ikke var meget for at forlade London, til at søge mod Nord. En af dem var Ron Richards, producer hos EMI, og han kom til the Cavern in januar 1963. Han fandt en lille klub, der levede op til sit ry, og han fandt ud af, at The Hollies kunne mere end bare skråle. (Eder, 1996).
Efter at Steele var skiftet ud med Hicks, begyndte The Hollies at indflette adskillige amerikanske R&B-klassikere i deres repertoire, på samme måde som mange andre grupper fra de tidlige 1960'ere. Men de skrev også deres egne ting og bestilte sange fra professionelle sangskrivere. De hjemmegjorte blev mest brugt som B-sider på singlerne, tit med pseudonymerne "Chester Mann" eller “L. Ransford" (Artist, 2004). De fik deres første store engelske hit i slutningen af 1963 med en kopi af Maurice Williams and The Zodiacs' Stay, som nåede nummer 8 på hitlisten. De fulgte op med Doris Troy's Just One Look. Gruppens femte single, "We're Through," var deres første selvgjorte A-side, skrevet af Allan Clarke, Tony Hicks og Graham Nash under det nye kollektive pseudonym "L. Ransford". "We're Through" blev indspillet 25. august 1964 og udgivet den følgende måned. Den 26. september 1964 debuterede den på den engelske liste som nr. 27, og dens relativt korte ophold på hitlisten kulminerede med en plads som nummer 7. I lyset af, at forgængeren, "Just One Look" var nået til nr. 2, mistede pladeselskabet lysten til at satse på flere originale A-sider fra bandet lige med det samme. Men en original A-side var alligevel en milepæl for bandet, og lovede godt for fremtiden.
I sommeren 1965 arbejdede Clarke-Hicks-Nash stadig som sangskrivere under navnet "L. Ransford", og det førte til et nyt gennembrud. De tre fik en forlægger-kontrakt fra Dick James Music og fik deres eget musikforlag, Gralto Music (for GRaham, ALlan, og TOny). Da Graham rejste, blev det til Alto Music. I årene 1966 til 1968 udviklede Clarke, Hicks og Nash sig til et af de stærkeste sangskriver-teams i engelsk rock, og de stod ikke tilbage for John Lennon og Paul McCartney, eller Mick Jagger og Keith Richards (Eder,1996).
I 1965 havde The Hollies etableret sig som en af Storbritanniens mest fremtrædende single-grupper, og de havde enorm succes i adskillige lande. (Biography, 2002). De oplevede deres første tilbageskridt, da deres udgave af George Harrison's If I Needed Someone kun lige akkurat nåede Englands Top 20 og i stedet gav dem dårlig presseomtale. Både the Hollies og John Lennon brokkede sig, og de luftede deres utilfredshed over, at en Beatles sang ikke kunne klare sig bedre (Rock, 2000).
Bassisten Eric Haydock og trommeslageren Bobby Elliot blev anset for at være en af de bedste rytmesektioner i britisk Pop/Rock på den tid. Men i 1966 blev Haydock udskiftet med Bernie Calvert. Mange musikkritikere anser ikke Calvert for at være lige så god en musiker som Haydock, hvis basspil lå meget længere fremme på gruppens plader. Ron Richards bekræftede dette i sit bidrag til pladenoterne på Epic Records' 20 Song Anthology (Biography, 2002).
I følge Richards: "Calvert var ikke nogen god bassist, og jeg begravede med vilje hans lyd i mix'et, da han kom med i gruppen."
Skønt de i 1966 havde fået succes både i England og resten af Europa, var hverken deres turneer eller deres pladesalg i USA værd at tale om. Med det nye medlem, Bernie Calvert, indspillede The Hollies den sang, der skulle blive deres længe ventede gennembrud i USA: "Bus Stop". Den var skrevet af Graham Gouldman, og "Bus Stop" nåede nr. 5 i USA, samme placering som i Storbritannien.
På den tid sprudlede bandet både som sangskrivere og i studiet. Deres næste album, "For Certain Because", var det hidtil mest gennemarbejdede. Dets sange, der alle var nyskrevne, var kendetegnet af usædvanlig insrumentering, med marimbas, keddeltrommer og andre eksotiske lyde. På mange måder var det The Hollies' pendant til The Beatles' Rubber Soul album. For Certain Because var det første album fra gruppen, hvor ikke et eneste nummer kunne betegnes som fyld, og hvor hvert nummer kunne bruges til enten en A-side eller B-side på en single. Der var faktisk en sang fra album'et, "Pay You Back With Interest", der blev udgivet som single i USA af selskabet Imperial, efter at gruppen var skiftet til Epic. En anden, "Tell Me To My Face", blev taget op med succes i 1970'erne af Dan Fogelberg og Tim Weisberg. Andre sange, for eksempel "Clown," var personligt prægede kompositioner fra Graham Nash, og et tegn på, at han var ved at få sin helt egen tilgang til sangskrivning. (Eder,1996).
Dette var også deres storhedstid som udøvende kunstnere. På koncerterne delte de plakat med bands som Spencer Davis Group og The Small Faces, og deres livemusik var blevet lige så sofistikeret som de numre, de skrev. Deres succes med "Stop! Stop! Stop!", der blev nr. 2 i England og nr. 7 i USA var bemærkelsesværdig for en nyskrevet A-side. Deres opfølger, "On A Carousel", blev skrevet på gruppens turne i Amerika, og den blev indspillet den 11. januar 1967. Den udkom den følgende måned og blev rutinemæssigt nr. 4 i England, og nr. 11 i USA. Tony Hicks havde påbegyndt "Carrie Anne" i 1965, på turne i Norge. Den fulgte i kølvandet på the Byrds' "Mr. Tambourine Man", og Hicks rimede oprindeligt ud fra sætningen "Hey Mr. Man." To år senere var den parat i sin kendte form, og den blev indspillet 3. maj 1967, i kun to optagelser. Den udkom senere samme måned og blev nr. 3 i Storbritannien og nr. 9 in USA (Eder,1996).
I året 1967 udgav bandet ikke bare et, men to albums, "Evolution" og "Butterfly".
Efter at The Beatles havde udgivet Sgt. Pepper i juni 1967, spildte The Hollies ingen tid før de var med på flowerpower-vognen. Bandet afprøvede deres evner i psykedelisk musik med en ny sang, King Midas In Reverse, primært skrevet af Nash, som gerne ville gøre sig gældende som seriøs kunstner. Sangen var ambitiøst arrangeret, med stryger-, messingblæser- og træblæser-arrangement. Dens relativt beskedne kommercielle succes lovede ikke godt for hans indflydelse på gruppens musikstil, og deres næste singler gik mere i den romantiske retning.
I 1968 følte Nash sig bundet af bandets kommercielle sigte, og han gik ud på grund af kreativ uenighed over en plan om at indspille et album med Bob Dylan sange, hvilket han betragtede som et tilbageskridt for gruppen. Han slog sig i stedet sammen med det tidligere Buffalo Springfield-medlem Stephen Stills og det tidligere Byrds-medlem David Crosby, og de dannede en af de første supergrupper, Crosby, Stills & Nash. Hans afgang fra The Hollies markerede afslutningen på gruppens storhedstid. Terry Sylvester, tidligere i Liverpool-grupperne The Escorts og The Swinging Blue Jeans, erstattede ham. Med denne besætning fik The Hollies straks et hit i 1969 med Sorry, Suzanne, der nåede nr. 3 i Storbritannien. Serien af hits fortsatte lidt længere med He Ain't Heavy, He's My Brother, skrevet af amerikanerne Bob Russell og Bobby Scott. Sangen blev nr. 1 i Storbritannien og USA to gange, først i 1969, og igen 19 år senere, takket være en ølreklame. (Artist, 2004). Elton John spillede klaver på pladen.