Hans Christian Ørsted eller H.C. Ørsted (født 14. august 1777 i Rudkøbing, død 9. marts 1851 i København) var en dansk fysiker, kemiker og farmaceut. Han var bror til politikeren og juristen, Danmarks 3. statsminister (med titlen Premierminister) A.S. Ørsted. H.C. Ørsted udgav naturfilosofiske afhandlinger m.m. og stiftede Selskabet for Naturlærens Udbredelse i 1824 og Den Polytekniske Læreanstalt i 1829. Endvidere var han stifter af forløberne til Meteorologisk Institut og Patentdirektoratet. H.C. Ørsted blev i 1808 indvalgt som medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, hvor han fra 1815 var sekretær (i dag generalsekretær) til sin død. Ørsted var en meget aktiv sekretær og fremlagde både egne og andres videnskabelige resultater og opfindelser på Selskabets møder.
H.C. Ørsted var en nær ven af H.C. Andersen. Ørsted er også en af den danske guldalders hovedpersoner. Ørsted bekræftede Robert Boyle og Mariottes undersøgelser af luftarters sammentrykkelighed. Han tilskrives i almindelighed opdagelsen af elektromagnetismen i 1820. Sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme var dog allerede påvist i 1802 af Romagnosi, men den var stort set ukendt i videnskabskredse. Ørsteds opdagelse blev derimod straks anerkendt i videnskabsverdenen, og andre arbejdede videre med opdagelsen, blandt andet Faraday, der opdagede induktionen, mens Maxwell i 1873 formulerede en endegyldig teori om elektromagnetismen.
Han konstruerede et piezometer, isolerede grundstoffet aluminium for første gang. Han var også interesseret i sprog og skabte flere nye danske ord som ilt og brint.
Parykmager som lærer thumb|Hans Christian Ørsted-statue i Rudkøbing Han tilbragte sin barndom og første ungdom i Rudkøbing, til han sammen med sin et år yngre bror Anders i 1793 flyttede til København. Den undervisning, brødrene fik i hjemmet, var særpræget. En tysk parykmager, Christian Oldenborg (1720-1797), gav dem deres første undervisning. Mens parykmageren forsøgte at indgyde dem beundring for alt hvad der var tysk, søgte en anden lærer, en norsk student, at fremhæve Norge frem for Danmark.DBL, s. 394 Ved deres ualmindelig store videbegær erstattede de ved udbredt selvstudier, hvad der manglede i traditionel undervisning. Hvor godt de fulgte med i tidens politiske og religiøse bevægelser, skildrer den yngre bror levende i Af mit Livs og min Tids Historie. 1794 blev de begge studenter, hvorefter de efter en kortvarig forberedelse bestod anden eksamen ved Københavns Universitet med udmærkelse i alle fag, og på grund af deres slægtskab med stifteren fik plads på Elers Kollegium.DBL, s. 395
Tidlig interesse for kemi Ørsted havde fra han var 12 år været elev i farens apotek; kemien interesserede ham, og han læste alt hvad han kunne få fat i om kemi. Hans studium blev derfor farmakologi, og da han i 1797 tog farmaceutisk eksamen, imponerede han censorerne ved sin modenhed og dygtighed. Samtidig med at han læste til eksamen, besvarede han med held to af universitetets prisspørgsmål: det ene af æstetisk, det andet af kemisk indhold hhv, Hvorledes kan det prosaiske sprog fordærves ved at komme det poetiske for nær? og hvor ere grændserne imellem det poetiske og prosaiske udtryk? og Explicare originem & usum liquoris amnii sub graviditate & partu.Erslew: Almindeligt forfatter-lexicon. Bind 1-6, 1843-68 Ligesom broren var han tidligt og stærkt påvirket af Immanuel Kant. Det ses i hans doktordisputats (1799), en latinsk afhandling (på dansk med titlen Grundtrækkene af Naturmetafysikken). Han følger her Kant næsten ord for ord og opstiller det som den kritiske filosofis fordring, at ”alle Naturlove bør udledes af vor Kendeevnes Natur”. De her nævnte og flere mindre afhandlinger fra Ørsteds ungdom vidner om en livlig, alsidig interessere, men viser endnu ikke tegn på originalitet.
Det galvaniske element Det, der bragte ham ind på nye baner, var Voltas opdagelse af det galvaniske element i år 1800. Samme år havde Ørsted overtaget ledelsen af Løveapoteket under ejeren, professor Ludvig Mantheys fravær. Derved fik han mulighed for selv at eksperimentere med Voltas søjle og studerede især dens kemiske effekter. For at måle disse konstruerede han i 1801 et apparat, der meget minder om Faradays voltameter (voltmeter). Han var ivrig efter at rejse for at møde udlandets store kemikere og fysikere, men samtidig søgte han et professorat i fysik, der var ledigt efter A.N. Aasheims død. Det fik han ikke, han måtte nøjes med d. 7. november 1800 at blive adjunkt ved universitetet uden løn. Under disse omstændigheder var der intet, der holdt ham hjemme, og i sommeren 1801 begyndte han sin første udenlandsrejse, finansieret af det cappelske legat på 500 rigsdaler årligt og 400 rigsdaler fra Fonden ad usus publicos. Rejsen gik til Tyskland, hvor han i Weimar traf Johann Wilhelm Ritter, som han nærede et stort ønske om at møde. Ørsteds beundring for Ritter var velfortjent, men kun delt af få i hans samtid. Ørsted knyttede straks venskab med ham, skaffede ham senere ved Franz Xaver von Baaders hjælp en stilling i München og arbejdede under sit ophold i Paris på at skaffe ham anerkendelse og udmærkelse, men uden held. Opholdet i Berlin var på mange måder interessant og lærerigt. Han kom meget i den kendte fru Henriette Herz' hus, hvor han foreviste nye elektriske forsøg og mødte mange store videnskabsmænd. Han hørte forelæsninger af Johann Gottlieb Fichte og Friedrich Schlegel og befandt sig i det hele taget her i omgivelser, der tiltalte ham.DBL, s. 396
I München mødte han grev Rumford, men satte særlig stor pris på bekendtskabet med Franz Baader, om hvem han har sagt: ”Han driver aldeles på, at den moralske og fysiske natur på det nøjeste hænge sammen, og at uden en sådan forbindelse fysikken egentlig ingen værd har. Han stemmer i denne Henseende meget med Ritter og jeg med begge”. Det er lignende tanker som Ørsted senere forsøgte at videreføre.
Forelæsninger i Paris I december 1801 kom han til Paris, hvor han blev et helt år. Han hørte forelæsninger af Louis Nicolas Vauquelin, Antoine François de Fourcroy, Louis Jacques Thénard og Claude Louis Berthollet over kemi, af Jacques Charles og Jean-Baptiste Biot over fysik og af Georges Cuvier over naturhistorie. Han så, at han kunne lære meget her, selv om han var forudindtaget imod det franske videnskabelige samfund, som med sin mere eksakte matematiske karakter stod i skarp kontrast til den naturfilosofiske tankegang, og selv om han tit mærkede, hvor lidt man i Paris anerkendte, hvad der blev udrettet i andre lande; han måtte finde sig i at blive spurgt, om han kendte en platindigel og om han havde set et galvanisk element. Men tiden benyttede han på bedste måde ved at høre forelæsninger, se fabrikker og søge personligt bekendtskab med de største videnskabsfolk.
Professor i fysik thumb|Hans Christian Ørsted thumb|H.C. Ørsteds gravsted på Assistens Kirkegård. Ved sin hjemkomst i januar 1804, håbede Ørsted at blive professor i fysik, men man så skævt til ham på grund af hans interesse for naturfilosofien; dog blev han tildelt løn på 300 rigsdaler i tre år og lige så meget til eksperimenter. Han fik overladt en samling apparater, som havde tilhørt dr. Thomas Buntzen, men måtte selv leje lokale til forelæsningerne. De drejede sig mest om kemisk fysik og var så stærkt besøgte, også af kvinder, at han knap kunne skaffe plads til tilhørerne. Foruden at virke som lærer, udfoldede han i disse år en ikke ubetydelig forfattervirksomhed, mere eller mindre i naturfilosofisk retning. Specialundersøgelsen interesserede ham mindre, generelle synspunkter, endog vovelige spekulationer tiltalte ham mere. For ham var spørgsmålet ikke: "Hvilke er de enkelte syrers eller basers egenskaber?" men "Hvorfor neutraliserer syrer og baser hinanden?" eller "Hvorfor må der tilsættes noget til vandet for at opløse et metal?" Overalt, hvor der blot fandtes en antydning af en besvarelse af disse sidste spørgsmål, anede han noget betydningsfuldt. Af hans afhandlinger fra den periode skal vi fremhæve Betragtninger over Kemiens Historie, indledningsforedrag holdt i vinteren 1805-6 (Samlede og efterladte Skrifter V, 3), i hvilke Ørsteds særlige stil og tankegang for første gang træder frem. Endvidere forsøgene over klangfigurerne (Vid. Selsk. Skrifter V, 1809), som indeholder en del nye iagttagelser, navnlig omkring de støvhøje, der fremkommer, når man anvender fine pulvere til Ernst Chladnis forsøg.DBL, s. 397
Under et ophold i Berlin udarbejdede Ørsted et af sine vigtigste skrifter, Ansichten der chemischen Naturgesetze (1812). Først giver han en oversigt over de vigtigste stoffer og processer, dernæst behandles de elektriske kræfter fra et kemisk synspunkt, endelig anføres de grunde, der taler for, at alle legemer indeholder elektriske kræfter, som dog ikke træder åbenlyst frem, eftersom de holder hinanden i ligevægt. Han antager, at de elektriske kræfter udbreder sig ved svingninger, som fremkaldes ved fordeling. Eftersom svingningerne møder større eller mindre modstand, vil der opstå en tilsvarende varme. Lyset opstår ved elektriske svingninger i dårlige ledere. Også forholdet mellem elektricitet og magnetisme behandles her. Ørsted stod stort set alene med disse anskuelser, og de vandt heller ingen anerkendelse, da de jo ikke hvilte på noget almindelig anerkendt grundlag, og Ørsted selv evnede ikke at udvikle dem således, at deres betydning derigennem kunne blive forstået. Det blev først langt senere muligt at vinde betydningsfulde resultater ad denne vej; og den senere eksakte naturforskning arbejder netop ud fra disse synspunkter, og udtrykker sig med de samme ord. Men Ørsted kunne dog, da han otte år senere opdagede elektromagnetismen, henføre til, at den afgav en bekræftelse på hans naturopfattelse.
Elektromagnetismen
thumb|En kompasnål og en ledning viser Ørsteds regel. Demonstreret af prof. Oliver Zajkov fra Skopje, Makedonien. Angående denne opdagelse har Ørsted selv udtalt følgende: Under en række forelæsninger, han holdt i foråret 1820, blev tanken om sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme særlig levende hos ham; han sendte da en stærk udladning gennem en fin platintråd og så virkelig, at en magnetnål, som befandt sig i nærheden, derved kom i bevægelse.
Men det var vanskeligt for ham at forstå virkningens natur, og han udsatte derfor den nærmere undersøgelse, indtil han havde skaffet sig et kraftigt galvanisk batteri. Han genoptog forsøgene i juli måned. 21. juli 1820 udsendte han en kort latinsk beretning om forsøgene. Kun fire kvartsider stor indeholder den dog en stor mængde forsøg, som viser, at her virkelig er tale om en vekselvirkning mellem de to naturkræfter, mens legemerne, der bærer dem, og omgivelserne er uden indflydelse.DBL, s. 398
Betydningen af Ørsteds opdagelse stod straks klar for alle sagkyndige, og den blev udgangspunkt for den række opdagelser, som knyttede sig til André-Marie Ampères og François Aragos navne, og som 11 år senere afsluttedes ved Faradays opdagelse af induktionen. Og at samtiden følte, hvor meget den skyldte Ørsted, er der vidnesbyrd nok om, blandt andet også i de æresbevisninger, der vistes ham fra de forskelligste sider. Skønt det i høj grad var andre, der drog konsekvenserne af opdagelsen, skal det dog fremhæves, at Ørsted viste, at loven om aktion og reaktion finder anvendelse på elektromagnetismen; derimod lykkedes det ikke ham at påvise jordmagnetismens indflydelse på en elektrisk strøm, han sagde, at hans apparat var for svagt.
Senere fandt Ørsted ud af, at Gian Domenico Romagnosi opdagede elektromagnetismen allerede i 1802.
Ørsteds regel, Tommelfingerreglen
Ørsteds regel – hold højre hånd med fingerspidserne i strømmens retning (plus→minus). Højre håndflade skal være mellem kompasset og ledningen. Kompassets magnetnordpol vil da slå ud til tommelfingersiden.
Piezometer og aluminium