thumb|310px|Interiøret i den store moske i Cordoba, som i dag er omdannet til en kristen katedral. Moskéen, som på spansk kaldes Mezquita, er et eksempel på den umayyadiske islamiske arkitektur i Spanien. Al-Andalus er det arabiske navn for de dele af den Iberiske halvø som var under muslimsk styre fra 711 til 1492. Den geografiske udstrækning af al-Andalus kom derfor til at variere gennem dets historie. Al-Andalus refererer således både til ummayyade-styret, emiratet 750-926 og kalifatet 929-1031, samt til deres efterfølgerstater, taifa-kongedømmerne.
Da det muslimsk kontrollerede område blev erobret af kristne nabokongedømmer i den proces der siden er blevet kaldt La reconquista, blev al-Andalus brugt til at betegne de resterende muslimske territorier. Det blev siden ophav til navnet på den senere spanske region Andalusien, hvor det muslimske styre varede længst. På dansk er betegnelsen maurisk ofte blevet brugt til at beskrive den ibero-muslimske kultur og muslimerne kaldes da maurerne.
Historie Oversigt Arabiske og berberiske styrker krydsede Gibraltarstrædet og invaderede den Iberiske halvø i 711, og det lykkedes at erobre størsteparten af den inden for kort tid. Undtagelsen var de fattige bjergområder i nord, hvor selvstændige kristne kongedømmer var etableret. I 756 nedsatte Abd al-Rahman 1., en prins af Ummayyade-dynastiet, sig som emir med hovedstad i Cordoba. Under Abd al-Rahman 1. og hans efterkommere havde al-Andalus sin politiske og kulturelle storhedstid, og i 929 tog Abd al-Rahman 3. titlen kalif.
Hundrede år senere brød Córdoba-kalifatet sammen, og al-Andalus blev fragmenteret i en række såkaldte Taifa-kongedømmer. Disse var i stadig konflikt med hinanden og blev derfor et let bytte for de kristne kongedømmer, der nu så muligheden for at udvide deres territorier mod syd. Disse erobringer blev kendt som begyndelsen på den kristne Reconquista (= "generobring"). Udviklingen blev dog bremset af to invasioner fra Marokko, først under almoraviderne og siden under almohaderne, men ingen af disse dynastier formåede at generobre tabt land i nævneværdig grad. Da Almohade-kalifatet brød sammen i 1200-tallet, kollapsede samtidig det muslimske styre i størstedelen af al-Andalus, hvoraf hovedparten kort efter blev erobret af de kristne konger. Kun kongedømmet Granada stod tilbage som en sidste muslimsk bastion, som dog ofte måtte betale tribut til det kristne rige Castilien. Med tiden blev presset også her for stærkt, og Granada faldt i 1492.
Invasionen
Vandalerne grundlagde Andalusien omkring år 409 e.Kr., og trængte herfra videre ned i Nordafrika. De blev dog fortrængt fra Andalusien af Visigoterne. Visigoterne havde styret den Iberiske halvø siden det 6. århundrede med Toledo som hovedstad. Dette rige var et valgkongedømme, hvilket ofte gav anledning til stridigheder mellem rigets stormænd indbyrdes og med kongens slægt. Da kong Egika døde i 702 blev han efterfulgt af sin søn Witiza, men ved Witizas død i 710 placerede adelen Roderik på tronen, selvom Witiza havde udpeget sin søn Akhila som arving. Akhila gjorde et forsøg på at vinde tronen med magt, men blev besejret. Selv om Roderik nu havde sikret sig magten, gjorde omstændighederne omkring tronfølgen, at flere af rigets mægtigste mænd var misfornøjede med situationen. Det gjorde riget sårbart.
I løbet af sidste halvdel af det 7. århundrede havde araberne erobret store landområder, herunder hele Nordafrika. De fleste af berberstammerne i området var blevet omvendt til islam, og mange berberkrigere blev rekrutteret. Så da den muslimske hær nåede frem til Marokko, bestod den sandsynligvis overvejende af berbere, og da Tanger faldt i 708 blev berberhøvdingen Tariq ibn Ziyad udpeget som guvernør. Den muslimske hær var på dette tidspunkt i højeste grad en erobringshær, og soldaterne var hovedsagelig rekrutteret mod løfte om bytte, og erobringen af Tanger betød at det ikke længere var muligt at fortsætte ekspansionen vestover, hvorfor blikket nu blev vendt mod nord.
Det ser ud til, at det var på eget initiativ at Tariq ibn Ziyad i april 711 krydsede strædet over til Europa for at gå i land ved klippen, der fortsat bærer hans navn, Gibraltar. Hændelserne, som fulgte, må være kommet som en overraskelse på begge sider, og de har siden været omgærdet af myter. Kilderne er uklare, og det er i dag vanskeligt at sige med sikkerhed, hvad der faktisk hændte. Muligvis har kræfter blandt visigoterne saboteret modstanden eller måske ligefrem inviteret Tariq i et forsøg på at ydmyge kong Roderik. I et slag den 20. juli besejrede Tariq visigoternes talmæssigt langt overlegne hær, og Roderik selv blev dræbt. Tariq udnyttede succesen og med kun små styrker indtog han snart Cordoba og Toledo, hvor han overvintrede.
Musa ibn Nasayr, Tariqs overordnede og guvernør i Tunesien, var ivrig efter at tage del i den nye erobring. I 712 gik han i land ved Algeciras med en stor styrke, som i modsætning til Tariqs hær også inkluderede mange arabere. Han erobrede først Sevilla og i 713 Mérida. Næste år ledede Musa og Tariq sammen erobringen af Galicien og Ebro-dalen. Med dette nåede den muslimske erobring sit klimaks. Disse spektakulære succeser var heller ikke gået ubemærket hen hos kaliffen, og Musa og Tariq blev begge indkaldt til audiens i Damaskus. Ingen af dem vendte siden tilbage til al-Andalus.
Córdoba-kalifatet Umayyade-dynastiet styrede området fra 661 til det blev styrtet i 750 af Abbasiderne. Da abbasiderne kom til magten, blev de fleste af umayyadene dræbt, men en prins, Abd al-Rahman, flygtede så langt som muligt mod vest og etablerede sig i al-Andalus med Córdoba som sin hovedstad. Riget nåede sit højdepunkt under Abd al-Rahman 3., der ophøjede sig til kalif i 929. Hans sønnesøn, Hisham 2., var dog kun en marionet under generalen al-Mansur ibn Abi Amir og hans søn Abd al-Malik al-Muzaffar. Efter al-Muzaffars død i 1008 kollapsede kalifatet hurtigt, og al-Andalus blev splittet op i en række småstater, de såkaldte taifaer.
Taifa-rigerne
Taifaerne opretholdt et kulturelt niveau, som mindede om det, Córdoba-kalifatet havde haft, men de var militært meget svagere. De var ofte i indbyrdes konflikt, og nogle måtte endda betale tribut til de kristne konger mod nord eller betale dem for at angribe deres rivaler. Splittelse og kaos gennem hele perioden gav den muslimske dominans på halvøen et varigt knæk, og det var en af hovedårsagerne til, at den kristne generobring, (reconquista), blev mulig. Mod slutningen af 11. århundrede blev de resterende dele af al-Andalus dog erobret af de nordafrikanske almoravider.
thumb|left|230px|Koran-manuskript, med en skrifttype, der blev udviklet i al-Andalus, 12. århundrede. Almoraviderne og Almohaderne Almoraviderne var et berbisk dynasti, som på sit højdepunkt omkring år 1100 herskede over hele Maghreb og al-Andalus. Dynastiet begyndte i en muslimsk asketisk bevægelse omkring 1040, men udviklede sig snart i militaristisk retning. I løbet af 1050'erne fik almoraviderne kontrol over et område, der svarer til det moderne Marokko. Marrakech blev grundlagt som rigets hovedstad i 1062. I 1086 blev almoravidernes hersker, Yusuf ibn Tashfin, inviteret af muslimske taifafyrster til at forsvare dem mod angreb fra Alfonso 6. af Castilien og Leon. Han vandt en række sejre over de kristne angribere, men samtidigt lykkedes det ham i løbet af 1090'erne at fjerne de lokale muslimske fyrster og overtage hele al-Andalus. Almoraviderne blev budt velkommen som redningsmænd af befolkningen, der havde oplevet årtiers strid og splittelse under taifa-kongedømmerne.
Men allerede i 1130'erne begyndte riget at falde sammen efter en række nederlag til de kristne. Da Almohaderne erobrede Marrakech i 1147 var almoravidenes herredømme forbi, men de blev dog hurtigt erstattet af det nye berberdynasti: Almohaderne. I 1212 tilføjede en koalition af kristne konger under ledelse af Alfonso 8. af Castilien og Leon de muslimske almohader et afgørende nederlag, der betød at deres sultan måtte forlade den Iberiske halvø. De små taifaer, der atter var blevet selvstændige, var nu et let offer for de kristne kongers erobringslyst. I 1249 var Gharnatah (Emiratet Granada) det eneste tilbageværende muslimske land i al-Andalus, og det fik lov til at overleve de næste 250 år som Castiliens vasal.
Den sidste alvorlige muslimske trussel mod de kristne var Mariniderne, der havde taget magten i Marokko i det 14. århundrede. De inddrog Granada i deres indflydelsessfære og forsøgte i flere omgange at besætte kristne byer. Det lykkedes i Algeciras, men belejringen af Tarifa blev brudt af en hær fra Castilien, Portugal og Aragonien. Mariniderne led det afgørende nederlag i 1340, og Algeciras blev generobret i 1344. I 1349-1350 blev Gibraltar belejret af Alfonso 11. af Castilien, men han døde af pest sammen med store dele af hæren. Hans efterfølger, Pedro af Castilien, sluttede derefter fred med Granada og vendte nu blikket mod de øvrige kristne stater på den Iberiske halvø. Det betød at Granada kunne overleve i endnu 150 år, mens de nu langt stærkere kristne stater udkæmpede en række indbyrdes krige og konflikter, der endte med dannelsen af kongeriget Spanien i 1469.
thumb|right|310px|Nasridernes palads Alhambra i Granada
Emiratet Granada Traktaten mellem Pedro af Castilien og Granadas emir betød, at muslimerne blev garanteret et udstrakt selvstyre og indbyggerne bevægelsesfrihed, religionsfrihed og en treårig fritagelse for skat.
I 1469 blev Ferdinand af Aragonien gift med Isabella af Kastilien, hvilket forenede de to stærkeste iberiske stater. Det betød også indledningen til det endelige felttog mod Granada. Det blev omhyggeligt planlagt, og paven blev overtalt til at erklære det for et korstog. De kristne knuste et efter et de muslimske støttepunkter, og til sidst, den 2. januar 1492, måtte den sidste emir, Boabdil, overlade byen Granada til det kristne kongepar efter en lang belejring. Dette er siden blevet markeret som afslutningen på den såkaldte reconquista.
Arven fra al-Andalus I 1502 endte den toleranceperiode, der havde fulgt kapitulationen af den sidste muslimske stat på den Iberiske halvø. De tilbageværende muslimer fik fra nu af valget mellem at forlade landet eller omvende sig til kristendommen under navnet moriscoer. I visse dele af landet udgjorde de en stor del af landbefolkningen, især i Aragonien, Valencia og Andalusien, og antallet var omkring 1600 i følge Henri Lapeyre på omtrent 300 000 mennesker ud af en samlet befolkning på 8 mio. I årene 1609-1614 blev de systematisk drevet ud af Spanien, og de bosatte sig siden især i Maghreb.
Den muslimske periode efterlod betydelige spor inden for videnskab, sprog, kunst og kultur. Denne indflydelse er stadig særligt mærkbar i de sydligste egne af Spanien, såsom Andalusien, hvor den muslimske dominans varede længst. Her bruges arabiske låneord stadig i de lokale dialekter. De vandingssystemer, som romerne havde bygget i form af kanaler og akvædukter, blev repareret og udbygget, bl.a. ved at bygge vandmøller til dem. Et vigtigt bidrag til den lokale kunst var de farverige kakler i smukke, blå mønstre azulejos, der siden er blevet et symbol for både Spanien og Portugal.
De store fremskridt, der blev gjort inden for matematik, geografi, poesi og medicin fik stor betydning, ikke kun for den muslimske verden, men også for skolastikken i middelalderens Europa. Også kunst og arkitektur udenfor Spanien blev påvirket af den mauriske arkitektur, og den romanske kirke i Vézelay bærer f.eks. tydeligt præg af inspiration fra de iberiske kirker. I moderne tid har kunstnere også ladet sig inspirere af den mauriske kunst, den hollandske kunstner M.C. Escher brugte fx Alhambra i Granada som inspirationskilde til sine geometriske værker.
thumb|250px|Giralda, tårnet på katedralen i Sevilla, var oprindeligt en minaret ved byens store moske.
Samfund