Sporvejshistorisk Selskab er en dansk forening, der blev stiftet den 8. februar 1965. Foreningen har til formål at samle mennesker, der interesserer sig for kollektiv bytrafik og at udbrede kendskabet til den. Som navnet antyder, fokuseres der især på sporvogne, men også busser fylder en del. Foreningen er erklæret upolitisk.

Sporvejshistorisk Selskab ejer Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på Midtsjælland, der drives og anlægges af foreningens medlemmer på frivillig og ulønnet basis. Museet blev indviet 26. maj 1978 og er blevet udvidet løbende siden, så det nu omfatter to sporvejsstrækninger på i alt 1,8 km og flere udstillings- og depotbygninger. Museet råder desuden over ca. 140 sporvogne og busser, hvoraf ca. 30 sporvogne og 15 busser er godkendt til kørsel med passagerer. Der er ca. 170 aktive medlemmer på museet ud af et samlet medlemstal på ca. 1.230.

Af andre aktiviteter kan nævnes udgivelsen af medlemsbladet BYtrafik 6 gange årligt, årsberetningen for Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm og en kalender. Dertil kommer udgivelser af bøger og hæfter om sporvogne og busser i primært København, Aarhus og Odense. Til brug for de forskellige udgivelser foretages der løbende forskning i trafikhistorien. For medlemmerne afholdes der otte årlige medlemsmøder med forskellige foredrag i København, hvor generalforsamlingen også afholdes. I Odense afholdes der tre medlemsmøder om året. Derudover arrangeres der tre årlige ture til forskellige udenlandske sporvejsbyer.

Historie Baggrund og stiftelse thumb|KS 890 i København i 1970. Den blev eksporteret til Alexandria men hjemtaget af Sporvejshistorisk Selskab i 2001. thumb|ÅS 3 i drift i Aarhus i 1968. Vognen blev overtaget af Sporvejshistorisk Selskab i 1973. Der var sporvejsinteresserede i Danmark, længe før Sporvejshistorisk Selskab blev stiftet i 1965. Men i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne var det de færreste voksne, der gjorde opmærksom på det, for ikke at blive opfattet som skøre. Imidlertid gik Københavns Sporveje (KS) i gang med at omstille sine sporvognslinjer til busdrift. En planskitse fra 1962 lagde op til omstilling af de sekundære sporvognslinjer og en langtidsplan fra 1965 til dem alle. Også Århus Sporveje (ÅS) forventedes at gå over til busdrift indenfor en overskuelig årrække. Den gradvise omsætning af planerne til virkelighed var med til at øge interessen for sporvogne i almindelighed og Københavns Sporveje i særdeleshed.Sporvejshistorisk Selskab 15 år af Ole Iskov. BYtrafik 1/1980, s. 5-10.Ole Iskov i Palsbo og Søegaard (1990), s. 6.Thorkild Ring Hansen i Palsbo og Søegaard (1990), s. 59.

Samtidig var Dansk Jernbane-Klub (DJK) blevet stiftet 15. januar 1961. Det gav mulighed for, at skinneinteresserede kunne mødes, og flere sporvognsinteresserede lærte efterhånden hinanden at kende. I 1962 drøftede nogle af dem muligheden for en sporvognsforening i stil med Svenska Spårvägssällskapet, der var blevet stiftet i 1959. Til at begynde med ville man dog nøjes med en sporvejsfraktion under Dansk Jernbane-Klub. Man regnede ikke med, at der ville være så mange interesserede, men arrangementer ved de københavnske sporvejes 100 års jubilæum i 1963 viste imidlertid, at der var flere sporvognsinteresserede. I 1964 dannedes så en sporvejsgruppe indenfor Dansk Jernbane-Klub, der nåede at afholde en enkelt udflugt med den københavnske sporvognslinje 19, inden den blev omstillet til busdrift 1. november 1964.

Sideløbende blev tre mænd i efteråret 1964 enige om, at det var på tide at få oprettet en sporvognsforening. På forslag fra den senere formand Thorkild Ring Hansen valgtes navnet Sporvejshistorisk Selskab. Tanken var at det ville give indtryk af ældre, ærværdige herrer, der beskæftigede sig med den tidlige sporvejshistorie på seriøs vis. Navnet var dog samtidig afledt af Jernbanehistorisk Selskab.Ole Iskov i Palsbo og Søegaard (1990), s. 7. Jernbanehistorisk Selskab var stiftet som en støtteforening af Dansk Model-Jernbane Klub 25. marts 1963 men blev senere slået sammen med klubben.Ulf Holtrup i Jernbanehistorisk Selskab - Dansk Model Jernbane Klub 40 år under redaktion af Poul Adamsen. Signalposten, 1978.Klubnyt af Jens H. Bondesen. Signalposten 3/1983, s. 132. Det endnu ikke dannede Sporvejshistorisk Selskab skrev 13. november 1964 et brev til Københavns Sporveje om køb af og kørsel med et gammelt sporvognstog og overtagelse af gamle skilte og billetter. Det blev desuden angivet, at foreningen var stiftet i 1962, for ikke at give indtryk af, at det var et helt nydannet foretagende. Ønskerne blev dog ikke opfyldt, men man fik gjort opmærksom på "foreningen".Ole Iskov i Palsbo og Søegaard (1990), s. 7-8

Grundlaget for dannelsen af en egentlig forening blev til ved et møde mellem de tre nævnte mænd og tre andre 11. januar 1965. De kendte tilsammen så mange sporvognsinteresserede, at der var basis for at indbyde til et orienterende møde. Samtidig nedsatte de sig selv som fungerende bestyrelse med mødets vært Jørgen Halvorsen som formand.Ole Iskov i Palsbo og Søegaard (1990), s. 8 I indbydelsen blev der lagt op til, at der skulle ske udflugter med københavnske sporvejslinjer og til sporveje i andre byer. Der skulle udgives et medlemsblad, og der skulle samarbejdes med beslægtede foreninger i ind- og udland. Som fjerde punkt ud af fem omtaltes desuden bevaring af sporvognstyper, som sporvejene ikke selv ville bevare.Sporvejshistorisk Selskab 25 år af Mikael Lund. BYtrafik 1/1990, s. 6-12. Københavns Sporveje havde dog allerede en lang tradition for bevaring, så man regnede ikke umiddelbart med, at det også ville blive aktuelt for Sporvejshistorisk Selskab. I stedet forestillede man sig, at medlemmerne kunne hygge sig, mindes og bytte billeder.Thorkild Ring Hansen i Palsbo og Søegaard (1990), s. 59-60.

Det orienterende møde blev afholdt 8. februar 1965 på det nu forsvundne Ungdomshjemmet i Nyborggade 33 på Østerbro i København. Her var der stor opbakning fra de ca. 30 fremmødte personer, hvoraf de fleste meldte sig ind. Datoen er siden regnet for Sporvejshistorisk Selskabs stiftelsestidspunkt. Dansk Jernbane-Klubs sporvejsgruppe blev så efterfølgende nedlagt, idet arkivalier mv. blev overladt til Sporvejshistorisk Selskab. Mødet medførte imidlertid en væsentlig ændring i de tiltænkte aktiviteter for den nydannede forening. Det kom frem, at sporvognen KS 437 var den sidste gamle motorvogn med tværsæder udover KS 430, som Københavns Sporveje havde udtaget som museumsvogn. Der var stemning for at bevare vognen, og den endte med at blive købt sammen med to andre gamle motorvogne senere på året.Thorkild Ring Hansen i Palsbo og Søegaard (1990), s. 60-61. Den videre udvikling, der både førte til en støt voksende vognpark og til indvielsen af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm 26. maj 1978, er beskrevet kortfattet nedenfor og uddybende i artiklen om museets historie.

De første 25 år thumb|Udflugt på linje 5 i København i 1967. Begge vogne tilhører nu Sporvejshistorisk Selskab. thumb|ÅS 165 fra Aarhus blev overtaget af foreningen i 1976. Efter det orienterende møde kom der gang i de planlagte aktiviteter. Det første medlemsblad blev udgivet i marts 1965, den første udflugt fandt sted 21. marts, og dagen efter blev det første medlemsmøde afholdt. 26. april 1965 blev der så afholdt konstituerende generalforsamling med vedtagelse af foreningens love. De seks initiativtagere, der havde været fungerende bestyrelse den første tid, blev desuden formelt valgt som sådan.Ole Iskov i Palsbo og Søegaard (1990), s. 8-9.Christensen og Søegaard i Palsbo og Søegaard (1990), s. 76. Før stiftelsen havde de håbet på, at foreningen ville få 100, måske 200 medlemmer. Interessen for sporvogne var imidlertid større end som så, og medlemstallet voksede, efterhånden som folk blev klar over, at sporvognene ville forsvinde fra gaderne. Ved slutningen af det første regnskabsår 31. august 1965 havde Sporvejshistorisk Selskab 90 medlemmer, og efterfølgende voksede det med næsten 100 om året.Christensen og Søegaard i Palsbo og Søegaard (1990), s. 93.

Fra 13. til 25. marts 1968 afholdt Sporvejshistorisk Selskab sin første større offentlige udstilling i Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn på Strøget. Den blev besøgt af ca. 8.000 gæster, gav 52 medlemmer og fik i det hele taget gjort foreningen kendt.Palsbo og Søegaard (1990), s. 9, 77. I de efterfølgende syv-otte år var der af og til andre udstillinger hos forskellige biblioteker, banker og Københavns Bymuseum.Christensen og Søegaard i Palsbo og Søegaard (1990), s. 78-82. Bestræbelserne på at få etableret en museumssporvej gav også anledning til opmærksomhed. Dagbladet Politiken bragte for eksempel 6. maj 1969 en vittighedstegning af Bo Bojesen i den anledning. På tegningen står et modent publikum og hænger i sporvognsstropper i loftet, mens de med tårer i øjnene hører på en begejstret taler med sporvognskasket og konduktørtaske: "Kære venner; hvad var skønnere end de ottekantede hjuls fanfareskrig i svingene, eller duften af den uldne overfrakke, som din medpassagers cigar brændte hul i, når den livsbekræftende myldretid stundede til?"Christensen og Søegaard (2015), s. 8-9.Linie 8 af Nils Kr. Zeeberg. Sporvejshistorisk Selskab, 1976. S. 70-71.

I virkeligheden bestod foreningen af folk fra mange forskellige erhverv, der interesserede sig for kollektiv bytrafik på mange forskellige måder. Af de 581 medlemmer ved årsskiftet 1971/1972 var 62 under 18, 117 i alderen 18-24 år, 389 derover og 13 firmaer. De 568 personer fordelte sig på 171 elever, studerende og lærlinge, 169 private funktionærer, 135 offentligt ansatte, 44 arbejdere, 24 selvstændige, 15 pensionister og 10 uoplyst. Den store andel af funktionærer og offentligt ansatte skyldtes muligvis, at de havde bedre tid til hobbyer. Men det at være medlem var dog ikke det samme som at være aktiv, og især de forholdsvis mange unge savnedes i de aktives rækker. Derudover var der 73 udmeldte i de første syv år af foreningens historie, primært på grund af restance.En sekretærs reflektioner ved nytårstide af Ole Iskov. BYtrafik 1/1972, s. 9.

Medlemstallet nåede op på 692 pr. 31. august 1972, efter at den sidste danske sporvogn var kørt i remise i København 23. april 1972. Efterfølgende var der en vis stagnation og et mindre fald til 668 pr. 31. juli 1975. En bølge af nostalgi betød imidlertid sammen med etableringen og indvielsen af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm 26. maj 1978, at medlemstallet atter steg. Pr. 31. december 1977 var der 787 medlemmer, efter indvielsen var der 885 medlemmer pr. 31 december 1978, og pr. 31 december 1982 toppede man for en stund med 980 medlemmer.

Men selvom medlemstallet steg, og de aktive alle dage har arbejdet gratis, så var det ingen hemmelighed, at bevaring af sporvogne og busser var og er en dyr og pladskrævende hobby. Der skulle betales husleje, ligesom anlæggelsen af Sporvejsmuseet kostede. Nye vogne skulle købes til skrotprisen, hvis man ikke var heldig at få dem foræret. Og dertil kom så udgifter til møder, trykning af medlemsblad og andre aktiviteter. Så udover kontingentet valgte nogle medlemmer at støtte med bidrag og lån.Palsbo og Søegaard (1990), s. 15, 60-61, 64-66. Men foreningens økonomi var dog anstrengt til op i 1980'erne. Dertil kom så udbygningen af Sporvejsmuseet, der lagde beslag på mange ressourcer indtil slutningen af 1990'erne.Alexandria tur - retur af Jørgen Krog, Mikael Lund og Per Søegaard. BYtrafik 4/2001, s. 185.