Preussen eller Prøjsen (, , ) var en statsdannelse i det nordlige Centraleuropa, der med meget varierende territoriale udstrækninger og politiske styreformer eksisterede fra 1525 til 1947. Det var hertugdømme fra 1525 til 1701, kongerige fra 1701 til 1918 og fristat (republik) fra 1918 til 1947.
Navnet kommer fra preusserne, et baltisk folk beslægtet med litauerne og letterne, som blev dels udslettet, dels germaniseret af Den Tyske Orden i det 13. århundrede. Før Preussen blev et selvstændigt hertugdømme, var det en del af Den Tyske Ordensstat sammen med Livonien (nutidens Letland og Estland). I 1525 blev det ved sækulariseringen af Den Tyske Ordensstat oprettet som hertugdømmet Preussen ved den sydøstlige del af Østersøen, der i 1618 blev forenet i personalunion med det meget større og rigere kurfyrstendømme Brandenburg. Slægten Hohenzollern udråbte det i 1701 som kongeriget Preussen. Efter 1871 var det den mest magtfulde del af det Tyske kejserrige. Det blev en republik ved Novemberrevolutionen i 1918 som fristaten Preussen og var indtil 2. verdenskrig den største stat i Tyskland. Preussen blev de facto opløst som stat af nazisterne i 1934 og de jure af de allierede ved Moskva-konferencen i 1947.
Preussens omskiftelige historie, med en meget varierende udstrækning i statslig henseende, gør en skildring af området vanskelig. Det følgende tager udgangspunkt omkring 1. verdenskrigs afslutning.
Grænser
Preussen, der efter 1. verdenskrig udgjorde den betydeligste stat i det tyske rige, bestod af et større sammenhængende landområde i Nordtyskland, hvorfra Østpreussen var skilt ved »den polske korridor« og Fristaden Danzigs område, samt en række eksklaver navnlig i Thüringen (Schmalkalden og Schleusingen, Ziegenrück, Wandersleben) og Württemberg (de hohenzollerske lande). Hovedlandet omsluttede følgende mindre stater: Oldenburg, fristæderne Bremen, Hamburg og Lübeck, de to Mecklenburg, Schaumburg-Lippe, Lippe-Detmold, Braunschweig, Anhalt, Waldeck og dele af Hessen (provinsen Oberhessen) og Thüringen. Det grænsede mod nord til Nordsøen, Danmark og Østersøen, mod øst til Polen, mod syd til Tjekkoslovakiet og de tyske fristater Sachsen, Thüringen, Bayern og Hessen, bayersk Pfalz og Frankrig, mod vest til Luxembourg, Belgien og Holland. Preussens samlede areal var 294.555 km2, hvoraf 38.510 i Østpreussen, 1.142 på Hohenzollern og 1.486 på det af Folkeforbundet administrerede distrikt. Blandt de europæiske stater lå Preussen i størrelse efter Rusland, Frankrig, Spanien, Sverige, Finland, Polen, Norge, Rumænien og Italien, og var Europas tiende største, mens det før verdenskrigen var det sjettestørste.
Landskabelige forhold
Størstedelen af Preussen tilhørte det nordtyske lavland, dog opfyldtes den sydvestlige del, hovedsagelig provinserne Rheinland, Hessen-Nassau, Westfalen og Sachsen, af udløbere fra det mellemtyske bjergland. Syd for Østersøen strakte sig fra den danske til den litauiske grænse — og også videre — en højderyg, den baltiske landryg eller, som den på grund af sin rigdom på søer også kaldtes, »Baltische Seenplatte«, der i Turmberg vest for Danzig hævede sig til en højde af 331 m. Den deltes af floderne Weichsels og Oders brede dalstrøg og den lavning, hvorigennem en kanal forbandt Elben med Trave, i fire afsnit: den preussiske, den pommerske, den mecklenburgske og den slesvig-holstenske landryg. Den baltiske landryg stødte dog ikke overalt umiddelbart til havet, men skiltes navnlig i Forpommern og i Østpreussen fra det ved et bredt lavere forland, hvoraf enkelte højere bakkepartier med en kerne af ældre dannelser rager op som øer: mod vest Rügen, mod øst Samland. Syd for den baltiske landryg lå et næsten fladt land, gennemskåret af talrige brede dalstrøg, som dels endnu følges, dels på et tidligere stadium af landets udvikling har været fulgt af store floder, hvorfor de også kaldtes urfloddale (»Urstromtäler«). Urfloddalenes bælte afsluttes mod syd af en ny højderyg, der fra Katzengebirge mod øst strakte sig mod vest-nordvest. over Rückenberge, Fläming og Lüneburger Heide hen imod Nordsøen, hvor den omkring Elbmundingen nærmede sig den baltiske landryg stærkt. Syd for den sydlige landryg fandtes endnu lavlandsområder, der som bugter strakte sig ind i bjerglandet, således mod øst langs Oder den schlesiske lavlandsbugt omkring Elben-Mulde-Saale, den sachsisk-thüringske bugt og mod vest omkring Münster den westfalske bugt. Endelig lå i det nordvestlige Preussen endnu et stort lavland, som er næsten helt fladt og som følge af det mangelfulde vandafløb for en stor del dækket af moser. Foran kysten lå en ørække, de østfrisiske øer, som rester af en af havet opbygget klitrække, der så atter var ødelagt af bølgerne. Det bagved liggende vadehav greb med de store bugter dollart og Jade-bugten dybt ind i landet. Selve fastlandskysten dannedes for en stor del af diger, der beskytter det lave marskland mod oversvømmelser. Enkelte steder trådte lave sandbakker ud til havet. Ganske samme kysttype som Slesvig-Holstens vestkyst.
Overfladen dannedes næsten udelukkende af kvartære og (i mindre grad) tertiære aflejringer, især af moræne- og smeltevandsaflejringer fra den mægtige indlandsis, der under istiden har dækket størstedelen af landet. De nedenunderliggende ældre dannelser er stærkt forstyrrede, dels foldede, dels brudt i flager, der i tertiærtiden har hævet eller sænket sig langs brudlinjer, således at kvartærdannelserne hvilede på en meget uregelmæssig grundflade. Enkelte steder ragede undergrundens faste bjergarter op igennem de yngre, løsere jordarter; Helgoland og kridtklinterne på Rügen var eksempler herpå. Ejendommeligt nok har netop de højeste partier, fx store dele af den baltiske landryg, vist sig at være unge dannelser, men på den anden side viser retningen af både dalstrøg og højdedrag i det nordtyske lavland en påfaldende overensstemmelse med de i Mellemtyskland fremherskende strygningsretninger, navnlig den såkaldte hercyniske eller sudetiske retning: sydøst—nordvest. Det ældre bjergland var sandsynligvis ved det rindende vands erosion og den dermed hånd i hånd arbejdende forvitring næsten fuldstændig afslidt og udjævnet før tertiærtiden, under hvilken det i stor udstrækning blev sænket under havet og dækket af sand-, ler- og mergelaflejringer; til tider var dog også vidtstrakte dele tørlagt, og der dannedes de mægtige og økonomisk meget vigtige brunkulslag. Men den afgørende udformning af landskabet fandt sted i kvartærtiden og navnlig i dens første afsnit, istiden, da hele Nordtyskland — om end ikke overalt i lige lange tidsrum — var dækket af en iskappe, der langs nordranden af de mellemtyske bjerge har efterladt sig spor helt op til en højde af 500 m. Efter den almindeligste antagelse har isen ikke en enkelt gang bredt sig fra Skandinavien ud over de omliggende lande, men der har været mindst 3 istider adskilt ved såkaldte mellemistider, i hvilke klimaet var mindst lige så varmt som i nutiden. Sin største udbredelse havde isen i den næstsidste istid, mens den sidste i Nordtyskland kun nåede mod vest til Elbmundingen, mod øst omtrent til Schlesien. Siden den næstsidste istid er der forløbet så lang tid, at de ældre glaciale terrænformer for en stor del er udslettede eller i hvert fald stærkt modificerede af vandløbenes erosion, hvor imod sporene af den sidste nedisning endnu står friske eller dog kun i detaljerne modificerede. Isens tilbagerykning skete ikke jævnt, men blev afbrudt af stilstandsperioder. Under disse optårnede der sig langs isranden mægtige masser af det i isen indesluttede morænemateriale, og de således dannede randmorænestrøg lader sig forfølge over lange strækninger. Særlig tydeligt er det randmorænedrag, der fra Holsten til ud over Østpreussens grænse følger sydranden af den baltiske højderyg. Nord derfor ligger for det meste et svagere bølget bundmorænelandskab, der dog sine steder antager en meget kuperet karakter, hvor den ene bakke hæver sig ved siden af den anden tilsyneladende uden nogen orden. Et sådant landskab betegnes i Østpreussen træffende som »bucklige Welt«. I lavningerne mellem bakkerne træder grundvandet frem og danner søer, enten rundagtige småsøer eller, hvor en enkelt vandflade fylder flere lavninger, større søer med uregelmæssigt lappet omrids. Også større søer af langstrakt form forekommer, udfyldende fordybninger med længderetning vinkelret på randmorænerne, hvor mindre gletsjertunger en tid har haft deres plads. Men mange af de oprindeligt tilstedeværende søer er senere forsvundne, omdannede til moser. Moræneleret, der hyppigst danner jordbunden, afbrydes stedvis af betydelige sandflader, som smeltevand har afsat. Smeltevandsdannelser er også de langstrakte åse, bestående af lagdelt sand og grus, der formodes at være dannede i kanaler under isen. — Foran, det vil sige syd og sydvest for randmorænerne er det smeltevandsfloderne, der har formet terrænet, bortskyllet den ældre bundmoræne eller overdækket den med sand og grus, der danner udstrakte, svagt udad hældende jævne flader, som på grund af jordbundens ufrugtbarhed for en stor del var bevokset med hede og derfor også betegnes som hedesletter. Længere borte fra isranden samledes de talrige gletsjerbække og -floder i en fælles dal og strømmede gennem denne mod nordvest til Nordsøen. Med Isens trinvise tilbagerykning forskød denne urflod gentagne gange sit leje, og man kan derfor påvise flere saådanne urfloddale i det mellemste Nordtyskland. Visse strækninger af dem følges også i nutiden af floder, men andre er forladt, idet det oprindelige vandløb har søgt sig en kortere vej mod havet gennem en nordsydgående tværdal. Dette er grunden til, at alle Nordtysklands større floder har et så karakteristisk løb, bestående skiftevis af strækninger med retning fra sydøst til nordvest eller øst-sydøst til vest-nordvest og strækninger med retning fra syd til nord. Den sydligste urfloddal er Breslau—Magdeburg—Bremer-dalen, der nu følges af en strækning af Oder, Schwarze Elster, en del af Elbens mellemste løb og Aller—Weser; dog er det tvivlsomt, om der virkelig har eksisteret en forbindelse mellem Elben ved Magdeburg og Aller. Nord herfor følger to kortere dalstrøg, et østligt, der følges af Bartsch og Oder mellem Glogau og Krossen, og et vestligt, der fra Kottbus-lavningen over Baruth—Luckenwalde—Plaue fører til Elben. Begge disse udmunder i den lange urfloddal, der kaldes Warszawa—Berlin-dalen, og som markeres af Bzura-dalen, Warthe, Obra, Oder, Spree og Havel, og som vest for Berlin forener sig med Thorn—Eberswalde-Dalen, der engang har ledet Weichsels Vande gennem Netzes og Oders Dale til Elben. Alle disse Urfloder har — til ulige tider — haft nedre Elben som deres fælles nedre løb. Der kan påvises endnu en nordligere urfloddal, den pommerske, der fra egnen syd for Lauenburg i Pommern nær den daværende polske grænse strækker sig mod sydvest gennem Bagpommern til Odermundingen og derpå mod nordvest gennem Forpommern, hvor den til dels markeres af Peenes løb. Om alle Dalstrøgene gælder det, at de for størstedelen er brede og ganske flade, fyldt med sumpe og, da det er sand, der danner jordbunden, ufrugtbare. De mellem dalene-liggende plateauer, som afvekslende dækkes af sand og moræneler, har en gennemsnitlig højde af 50—100 m, højere mod øst end mod vest; kun få punkter hæver sig over 200 m.