Kunst er forskellige former for menneskelig aktivitet, der bygger på tekniske færdigheder, fantasi, intuition, ide og følelsesmæssig kraft, og som resulterer i et produkt – et kunstværk. Vigtige kendetegn ved kunst er skønhed, form, erkendelse, formål og originalitet. Der er dog forskellige opfattelser af, hvilke af kunstens kendetegn der skal vægtes højst i en bestemmelse af kunstens væsen.
Af kunstarter kan nævnes maleri, skulptur, fotokunst, arkitektur, litteratur, teater, opera, filmkunst, digital kunst, musik og dans.
Hvis kunstværket er et fysisk produkt, taler man om skabende kunst. Hvis kunstværket er ikke-fysisk, taler man om udøvende kunst.
Begreber i forbindelse med kunst, såsom skønhed, kreativitet og fortolkning, bliver undersøgt af den gren af filosofien, der hedder æstetik.
Ordet ”kunst” kommer af verbet ”kunne”. ”Kunst” betyder altså oprindelig ”det man kan, det man behersker, det man mestrer”. En kunstner kan noget særligt. Kunst er noget ud over det naturligt foreliggende. En almindelig sten er i sig selv ikke et kunstværk. Den bliver først til et kunstværk, hvis et menneske – en kunstner - tilføjer ”noget mere”. Dette mere kan f.eks. være, at kunstneren arrangerer stenen på en bestemt måde i forhold til dens omgivelser. Eller det kan være, at kunstneren farver stenen på en bestemt måde med bestemte farver.Jævnfør David Favrholdt: Æstetik og filosofi, s. 91.
Oprindelig - før 1700-tallet - skelnede man ikke mellem ”kunst” og ”håndværk”. Begge fænomener var dækket af det samme ord (”techne” på græsk, ”ars” på latin). ”Ars” var det, som mennesker kunne, og som var lavet af mennesker. Om produktet – det menneskeskabte objekt - brugte man udtrykket artefakt (latin arte factum = hvad der er frembragt ved håndværk/kunst). Kunst stod ikke i modsætning til håndværk, men i modsætning til natur – jævnfør udtrykkene ”kunstig” og ”naturlig”.
I 1700-tallet blev ”kunst” og ”håndværk” adskilt som begreber, og ”kunst” kom til at betyde ”de skønne kunster”, som er en fællesbetegnelse for kunstarter som malerkunst, billedhuggerkunst, arkitektur, musik og digtekunst. Forskellen mellem håndværk og kunst blev herefter, at håndværk (f.eks. bygningshåndværk) har et praktisk formål, mens kunst ikke har et umiddelbart praktisk formål, men skal være smuk eller bibringe en særlig oplevelse.
Kunstbegrebets historie Før 1700 thumb|Figur 1. Den klassiske opfattelse: De rette proportioner skaber harmoni og skønhed. En rekonstruktion af templet Parthenon i Athen, sådan som det så ud i antikkens Grækenland. thumb|Figur 2. Venus fra Milo. Denne græske marmorskulptur, der stammer fra omkring 100 f. kr., antages at forestille Afrodite, gudinde for kærlighed og skønhed. Hun blev af romerne kaldt Venus. Arme og sokkel er gået tabt. Proportionerne og de let svungne former udgør et harmonisk hele. Kunstbegrebet har ændret sig meget gennem tiderne. At begrebet om kunst først opstod i 1700-tallet betyder ikke, at der ikke eksisterede kunst før den tid. I antikkens Grækenland blev der skabt en rigdom af kunst, specielt inden for skulptur, bygningskunst og digtekunst. I denne klassiske græske kunst spillede formen en afgørende rolle som ideal.Dorthe Jørgensen: Skønhed, s. 30. Der skulle være de rigtige proportioner mellem delene af en helhed, således at de tilsammen danner et harmonisk hele. Ifølge dette ideal består et bygningsværks skønhed af de rette proportioner mellem de forskellige dele af bygningen og bygningen som helhed. På samme måde består et menneskelegemes skønhed af de rette proportioner mellem de forskellige dele af legemet og legemet som helhed.
Fra den græske filosof Aristoteles (384 f. Kr. - 322 f. Kr.) stammer tanken om, at god kunst skal være karakteriseret ved en enhed i mangfoldighed. Der skal være en indbyrdes harmoni mellem alle enkeltdele. Det er denne harmoni, der besjæler helheden og gør den til en organisk enhed.
Kravet om proportion og balance i kunsten hvilede oprindelig på en forestilling om, at den i sin form skal afspejle en kosmisk harmoni. Menneskets proportioner skal afspejle det ordnede verdensalts (kosmos´) proportioner. Kunsten får sin skønhed fra naturen, ikke fra kunstnerens fantasi. Kunstværket skal ligne det motiv, det afbilder.
I antikkens Grækenland var kunst håndværk (techne). Kunstneren skulle vide, hvordan noget ifølge traditionen skulle udfærdiges. En kunstner skulle ikke være original eller udtrykke sine egne oplevelser og følelser.Dorthe Jørgensen: Skønhed, s. 30-31.
Ifølge den græske filosof Platon (428 f. Kr. - 348 f.Kr.) findes der to verdener: fænomenverdenen og ideverdenen. Fænomenverdenen er den verden, som umiddelbart kan erkendes gennem sanserne: den fysiske verden. Denne verden består af træer, bygninger, statuer, menneskekroppe, osv. Ideverdenen er en åndelig verden, og den er den primære eller egentlige verden. Den er grundlaget for den fysiske verden. Den består af ideer, som er de åndelige ”originaler” for fænomenerne, som er ”kopier” af ideerne.
Ideerne er evige og uforanderlige, mens fænomenerne er flygtige og foranderlige. Kunstværkerne (artefakterne) tilhører fænomenverdenen, og derfor er deres skønhed flygtig og foranderlig, men deres skønhed viser hen til en åndelig skønhed, som til syvende og sidst stammer fra det skønnes ide, som er evig og uforanderlig. Platon mener med andre ord, at det skønnes ide kommer til udtryk i kunstværkerne (f.eks. statuer).Dorthe Jørgensen: Skønhed, s. 40.
Ifølge den græske nyplatonske filosof Plotin (204 – 270) eksisterer skønhedens ide hinsides tid og rum. Den er så abstrakt og ophøjet, at den ikke virkelig kan komme til sin ret, når den udtrykkes i de fysiske ting.Ole Thyssen: En mærkelig lyst, s. 240. Den sanselige skønhed vil altid kun være en fattig afglans af skønhedens ide.
Plotin talte om kunstværkets indre form. Denne indre form er en åndelig formdannende kraft i kunstværket (f.eks. en statue), og den er den egentlige kilde til genstandens ydre form. Et kunstværks ydre form er således en materialisering af dens indre form.Dorthe Jørgensen: Skønhed, s. 38. Plotin ville f.eks. sige, at statuen Venus fra Milo (figur 2) er en ydre materialisering af statuens indre form (en åndelig skønhed).
1700-1860 Indtil 1700-tallet skete der ikke nogen afgørende ændring af selve kunstbegrebet, selv om der naturligvis skete en udvikling med hensyn til stil og motivvalg. I 1700-tallet (oplysningstiden) skete der imidlertid noget nyt: Der kom en begrebsmæssig adskillelse af ”kunst” og ”håndværk”. Før den tid var begge fænomener som sagt dækket af det samme ord (”techne” på græsk, ”ars” på latin). Nu blev ”kunst” ensbetydende med ”de skønne kunster” (malerkunst, billedhuggerkunst, arkitektur, musik og digtekunst, osv.).
En vigtig person i den forbindelse var den tyske filosof Immanuel Kant. I sin bog Kritik der Urteilskraft (1790) nævner han en række træk, som karakteriserer ”kunst” til forskel fra ”håndværk”. Han nævner blandt andet, at kunsten er fri i den forstand, at kunstneren selv skaber de regler, som kunstværket følger. Han nævner også, at kunsten ikke tjener noget formål, der er påtvunget den udefra.Lex.dk: Kunst.
Ifølge den klassiske græske opfattelse var skønhed noget objektivt, som i sidste ende udspringer af den evige og uforanderlige ideverden. Denne objektive skønhedsopfattelse ændredes med tiden i en mere subjektiv retning. Også på dette punkt spillede Kant en central rolle. I Kritik der Urteilskraft siger han, at det objektivt ikke kan afgøres, om noget er smukt eller ej. Det er et spørgsmål om smag, og smag er subjektiv. ”Enhver har sin smag” (på ). Der findes ikke noget objektivt smukt - noget der i sig selv er smukt.Morten Kyndrup: Den æstetiske relation, s. 100.
I 1700-tallet opstod æstetikken. Ordet blev dannet af den tyske oplysningsfilosof Alexander Gottlieb Baumgarten, som definerede æstetik som ”videnskaben om den sanselige erkendelse” – altså en ret bred definition.Morten Kyndrup: Den æstetiske relation, s. 34. Senere fik begrebet gradvist sin nutidige betydning, nemlig "kunstfilosofi". Denne betydning blev endeligt fastslået af den tyske filosof Georg Friedrich Hegel i hans æstetiske forelæsninger. Når kunst blev et selvstændigt begreb, var det naturligt, at der udviklede sig en selvstændig filosofisk disciplin - æstetik - der behandlede denne kunst.
thumb|Figur 3. Komponisten Ludvig van Beethoven (1770-1827) var en af de første frie kunstnere. Maleri af den tyske maler Joseph Karl Stieler (1781-1858). 1820. I takt med kunstens selvstændiggørelse skete der også en selvstændiggørelse at kunstnerne. Tidligere stod kunstnerne i kirkens, kongens eller adelens tjeneste. Det betød i praksis, at kunstværket - musikstykket, digtet eller maleriet - enten direkte eller indirekte hyldede arbejdsgiveren. Kunstneren kom derved til at underbygge overklassens magt.
Men med fremkomsten af det borgerlige samfund ændrede tingene sig. Nu opstod begrebet den frie kunstner. Det var betegnelsen for den økonomisk uafhængige kunstner, der tjente sine egne penge. Med den voksende borgerklasse opstod der et kunstmarked, der omsatte kunstværker uafhængigt af kirken og mæcenerne. Inden for musikken var Mozart (1756-1791) og Beethoven (1770-1827) blandt de første frie kunstnere.
Når kunstneren blev fri, blev også kunstværket frit – i den forstand, at kunstværket ikke længere skulle tjene et formål uden for sig selv. Den skulle ikke længere fungere som en understøtter af samfundet. Der bredte sig gradvist den tanke, at kunsten er til for sin egen skyld, udtrykt i slagordet ”Kunst for kunstens egen skyld” (på fransk: ”L´art pour l´art”).
Tiden efter 1860 Impressionismen var en kunstretning, som var dominerende inden for malerkunsten i perioden 1860-1890, specielt i Frankrig. Retningen lagde vægt på, som navnet siger (fr. impression: indtryk), at gengive det indtryk, som øjet - og bevidstheden – får af de ydre fænomener. Ved at lægge vægten på det subjektive indtryk bliver det objektive, ydre motiv tilsvarende mindre præcist gengivet.
I slutningen af 1800-tallet og i 1900-tallet skete der en stadig mere udtalt subjektivering af kunstværket. Kunstnerens indre liv kom til at spille en stadig større rolle i forhold til det objektive ydre motiv, som kunstværket afbildede. Inden for malerkunsten begyndte denne udvikling for alvor med impressionismen og fortsatte umiddelbart derefter med ekspressionismen. Et maleri skulle nu i mindre grad ”ligne”, og i højere grad være et udtryk for kunstnerens indre tilstande. thumb|Figur 4. Claude Monet: Indtryk, solopgang. 1872 thumb|Figur 5. Vincent van Gogh: Stjernenatten. 1889. thumb|Figur 6. Piet Mondrian: Komposition med rød, gul, blå og sort. 1921. Et eksempel herpå er det maleri, der har givet retningen navn: Impression, soleil levant (Indtryk, solopgang), som blev malet i 1872 af den franske maler Claude Monet (figur 4). Maleriet er ikke en fotografisk nøjagtig gengivelse af havnen. Der lægges ikke vægt på, at det ”ligner” havnen. I stedet lægges vægten på, hvordan havnen opleves af kunstneren i det øjeblik, den betragtes.
Subjektiveringen fandt også udtryk i ekspressionismen, som var en kunstretning i perioden 1885-1925. Ekspressionismen tog udgangspunkt i det indre - i en sådan grad, at det ydre blev forvrænget. Det ydre blev udtryk for det indre (fr. expression: udtryk).
Et eksempel herpå er den hollandske maler Vincent van Goghs maleri fra 1889 Stjernenatten (figur 5). Det blev malet, mens han var indlagt på et sindssygehospital. Også her er det tydeligt, at der ikke er tale om en præcis gengivelse af et ydre motiv. Maleriet udtrykker noget indre. Det er svært at sige præcist, hvad dette indre er. Måske er det van Goghs måde at udtrykke sit syge og kaotiske jeg på.Historien om stjernenatten – det berømte maleri af Vincent van Gogh. Måske udtrykkes der en religiøs vision.Lauren Soth: Van Gogh's Agony, s. 308 og 312..