Albaniens historie begyndte for mere end totusinde år siden, da folkeslag af usikker etnisk oprindelse beboede det område, der udgør den moderne stat Albanien. Efter først at have været en del af Romerriget og det Byzantinske rige, og siden Osmannerriget blev Albanien en selvstændig stat i 1912. Landet har for nylig gennemgået en politisk transformation, hvor et kommunistisk styre er blevet afløst af et liberalt-kapitalistisk. Det forventes at Albanien indtræder som fuldbyrdet medlem af NATO i 2009. Landet er også ansøgerland til medlemskab af EU. thumb|Albaniens.
Albanernes etniske oprindelse
thumb|Theth-dalen, de store bjerge i Albanien fungerede som et forsvarsværk og beskyttede indbyggerne i tidens løb.
Nogle forskere antager, at albanerne er efterkommere af den forhistoriske folkegruppe illyrerne, antageligt navngivet efter en illyrisk stamme, albanoi, som i sin tid var bosat i det moderne Albanien.Malcolm, Noel: «Origins: Serbs, Albanians and Vlachs», siderne 22-40 i Kosovo, a short history (Macmilan, London, 1998 Andre forskere har argumenteret mod den påstand og hævder, at sproget albansk er stammer fra en dialekt af de nu uddøde trakiske sprog. Andre forskere mener, at flertallet af illyrerne blev overvundet og siden assimileret med de indtrængende slaviske folkeslag, efter at Romerriget gik i opløsning.The Balkans: from Constantinople to Communcism. «The Language of the Thracians» og Centum and Satem languages Antagelsen om, at illyrisk var hovedsproget, er baseret på analyser af messapianske sprog i det sydlige Italien, som formodes at være beslægtet med illyrisk.
De, som støtter teorien om en illyrersk-albanske kontinuitet, hævder, at alle illyriske stammer, undtagen albanerne, blev assimileret eller drevet sydpå ind i Albanien og Grækenland i løbet af tidlig middelalder efter bølger af folkevandringer. Et formidabelt bjerglandskab og et fleksibelt stammesamfund gjorde det muligt for albanerne at overleve til moderne tid med identitet og sprog i behold. Ifølge disse forskere er navnet Albanien afledt af navnet på den illyriske stamme Arbër eller Arbëreshë og senere Albanoi, som levede i nærheden af Durrës.
Forhistorie
Arkæologiske fund fra palæolitisk tid (omkring 10.000 f.Kr.) er gjort i en grotte i nærheden af Butrint i det sydlige Albanien. Under neolitisk tid levede nomadiske stammer af jægere og samlere i området. I 4.000- og 3.000-tallet f.Kr. blev der oprettet flere bosættelser, som kan følges ind i bronzealderen.
Fra ældre bronzealder er der kun blevet fundet få arkæologiske spor, men det er derimod gjort en række fund fra yngre bronzealder, både bopladser og mange gravpladser (kaldet tuma), som kan dateres til omkring 2000 f.Kr. I jernalderen (1000-500 f.Kr.) blev der oprettet flere bopladser med forsvarsanlæg, flere med kraftige mure.
Illyrere var en indoeuropæisk stammer, som dukkede op i det vestlige Balkan omkring 1000 f.Kr., en periode, der betragtes som afslutningen på bronzealderen og begyndelsen på jernalderen. De bosatte sig i det meste af området i det næste årtusind. Arkæologer knytter illyrere til Hallstattkulturen (navngivet efter fund i Hallstatt i Østrig), et jernalderfolk som er kendt for sin produktion af jern, bronzesværd med håndtag formede som vinger, og tæmning af heste. Illyrerne besatte landområder, som strakte sig fra floderne Donau, Sava, og Morava til Adriaterhavet og bjerget Šar Planina. Til forskellige tider er grupper af illyrere, som messapianere og iapygere, udvandret til Italien over både land og over havet.Zickel, Raymond & Iwaskiw, Walter R. (red.) (1994): «The Ancient Illyrians», Albania: A Country Study
Albanerne var oprindelig en udvidelse af de sydvestlige illyriske folk. I kontrast til andre områder var det kystnære indland mellem floderne Neretva og Drilon bosatte af et betydelig antal mindre stammer, hvoraf de fleste havde mistet deres egen identitet i løbet af de sidste stadier af den romerske besættelse. De tyve folkeslag, som blev omtalt af Plinius den ældre var kun en brøkdel af 89 civitates, som blev omtalt af Marcus Terentius Varro et århundrede tidligere ved Narona conventus.
thumb|Kort over nutidens Albanien. Den sydøstlige del af Dalmatien var befolket af de "virkelige" illyrere, og bevis fra personnavne giver et ensartet billede med ret lille påvirkning fra andre dele af området, dog undtaget en gruppe af keltiske navn i øvre Neretvadalen omkring Konjic. I det 3. og 2. århundrede f.Kr. var alle disse folk en del af et illyrisk kongedømme, men da kong Genti eller Gentius (regerede 180–168 f.Kr.), den sidste konge af Illyrien, blev afsat og døde, havde de alle opnået en form for uafhængighed, de fleste ved aftaler med Romerriget.
Illyrerne fortsatte med at handle og bekrige sine naboer: grækere, paionere, trakere, og andre folk. Øst for Dardania var der et bredt område, som fremstod som en smeltedigel mellem illyrere og trakere. Dette område omfattede Donau neden for Beograd og vest over mod Moravadalen til floden Vardar og de nordlige grænser Makedonien. I syd og langs kysten af Adriaterhavet blev illyrerne meget påvirkede af grækerne, som havde grundlagt handelskolonier der. Mod slutningen af det 7. århundrede havde Korinth-grækere fra øen Korfu oprettet havne langs kysten af Apollonia (Pojanë, i nærheden af nutidens Vlora) i år 588 f.Kr. og videre nord mod Lissos (Lezhe) og Epidamnos (nutidens Durrës) i 623 f.Kr. De illyrere, som levede i Albaniens ukultiverede og kuperede bjergområder, modsatte sig græsk bosættelse: illyrske røvere angreb kystbyerne, og illyriske pirater truede græske handelsskibe i Adriaterhavet.
Illyrerne producerede og handlede med kvæg, heste, jordbrugsvarer og metaller som kobber og jern. Kampe og krige foregik til stadighed mellem illyriske stammer. Råd med ældre (bulae) valgte høvdinge, som styrede deres stammene. Ved ulige tider kunne enkelte høvdinge herske over flere stammer og danne kortvarige kongedømmer. I løbet af det 5. århundrede f.Kr. strakte den illyriske befolkning sig så langt nord på som til de øvre dele af floden Sava i det, som nu er Slovenien. Illyriske friser, som er opdaget i nærheden af den slovenske by Ljubljana, viser rituelle ofringer, gæstebud, slag, idræt og andre aktiviteter.
Det illyriske kongedømme under Bardhyllis blev en betydelig lokal magtfaktor i det 4. århundrede f.Kr. og kæmpede mod græske bosættere og især Makedonien, et mægtigt kongedømme i sydøst. I år 358 f.Kr. besejrede Makedoniens konge Filip 2., fader til Aleksander den Store, illyrerne og tog kontrol over deres landområder så langt som til Ohridsøen. Aleksander selv førte styrkerne for den illyriske høvding Clitus i år 335 f.Kr., og illyriske stammeledere og soldater fulgte Aleksander på hans erobring af Persien. Efter Aleksanders død i 323 f.Kr. blev nye illyriske kongedømmer oprettede. I år 312 f.Kr. forviste kong Glaukias alle grækere fra Durras. Ved slutningen av det 3. århundrede f.Kr. havde den illyriske konge Agron forenet mange af de tidligere uafhængige byer og udvidet det illyriske område. Agron gjorde Shkodër til sin hovedstad og holdt en hær og marine for at beskytte sine byer og havne. Hans kongedømme, som strakte sig fra Dalmatien i nord og til floden Vijosë i syd, kontrollerede dele af det nordlige Albanien, Montenegro, og Hercegovina. Efter Agrons død i 231 f.Kr. gik kontrollen over Illyrien over til hans enke, Teuta. Dronningen beordrede flere angreb på nabolandene, men hendes pirater, som angreb handelsskibe i Adriaterhavet, gjorde hennes rige til en fjende af Romerriget. Romerske tropper besejrede hendes hær og erobrede havnen Epidamnos, som romerne omdøbte til Durrachium.
Den romerske periode thumb|Den romerske provins Illyricum.
Under de Illyriske Krige i 229 og 219 f.Kr. erobrede romerne illyriske bosættelser i Neretva-dalen. Romerne gjorde nye erobringer i 168 f.Kr., da romerske styrker tog Illyriens konge Gentius til fange ved Shkodër (som romerne omdøbte til Scodra) og tog ham med til Rom i 165 f.Kr. Et århundrede senere udkæmpede Julius Cæsar og hans rival Pompeius deres afgørende slag i nærheden af Durras (Dyrrachium). Romerriget undertrykte de sidste genstridige illyriske stammer på det vestlige Balkan under kejser Tiberius regeringstid i år 9 e.Kr. Romerne delte landområdet, som omfatter nutidens Albanien, i de romerske provinser Makedonien, Dalmatien og Epirus.
I omtrent fire århundreder styrede romerne de illyrisk befolkede lande og fremmede økonomisk og kulturel udvikling samt afsluttede de fleste af de stadige kampe mellem de lokale stammer. Illyriske bjergstammer opretholdt egne autoritet, men underkastede sig kejseren og anerkendte hans sendebud. Ved en årlig festlighed for kejserne sværgede de illyriske stammehøvdinge fra bjergene deres loyalitet over for kejseren og styrkede deres politiske rettigheder. En form af denne tradition, kendt som kuvend, har overlevet til moderne tid i det nordlige Albanien.
Romerne etablerede talrige militære lejre og kolonier samt latiniserede fuldstændig kystbyerne. De sørgede også for bygning af akvædukter og veje, herunder udvidelsen af Via Egnatia, den gamle illyriske vej og senere berømte militære vej og handelsrute, som førte fra Durras gennem dalen med floden Shkumbin og til Makedonien og til Byzans. Kobber, asfalt, og sølv blev udvundet i bjergegnene. Hovedeksporten var vin, ost, olie, og fisk fra søerne Scutari og Ohridsøen. Der blev indført redskaber, metalarbejder, luksusvarer og andre varer. Apollonia blev et kulturelt centrum og Julius Cæsar sendte selv sin nevø, den senere kejser Augustus, hertil for at studere.
Illyrierne udmærkede sig som krigere i romerske legioner og udgjorde en betydelig del af pretorianergarden. Flere romerske kejsere blev født på Balkan og hævdes af albanere at have været af illyrisk oprindelse, blandt andre Decius, Claudius 2., Aurelian, Probus, Diokletian, og Konstantin den Store.
Kristendommen thumb|right|Apostlen Paulus skal have været i Albanien ifølge traditionen, statue af apostlen Paulus foran Peterskirken i Vatikanet.
Den kristne tro kom til illyrisk befolkede landområder i det første århundrede. Apostelen Paulus skrev, at han prædikede i den romerske provins Illyricum, og traditionen vil vide, at han besøgte Durras. I år 379, under kejser Theodosius den store, som en del af prefekturet Illyricum Orientale, blev den sydlige region delt i tre provinser: Epirus Vetus, med hovedstaden Nicopolis (nu Preveza), Epirus Nova, med hovedstaden Durras, og Prævalitania, med hovedstaden Shkodër. Hver by dannet et eget ærkebispedømme.
thumb|Romerriget blev delt i en vestlig og en østlig del i 395.
Da Romerriget blev delt i en østlig og en vestlig del i 395, blev Illyrien øst for floden Drinus (Drina mellem Bosnien og Serbien), medregnet landområder som nu omfatter Albanien, styret af det Østromerske rige, men var kirkeligt afhængig af Rom. I år 732 underkastede den byzantinske kejser Keo 3. fra Isauria området under patriarken af Konstantinopel. I århundrederne der efter var de albanske landområder valplads for kirkestridigheder mellem Rom og Konstantinopel. Tilbageværende under romersk indflydelse forblev albanere, som levede i bjergene i nord, ved deres romersk-katolske tro, mens de i sydlige og mellemste områder blev græsk-ortodokse i deres tro og dannede nære forbindelser med grækere i syd.
Efter dannelsen af det slaviske fyrstedømme Dioclia (nu Montenegro) blev ærkebispedømmet oprettet i hovedstaden Bar i 1089, og bispedømmer i det nordlige Albanien (Shkodër, Ulcinj) blev underlagt dette. Fra 1019 blev albanske bispedømmer i de byzantinske kirkeskikke underlagt det uafhængige ærkebispesæde Ohrid indtil, Durras og Nicopolis (Preveza) blev genoprettede som ærkebispesæder. Der efter var det kun bispesæderne i det indre Albanien (Elbasan, Krujë), som forblev knyttede til Ohrid. I 1200-tallet, under Venezias besættelse, blev det latinske ærkebispesæde Durras dannet.
Folkevandringstiden og tidlig middelalder