Jiddu Krishnamurti (født 12. maj 1895 i Madanapalle, Andhra Pradesh, Indien, død 18. februar 1986 i Ojai, Californien) var en filosof af indisk afstamning, som levede i det 20. århundrede. Hans filosofiske meditationer i form af dialoger, taler og værker er stadig indflydelsesrige og omfatter åndelige emner som kærlighed, medfølelse, selvets transcendens og det religiøse sind; videnskabelige emner som erkendelse, viden, og sandhed; psykologiske emner som det neurotiske menneske, medmenneskelige relationer og intelligens; og sociologiske emner som kilderne til voldelig konflikt. Han frabad sig konsekvent rollen og autoriteten som åndelig vejleder. Det er alene det enkelte menneskes egen direkte erkendelse der har værdi, og der er ikke nogen vej man kan blive ledt ad, ikke nogen metode eller praksis man kan følge for at opnå frigørelse fra sin egen kulturelle og miljømæssige betingning. Hans mål var en fuldstændig forvandling af den menneskelige bevidsthed: “at sætte mennesket helt og fuldstændigt fri”.Se Krishnamurtis tale i forbindelse med opløsningen af den Teosofiske organisation "The Order of the Star" under den årlige Star Camp i Ommen, Nederlandene, 3. august 1929. Talens fulde ordlyd findes her: http://www.jkrishnamurti.org/about-krishnamurti/dissolution-speech.php
Krishnamurtis udgangspunkt er, at hvordan vi anvender vores opmærksomhed øjeblik for øjeblik bestemmer, hvordan vi oplever virkeligheden og dermed kvaliteten af vores liv. Vores mentale indstilling, til forskel fra de omstændigheder vi lever under, er dermed nøglen til en forvandling af vores perception af verden. Forvandlingen af vores opfattelse af virkeligheden er synonymt med en overskridelse af de betingende grænser for det neurotiske selv. Krishnamurti anvender udtrykket "det neurotiske selv" til generisk at beskrive den almenmenneskelige tilstand karakteriseret af uforløste intra-psykiske konflikter som forårsaget af kulturel og social betingning. Det er altså den kulturelt og socialt accepterede psykiske normal tilstand han ønsker at beskrive - ikke de psykiske lidelser der i den aktuelle psykologi defineres som personligheds forstyrrelser.
Krishnamurtis spirituelle tilgang søger at vise forbindelsen mellem selv-transcendens og et etisk bedre liv. Hans tese er, at når vi ikke længere føler os identisk med vores tanker og dermed ikke længere lider under bestemte kognitive og følelsesmæssige illusioner, frigøres vi fra vore selv-centrerede lidelse, smerte og utilfredsstillelse. Eliminerer man den personlige lidelse, skaber man en værenstilstand af dyb ikke-personlig kærlighed og dermed en dyb kilde til velbefindende og etisk handlen.
Det særlige ved Krishnamurtis opfattelse af menneskets frigørelse - set i forhold til mange andre aktuelle åndelige strømninger - er, at den ikke fordrer nogen tro på metafysiske eller religiøse ideer, ikke indebærer nogen tro på overnaturlige fænomener. Krishnamurti afviser helt enkelt tro som basis for gyldig erkendelse. Hans tankegang er dermed fuldstændig forenelig med de centrale principper for videnskabelig skepticisme.
Krishnamurtis baggrund
Krishnamurti blev, i en alder af 14 år, "opdaget" af den engelske teosof Charles W. Leadbetter, på en strand nær det teosofiske hovedsæde i Chennai (tidligere Madras, Indien), som den kommende Messias og Verdenslærer.Som en god kilde til Krishnamurtis liv, se f.eks. Mary Lutyens biografi om Jiddu Krishnamurti “The Life and Death of Krishnamurti”. Rider. London 1991 Krishnamurti blev adopteret af Det teosofiske Samfunds præsident Annie Besant, der sendte ham til England for at uddanne ham til hans kommende rolle. Organisationen "The Order of the Star" blev oprettet for at understøtte verdenslærerens virke og udbredelse. Krishnamurti opløste i 1929 organisationen, tog fuldstændig afstand til Det Teosofiske Samfund og proklamerede, at "Sandheden er et land uden stier. Man finder ikke sandheden gennem nogen organisation, nogen tro, noget dogme, nogen præst eller noget ritual, og heller ikke gennem filosofisk viden eller psykologisk metode."Krishnamurti opløste "The Order of the Star" under den årlige Star Camp i Ommen, Nederlandene, den 3. august 1929, se Lutyens 1991. Se note 1 for link til den fulde ordlyd af talen.
Krishnamurti var ikke tilknyttet nogen nationalitet, kaste, religion, eller filosofi, og tilbragte resten af sit liv med at rejse rundt i verden, tale til store og små grupper og enkeltpersoner. Han skrev flere bøger, blandt dem The First and Last Freedom (1954) The Only Revolution (1970), og Krishnamurti's Notebook (1976). Mange andre af hans udgivelser i bogform er redigerede kompileringer af hans dialoger, taler og diskussioner blandt dem Freedom from the Known (1969), The Urgency of Change (1971), og The Awakening of Intelligence (1973). Hans sidste offentlige tale var i Madras (nu Chennai), Indien, i januar 1986 - en måned før hans død i sit hjem i Ojai, Californien.
Hans tilhængere arbejder gennem almennyttige fonde i Indien, Storbritannien og USA, og fører tilsyn med flere uafhængige skoler baseret på hans uddannelsessyn. Der foregår en løbende transskription og distribution af hans tusindvis af foredrag, hans gruppe og individuelle diskussioner, og skrifter i en række forskellige medieformater og sprog.
Centrale temaer i Krishnamurtis tænkning
Menneskets erkendelsesbur Ifølge Krishnamurti befinder mennesket sig i et erkendelsesbur, hvor tremmernes begrænsning udgøres af socialt, samfundsmæssigt, og kulturelt betingede mønstre. I dette fængsel af betingethed lever mennesket en “andenhånds” eksistens, mao. en uautentisk eksistens, i en stadig nærmest tvangsmæssig gentagelse af tankemæssige, følelsesmæssige og handlingsmæssige mønstre. Vores indre liv afspejler den ydre verdens dysfunktion og omvendt afspejler den ydre verden vores indre mentale konflikter. "Verden er mig og jeg er verden," slår Krishnamurti fast igen og igen.Se f.eks. J.Krishnamurti, The Awakening of Intelligence. 2011: 107 At erkende sin egen kulturelle og miljømæssige betingning som en kendsgerning er en afgørende forudsætning for menneskets frigørelse. Grundlaget for et autentisk liv i frihed ligger for Krishnamurti i fuldstændig selv-erkendelse, kræver en erkendelse af, hvad vores selv eller "jeg" i virkeligheden er.
Det illusoriske selv Forestillingen om jeget som en separat frit styrende og vælgende entitet i form af et individuelt selv, der er kilde til og midtpunkt for vores perceptioner, tanker og følelser, er ikke sand. Deraf følger, at antagelsen om, at vi i egentlig forstand ved, hvad vi mener, mener hvad vi siger, siger hvad vi mener, og dermed ved hvad vi har sagt, er en illusion. Det menneskelige jeg som erkendelsens midtpunkt på en kartesiansk skueplads (for at bruge filosoffen Daniel Dennetts rammende udtryk) er en myte. Vores beslutninger og handlinger er ikke et udtryk for vores frie vilje, men er tværtimod i deres kulturelle og miljømæssige kontingens bestemt af årsager, som vi hverken er klar over eller har kontrol over. Den tvangsmæssige eksistens i erkendelsesburet - prisgivet historiske, foranderlige, tilfældige, og relative, ydre og indre kræfter - skaber angst, fortvivlelse og forvirring.
Religion som mestringsstrategi Religiøs tro skal i den sammenhæng forstås psykologisk som en mestringsstrategi. Religiøs tro skal ses som et forsøg på at komme den eksistentielle angst, fortvivlelse og forvirring til livs gennem overnaturlige forklaringer. Tro er et forsøg på at skabe orden og sikkerhed i kaos, eller redundans i betydningen struktur, sammenhæng og forudsigelighed. Den skaber et tilsyneladende absolut fundament af mening og betydning. Religiøs tro er i sidste instans motiveret af angsten for fysisk og psykologisk tilintetgørelse, angsten for døden mao. Som et udtryk for projektioner af både frygt og forhåbninger er tro essentielt forkert ifølge Krishnamurti. Tro og virkelighed er to forskellige ting:Tro er en ting, virkeligheden er en anden. Den ene fører til trældom, og den anden er kun mulig i frihed ... Tro kan aldrig føre til virkeligheden. Tro er resultatet af betingning, resultatet af frygt, eller resultatet af en ydre eller indre autoritet, der giver trøst. Virkeligheden er ingen af disse .. Den godtroende er altid villig til at tro, acceptere, adlyde, uanset om det som tilbydes er godt eller dårligt, skadeligt eller gavnligt. Det troende sind er ikke et spørgende sind, så det forbliver inden for grænserne af formlen eller princippet.Jidda Krishnamurti. The Only Revolution, Gollancz. London.1970Krishnamurti anerkender dermed ikke validiteten af det religiøse "spring" (som Søren Kierkegaard bl.a. er eksponent for): det kunstgreb hvor religion begrundes ved sig selv, gøres forudsætningsløs, og dermed ikke kan gøres til genstand for rationel og empirisk undersøgelse.
Sindets fragmentering En anden central mestringsstrategi er dannelsen af kulturelt betingede billeder og historier om os selv (og andre mennesker). Selv-billederne danner psykologisk grundlag for selv-følelsen og selv-forståelsen. De skaber tryghed og en følelse af identitet.
Vi er dybt bundet til og afhængige af selvbillederne og historierne. De tillægges en enorm betydning, hvilket er noget af et problem, da de ifølge Krishnamurti reelt er betydningsløse: Selv-billederne og historierne er fra skabelsesøjeblikket i uoverensstemmelse med virkeligheden. Dispariteten mellem selv-billederne og virkeligheden danner det neurotiske selv med psykodynamisk fragmentering og konflikt i form af gentagelsen af uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Det er Krishnamurtis centrale tese, at de stadige forsøg på at lukke gabet mellem selv-billede og realitet er dømt til at mislykkes og er en af hovedkilderne til smerte, utilfredstillelse og lidelse. Forsvaret af selv-billederne mod både indre og ydre trusler, anslag og krænkelser er det rene sisyfosarbejde, da selv-billederne i sig selv er kilden til hele miseren. Selv-billederne er sårbarhedens rod.
Sammenligning skaber forskel Billeddannelse skaber grundlag for neurotiske sammenligninger mellem forskellige selv-billeder - en løben spidsrod mellem forskellige selvbilleder, så som det grandiose jeg, det ideale jeg og det frygtede jeg. Billeddannelse bruges også som grundlag for værdisættelse og fordømmelser af andre mennesker.
Krishnamurti opponerer mod menneskers tendens til at foretage sammenligninger. Konsekvensen af disse individuelt og kulturelt betingede billeder, som man spejler sig i, sammenligner sig med, identificerer sig med og definerer sig i modsætning til, er en ødelæggelse af ægte relationer mellem mennesker.
Sammenligning skaber forskel mellem mig og det andet, mig og de andre. De mentale billeder er tanke- og følelsesbaseret: de er baseret på ideer, forestillinger, sympatier og antipatier der skal tjene ‘min’ eller de gruppers status, position og ambition, som jeg identificerer mig med. De forestillinger billederne afspejler forhindrer en ægte empatisk relation mellem mennesker eller forskellige grupper af mennesker. I den udstrækning billederne er udtryk for nationale, kulturelle, ideologiske, religiøse fordomme, bliver de bestemmende for synet på andre menneskers menneskelighed. De skaber grobund for en fremmedgørelse og dehumanisering af andre mennesker og dermed grobund for fysisk og psykisk vold.
Flugten fra det ubehagelige til det behagelige