thumb|Kort over Uist
South Uist (; ) er den næststørste ø i Ydre Hebrider i Skotland. Ved folketællingen i 2022 havde øen 1.650 fastboende indbyggere, hvilket var et fald på 104 siden 2011. Ligesom resten af Hebriderne er øen en af de sidste tilbageværende højborge for skotsk gælisk i Skotland. South Uists indbyggere kaldes på gælisk Deasaich (sydboere). Omkring 90 % af befolkningen tilhører den romerskkatolske kirke. Hovedbyen er Lochboisdale.
På øen findes et naturreservat og en række steder af arkæologisk interesse, heriblandt det eneste sted på De Britiske Øer, hvor der er fundet forhistoriske mumier.“A pair of well-preserved bodies dating back to around 1300 and 1600 B.C. was discovered in 2001, entombed beneath an ancient dwelling in Cladh Hallan, Scotland. Intriguingly, these bodies seem to have been intentionally mummified.” I nordvest ligger et prøveterræn for missiler. I 2006 var South Uist sammen med naboøerne Benbecula og Eriskay omfattet af Skotlands hidtil største fællesskabsbaserede opkøb af jord, som blev gennemført af Stòras Uibhist.Stòras Uibhist Organisationen ejer også Lochcarnan på South Uist, der er blevet beskrevet som "Skotlands største lokalt ejede vindmøllepark", og som åbnede i 2013.Scots community wind farm secures future
Geografi thumb|Udsigt mod vest til Nicolson's Leap. I baggrunden ses Gèideabhal, også kendt som Beinn Mhòr, til venstre og Hecla til højre.
Den vestlige del består af machair – en frugtbar, lavtliggende kystslette – med en sammenhængende sandstrand, mens østkysten er bjergrig med toppene Beinn Mhòr (Gèideabhal) på 620 m og Hecla på 606 m. Øen er forbundet med Eriskay og Benbecula via vejdæmninger.
Der findes talrige søer og småsøer, hvoraf Loch Bì er den største.
Øens største landsby er Lochboisdale (Loch Baghasdail), hvorfra Caledonian MacBrayne driver færgeruter til Mallaig (Malaig) på det skotske fastland. Nogle afgange sejler om vinteren til Oban, når MV Lord of the Isles, det eneste store fartøj, der kan lægge til i Mallaig, enten afløser skibe i dok andetsteds på CalMacs rutenet eller selv er i dok. Selskabet drev tidligere ruter til Castlebay (Bàgh a' Chaisteil) på Barra, men disse blev nedlagt i forbindelse med flådeomlægningen i 2016. En særskilt færgerute sejler flere gange dagligt fra Eriskay til Ardmhòr på Barra. Mindre bebyggelser omfatter Daliburgh (Dalabrog), Howmore (Tobha Mòr) og Ludag (An Lùdag).
Tidlig historie
thumb|Det neolitiske monument ved Beinn A' Charra
South Uist var tydeligvis hjemsted for et blomstrende samfund i yngre stenalder. Der findes flere neolitiske levn såsom gravrøser og et mindre antal bautasten. Den største af disse står centralt på øen ved den nordlige kant af Beinn A' Charra og er høj. Bosættelsen fortsatte ind i kobberalderen, hvilket en række fund fra klokkebægerkulturen over hele øen vidner om.
thumb|left|Rundhusene ved Cladh Hallan
Senere i bronzealderen blev en mand mumificeret og udstillet ved Cladh Hallan. Dele af hans krop blev fra tid til anden udskiftet gennem århundrederne, og 300 år senere fik han selskab af en kvinde. Sammen udgør de de eneste kendte forhistoriske mumier på De Britiske Øer.BBC - History - The Mummies of Cladh Hallan Mod slutningen af bronzealderen blev mumierne begravet, og oven på dem blev der opført en række rundhuse.
Begravelser under bygninger fra denne periode kendes også fra andre steder på South Uist. Ved Hornish Point (Cnoc Mòr) blev der under et rundhus fundet en begravelse med et individ, sandsynligvis en dreng på 12 år. Skelettet var blevet parteret, sandsynligvis et stykke tid efter døden, da kroppen var delvist nedbrudt. Kannibalisme blev udelukket, da knoglerne ikke bar de spor efter flåning, filetering og slagtning, som ville forventes i et sådant tilfælde.Historic Environment Scotland "https://www.trove.scot/place/9913 South Uist, Hornish Point, Cnoc Mor]"
thumb|Resterne af Dun Vulan
Cladh Hallan blev først forladt i den sene jernalder. Omkring det 2. århundrede f.Kr. blev der opført en broch ved Dun Vulan. Arkæologiske undersøgelser tyder på, at beboerne ofte spiste svinekød. Efter det 2. århundrede e.Kr. blev brochen ved Dun Vulan ombygget til et hus med tre rum. Omtrent samtidig blev der opført et hjulhus ved Kilpheder. I et skab i hjulhuset blev der fundet en emaljeret broche af bronze i en stil, som var moderne i romersk Britannien omkring 150 e.Kr.
Noter
Referencer
Litteratur Haswell-Smith, Hamish (2004). The Scottish Islands. Edinburgh: Canongate. ISBN 978-1-84195-454-7.
Eksterne henvisninger
Kategori:Øer i de Ydre Hebrider