thumb|Samtidig afbildning af Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandts henrettelse på Østerfælled den 28. april 1772. Omkring 30.000 mennesker overværede henrettelsen, der er blandt de mest kendte i Danmarkshistorien. Dødsstraf i Danmark har været anvendt som straf for en række alvorlige forbrydelser fra middelalderen og frem til midten af det 20. århundrede. I middelalderen og den tidlige moderne periode kunne dødsstraf blandt andet anvendes for drab, røveri, trolddom, højforræderi og en række religiøse og moralske forbrydelser. Straffen blev gennem århundrederne fuldbyrdet ved forskellige henrettelsesmetoder, herunder halshugning, hængning og afbrænding på bålet.
Med Straffeloven af 1866 blev anvendelsesområdet for dødsstraf indskrænket væsentligt til drab og visse forbrydelser mod staten. Den sidste henrettelse i fredstid fandt sted i 1892, da Jens Nielsen blev henrettet i Horsens Straffeanstalt. Selvom dødsstraffen fortsat var en del af lovgivningen, blev dødsdomme efter 1892 ikke længere fuldbyrdet. Dødsstraffen blev afskaffet i den borgerlige straffelov i 1930, men var fortsat en del af den militære straffelov.
Efter den tyske besættelse blev dødsstraffen midlertidigt genindført 1. juni 1945 – meget påfaldende med knap 2 års tilbagevirkende kraft – som led i retsopgøret. I perioden fra 1945 til 1950 blev 78 dødsdomme afsagt ved sidste instans, hvoraf 46 blev fuldbyrdet. Da dødsstraffen blev indført med tilbagevirkende kraft, blev de pågældende altså henrettet for handlinger, som på gerningstidspunkterne ikke ifølge daværende lov ville have medført dødsstraf.
Den sidste henrettelse i Danmark fandt sted den 20. juli 1950, da Ib Birkedal Hansen blev henrettet.
For danske statsborgere blev dødsstraffen afskaffet igen i 1951. Dødsstraffen blev afskaffet i den militære straffelov i 1978, mens de sidste særlige bestemmelser om dødsstraf for forbrydelser begået under besættelsen først blev endeligt ophævet i 1993 med virkning fra 1. januar 1994.
Danmark ratificerede i 2002 Europarådets 13. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som afskaffer dødsstraffen under alle omstændigheder. Protokollen trådte i kraft for Danmark den 1. juli 2003.Chart of signatures and ratifications of Treaty 187, hentet 15. august 2026. Selvom der er bred politisk modstand i Folketinget mod at genindføre dødsstraffen, har flere danske meningsmålinger gennem tiden vist, at omkring hver femte dansker støtter en genindførelse i særlige tilfælde.
Historie Vikingetiden
thumb|upright=1.1|Detalje fra runestenen Stora Hammars I i Sverige viser en figur, der ligger på maven, mens en anden mand anvender et våben mod hans ryg. Bemærk det trekantede valknut-symbol ovenfor, som formodes at repræsentere en ekstatisk tilstand. Dødsstraf havde eksisteret i Danmark siden oldtiden, hvor den oprindeligt blev fastsat i landskabslovene som en del af det traditionelle rets- og ættesystem. Dødsstraf blev ikke "indført" på én bestemt dato i nyere tid, men har tværtimod gradvist ændret form og status gennem historien. I oldtiden og den tidlige vikingetid havde Danmark ikke faste statslige fængsler eller et centralt politisystem. Dødsstraf blev håndteret som blodhævn mellem familier eller som offermænd for guderne ved grove tabuovertrædelser.
En af vikingernes henrettelsesmetode var bl.a. blodørn. Det var en blodig og brutal henrettelsesmetode, som vikingerne efter sigende brugte til at straffe fjender, der blev taget til fange i kamp, med. I alt kender man til otte oldnordiske og én latinsk middelalder-kilde, der nævner blodørn som en metode til henrettelse. Nogle kilder nævner metoden kort og fortæller blot, at vikingerne ridsede en slags ørn på ryggen af deres offer. Andre kilder er mere detaljerede og forklarer, at vikingerne bagfra skar den dødsdømtes ribben løs fra ryggraden. Derefter blev fangens ribben bøjet ud til siden, inden lungerne blev trukket ud gennem ryggen og bredt ud som et sæt ørnevinger. En af kilderne til blodørnen findes i et værk af skjalden Sigvat Thordarson (ca. 995-1045). Heri skriver han således: "Og Ivar, der opholdt sig i York, skar en ørn på Ællas ryg".
I vikingetiden var tingene samlingssteder, hvor der blev taget politiske beslutninger, vedtaget love og afsagt domme i drabssager. Her kunne folk blive dømt til døden eller gjort fredløse efter en tings-dom. Fredløshed indebar, at personen mistede sin retsbeskyttelse og derfor må forfølges og dræbes af enhver, uden at vedkommende blev straffet derfor. Folk afgjorde uenigheder ved at betale bøder eller gennem den berømte holmgang – en duel hvor to mænd sloges, ofte om kvinder eller ejendom.
Middelalderen
thumb|Homoseksualitet var en synd, der kunne føre til henrettelse ved radbrækning. thumb|En gravering fra 1574, der forestiller henrettelsen af Skipper Clement. Clement henrettedes ved halshugning den 9. september 1536 på Viborg Landsting. Det præcise sted kendes ikke med sikkerhed, men formodentlig var det en offentlig forestilling på Gammeltorv foran Viborg Domkirke. Efter henrettelsen blev hans hoved sat på en stage, og hans parterede krop blev lagt på stejler. Ifølge traditionen var han blevet udstyret med en blykrone, fordi han havde stræbt efter riget. Dødsstraf var en fast og relativt udbredt del af retssystemet i Danmark i middelalderen, men hvordan og hvor ofte den blev brugt, ændrede sig over tid og afhængigt af både lovgivning og politisk magt. I middelalderen blev den private ejendomsret anset for vigtigere end et menneskes liv. Derfor blev tyveri ofte straffet langt hårdere, end hvis man havde dræbt et andet menneske. For eksempel kunne man slippe af sted med en bøde for et drab, mens tyve risikerede at få hugget øret, næsen eller hånden af som straf for deres ugerning.
I den tidlige middelalder blev voldtægt af kvinder betragtet som hærværk mod mandens ejendom. Det blev opfattet på lige fod med, at nogen skadede mandens kvæg. Således var det også manden eller faderen til en voldtaget kvinde, der skulle have erstatning fra voldtægtsforbryderen. I 1241 kom Jyske Lov, der blev til i et tæt samarbejde mellem Valdemar Sejr og kirken. Loven var stærkt påvirket af kirkens definition af, hvad der var normen i forhold til seksualitet. Man ønskede at civilisere befolkning og skabe et samfund baseret på de kristne værdier, hvilket fik betydning for opfattelsen af voldtægt. I Jyske Lov blev voldtægtsforbryderen straffet med fredløshed. I middelalderens kristne samfund blev en række handlinger betragtet som alvorlige overtrædelser af både den verdslige og den religiøse orden. Seksualitet var underlagt omfattende religiøse og moralske normer. Ifølge historikeren Kåre Johannessen, forfatter til Hor saa vide: seksualiteten i middelalderen, blev seksuelle handlinger, der ikke kunne føre til forplantning, herunder analsex, fordømt af kirken. Prævention blev ligeledes fordømt, fordi den forhindrede graviditet. Seksuelle forhold uden for ægteskabet blev betragtet som en alvorlig synd og kunne i visse tilfælde medføre meget hårde straffe, herunder levende begravelse. Mænd og kvinder kunne begge straffes for ægteskabsbrud, og straffene kunne være hårde for begge køn. Ved seksuelle forhold mellem personer af samme køn var der derimod forskel på, hvordan handlingerne blev opfattet og straffet. Seksuelle handlinger mellem mænd blev generelt betragtet som mere alvorlige end tilsvarende handlinger mellem kvinder. En del af forklaringen var middelalderens forestilling om, at sæden havde en særlig betydning for forplantningen, og at mænd derfor kunne "spilde" sæd gennem seksuelle handlinger, der ikke kunne føre til graviditet.
Dødsstraffen var dog først og fremmest forbundet med handlinger, der blev betragtet som særligt alvorlige forbrydelser mod mennesker, samfundet eller den religiøse orden. Drab, røveri, alvorlige former for tyveri, brandstiftelse, trolddom og visse former for seksualforbrydelser kunne efter tid og sted medføre dødsstraf. Hvilke forbrydelser der var belagt med dødsstraf, varierede imidlertid gennem middelalderen og mellem de forskellige danske landsdele og lovgivninger.
Under Valdemar Atterdags første danehof i juli 1354 i Nyborg blev dødsstraf konverteret til bødestraf pga. det overvættes store mandetab dvs. befolkningsmangel opstået under pesten. Under indtryk af Moselovens princip om "øje for øje, tand for tand" blev lovene senere ændret, og brugen af dødsstraf blev efter Reformationen i Danmark mere udbredt fra 1500-tallet. I løbet af denne tid udløste tyveri fortsat døden ved hængning, mens mord straffedes med halshugning. Der kom også en ny straffeform: brænding på bål. Denne straf kunne voldtægtsforbrydere komme ud for, men det var særligt én gruppe som ofte blev brændt på bålet: de påståede hekse og udøvere af trolddomskunst. Trolddom blev eksempelvis opfattet som en forbrydelse, der ikke alene truede samfundet, men også indebar et religiøst brud med Gud. Fra 1500-tallet blev trolddomsforfølgelserne mere omfattende. Et kendt eksempel er Gyde Spandemager, der blev henrettet i 1543.
Heksejagten
thumb|Den 10. november 1571 blev den frisiske døber/mennonit Anneken Hendriks brændt på bålet i Amsterdam, hendes mund fyldt med krudt. Heksejagten i Danmark kulminerede i 1600-tallet, hvor især historien om Maren Spliid fra Ribe er veldokumenteret. Hun blev brændt på bålet for trolddom den 10. november 1641 imellem Galgebakkerne nord for byen. Hun er et af de mest kendte ofre for heksejagt i Danmarks historie.
I perioden fra 1540 til 1693, hvor den sidste heksebrænding skete, kendes tusind hekseprocesser. Mellem 1.300 og 2.000 hekse blev brændt, heraf blev mindst tusind kvinder brændt levende på bålet.For Denmark, see Burns (2003), pp. 64–65 Frifindelse var lige så almindelig som domfældelse, især efter 1576, da alle dødsdomme i heksesager skulle appelleres til landstinget. Ifølge historiker Louise Hauberg Lindgaard drejer det sig om henved tusind henrettelser, og på den måde altså – antageligvis – henved et par tusind retsforløb. Indtil året 1660 var den højeste retsinstans Kongens Retterting, og her endte i alt 44 sager, som i de fleste tilfælde førte til frifindelse eller nedsat straf. Efter ediktet fra 1686, at der ikke måtte afsiges dødsdom over hekse uden højesterettens ord, ebbede heksejagten ud.Se evt. Forsker Gustav Henningsen vurderer omfanget af heksejagten som forholdsvis beskedent, og at det beskedne omfang ofte tilskrives to bestemmelser fra 1547, der anses for enestående i Europa. Ifølge den ene var udsagn fra personer dømte for tyveri, forræderi og trolddom, ikke at anse som pålidelige vidner i processer mod andre. Ifølge den anden bestemtes, at "ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt". Disse bestemmelser forhindrede domsprocessen over en heks førte til anklager mod andre. I en senere artikel noterer Henningsen dog at der alligevel findes nogen belæg for kædeprocesser.
Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (1608 – 1612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Heksebålene i Danmark fik for alvor fat i 1626, da Christian 4. forordnede, som gjorde pagtskab med djævlen samt magi selv i det godes tjeneste strafbart. Den officielt sidste dømte heks var Anne Palles, der blev henrettet den 4. april 1693. Af regnskaberne for henrettelsen fremgår, at hun blev halshugget, og liget derefter brændt.