thumb|En øjenlæge undersøger en patient med en spaltelampe. Oftalmologi er et lægespeciale afgrænset efter et bestemt organ (øjet) og organsystem (synssansen). Et lægespeciale, også betegnet et lægeligt speciale eller medicinsk speciale, er et myndighedsanerkendt og formelt afgrænset lægevidenskabeligt område, inden for hvilket en læge kan opnå anerkendelse og titel som speciallæge gennem en formaliseret, godkendt og længerevarende videreuddannelse (postgraduat uddannelse; på ) efter afsluttet grunduddannelse. Lægespecialer adskiller sig markant fra uformelle fagområder, idet sidstnævnte ikke medfører en særskilt og myndighedsanerkendt speciallægetitel. Specialerne afgrænses typisk med udgangspunkt i bestemte sygdomme eller sygdomsgrupper, organer, definerede patientpopulationer, særlige lægelige funktioner samt diagnostiske eller terapeutiske metoder og filosofier. Denne formelle afgrænsning omfatter tillige specialets specifikke kerneopgaver, den lægelige indsats ved varetagelsen af disse opgaver samt de faglige kompetencer, der er nødvendige for at udføre arbejdet.
Lægespecialerne kan overordnet kategoriseres som kliniske, diagnostiske, laboratoriemedicinske eller samfundsrettede. De inddeles ofte i de "klassiske" lægespecialer, som blandt andet omfatter intern medicin, kirurgi og psykiatri, samt en række tværfaglige og ofte mere laboratoriebaserede specialer. Sidstnævntes primære funktion er at servicere, rådgive og vejlede de kliniske specialer, og de tæller uddannelser i klinisk biokemi, klinisk fysiologi og nuklearmedicin, klinisk genetik samt klinisk mikrobiologi. Andre grene af medicinen beskæftiger sig udelukkende med eksempelvis børn (pædiatri), kræft (onkologi), laboratoriemedicin (patologi) eller primærsektoren (almen medicin). Det overordnede formål med specialiseringen er at samle faglige kompetencer, forskning, uddannelse og kvalitetsudvikling, hvilket har muliggjort lægefaglig fordybelse og været en væsentlig forudsætning for den medicinske og teknologiske udvikling.
I Danmark betegnes den samlede opdeling af lægevidenskaben og de tilhørende uddannelsesforløb som specialestrukturen. Den offentlige regulering af denne struktur har til formål at sikre, at diagnostik, behandling og rådgivning udføres med høj kvalitet, effektivitet og patientsikkerhed, samt at specialerne er tilstrækkeligt bæredygtige i forhold til patientgrundlag, rekruttering, uddannelseskapacitet og faglig udvikling. Historisk fastsatte Lægeforeningen de første regler om speciallægeanerkendelse herhjemme i 1918, hvorefter området i 1935 blev overført til Sundhedsstyrelsen. I 1982 indførtes en grund- og grenspecialestruktur, men denne blev afskaffet ved en større reform i 2003-2004. Ved implementeringen af denne nye speciallægeuddannelse (2003-ordningen) etableredes én formel type speciallægeanerkendelse, og der indførtes en mål- og kompetencebaseret uddannelse med syv lægeroller og nationale målbeskrivelser for 37 specialer, som de videnskabelige selskaber udarbejdede, og som efterfølgende blev godkendt af Sundhedsstyrelsen.
Med tilføjelsen af retsmedicin (i 2008) og akutmedicin (i 2017) består den danske specialestruktur i dag af i alt 39 anerkendte grundspecialer. Det er relativt få sammenlignet med andre lande, eksempelvis har USA 128 specialer fordelt på 40 grundspecialer og 88 subspecialer. De danske specialer er organiseret i enheds- eller funktionsmodeller og der findes ingen myndighedsgodkendte gren- eller subspecialer.
Anerkendte medicinske specialer i Danmark thumb|En pædiater undersøger et 15 måneder gammelt barn. Pædiatri er et lægespeciale afgrænset efter patienternes alder. Følgende 39 lægelige specialer er officielt anerkendt af Sundhedsstyrelsen i Danmark:https://www.sst.dk Sundhedsstyrelsen.dk
Den intern medicinske funktionsmodel (9)
Intern medicin: endokrinologi Intern medicin: gastroenterologi og hepatologi Intern medicin: geriatri Intern medicin: hæmatologi Intern medicin: infektionsmedicin Intern medicin: kardiologi Intern medicin: lungesygdomme Intern medicin: nefrologi Intern medicin: reumatologi
Den kirurgiske funktionsmodel (5)
Kirurgi Karkirurgi Plastikkirurgi Thoraxkirurgi Urologi
Enhedsmodellen (25)
Kirurgiske (4)
Ortopædisk kirurgi Neurokirurgi Gynækologi og obstetrik Oto-rhino-laryngologi
Øvrige (21)
Akutmedicin Almen medicin Anæstesiologi Arbejdsmedicin Børne- og ungdomspsykiatri Dermato-venerologi Klinisk biokemi Klinisk farmakologi Klinisk fysiologi og nuklearmedicin Klinisk genetik Klinisk immunologi Klinisk mikrobiologi Klinisk onkologi Neurologi Oftalmologi Patologisk anatomi og cytologi Psykiatri Pædiatri Radiologi Retsmedicin Samfundsmedicin
Karakteristika og afgrænsning thumb|Medicinske fagområder og specialer fremstillet som grene på et kundskabstræ. Et lægespeciale er tæt forbundet med en formaliseret speciallægeuddannelse og en myndighedsanerkendt speciallægetitel. Et lægevidenskabeligt område kan tale for anerkendelse som selvstændigt speciale, hvis det udgør en tydeligt afgrænset faglig enhed, omfatter et tilstrækkeligt patient- og lægegrundlag, understøtter befolkningens behov for sundhedsydelser og findes som speciale i sammenlignelige lande. Der lægges desuden vægt på, om området har selvstændige kerneopgaver, metoder, forskningsmiljøer og uddannelsesbehov, samt om dets opgaver og kompetencer kan afgrænses meningsfuldt fra andre specialer.
Specialer kan være kliniske, diagnostiske, laboratoriemedicinske eller samfundsrettede. Begrebet klinisk opgave omfatter i denne sammenhæng ikke alene direkte behandlingsansvar, men også diagnostik, vejledning og rådgivning, der understøtter patientbehandlingen. Laboratoriemedicinske og billeddiagnostiske specialer regnes derfor også som kliniske specialer, selv om speciallægen ikke nødvendigvis selv har det overordnede behandlingsansvar for patienten.
Et fagområde adskiller sig fra et speciale ved ikke at være myndighedsgodkendt og ikke at medføre en særskilt autoriseret speciallægetitel. Fagområder omfatter særlige interesse- og kompetenceområder, der enten går på tværs af flere specialer eller udgør en mindre del af et speciale. De er almindeligvis mindre formaliserede og kan lettere opstå, ændres eller bortfalde i takt med den faglige udvikling.
Specialisering og generalistkompetence Lægelig specialisering muliggør en betydelig fordybelse i bestemte sygdomme, teknikker og patientgrupper og har været en væsentlig forudsætning for den medicinske og teknologiske udvikling. Specialisering kan imidlertid også medføre fragmentering, navnlig når patienter har flere samtidige sygdomme, eller når behandlingen fordeles mellem mange specialer og sektorer. Specialestrukturen skal derfor afveje behovet for dyb specialviden mod behovet for brede kliniske kompetencer, sammenhængende patientforløb og samarbejde mellem specialer.
Dette hensyn er særligt fremtrædende i behandlingen af ældre og multisyge patienter. Speciallæger forventes derfor ikke alene at mestre deres eget speciales kerneområde, men også at kunne varetage almindelige og akutte problemstillinger, anvende basale kliniske kompetencer og samarbejde med beslægtede specialer. I den fremtidige speciallægeuddannelse er der lagt vægt på, at flere speciallæger skal have bredere generalistkompetencer samtidig med, at de fortsat behersker mere sjældne og højt specialiserede opgaver.
Historie i Danmark
De første specialer I begyndelsen af 1900-tallet var lægers videreuddannelse kun i begrænset omfang formaliseret. Efter aflæggelse af lægeløftet kunne en læge opnå ret til at praktisere, men der fandtes ikke en samlet offentlig ordning for klinisk videreuddannelse og specialisering. I 1907 indførte Foreningen af Yngre Læger og Københavns Universitet en turnusordning, der skulle give nyuddannede læger et praktisk og klinisk grundlag for deres videre virke.
I 1918 offentliggjorde Lægeforeningen den første fortegnelse over anerkendte speciallæger og fastsatte regler for speciallægeuddannelserne efter indstilling fra et særligt specialistudvalg. Speciallægeanerkendelsen var dermed oprindelig en lægekollegial ordning, før området senere blev overtaget af staten.
Med lægeloven af 1935 blev anerkendelsen af speciallæger overført til Sundhedsstyrelsens specialistnævn. Loven gjorde samtidig tolv måneders lønnet turnustjeneste med medicinsk og kirurgisk ansættelse til en forudsætning for retten til selvstændigt virke som læge. Der fandtes på dette tidspunkt 15 godkendte lægespecialer.
Udbygning og reformer efter 1970 I efterkrigstiden førte den lægevidenskabelige udvikling og sygehusvæsenets udbygning til en stadig større specialisering. Samtidig voksede antallet af medicinske kandidater betydeligt, uden at antallet af uddannelsesstillinger steg tilsvarende. En speciallægekommission nedsat i 1973 foretog derfor den første samlede analyse af den lægelige videreuddannelse. Kommissionens betænkning fra 1977 anbefalede blandt andet en mere sammenhængende uddannelsesstruktur og en reduktion af de daværende 32 selvstændige specialer til 21 grundspecialer med tilhørende grenspecialer inden for navnlig intern medicin, kirurgi og neurologi.
Grenspecialestrukturen blev indført i 1982. Formålet var at give lægerne en bred fælles uddannelse inden den endelige specialisering, muliggøre et senere specialevalg og udnytte uddannelseskapaciteten mere fleksibelt. Grundspecialet dannede uddannelsesmæssigt fundament, mens grenspecialet udgjorde en efterfølgende specialisering.
Danmarks medlemskab af EF fra 1973 fik desuden betydning for reguleringen. De europæiske direktiver om gensidig anerkendelse af lægers eksamens- og speciallægebeviser blev gennemført i dansk ret fra 1976. Den obligatoriske turnusuddannelse blev dermed også en forudsætning for, at kommende speciallæger kunne opnå ret til selvstændigt virke og få deres kvalifikationer anerkendt på tværs af medlemsstaterne.
Reformen i 2003–2004 Den nuværende hovedstruktur bygger på Speciallægekommissionens betænkning Fremtidens speciallæge fra 2000. Betænkningen dannede grundlag for den såkaldte 2003-uddannelsesordning, som afløste ordningen fra 1996 og blev gennemført fra januar 2004. Reformen omfattede både specialestrukturen, uddannelsernes indhold, den pædagogiske tilrettelæggelse og organiseringen af den lægelige videreuddannelse.
Et centralt element var nedlæggelsen af den hidtidige overbygningsstruktur med grund- og grenspecialer. Grenspecialerne blev enten omdannet til selvstændige grundspecialer, indarbejdet i bredere specialer eller videreført som ikke-myndighedsgodkendte fagområder. Danmark fik derved én formel type speciallægeanerkendelse i et antal relativt brede grundspecialer.
Reformen indførte samtidig en mål- og kompetencebaseret uddannelse. Uddannelsen skulle ikke længere alene vurderes efter gennemførte ansættelser og tidsmæssig anciennitet, men efter dokumenteret opnåelse af konkrete kompetencer fastlagt i nationale målbeskrivelser. Speciallægekompetencen blev defineret bredere end den rent medicinsk-faglige ekspertise og blev knyttet til syv lægeroller: medicinsk ekspert, kommunikator, samarbejder, leder og administrator, sundhedsfremmer, akademiker og professionel.
De syv roller var inspireret af den canadiske CanMEDS-model og skulle integrere blandt andet kommunikation, samarbejde, ledelse, pædagogik, forskning, etik og professionel adfærd i den kliniske uddannelse. Der blev desuden indført eller udbygget generelle og specialespecifikke kurser, formaliseret forskningstræning og lagt større vægt på løbende vejledning, kompetencevurdering og evaluering af uddannelsesstederne.