thumb|upright|Gordon Norrie (1855-1941), dansk stabslæge, øjenlæge og medicinhistoriker, fotograferet af Peter Elfelt i 1916. Stabslæge (i Danmark forkortet STLG) er en betegnelse for en militærlæge af højere rang eller i stabsfunktion. I nutidig dansk sammenhæng er stabslæger ansat i ledende stillinger i Forsvarets Sanitetskommando (FSK) og fungerer som chefer for kommandoens divisioner eller afdelinger, eksempelvis Operationsafdelingen, Rådgivningsdivisionen eller Det Sundhedsfaglige Hærelement. Betegnelsen har historisk forbindelse til de ældre titler stabskirurg og stabskirurgus.

Danske stabslæger inddeles i 1. og 2. grad, betegnet henholdsvis stabslæge-1 og stabslæge-2. I Hæren og Flyvevåbnet svarer disse til henholdsvis oberst og oberstløjtnant, mens stabslæge-1 og stabslæge-2 i Søværnet svarer til henholdsvis kommandør og kommandørkaptajn. I Sanitetskommandoen findes tilsvarende stabstandlæger og stabsdyrlæger. Under stabslæger rangerer overlæger og derunder reservelæger af 1., 2. og 3. grad.

I nordisk og international sammenhæng har tilsvarende betegnelser været anvendt i flere landes sanitetstjenester som betegnelse for militærlæger i grad eller tjenestestilling.

Danmark Historie thumb|upright|Stabslæge Carl Friderichsen (1845-1920), chef for Garnisonssygehuset, i uniform. Betegnelsen har rødder i den ældre titel stabskirurg, der allerede langt tilbage i tiden blev brugt om den øverste kirurg ved den danske og norske hær. Efter foreningen af Det kirurgiske Akademi og Københavns universitets medicinske fakultet blev titlen ved hærloven af 1842 ændret til stabslæge. En stabslæge var chefen for hærens og søværnets lægekorps.

Ved hærloven af 1894 blev titlen for chefen for hærens lægekorps ændret til generallæge, mens den hidtidige ældste lønningsklasse af overlæger blev udskilt og benævnt stabslæger. For hærens vedkommende blev stabslæge dermed efter 1894 betegnelsen for overlæger af ældste lønningsklasse.

Nutidig brug Ifølge bekendtgørelse af 20. oktober 1989, er stabslæger af såvel 1. som 2. grad en del af det militære chefniveau. I 2008 var der ifølge Kongelig Dansk Hof- og Statskalender følgende stabslæger i Forsvaret:

Lars Ravnborg Nissen, stabslæge af 1. grad (Hærens Operative Kommando). Sten Hulgaard, stabslæge af 2. grad (Danske Division). Jørgen Torp Svendsen, stabslæge af 2. grad (Flyvertaktisk Kommando). Benedict Kjærgaard, stabslæge af 2. grad (Driftsdivisionen, Flyvertaktisk Kommando). Benny Bardrum, stabslæge af 1. grad (Forsvarets Sundhedstjeneste). Erik Michael Darre, stabslæge af 1. grad (Forsvarets Sundhedstjeneste). Søren Worm-Petersen, stabslæge af 1. grad (Forsvarets Sundhedstjeneste). Henrik Kåhler, stabslæge af 2. grad (Forsvarets Sundhedstjeneste). Hans Ole Jørgensen, stabslæge af 2. grad (Hjemmeværnsstaben).

Løn og vilkår Stabslæger indgår i lønramme 38. Pr. 2026 er månedslønnen for en stabslæge af 2. grad i alt 66.511,25. For en stabslæge af 1. grad er den 71.826,42. Stabslæger af 1. grad er indplaceret i Rangfølgens 3. klasse, nr. 3.

Internationalt I Norge er stabslege ikke i sig selv en militær grad, men en tjenestestilling for en læge i sanitetstjenesten, typisk placeret på majorsniveau (OF-3) eller oberstløjtnant-/kommandørkaptajnsniveau (OF-4). Den norske stabskirurg blev fra 1819 kaldt generalkirurg, ved organisationsplanen af 1887 ændret til sanitetsgeneral og senere til sanitetsoberst. Chefen for veterinærkorpset i både den danske og norske hær blev betegnet stabsveterinær.

I Tyskland er Stabsarzt i det moderne Bundeswehr en egentlig militær grad på kaptajns- eller kaptajnløjtnantsniveau (OF-2). Historisk blev graden opnået efter tre forfremmelser fra indgangsstillingen som læge i militæret og rangerede over underlæge, svarende til overfenrik eller officerskadet, assistentlæge, svarende til løjtnant, og overlæge, svarende til premierløjtnant. I dag kan graden tidligst opnås tre år efter indtræden i forløbet som sanitetsofficer, og da den er en militær grad, oversættes den normalt til kaptajn, kaptajnløjtnant eller tilsvarende grad i andre NATO-lande.

I Østrig-Ungarns hær var Stabsarzt ligeledes en militær grad, men på majorsniveau (OF-3). I Storbritannien blev betegnelsen Staff Surgeon tidligere anvendt i forsvaret. I engelsksproget militær sammenhæng betegner surgeon historisk en læge i almindelighed og ikke alene en udøver af den moderne kirurgiske specialitet.

Referencer

Kategori:Militære titler Kategori:Titler i Rangfølgens klasse 3