Jørgen Fog-Petersen (født 21. oktober 1922 i Nibe, død 25. april 1996) var en dansk jurist, søofficer og direktør.

Biografi Jørgen Fog-Petersen var søn af politimester S. Fog-Petersen i Nibe. Han blev student fra Aalborg Katedralskole i 1941. Her var han egangeret i Konservativ Ungdom og beundrer af John Christmas Møller.

Efter gymnasiet meldte han sig som frivillig søkadetlærling, stærkt påvirket af krigsbegivenhederne. Efter optagelsen på kadetskolen i 1942 tog han åbent afstand fra den danske regerings samarbejdspolitik med besættelsesmagten. I juli 1943 – inden augustoprøret – indgav han sin afskedsansøgning og flygtede i en fiskekutter fra Læsø til Sverige for at kæmpe på engelsk side. Under flugten delte han båd med Alvilda Larsen. Ønsket om britisk krigstjeneste lod sig dog ikke realisere, og han kom i stedet til at gøre tjeneste i Den Danske Brigade og Flotille i Sverige.

Han afsluttede officersuddannelsen på Søofficersskolen i 1946 og tjenestegjorde derefter i minestrygere og patruljefartøjer samt ved eksercerskolen. I 1949 søgte han afsked fra linjen og overgik til Søværnets reserve, hvori han i 1957 blev forfremmet til kaptajnløjtnant. I mange år deltog han som reserveofficer i NATO-øvelser hjemme og i udlandet.

Sideløbende med søtjenesten begyndte han et juridisk studium. Han fik ansættelse som styrmand i oversøisk fart hos DFDS og blev cand.jur. i 1953. Herefter avancerede han hos DFDS fra fuldmægtig over prokurist og underdirektør til administrerende direktør (1963–1969). Han var desuden med til at stifte Molslinjen og fulgte opførelsen af færgehavnene på Sjællands Odde og ved Ebeltoft.

I 1970 blev han administrerende direktør for Den kongelige Porcelainsfabrik, en stilling han varetog frem til sin tilbagetrækning i 1986.

Han døde efter kort tids sygdom.

Referencer

Kategori:Personer fra Nibe Kategori:Studenter fra Aalborg Katedralskole Kategori:Jurister fra Danmark Kategori:Søofficerer fra Danmark Kategori:Direktører fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)