thumb|I Company Shocked at a Lady Getting up to Ring the Bell (1805) karikerede James Gillray "En enke og hendes bejlere, som synes at have glemt deres manerer i intensiteten af deres beundring."

Etikette eller etiketteregler kan defineres som et sæt normer for personlig adfærd i høfligt selskab, som normalt kommer til udtryk i form af en etisk kodeks for forventede og accepterede sociale handlinger, der stemmer overens med de konventioner og normer, som observeres og praktiseres af et samfund, en samfundsklasse eller en social gruppe. I moderne engelsk brug stammer det franske ord étiquette (etiket og mærkat) fra omkring år 1750 og har også oprindelse i det franske ord for “billet”, muligvis som symbol på en persons adgang til samfundet gennem korrekt opførsel. Der findes mange betydningsfulde historiske personer, som har været med til at forme begrebet og give forskellige perspektiver.

Historie thumb|Ved slottet Versailles brugte kong Ludvig 14. af Frankrig en kompleks étiquette til at styre og kontrollere sine hoffolk og deres intriger.

I det tredje årtusinde f.v.t. skrev den oldegyptiske vesir Ptahhotep Ptahhoteps lære (2375–2350 f.t.v.), en didaktisk samling leveregler, der fremhæver borgerlige dyder som sandfærdighed, selvkontrol og venlighed over for andre mennesker.Fontaine, Carole R. "A Modern Look at Ancient Wisdom: The Instruction of Ptahhotep Revisited." The Biblical Archaeologist 44, no. 3 (1981): 155-60. doi:10.2307/3209606. Gennemgående temaer i maksimerne omfatter at lære ved at lytte til andre, at være opmærksom på menneskelig videns ufuldkommenhed, at undgå åben konflikt, når det er muligt, uden at det bør opfattes som svaghed, samt at stræben efter retfærdighed bør være det vigtigste. Samtidig fremhæves det, at en guds vilje i sidste ende er afgørende i alle menneskelige forhold. Nogle af Ptahhoteps maksimer beskriver korrekt adfærd i nærværet af betydningsfulde personer (politiske, militære eller religiøse) samt instruktioner i at vælge den rette herre og tjene ham. Andre maksimer lærer den rette måde at være leder på gennem åbenhed og venlighed, at grådighed er roden til alt ondt og bør undgås, og at gavmildhed over for familie og venner er prisværdig.

Konfutse (551–479 f.v.t.) var en kinesisk tænker og filosof, hvis værker lagde vægt på personlig og statslig moral, korrekthed i sociale relationer, stræben efter retfærdighed i personlige handlinger og oprigtighed i alle relationer.

Baldassare Castiglione (ca. 1478–1529), greve af Casatico, var en italiensk hofmand og diplomat, soldat og forfatter til The Book of the Courtier (1528), en klassisk håndbog i god opførsel om etikette og moral for hoffolk under den italienske renæssance.

Ludvig 14. af Frankrig (1638–1715), konge af Frankrig, anvendte en kodificeret etikette til at tæmme den franske adel og hævde sin overlegenhed som en enehersker. Som følge heraf gjorde det ceremonielle hof udenlandske udsendinge imponerede, når kongen modtog dem ved den franske regerings sæde, Château de Versailles, sydvest for Paris.

Benjamin Franklin (1706–1790), amerikansk opfinder og en af USA’s grundlæggere, bidrog til den amerikanske forståelse af etikette gennem sin vægt på praktisk moral og social harmoni. I sin selvbiografi fra 1791 beskrev han et personligt system til selvforbedring centreret om tretten dyder, herunder oprigtighed, ydmyghed og mådehold. Han betragtede etikette som et middel til at fremme effektiv kommunikation, undgå unødvendige konflikter og styrke samarbejde i både privat og offentligt liv. Franklin var skeptisk over for prangende formalitet og mente, at manerer skulle tjene et formål baseret på nytte, oprigtighed og demokratiske idealer.

George Washington (1732–1799), USA’s første præsident og øverstkommanderende for den kontinentale hær under den amerikanske uafhængighedskrig, blev i sin ungdom stærkt påvirket af en samling sociale maksimer med titlen Rules of Civility & Decent Behaviour in Company and Conversation. Tilpasset fra en tidligere fransk tekst omfattede disse 110 regler ydmyghed, respekt for andre, selvbeherskelse og vigtigheden af at opretholde anstændighed i det offentlige liv. Selvom Washington ikke selv skrev reglerne, fungerede afskrivningen af dem som tidlig moralsk træning og prægede i høj grad hans offentlige fremtoning. Maksimerne fremmede ideen om, at civil opførsel afspejler personlig dyd, og at etikette kan fungere som et redskab til at udvikle lederskab og moralsk karakter. På trods af Washingtons stærke offentlige støtte til uddannelse kritiserede mange af hans samtidige hans intellekt og beskrev ham som dårligt uddannet og uden særlig sproglig elegance. Personer som Aaron Burr, Thomas Jefferson og John Adams karakteriserede ham som uforfinet, grammatisk svag og intellektuelt begrænset. På grund af Washingtons personlige følsomhed over for sit uddannelsesniveau øgede disse kritikker kun hans motivation for at kopiere de 110 regler. Selvom der ikke findes beviser for, at George Washington mundtligt videreformidlede maksimerne, fungerede hans handlinger og karakter som et konkret eksempel på disse principper.

I Danmark udgav Emma Gad (1852-1921) Takt og Tone – Om Omgang med Mennesker i 1918 som vejledning i høflig og hensynsfuld adfærd i samtidens borgerskab.Takt og Tone (1918 udgaven), Pilgaard Publishing. Hentet 8/12-2025.

Se også Dus og Des Høflighed Koncertetikette Netetikette

Referencer

Kategori:Etikette