Cork Distilleries Company var et irsk whiskey-destilleri. Det blev dannet i 1867, da fire destillerier i Cork, Daly's, The Green, North Mall og The Watercourse, blev samlet under ét selskab og dannede Cork Distilleries Company.
I 1868 fik de selskab af endnu et destilleri i Cork, James Murphys Midleton Distillery.
Selskabet eksisterede indtil 1966, hvor Cork Distilleries Company fusionerede med to andre irske destilleriselskaber, John Powers & Son og John Jameson & Son, for at danne Irish Distillers.
Selskabet producerede blandt andet Paddy Whiskey og Cork Dry Gin.
Historie I midten af 1800-tallet gennemgik den irske whiskeyindustri en periode med uro. Afholdsbevægelsen i 1830’erne samt Den Store Hungersnød i 1840’erne reducerede den indenlandske efterspørgsel efter whiskey. På dette tidspunkt var Cork hjemsted for flere destillerier, og i 1860’erne foreslog James Murphy, ejeren af Midleton-destilleriet, derfor at samle driften af flere lokale destillerier.
De andre destillerier accepterede forslaget, og i 1867 blev Cork Distilleries Company (CDC) dannet med Murphy som leder. Samme år overtog CDC kontrollen over fire destillerier i Cork: North Mall, The Green, The Watercourse og Daly's. Året efter sluttede Midleton Distillery sig også til selskabet.
Årene efter dannelsen medførte en vis rationalisering. Destillationen ophørte ved Daly's Distillery i 1869 og ved The Green i 1870’erne. Begge steder blev dog fortsat anvendt som lagre af Cork Distilleries Company i flere år. Watercourse Distillery blev også lukket midlertidigt i midten af 1880’erne, så ved århundredskiftet var kun to af CDC’s fem destillerier – North Mall og Midleton – stadig i produktion.
I 1920 opstod der en brand ved North Mall-destilleriet, som fuldstændigt ødelagde dets femetagers mølle og forårsagede betydelige skader på de fleste, hvis ikke alle, produktionsbygningerne. Havde den irske whiskeyindustri ikke været midt i en krise, hvor de fleste destillerier led under alvorlige økonomiske vanskeligheder, kunne destilleriet muligvis være blevet genopbygget. På grund af de usikre økonomiske udsigter blev det dog besluttet at koncentrere produktionen i Midleton i stedet for at renovere North Mall Distillery.
I 1966, hvor de irske destillerier stadig stod over for en usikker fremtid, fusionerede CDC med to af de øvrige tilbageværende destillerier i Dublin, John Jameson & Son og John Powers & Son, og dannede Irish Distillers.
Referencer
Kategori:Whisky fra Irland Kategori:Destillerier i Irland Kategori:Etableret i 1867 Kategori:Ophørt i 1966